RETSSTATEN

Krarup og tørklædet

2007-04-21T10:02:00.000+02:00

Det kan næppe være gået nogen danskers næse forbi, at Søren Krarup har rettet en barsk kritik af det muslimske tørklæde.

"For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo
altså af samme art som Islams tørklæde[..]Tørklædet symboliserer en totalitær
ideologis krav om, at alle der ikke deler dens synspunkter og holdninger, er
vantro, og de bør rettelig omvende sig, og hvis de ikke vil det, så de skal
udryddes. Er det et symbol, vi bryder os om at sende fra Folketingets
talerstol?"
Dansk Folkeparti støtter i en pressemeddelelse den lutherske stridsmand:

Søren Krarup bekræfter, at den muslimske indhylning af kvinder har
fællestræk med andre totalitære symboler. Dansk Folkeparti pointerer, at dette
ikke er en kritik af den enkelte kvinde, som måtte bære hovedtørklæde, men en
generel kritik af islams indhylning af kvinder,

Tørklædet og andre absurd begrundede tildækninger af kvinder har til formål
at dele kvinder op i rene og urene. Det har den konsekvens, at kvinder, som ikke
anerkender dette argument, vil blive betragtet som løsslupne og urene af de, der
accepterer det islamistiske tørklædes logik

At Krarup og Dansk Folkeparti har ret i, at tørklædet er udtryk for undertrykkelse og Islam, som totalitær ideologi, og at Krarups budskab om at kristendommen står i diametral modsætning dertil, som en frihedens religion bekræftes til fulde af ovenstående portrætter af Katherina Von Bora - Martin Luthers hustru.

To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

2006-09-12T20:55:00.000+02:00

Jeg lagde igår et indlæg på Punditokraterne, men af en eller anden grund kan indlægget ikke længere læses, hvorfor jeg bruger det som en lejlighed til at poste lidt på denne blog igen.

Den i Danmark konstant herskende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere: somaliere.
Somaliere og deres efterkommere har den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen synes at stå for skud) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere har generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende, spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for ”kulturfremmede” til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota (USA) klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more
specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with
a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in
Minnesota

[…]According to Benny Carlson, Somalis are "not a
prosperous group, but they are a working group, and one that is likely
developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60
percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes
the first - and likely the most important - explanation. There are around 800
Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003,
there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.
The second explanation,
which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have
created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in
economic activities to support themselves, to support each other - and later on,
this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner
stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi
drivers join forces and launch their own carriers.
At the Safari Restaurant,
Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially,
they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not
only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees:
six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good:
"There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an
African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden,
a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are
like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your
dreams are being smothered."
Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At
the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating
that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an
accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help
with tax returns, applications and travel documents. And while he works very
hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The
elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how
Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore
used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and
Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this,
Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is
clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an
(assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a
smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment
remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are
not enough new businesses and job opportunities being created in the service
sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most
affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and
Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as
the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest
long-term link between growth and employment.
The Americans understand - and
celebrate - the social and economic significance of the immigrant businesses.
This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a
whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not
seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of
the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997
and now runs a little store in Minneapolis while also working in home
care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can
realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger
store, and of employing staff.
Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone
makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says.
Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist
attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be
labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.

På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes.

Nyt blod til Djævelen?

2006-06-27T19:33:00.000+02:00

Nyt blod til Djævelen

Efter 5 udsendelser synes vi godt, vi kan tillade os at kalde Djævelens Advokat for en lille succes. Lytterskaren kan rigtignok ikke sammenlignes med monopolets horder, men lyttet bliver der, og debatteret og tænkt. Men da begge de sataniske sagførere, der er ansvarlige for udsendelserne, har travlt med ”rigtige” jobs og diverse andre aktiviteter, er frekvensen på udsendelserne ikke optimal, ligesom vores reaktionstid på spændende nye historier ikke er så hurtig som man kunne ønske. Derfor søger Djævelens Advokat nu nyt blod til at udvide redaktionen og forbedre udsendelserne.

Vi søger som udgangspunkt to meddjævle, der vil skulle kunne operere både sammen med de to eksisterende redaktører og som et selvstændigt team, hvilket indebærer identifikation af nye udsendelser, research, kontakt til ”ofre”, gennemførelse af udsendelsen, redigering og uploading.

Hvem er du?

Du er interesseret i og vidende om både dansk og international politik og følger samfundsdebatten tæt (abonnerer du på The Economist er du allerede foran). Du ved, hvad der rører sig i den danske og internationale blogosfære, måske er du endda selv blogger. Du brænder for at formidle historier/debatter med en anderledes vinkling end den, der kan opleves i danske dagblade eller på Danmarks Radio. Du er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål eller slagte hellige køer. Du har flair for IT (kendskab til Garageband og/eller Audacity et plus).

Hvis ovenstående har vækket din interesse så skriv en ansøgning indeholdende et CV, samt et oplæg til en udsendelse, som du mener kunne være interessant for Djævelens Advokat.

Kontakt
Jacob Mchangama tlf.: +45 24664220 mail: jmchangama@yahoo.com
Lars Hvidberg tlf.: +45 61677309 mail: lars.hvidberg@gmail.com

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

2006-06-05T21:54:00.000+02:00

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om ”Kristendommen som frihedens religion?”. Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Som et oplæg til debatten kan jeg anbefale min post om ”Luthers rene lære”, på Punditokraterne, samt Søren Krarups artikel "Fundamentalisme" fra Tidehverv.

Den Private Ejendomsret som Menneskerettighed

2006-05-11T07:41:00.000+02:00

Jeg blev sidste år bedt om at lave et notat om den private ejendomsret som menneskerettighed til CEPOS. Det notat er nu tilgængeligt på CEPOS' hjemmeside og bliver omtalt i dagens udgave af Weekendavisen.

Anders Fogh om Guantanamo

2006-05-02T22:28:00.000+02:00

Anders Fogh Rasmussen har i dag været ude med en kritik af U.S.As fortsatte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo, der er ligeså overraskende, som den er berettiget. Anders Fogh udtalte bl.a.:

Det er en svaghed for koalitionen, for de vestlige frihedsidealer og for kampen for at udbrede menneskerettighederne. Man kan ikke bare holde folk tilbage år ud og år ind, uden at de får en retslig afklaring med de garantier, der er i en retsstat.

Kritikken, der også deles af andre borgerlige med principperne i orden, er helt på sin plads. U.S.A har med den tidsubestemte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo formået at skabe sympati i Vesten for en række personer, der, sandsynligvis sympatiserer med, hvis ikke direkte aktivt støtter op omkring international terrorisme og religiøs fundamentalisme.

Endvidere har man, helt åbenbart overtrådt helt grundlæggende retsprincipper, og frihedsrettigheder, hvis manglende overholdelse man ofte klandrer andre lande for, hvorfor man giver modstandere både i Vesten og i den islamiske verden et værdifuldt ”hykler” argument, som er svært at undslå sig. Sidst men ikke mindst har man dramatisk øget risikoen for at amerikanske og allierede soldater udsættes for hårdhændet behandling, såfremt de tages til fange i krigs- og antiterroraktioner.

Skulle U.S.A så bare have ladet stå til?

Nej. Det må naturligvis være legitimt at tage udenlandske personer, der ofte bevæbnede, befandt sig i fjendtligtsindede Taleban og/eller al-Qaeda lejre til fange, som det var tilfældet under krigen i Afghanistan. Bliver man taget til fange i en sådan lejr må der umiddelbart være en berettiget mistanke om at man deltager eller planlægger at deltage i terrorisme. Ligeledes er det klart, at koalitionsstyrkerne havde en berettiget interesse i at få vigtige informationer fra de tilbageholdte fanger, der kunne hjælpe med at klarlægge præcist hvem der var ansvarlig for angrebet 11. september, samt om omfanget af Al-Qaedas internationale aktiviteter.

Det er ligeså klart, at man efter at have fanget flere tusinde fjendtlige soldater/oprørere i en krigssituation ikke kunne fremstille disse for en dommer indenfor 24 timer, en uge eller sågar en måned eller to. Men selv i en pludseligt opstået krise situation, som Afghanistankrigen efter 11. september, må tilfangetagne personer have krav på at en uafhængig instans, indenfor en rimelig tidshorisont tager stilling til, hvorvidt der er rimelig grund til at man er tilbageholdt. En ret, der i form af Habeas Corpus kan tilbageføres til Magna Charta fra 1215, og som et land baseret på "the rule of law" burde respektere som en selvfølgelighed. Såfremt en sådan uafhængig instans fastslår, at der er begrundet mistanke om at en fange har begået terrorisme, bør vedkommende retsforfølges, i modsat fald må fangen løslades.

Til amerikanernes forsvar skal det i denne forbindelse nævnes, at flere lande angiveligt har nægtet at modtage fanger, som ellers skulle løslades, hvorfor der ikke er noget land at sende dem tilbage til, en situation vi også kender fra Danmark.

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

2006-05-01T18:55:00.000+02:00

Djævelens Advokats 5. udsendelse er i luften og denne gang er det med Preben Wilhjelm som gæst. Emnet er venstrefløjens frihedsbegreb og fortid og indimellem går bølgerne når højt, som når f.eks Preben Wilhjelm tager "højrefløjens" kalkunjægere" såsom Bent Blüdnikow og Bent Jensen under behandling. Der er også hug til Ralf Pittelkow og så selvfølgelig til kapitalismen.

Udsendelsen kan høres her.

Pressefrihed II

2006-05-01T18:49:00.000+02:00

Denne post er oprindelig bragt på Punditokraterne, men på grund af formateringsproblemer bringer jeg den nu også her på Retsstaten (hvor den måske også hører hjemme).

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse ”under ansvar for domstolene”. Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisternes bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at bestemmelsen efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden
indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan
den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser,
restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, såfremt den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er ”nationens sikkerhed”.

I “Observer and Guardian v. UK” fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, ”Spycatcher”, skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information"
or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive
or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb. Freedom of expression is subject to a number of exceptions which,
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any
restrictions must be convincingly established.

(b) These principles are of particular importance as far as the
press is concerned. Whilst it must not overstep the bounds set,
inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless
incumbent on it to impart information and ideas on matters of
public interest. Not only does the press have the task of
imparting such information and ideas: the public also has a right
to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to
play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify
the continuation of the interference complained of. It is, in the
first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian]
could have served to advance the attainment of these objectives any
further than had already been achieved by the steps taken against
Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself [...]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey
information, already available, on a matter of legitimate public
concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll’s conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.
I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter være tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde.

2. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for Berlingskes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf.

Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om international terrorisme jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.

3. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg).

EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

Jesper Langballe om kultur-konservativ kulturkamp i Djævelens Advokat

2006-04-16T16:39:00.000+02:00

Djævelens Advokat går i luften med sin 4. udsendelse. Udsendelsen er en debat med Jesper Langballe om den kultur-konservative kulturkamp, herunder om kultur-konservatismen har lykkedes at gøre op med den politiske syge og velfærdsstatens åndløshed.

Citater fra debatten:

”Den totalitære opfattelse af det politiske har jo i og for sig hele tiden ligget i kim i den kulturradikalisme, som har behersket landet i 100 år”

”Al ordentlig politik bygger på vrede(…)vrede er da den mest legitime motivation overhovedet for at kaste sig ind i politisk arbejde og i en kulturkamp”

”Der er to bevæggrunde for at gå ind i Folketinget(..)og det er at bidrage til at forhindre, at den danske nationalstat omdannes til et multikulturelt helvede og samtidig til at undgå, at Danmark bliver til en delstat i Europas forenede stater”.

”Indvandringen ændrer så at sige konditionerne totalt indvandring har jo ændret forholdende og også måden at tænke social på indfødte danskere imellem”.

”Jeg vil bestemt ikke bestride(…)at der stadigvæk sker en klientgørelse af folk i det bistandssytem vi har og det mener jeg er ulykkeligt”.

”Jeg har betragtet al partipolitik som decideret landskadelig virksomhed”.

”For mit vedkommende der drejer det sig om nu simpelthen, at prøve og bidrage til at Danmark overhovedet overlever, fordi det er altså forudsætningen for, at vi kan fylde et demokratisk indhold i det, et folkestyre uden et folk det eksisterer ikke”.

David Bakkegaard Karsbøl i Djævelens Advokat

2006-04-01T11:35:00.000+02:00

Djævelens Advokat er gået i luften med sin 3. udsendelse. Udsendelsen har David Bakkegaard Karsbøl, som gæst til en debat om det ”anarko-kapitalistiske” samfund uden stat og dermed uden politi og retsvæsen. Udsendelsen er rent faktisk den første udsendelse vi optog og redigerede.

Djævelens Advokat har endvidere optaget yderligere to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (omhandlende den kultur-konservative kulturkamp) og Preben Wilhjelm (omhandlende venstrefløjens frihedsbegreb) og har fået bekræftet en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen.

Uriaspostens skyggeboksning

2006-03-26T22:52:00.000+02:00

På Danmarks pt. mest besøgte politiske blog Uriasposten (eller er det Agora) er min post vedrørende selektive frihedskæmpere faldet Kim Møller for brystet og han har derfor sat sig for at debunke mit indlæg. På trods af Kim Møllers sædvanlige polemiske stil rører hans post nogle interessante og relevante emner. Desværre taber Kim Møller disse interessante emner på gulvet i den sædvanlige konservative skyggeboksning og træmandsbashing med og af liberalismen.

Lad os starte med polemikken.

Kim Møller lægger ud med at beskylde mig for at anlægge en elitær og selvfed tone i min ”skingre” post. For en blogger, som bruger størstedelen af sin fritid på at kalde politikere, journalister, forskere, debattører m.v. for ”halalhippier”, ”selvhadere”, ”oikofober” m.v. og hvis popularitet vel i høj grad er opbygget på den polemiske og kontante tone snarere end det materielle indhold, finder jeg det lettere komisk at blive beskyldt for at anvende en ”skinger” tone.

Kim Møller blev også forarget over følgende spørgsmål fra min side: ”Du svarede i øvrigt heller aldrig på hvorvidt folk som mig selv med muslimsk blod i årene skal smides ud af DK når bomberne sprænger”?.

Ved lidt research har jeg fundet frem til den tråd, hvori jeg (oprindeligt) stillede dette spørgsmål. Det viser sig, at det var til Kim Poulsen, ikke Kim Møller jeg (oprindeligt) stillede spørgsmålet. Jeg beklager naturligvis forvekslingen. Følger man tråden vil man dog se, at mit spørgsmål var ganske relevant (til Kim Poulsen) og, at jeg ikke var den eneste Punditokrat, der følte behov for at stille spørgsmål til den tankegang, der blev givet udtryk for http://www.punditokraterne.dk/30655_FN_og_Israel.html. Men Kim Møller skal naturligvis ikke stå til regnskab for andre end egne udtalelser og min beklagelse er hermed viderebragt.

Kim Møller peger endvidere på en kommentar jeg skrev til en post på Uriasposten vedrørende et debatindlæg om Kosovo af Søren Espersen, som bevis på, at jeg i mine indlæg anvender underlødige associationstrick. Debatindlægget af Søren Espersen og diverse kommentarer på Uriasposten er dog en separat post værd, hvorfor jeg vil gemme denne til en senere lejlighed.

Lad os nu forlade spørgsmålet om tonen i mit indlæg og går over til Kim Møllers ”rebuttal” af det indholdsmæssige i min post.

Indledningsvist hedder det:

”med den stædige fastholden af demokratiet overfor den islamistiske trussel,
står i Muhammedsagen lige i midten af dansk politik, hvad naturligvis er en
bitter pille at sluge for socialistiske religionskritikere, liberale
utopister med flere der i denne debat ligger helt på linie med hadeikonet
Søren Krarup.”

Jeg er naturligvis her castet i rollen som liberal utopist. Men for det første er Søren Krarup ikke mit hade ikon nummer 1. Jeg er dybt uenig med ham på mange områder, men respekterer hans generelle principfasthed overfor den kamp han har kæmpet i mange årtier. Endvidere har jeg respekt for hans intellekt, der bestemt ikke fejler noget. Det er dog lidt misvisende at skrive, at liberale i denne sag ligger på linje med Søren Krarup, det er snarere Søren Krarup der må erfare, at han ligger på linje med liberale. Det er trods alt ikke hver dag Søren Krarup befinder sig i en situation, som i Muhammed-sagen, hvor han forsvarer en position ud fra et rettighedssynspunkt, hvorimod rettighedsforsvaret er kernen i liberalismen.

Herefter går Kim Møller i rette med hvad jeg skrev om Dannebrogsafbrænding, Oprør og David Irving. Mht det første punkt har en anden punditokrat svaret glimrende herpå.

Vedrørende Oprørsagen skriver Kim Møller:

det [må] påpeges at Oprør jo ikke er sigtet for at være tåbelig, eller for at
have begået tåbeligheder. De er sigtet for at støtte terrororganisationer der
myrder uskyldige som led i deres politiske kamp. Det er i sidste ende en
afvejning af individets behov for frihed, og samfundets kollektive behov for
beskyttelse. Om Dagbladet Arbejderen skulle have haft aktindsigt eller ikke, kan
diskuteres (jeg kender ikke sagen) - men terrorlovgivning er jo i sin essens
frihedsberøvende. Det betyder ikke at terrorisme ikke skal bekæmpes med
målrettet lovgivning, men at politikerne nøje skal afstemme foranstaltningerne i
forhold til truslen.

Oprørssagen handler jo overhovedet ikke om aktindsigt, men om Dagbladet Arbejderens ret til at offentliggøre Oprørs appel, som led i Dagbladet Arbejderens dokumentation af virkningerne af terrorlovgivning, uden at politiet tvinger Arbejderens serverudbyder til at fjerne appellen.

Arbejderen har rettet flere henvendelser til Statsministeren (der også er pressens minister), men i denne sag, har ytringsfriheden åbenbart ikke samme prioritet, som i andre sager. Hvis medierne ikke må dokumentere, foreninger såsom Oprørs (eller Hizb ut Tahrir)s aktiviteter, særligt i konteksten af den indgribende anti-terrorlovgivning, som er blevet indført med Straffelovens § 114a, uanset om det enkelt medie måtte sympatisere hermed eller ej, er ytringsfriheden for alvor under trussel.

Det er mig derfor uforståeligt, at forkæmpere for ytringsfriheden, inklusiv de jeg nævnte i min postering, ikke støttede op om Arbejderen. Kunne det tænkes, at det var på grund af Arbejderens politiske ståsted og fordi det ville se dårligt ud at anklage regeringen for at undergrave ytringsfriheden når nu man i Mohammed-krisen roste den for at være ytringsfrihedens standhaftige forsvarer?

Herefter skriver Kim Møller:

”Med hensyn til det tredje punkt [Irving-sagen], så er eksemplet yderst ringe.
Såfremt Hedegaard eller andre af de ‘onde konservative’ havde kritiseret dommen
over David Irving, så ville en broget skare af tolerante liberale og
venstreradikale stå på tæerne af hinanden for at drage associationer mellem
nazismen og kulturkonservatismen.”

Lad mig citere fra Trykkefrihedsselskabets formålsparagraf en forening som Hedegaard jo er medstifter af.

Før oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet af 2004 fandtes der i Danmark ikke
nogen forening, der havde forsvaret af ytringsfriheden som sit eneste formål.
Derfor var det uomgængeligt, at skride til handling.
Islam udgør naturligvis
ikke den eneste trussel mod ytringsfriheden, men det er den for tiden farligste,
og i Trykkefrihedsselskabet viger vi ikke tilbage for at kalde en spade for en
spade. Ytringsfrihedens farligste og mest umiddelbare fjender skal klart udpeges
og bekæmpes. Viger man tilbage fra denne opgave, mister forsvaret af
ytringsfriheden i almindelighed -- og uanset hvem, der truer den -- sin mening.

Her er hvad Katrine Winkel Holm i sin kapacitet af medstifter af Trykkefrihedsselskabet skrev i en kronik i Berlingske:

I Trykkefrihedselskabet kan vi altså konstatere, at vi er den eneste forening i
landet, der har som formål at beskytte det frie ord, hvor som helst det er
truet, og uanset hvem der truer det.

For en forening, hvis fineste opgave det er at forsvare ytringsfriheden – uanset hvem der truer den – må det betegnes som en falliterklæring ikke at have forsvaret Irvings (og Arbejderens) ytringsfrihed. At politisk korrekte personer (dog næppe liberale) muligvis ville have prøvet at fordreje Hedegaards forsvar er vel blot endnu mere grund til at rent faktisk at forsvare Irving, det modsatte ville jo være selvcensur, hvilket næppe kan være formålet med Trykkefrihedsselskabet. Det er derfor snarere Kim Møllers kreative forsvar for Hedegaard et als manglende forsvar for Irving, der er ”yderst ringe”.

Kim Møller vender derefter sin opmærksomhed mod 24 årsreglen, hvilken han ikke anser som en væsentlig indskrænkning af befolkningens frihed:

”Konkret i forhold til eksemplet, så er det helt galt med proportionerne.
Ytringsfriheden betragtes som en menneskeret, udgør Grundlovens paragraf 77, og
kan naturligvis ikke sidestilles med en lov der har til sigte at stoppe
kædeindvandring via mere eller mindre tvungne ægteskaber baseret på
middelalderlige dogmer. For 100 år siden kunne ultraliberale sagtens se det
fornuftige i nationalstaterne, og var det ikke for menneskehedens sammenslutning
i forskelle etnisk-nationale entiteter så var hele spørgsmålet om
menneskerettigheder irrelevant.”

Jeg er ganske uenig heri. At vælge hvem vi vil dele vores liv med og om vi vil gøre det i eget land må være ethvert menneskes prærogativ. For konservative for hvem familien vel er den måske væsentligste institution overhovedet burde det tillige være utænkeligt at lade staten regulere hvem danske statsborgere gifter sig med i eget land, så længe deres ægtefæller ikke ligger samfundet til last. At Kim Møller konkluderer, at modstand mod 24 års (og 28 års) reglen er lig med modstand mod nationalstaten er endvidere en absurd slutning, som ikke engang underbygges, hvilket jeg skal komme tilbage til nedenfor.

Herefter begynder skyggeboksningen for alvor. Jeg bliver skudt i skoene ”at ville multikultur i rå mængder” og ikke ville bekæmpe islamiske dogmer. En noget overraskende udmelding al den stund, at jeg i indeværende måned har skrevet en post på Punditokraterne vedrørende netop dette emne. I denne post, der omhandlede Integrationsrådsvalgende, skrev jeg bl.a.:

“Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere
der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor
disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på
kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres
politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier
opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans
eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale
demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres
repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for
at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En
sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes
endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med
Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags
multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det
liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om
lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i
etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af
offerkultur er udtryk for.”

Det er således grebet ud af den blå luft, at påstå, at jeg plæderer for multikulturalisme i dette begrebs værdirelativistiske betydning.

Kim Møller skriver herefter:

”Generelt så har liberalister jo (ikke mindst i disse tider) et problem med
at forklare begreber som etnicitet og nationalitet. Det skyldes efter min mening
en overvurdering af økonomi og det materielle - for meget Fukuyama og for lidt
Huntington som jeg plejer at udtrykke det.Mens venstrefløjens appeasement
grusomt er blevet udstillet af multikulturens naturlige konsekvenser, så har
liberalister alle dage kørt på frihjul. De ønsker større frihed, flere
muligheder, problematiserer nationalstatstanken, men forstår ikke at uden
nationalstaten så var der intet fundament hvorfra at sprede frihed og
demokrati. Liberalisten forstår ikke at demokratiet giver individet både
rettigheder og pligter, og uden en vis grad af kulturel
samhørighed, så bliver der ingen enighed om det nødvendige. Mennesket kan ikke
forstås uden kontekst, eller som Johs. Østrup udtrykte det i 1938 - mennesket er
ikke en ko der er tilfreds, hvis blot der er nok at æde.”

Men hvor i mit indlæg var det lige, at nationalstaten blev problematiseret? Liberalismen handler, primært, om begrænsning af statens magt. At ville begrænse statens magt siger intet om ens forhold til nationen og national kultur. Der er således intet selvmodsigende i at være nationalsindet og liberal på samme tid. Men for Kim Møller er staten og nationen åbenbart sammenfaldende, hvorfor enhver kritik af staten åbenbart må være lig med en kritik af nationen. Endvidere er det værd at bemærke, at grundelementerne af den vestlige demokratiske nationalstat, jo netop er baseret på liberalismen, også i Danmark, hvor Grundlovens fædre var de (national) liberale, hvorfor bemærkningen om at liberalismen ”alle dage har kørt på frihjul” er et noget ahistorisk postulat.

Få liberalister, mig selv inklusiv, vil underkende, at en vis kulturel samhørighed er nødvendig for det liberale demokratis funktion, men denne samhørighed skabes ikke af staten, men af folket og den skabes bedst i frie rammer. Hvis vi skal sætte tingene på spidsen kan man stille spørgsmålet om hvor der er skabt størst kulturel samhørighed; i indvandrerlandet USA eller de hermetisk lukkede socialistiske lande?
Jeg kan i øvrigt anbefale Simon Espersens artikel på Coin, der på fin vis imødegår de af Kim Møller fremsatte argumenter vedrørende liberalismen.

Jeg skal ikke gå i detaljer med Kim Møllers forsvar for Søren Krarups, Lars Hedegaards og Helle Merete Brix udtalelser vedrørende Louise Frevert, for jeg synes disse personers kommentarer og Kim Møllers forsvar deraf taler for sig selv. Jeg vil blot nøjes med at konstatere, at Kim Møllers forsvar er i øjenfaldende når man tænker på hvad Uriasposten normalt har at sige om folk ”der forsøger at forstå baggrunden for” islamististisk propaganda
Kim Møller skriver endvidere, at hans holdninger generelt ikke afviger fra en række af de øvrige punditokraters, herunder Mr. Laws. Jeg glæder mig i så fald til at læse indlæg på Uriasposten i stil med nedenstående fra Mr. Law:

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står
hvor og for hvad.
Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer
opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati,
kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.
Danskerne
er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så
de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske,
med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de
danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Krænker Danmark EMRK i Muhammedsagen?

2006-03-18T21:23:00.000+01:00

Efter Rigsadvokatens afgørelse om ikke at føre en straffesag mod Jyllands-Posten, har en række muslimske organisationer nu udtalt, at de vil gå til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), sandsynligvis med påstand om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9, der sikrer religionsfriheden er overtrådt. Og ifølge EMDs præsident, er der allerede indgivet 3 klager.

Jeg vil i det følgende give en kort (og på ingen måde udtømmende) juridisk gennemgang af, hvorvidt de indgivne klager kan antages til realitetsbehandling og i så fald føre til ansvar for Danmark for krænkelse af EMRK.

Jeg har tidligere begrædt, at EMD i en række sager vedrørende blasfemi (i forhold til kristendom) har afgjort, at censur af blasfemiske værker ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10, der sikrer ytringsfriheden. På denne baggrund kunne man måske tro, at de muslimske organisationer har en god sag.

Men i de forudgående sager har klageren været den der har været udsat for censur, f.eks. i form af påbud om at stoppe fremvisning af en angiveligt blasfemisk film, ikke de kristne der har følt sig stødt eller krænket af de angiveligt blasfemiske værker.

Dette frembyder processuelt et stort problem for de muslimske klagere, som jeg skal vende tilbage til. Men først skal klagerne overstige (i hvert fald) 2 andre processuelle forhindringer.

Udtømning af nationale retsmidler
Artikel 35, stk. 1, i EMRK kræver, at en klager har udtømt alle nationale retsmidler før en klage kan blive antaget til realitetsbehandling af EMD. I normale tilfælde betyder det i danske sager, at man skal have været i Lands- og Højesteret (eller By- og Landsret) uden at have fået medhold. Først derefter kan EMD behandle sagen.

I Muhammed sagen har ingen nationale domstole behandlet sagen, hvorfor klagerne som udgangspunkt ikke har udtømt nationale retsmidler i artikel 35s forstand. Men da Rigsadvokaten har valgt ikke at føre en straffesag, kan klagerne dårligt klandres for ikke at have udtømt nationale retsmidler på ordinær vis. I visse tilfælde anerkender EMD da også, at klager kan antages på trods af, at nationale retsmidler ikke har været udtømt, hvis f.eks. det er undskyldeligt eller vil føre til urimelig formalisme. Det kan således ikke udelukkes at klagerne på dette punkt vil kunne få medhold i, at man de facto har udtømt nationale retsmidler.

Er klagerne "krænkede"?
Som nævnt ovenfor er der dog yderligere processuelle hindringer på klagernes vej mod Strasbourg. EMRK artikel 34 kræver nemlig, at klageren skal være "krænket" ("victim" på engelsk), det vil som altovervejende udgangspunkt sige at klagere(n) skal være direkte og individuelt berørt af den handling eller afgørelse som påklages.

Det er næppe tilfældet i nærværende sag, da tegningerne ikke var stilet mod at krænke identificerbare personer i form af de konkrete klagere. I modsat fald ville man kunne argumentere for, at samtlige muslimer i Danmark var krænkede i artikel 34s forstand og dermed berettigede til at føre en sag mod Danmark (og potentielt opnå en godtgørelse!). Som jeg ser det sætter artikel 34 i EMRK, således en stopper for klagen før den når realitetsbehandling i Strasbourg.

Åbenbart ubegrundet
Skulle klagerne slippe forbi artikel 34 idet de anses for "krænkede" i denne artikels forstand, skal deres klage være af en sådan karakter, at den ikke umiddelbart kan afvises som ”åbenbart ubegrundet” i artikel 35, stk. 3s forstand. På dette tidspunkt foretages således en indledende vurdering af sagens substans. Klagerne vil, som nævnt sandsynligvis gøre gældende, at religionsfriheden i artikel 9 er overtrådt. Det er dog svært at se, hvorledes klagernes ret til frit at udøve deres religion er blevet krænket via tegningerne af Mohammed. Klagerne er blevet stødt på deres religiøse følelser, men ikke forhindret i eller forbudt at udøve deres religion. I den forbindelse er følgende præmis fra en dom vedrørende Østrig relevant:

Those who choose to exercise the freedom to manifest their religion,
irrespective of whether they do so as members of a religious majority or a
minority, cannot reasonably expect to be exempt from all criticism. They must tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrineshostile to their faith. However, the manner in which religious beliefsand doctrines are opposed or denied is a matter which may engage the responsibility of the State, notably its responsibility to ensure the peaceful enjoyment of the right guaranteed under Article 9 (art. 9) to the holders of those beliefs and doctrines. Indeed, in extreme cases the effect of particular methods of opposing or denying religiousbeliefs can be such as to inhibit those who hold such beliefs fromexercising their freedom to hold and express them.

Hvis man endelig skulle karakterisere tegningerne, som et indgreb i religionsfriheden, må et sådant anses for at være meget lidt intenst, og ikke en ”extreme case”, som forudsat jf. ovenstående præmis. Det indgreb tegningerne eventuelt måtte udgøre ligger derfor sandsynligvis under den minimumstærskel, der skal til før der kan tales om at artikel 9 er anvendelig.

Endvidere er det jo den danske stat, ikke Jyllands-Posten, der er modstander i Strasbourg. Klagerne bliver derfor nødt til at argumentere for, at den danske stat havde en positiv forpligtelse til at disciplinere Jyllands-Posten. Man vil givetvis gøre gældende, at artikel 10 stk, 2, nævner, at ytringsfriheden kan begrænses, såfremt det er nødvendigt af for "at beskytte andres rettigheder", hvorfor Den danske stat skulle have grebet ind. Men denne undtagelse medfører blot, at staten kan indskrænke ytringsfriheden af hensyn til andres rettigheder (hvis indgrebet i øvrigt er nødvendigt og proportionalt) ikke, at staten skal foretage et sådant indgreb.

Dette har støtte i EMDs praksis jf. følgende præmis (fra samme østrigske dom), hvor nøgleordet ”may” klart støtter synspunktet om, at det er op til de enkelte stater i hvor høj grad de vil beskytte religiøse følelser:

However, as is borne out by the wording itself of Article 10 para. 2 (art. 10-2), whoever exercises the rights and freedoms enshrined in the first paragraph of that Article (art. 10-1)undertakes "duties and responsibilities". Amongst them - in the
context of religious opinions and beliefs - may legitimately be included an obligation to avoid as far as possible expressions that are gratuitously offensive to others and thus an infringement of their rights, and which therefore do not contribute to any form of public debate capable of furthering progress in human affairs. This being so, as a matter of principle it may be considered necessary in certain democratic societies to sanction or even prevent improper attacks on objects of religious veneration, provided always that any "formality", "condition",
"restriction" or "penalty" imposedbe proportionate to the legitimate aim pursued.

Det må dog medgives, at EMD anerkender, at EMRK i visse tilfælde indeholder positive forpligtelser. Men fordi sådanne forpligtelser automatisk kræver afvejning af modstående hensyn, har staten en vid skønsmargin, når det kommer til positive forpligtelser. I nærværende sag skal hen synet til klagernes religiøse følelser balanceres mod ytringsfriheden. Om ytringsfriheden har EMD flere gange fastslået, at:

freedom of expression constitutes one of the essential foundations of a
democratic society, one of the basic conditions for its progress and for the
development of everyone. Subject to paragraph 2 of Article 10 (art. 10-2), it
is applicable not only to "information" or "ideas" that are
favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of
indifference, but also to those that shock, offend or disturb the State or
any sector of the population. Such are the demands of that pluralism,
tolerance and broadmindedness without which there is no "democratic society"

Ytringsfriheden skal derfor tillægges betydelig vægt i den konkrete afvejning.

Det er endvidere klart, at positive forpligtelser ligger udenfor kerneområdet af EMRKs beskyttelsesområde, der (stadigvæk) er forholdet mellem stat og individ.

Der er derfor god grund til at tro, at EMD ville finde klagen åbenbart ubegrundet, under artikel 35(3), såfremt klagen skulle nå så langt.

Materiel bedømmelse

EMD opererer ikke i et politisk tomrum derfor kan det ikke udelukkes, at EMD på trods af ovenstående vil antage klagen til realitetsbehandling (omend det vil kræve visse juridiske krumspring) af hensyn til den store interesse i sagen.

For den materielle bedømmelse af klagen er de forhold jeg har diskuteret under afsnittet "åbenbart ubegrundet", inklusiv citaterne fra den østrigske dom, ligeledes relevante.I tillæg til disse forhold skal det siges, at i de blasfemisager, hvor EMD har fundet, at artikel 10 ikke er krænket, er dette sket fordi staterne i Europarådet har en relativ vid skønsmargin når det kommer til regulering af religiøse forhold (noget der har været nødvendigt pga., at Europarådet har både katolske, protestantiske, ortodokse og muslimske medlemslande, hvor de forskellige religiøse opfattelser smitter af på f.eks. straffelovene).

Men EMRK er et minimumsrettighedskatalog. På nationalt plan er staterne i Europarådet således altid fri til at have en videre grad af frihed end hvad der følger af EMRK og EMDs praksis. Derfor kan man ikke af de foreliggende domme vedrørende blasfemi slutte, at Danmark skal udøve censur.

Det er endvidere interessant at inddrage en afgørelse fra EMD, hvor Danmark rent faktisk blev dømt for at have krænket ytringsfriheden.

I den såkaldte Jersild sag kom EMD frem til, at Højesteret havde krænket en journalists ytringsfrihed ved at straffe ham efter racisme paragraffen (§266b) for et dokumentarprogram, hvori en række "grønjakker" fremsatte racistiske og nedsættende bemærkninger om afrikanere. Dette på trods af, at Højesteret i sin afgørelse lagde vægt på, at Danmark havde ratificeret FNs Konvention mod Racediskrimination. Denne konvention pålægger Danmark at modvirke og straffe racistiske og diskriminerende ytringer.Men I denne sag vejede hensynet til ytringsfriheden altså tungere end hensynet til "andres rettigheder" ifølge EMD, hvilket givetvis også vil være udslagsgivende i nærværende sag.

På ovenstående baggrund er det min vurdering, at Rigsadvokatens afvisning af at indlede retsskridt mod Jyllands-Posten for Muhammed tegningerne, ikke udgør en krænkelse af EMRK.

Og hermed skal jeg foreløbigt indlade sagen.

Skamstøtten

2006-03-18T09:46:00.000+01:00

JP har idag en sjældent klar leder, der brutalt rammer en pæl igennem det rosenrøde Erik Meyer Carlsenske syn på landets økonomiske tilstand og vores velfærdsmodel, som ellers hersker blandt de fleste politikere og journalister. Befriende når en spade bliver kaldt for en spade og at regeringen får modspil fra højre af.

[...] Virkeligheden er altså, at de nævnte befolkningsgrupper er på
overførselsindkomst og dermed udgør en økonomisk belastning for de
skatteydere, der er i arbejde. Derfor skal de naturligvis medregnes, når man
taler om antallet af danskere på overførselsindkomst.
Dermed nærmer vi os også sagens kærne: Der er en afgrundsdyb forskel på den retorik, som oppositionspartierne Venstre og konservative i 1990'erne rullede frem med, og den endeløse stribe af undskyldninger og bortforklaringer, som de samme
partier i regering disker op med.
For skatteyderne er det eneste interessante, hvor mange danskere de -
ud over sig selv - skal forsørge.

Prisen er til at få øje på: Et af verdens højeste skattetryk, som
regeringens skattestop ikke har ændret nævneværdigt på.

Sandheden er, at regeringspartierne i de perioder, da de har været i
opposition, har meget høje idealer, når det gælder om at reducere udgifterne til
indkomstoverførsler, men fra det øjeblik, da de rykker ind i
regeringskontorerne, evner de åbenbart ikke at omsætte ord til handling.
Danmark har fremdeles et velfærdssystem, der tilskynder til passiv
forsørgelse, blandt andet fordi skattesystemet i vid udstrækning kun gør det
værd at gøre en ekstra indsats, hvis der er tale om sort arbejde.
Heri er intet nyt, men regeringen har siden sin tiltræden demonstreret foragt for
virkeligheden kulminerende med statsminister Anders Fogh Rasmussens kontante
afvisning af centrale dele af velfærdskommissionens
udspil.

Det virkeligt skræmmende ved passagen af denne
milepæl er, at beregningerne fra DA ikke medtager de hundredetusinder af
danskere, der direkte lever af at holde denne enorme, uproduktive omfordelingsmaskine i gang.
Det ville være befriende, hvis regeringen havde modet til selvransagelse og til at hente idealerne fra oppositionstiden frem fra gemmerne og omsætte dem til virkelighed.
Vurderet på den hidtidige viljeløshed er det svært at bevare optimismen, men
selv om tidspunktet gradvist rykker nærmere, skulle vi nødigt nå til den
erkendelse, at V og K er bedre i opposition end i regering.
Én million danskere på overførselsindkomst er ikke blot en milepæl, men også en
skamstøtte.

Nu venter vi bare på, at JP bliver mødt med krav om at undskylde overfor de 1 million danskere på overførselsindkomst, hvis følelser er blevet krænket som følge af lederen. Det må således være en passende opgave for det nye Menneskerettighedsråd at undersøge om JP med denne leder ikke er gået for langt og har dæmoniseret en udsat befolkningsgruppe, hvornår lærer JP at bruge sin ytringsfrihed på fornuftig og ansvarlig vis!

Djævelens Advokat III

2006-03-15T19:05:00.000+01:00

Djævelens Advokats anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Retsstatens læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni. Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: ”Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med
konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

”Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der.”

Kasper Støvring: ”Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes
er en abstraktion. Det er for naivt!”

”Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er
et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten.”

Christoffer Arzrouni: ”Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens
julemandsaktion engang i 70’erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne –
det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! - Hvis man ser på hvad
konservatisme i praksis er, så er det ikke noget.”

Kasper Støvring: ”Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt
ude af en liberalistisk optik.”

Christopher Arzrouni: ”Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at
mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller
hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre.”

Kasper Støvring: ”Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det
forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god
konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting,
der går tabt.”

Christopher Arzrouni: ”Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene
konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed [...] Jeg kan da også være
tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition.
Men jeg er bestemt liberal!”

Kasper Støvring: ”Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!”.

Menneskerettighedsrådet

2006-03-12T10:40:00.000+01:00

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende vedrørende forhandlingerne om et nyt Menneskerettighedsråd i FN. Lidt citater:

”En international organisation, hvis medlemskab er betinget af nogle objektivt
konstaterbare kriterier, der sikrer, at dets medlemmer har en basal statslig
infrastruktur, der modvirker systematiske krænkelser af menneskerettighederne,
vil have en høj grad af troværdighed og gennemslagskraft. Dens troværdighed vil
således langt overstige troværdigheden af en organisation, hvor de værste
menneskerettighedskrænkere i verden uhindret kan deltage og aktivt modvirke
kritiske undersøgelser af dem selv.”

”Endvidere vil oprettelsen af
en ny international organisation til varetagelse af menneskerettigheder være en
kærkommen lejlighed til at fokusere på de basale borgerlige og politiske
(friheds)rettigheder og dermed bryde med den udvanding og relativisering af
menneskerettighederne, som er sket i FN-regi, bl.a. via
Menneskerettighedskommissionens arbejde”

”Liberale demokratier med
respekt for deres borgeres frihed bør ikke undskylde deres statsform, men aktivt
insistere på dens moralske og historiske overlegenhed i forhold til autoritære
stater, hvor vilkårligheden og undertrykkelsen hersker. Som led heri bør de
liberale demokratier sige fra overfor forsøg på at udvande og relativisere
menneskerettighederne. Derfor er et opgør med FNs nuværende rolle desværre
nødvendigt.”

FNs rolle på menneskerettighedsområdet diskuterede Djævelens Advokat i øvrigt med Morten Kjærum. Denne del af debatten blev dog redigeret fra i den endelige version. Debatten vedrørende FN kan dog høres i denne brutto version http://www.devilsadvocate.dk/podcasts/DA001_brutto.mp3. FN delen kommer efter debatten om universalitet og før debatten om positive og negative rettigheder.

På barrikaderne for Arbejderen

2006-03-12T01:14:00.000+01:00

Det er ikke hver dag, at jeg føler mig kaldet til at komme Dagbladet Arbejderen til undsætning, men ret skal være ret og ytringsfriheden gælder selv sagt også for venstreorienterede. Jeg må derfor støtte op om Arbejderens protest mod, at Københavns Politi ved en skrivelse til det firma der hoster Arbejderens server, har anmodet dette om at fjerne en appel fra den venstreorienterede forening Oprør, der opfordrede til at støtte PFLP og FARC (en handling der i øvrigt sandsynligvis var i strid med Medieansvarsloven), en anmodning som firmaet efterkom. Det er en sag som sjovt nok ikke har påkaldt sig videre opmærksomhed fra de der i Mohammed sagen ellers sprang ud som kompromisløse forsvarere af ytringsfriheden.

Jeg har ingen sympati overhovedet for de venstreradikale terrororganisationer PFLP eller FARC, som Oprørs appel støtter. Men Arbejderens offentliggørelse af appellen, som led i en journalistisk behandling af terrorlovgivning og sådan lovgivnings konsekvenser, må klart falde indenfor ytringsfrihedens grænser. Læg hertil, at Oprørs appel ligger på servere overalt i verden, hvorfor det vil være et Sisyfos projekt at hindre enhver form for videreformidling af appellen, hvilket gør anklagemyndighedens optræden desto mere dadelværdig. Sagen understreger den vidtgående rækkevidde af Straffelovens § 114a-c, der kriminaliserer direkte og indirekte støtte til terrororganisationer, en noget løs gerningsbeskrivelse, som giver anledning til et særdeles udvidet anvendelsesområde med konsekvenser for velerhvervede frihedsrettigheder, ikke mindst ytringsfriheden.

Vil videreformidlingen ikke få nogle til at yde direkte støtte til PFLP og FARC?, vil nogen givetvis indvende. Til det er der at sige, jo det kan ikke udelukkes. Men først i det øjeblik, at en person rent faktisk bidrager aktivt økonomisk til disse organisationer, bør det være relevant at overveje strafferetlige sanktioner. Således går frihed og ansvar rigtig nok hånd i hånd, men først når man konkret misbruger sin frihed bør man ifalde ansvar.

Djævelens Advokat II

2006-03-03T19:08:00.000+01:00

Djævelens Advokat er i Berlingske Tidende idag. På mandag skal vi så forsvare os på Monopolet, nærmere bestemt P1 morgen kl. 9.

I denne uge har vi optaget en debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring vedrørende Liberalisme vs. Konservatisme og jeg tør godt love, at det bliver en særdeles interessant udsendelse med nogle markante holdninger, og tilbundsgående diskussioner af de to politiske filosofier. Det burde kunne blive til ørekræs for borgerlig-liberale, der føler sig underernæret på seriøs diskussion borgerlige imellem. Udsendelsen vil være tilgængelig på www.devilsadvocate.dk den 15. marts.

Djævelens Advokat

2006-02-28T22:41:00.000+01:00

Lars Hvidberg og jeg har i snart 3 måneder brugt broderparten af vores fritid på at planlægge, optage og redigere et politisk debatprogram i podcastformat. Nu er tiden endelig kommet til at lancere programmet der hedder Djævelens Advokat og har hjemme her. Baggrunden for og formålet med Djævelens Advokat kan læses i vores mission statement.

Første udsendelse er med Morten Kjærum (tilgængelig fra 1. marts 2006) og omhandler ikke overraskende menneskerettigheder, herunder spørgsmål om universalitet, økonomiske og sociale rettigheder og politisering.

Det er Lars' og mit håb, at programmet vil udvikle sig som et seriøst alternativ til DRs de facto monopol på seriøs debat. Vi synes selv vi har nogle spændende gæster linet up såsom, Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm og vi er i kontakt med mange flere.

Lyt med og kom med Jeres kommentarer til både form og indhold.

Frihedens stemme i Mellemøsten

2006-02-09T23:02:00.000+01:00

For de mange der har fundet en oase i mellemøstlige bloggere, som Sandmonkey, ordoesitexplode, freedomforegyptians og Muttawa, kan jeg anbefale Middle East Transparent, hvis stifter Pierre Akel bliver interviewet i det nyeste nummer af Reason Magazine. Denne hjemmeside er fyldt med artikler af intellektuelle fra Mellemøsten, som forsøger at medvirke til realiseringen af et friere klima i regionen. Bl.a. har tre muslimske intellektuelle startet en kampagne for en international straffedomstol for terrorister!.

Efter sigende har siden 50-60.000 besøgende om dagen, mest fra arabiske lande da de fleste artikler, desværre, er på arabisk. Interviewet med Reasons Michale Young er i øvrigt også interessant, idet det giver et noget mere nuanceret billede af Mellemøsten end vi er vant til at få serveret:

In the aftermath of the September 11, 2001 attacks, it seemed to me that Arab
liberals had to take a stand against the barbarian wave threatening to engulf
the region. The danger was imminent. Only, no one could provide a comprehensive
definition of Arab liberal currents. Americans tended to rely on
English-speaking analysts, many of whom live in the United States and Europe. My
friend Barry Rubin has written extensively on Arab liberals. However, Barry does
not read Arabic and has what I call a "pro-Israel bias." He tends to shed a
negative light on Arab liberals. I myself was much more familiar with the
Islamic fundamentalist movement than with liberal currents. I had talked to the
"Londonstan" leaders, read their writings and explored the many fundamentalist
Web sites in Saudi Arabia.

Metransparent was an
attempt to explore such liberal currents as exist inside the Middle East. I
discovered the different strains of Arab liberalism along with my readers. An
independent Web site was necessary in order to allow people to write what they
really had in mind, not merely what they were allowed to write. It was also
necessary as a forum for the diverse currents in the region.

We get our articles by email from practically every Arab country.
Right now we have too many opinion pieces and are late in publishing what we
receive. Most of the authors—we have more than 200—write exclusively for us;
some send their articles to Arabic newspapers and to us, and we publish
complete, uncensored versions. I believe we have something like 25 opinion
articles from Saudi Arabia, Kuwait, Bahrain and the United Arab Emirates per
week, a bit more from Egypt, and many more from Syria, which has a formidable
civil society movement. Tunisians also contribute quite a bit, as well as
Moroccans, especially Berber intellectuals, and Yemenis, Algerians,
etc.

I am especially proud to say that, soon, half of
our writers shall be women. Usually, I receive letters from potential authors
asking what "our conditions" are for accepting contributions. We answer back
that we are a democratic and liberal Web site, with no censorship or red
lines.

The Web site also has a reputation as a forum
for liberal Shiites, both Saudi and Lebanese. But, most importantly, I believe
we are the most daring site in advocating an Islamic Reformation, as represented
by such writers as Gamal Banna [the brother of the founder of the Muslim
Brotherhood, Hassan al-Banna], Judge Said al-Ashmawy, and Sayyid al-Qimny, all
from Egypt; and by many writers in Saudi Arabia and Kuwait. Islamic reformers
are part and parcel of the Arab liberal movement. Egypt and Saudi Arabia are the
two countries where calls for an Islamic Reformation are the most
advanced.

[...]In the Arab world, much more than in
the West, we can genuinely talk of a blog revolution. Arab culture has been
decimated during the last 50 years. Arab newspapers are mainly under Saudi
control. The book market is practically dead. Some of the best authors pay to
have their books published in the order of 3,000 copies for a market of 150
million. This is ridiculous. Even when people write, they face censorship at
every level—other than their own conscious or unconscious censorship. Meanwhile,
professional journalism is rare.

In the future, I
would like Metransparent to promote tens (or even hundreds) of blogs
representing human rights and activists groups in many Arab cities. This has
already started.

Om den amerikanske invasion af Irak:

Most liberals, at least among our writers, favored the U.S. military
intervention in Iraq. I myself have written articles in support, before and
after the invasion. I didn't support it because of Iraqi WMD, however, but for
democracy. We would have liked President George W. Bush and Prime Minister Tony
Blair to say openly that they were invading to liberate the Iraqi people.
Remember, even Riad Turk was not against the U.S. intervention. A Syrian, Abdul
Razzaq Eid, who spent most of his life in the doctrinaire Syrian Communist Party
of Khaled Bekdash, even wrote articles welcoming it.

Things changed with the disaster that was Paul Bremer. The U.S.
should have turned things over to the Iraqis immediately after liberation.
Former Pentagon official Richard Perle was absolutely right about this point.
Most liberals still believe the U.S. is serious about democracy, for reasons
explained by Bush in his second inaugural address. Democracy in the Middle East
has become a vital American interest. It's either democracy or many future Osama
bin Ladens striking against U.S. interests.

I admit
some liberals took longer to overcome the Arab-Islamic taboo against approving
foreign intervention. This is increasingly behind us. Yet, what Iraq proved was
that the U.S. could not do the job alone. Internal democratic forces had to be
mobilized. We are part of this "internal" process. I should add that outside
intervention should not only be military. Ideally, we would like something like
the Helsinki Accords, where the international community's relations with the
Arab world involve spreading democracy, defending Arab dissidents, human rights,
women's rights and minority rights. Syrian dissidents have been calling for this
for years. Last year, Metransparent circulated a petition asking the United
Nations to create an International Court to judge the authors of fatwas
condemning people to death

Det er sådanne initiativer, der giver håb om, at vi i fremtiden kan få et Mellemøsten, hvor religiøse fanatikere og kleptokratiske diktatorer ikke præger dagsordnen. Vejen er lang, meget lang, men håb det er der.

Hykleri

2006-02-08T21:36:00.000+01:00

Jeg har et indlæg på Punditokraterne vedrørende det faktum, at Muhammed tegningerne blev bragti en egyptisk avis allerede i oktober 2005.

Muhammed i National Review

2006-02-08T20:07:00.000+01:00

National Review har, over to omgange, spurgt en hel række prominente debattører og kommentatorer, herunder Daniel Pipes og Mustafa Akyol, hvordan de anskuer Mohammed affæren, og som er interessant læsning, idet mange forskellige perspektiver og holdninger bliver bragt til torvs.

Første runde var overvejende pragmatisk, også fra Daniel Pipes’ side. I anden runde blev der gået mere til stålet af især Andrew C. McCarthy og Robert Spencer.

National Review’s egen holdning, som vel ligger tæt op ad min egen, gøres klar i en leder hvor det bl.a. lyder:

Muslim fanatics — those who aspire to be dictators, and those who already are —
have ginned up the controversy in order to gain power, or to keep it. They play
to the dull acquiescence of too many ordinary Muslims. But by no means all
Muslims are implicated in this shameful episode. Grand Ayatollah Sistani, leader
of Iraq's Shiites, "denounce[d] and condemn[ed]" the cartoons, but also blasted
"misguided and oppressive" Muslims who have "exploited" the issue "to spread
their poison and revive their old hatreds with new methods and mechanisms." When
President Bush declared, in his State of the Union address, that "liberty is the
future of every nation in the Middle East, because liberty is the right and hope
of all humanity," it was Sistani and millions of Muslims, in Iraq and elsewhere,
who agree with him, that he had in mind. The game for Muslim opinion is a tough
one. But it will surely be lost if we forfeit.

Dansk fornuft vs. fundamentalistisk vanvid

2006-02-05T12:20:00.000+01:00

I Mellemøsten tiltager vanviddet nærmest minut for minut og det danske konsulater trues i dette øjeblik af en muslimsk menneskehob i Beirut. I den forbindelse er det interessant, at sammenligne reaktionerne i Mellemøsten med reaktionerne herhjemme. Her må man sige, at den almindelige danskers reaktion har været forbilledlig. Der har så vidt jeg kan fornemme været en solid opbakning bag ytringsfriheden, men forsvaret herfor er blevet fremført uden at ty til hadefulde verbale og/eller fysiske angreb på muslimer.

Selv muslimer som Abu Laban, der på skammeligste vis, har løjet sig igennem affæren, kan formentlig føle sig mere tryg i Danmark end en dansk turist i Damaskus. Der skal også lyde en sjælden ros herfra til Dansk Folkeparti, som igennem denne affære har undladt at piske en stemning op, men tværtimod forholdt sig nøgternt og køligt til vanviddet (forslaget om at udvise imamer der har skadet danske interesser vil jeg behandle i en senere post). Det siger tillige en hel del, at Dansk Front kun kunne mønstre 30 personer til deres demonstration i Hillerød.
Endelig er det lykkeligt, at se dannelsen af en forening af danske moderate muslimer, og at fremmødet var stort på trods af, at affæren netop i denne tid kulminerer.

Skal man endelig fæstne den kritiske finger på noget, så er det, at visse mennesker her i landet stadig er af den opfattelse, at JP, Statsministeren eller måske befolkningen som helhed, selv er skyld i den muslimske vrede og burde undskylde yderligere eller indlade sig på ”dialog”. Hvordan man går i dialog med en hob af nihilistiske fundamentalister uden at gå på kompromis med den frihed vi nyder her i landet er vist aldrig rigtig blevet anskueliggjort.

Noget af det bedste der er skrevet om hele Mohammed affæren er i mine øjne unge Johan Espersens tænksomme post på www.hairpin-bend.blogspot.com, som er en nydelse at læse.

Den (u)officielle amerikanske holdning

2006-02-04T15:02:00.000+01:00

Det er bemærkelsesværdigt, at både Storbritannien og U.S.A. fra officielt hold har taget afstand fra JPs tegninger, idet disse lande har en tradition for ytringsfrihed der er længere og stærkere end den danske.

Weekly Standard har dog en artikel om tegningerne, som er mere klar i mælet, og som sandsynligvis afspejler den amerikanske regerings reelle holdning bedre end udtalelsen fra Foggy Bottom:

AS MOST OF THE WORLD now knows, on September 30, the Danish newspaper
Jyllands-Posten published twelve cartoons depicting the Prophet Muhammad.
Subsequent disputes have drawn in the Arab League, the Organization of the
Islamic Conference, the Council of Europe, the European Union, the World Trade
Organization, the United Nations, and Hezbollah, to name a few. Since not only
freedom of the press but also freedom of religion are threatened, it is vital to
be clear-sighted about the issues at stake.

[…]Defending freedom of
religion and freedom of the press requires distinguishing who is being
criticized, and distinguishing criticism from threats. It is one thing to
condemn Jyllands-Posten for offending millions of people. It is a very different
thing to criticize the Danish or other governments, since the criticism
itself, even apart from invidious calls for cartoonists to be punished by
the state, assumes that government should control the media. Saudi Arabia, Iran,
and their authoritarian brethren, as well as jihadist vigilantes, are attempting
to export and impose their media censorship and version of sharia on the world
at large, using economic pressure, international organizations, or
violence.

Hence, as Rasmussen correctly stated, he was sorry that Muslims
"felt insulted," but the Danish government"cannot be held responsible for what
is published in the independent media." Similarly, Norwegian prime minister Jens
Stoltenberg was sorry "this may have hurt many Muslims," but said the Norwegian
government "cannot apologize for what the newspapers print."
As a man of principle, Rasmussen should also tell the Egyptian and other ambassadors that
not only is this none of the Danish government's business, but, since they are
ambassadors of countries, not religions, it is none of their business either.
They, especially the Saudis, may reply that they do not make that distinction.
Our response should be to state clearly and firmly that we do, and that
protecting religious freedom requires us to uphold it in our dealings with
others.

Finally, amid current calls for "toleration" and "respect for
belief," we need to be very clear about the distinction between religious
toleration and religious freedom. Religious toleration means not insulting
somebody else's religion, and it is a good thing.
But religious freedom means being free to reject somebody else's religion and even to insult it. Government should want and encourage its citizens to be tolerant of one another, but its
primary responsibility is to protect its citizens' rights and freedoms. The fact
that people are sometimes insulted is one cost of freedom. The Jyllands-Posten
affair calls us to uphold that principle internationally as well as
domestically.

Artiklen adskiller på fin vis forskelle aspekter af debatten der til tider bliver forplumret af de stridende parters forskellige agendaer.

Hos Punditokraterne har Jørgen Møller i øvrigt startet en interessant diskussion om baggrunden for USA's og Storbritanniens udmeldinger, med udgangspunkt i idehistoriske forskelle mellem kontinental-Europa og de angel-saksiske lande.

Lys i mørket

2006-02-02T21:47:00.000+01:00

I gårsdagens post gav jeg udtryk for et lønligt håb om, at vestlig principfasthed ville skabe omtanke og respekt hos de muslimer der endnu ikke er forblændet af fundamentalismens hærgen. I dagens JP kan man så læse, at den jordanske avis Al-shihan har valgt at trykke visse af de tegninger som Jyllands Posten bragte i september, inklusiv den tegning hvor Muhammeds turban er afbilledet som en bombe. Af avisens leder hedder det angiveligt:

- Muslimer i verden, vær fornuftige
- Hvad skader mest islam, disse
tegninger eller billeder af en gidseltager, der foran kameraer skærer halsen
over på sit offer, eller en selvmordsbomber, som sprænger sig selv i luften ved
et bryllup i Amman?

Det er netop den form for selvransagelse, som man kan håbe på konflikten medfører, og det må krævet mod at trykke billederne og skrive den leder, også selvom Jordan har varmere forbindelser til Vesten end Saudi-Arabien.

Martin Bielefeldt har i øvrigt gjort mig (og Punditokraternes læsere) opmærksom på en række blogs (her her her) skrevet af muslimer, for hvem frihed tilsyneladende betyder mere end religion (eller, for hvem disse størrelser måske kan gå hånd i hånd??). Disse blogs er opløftende fordi de tydeligt viser, at frihedsidealer har tiltrækningskraft, og at der blandt unge muslimer i hele verden ulmer en vrede mod de tanker, som desværre dominerer i store dele af den muslimske verden (læs f.eks. kommentarerne, der ligesom visse af disse kommentarer på Free Muslims debatforum, vidner om en bramfri hudløs debat som få associerer med Islam).

Det virker også som om en række danske muslimer har gjort op med sig selv, at valget mellem vestlige værdier og islamisk fundamentalisme i realiteten ikke er noget valg, hvis menneskelig værdighed, frihed, velstand og visdom ligger en på sinde. Det skal blive spændende at følge, hvad der kommer ud af lørdagens møde blandt moderate muslimer i Landstingssalen på Christiansborg.

Vestlig principfasthed

2006-02-01T21:30:00.000+01:00

Jeg har sådan set ikke ændret mening vedrørende tegningerne, jeg tror de alene de blev bragt for provokationens skyld og jeg syn(t)es det var en studentikos handling. Men det må være enhvers ret at provokere og den voldsomme reaktion på tegningerne tyder på, at provokationen var tiltrængt.

I den forbindelse finder jeg det fantastisk glædeligt at se hvordan en helt række europæiske aviser nu vælger, at vise tegningerne, der blev bragt i Jyllandsposten. Jeg er af den overbevisning, at jo mere vi I vesten står ubetinget fast på vores frihedsrettigheder, jo bedre står vi rustet i kampen mod islamismen og om muslimske sjæle. Jeg har i et andet forum skrevet, at vestlig civilisation og frihed i mine øjne er en fordring til hver enkelt af os om bl.a. at udvise respekt for vores medmennesker deres ret til frihed om at tage ansvar for vore egne handlinger og liv om at forsøge at føre et produktivt liv uden at ligge andre til last og ikke at anvende vold eller trusler for at opnå vores mål. Denne fordring kræver, at vi hver især forsøger at leve op til disse idealer. Gør vi ikke det så forfalder vi til barbari. Det hjælper os ikke automatisk, at vi er født i den vestlige kulturkreds eller er kristne, det er ingen vaccine mod fanatisme, vold og terror. Derfor er det så vigtigt, at vi i både ord og handling står fast på egne idealer og troen på, at disse er andre overlegne, en overlegenhed som kun kan demonstreres ved at vi selv lever op til dertil. De sympatiserende avisers handlinger og civil courage er netop udtryk for en sådan efterlevelse af egne idealer. En sådan principfasthed må ryste enhver leder af et fundamentalistisk regime i langt højere grad end generel anti-muslimsk retorik eller trusler om magtanvendelse, som blot kan bruges i propaganda øjemed. En sådan principfasthed ansporer til selvstændig reflekteren og har en tiltrækningskraft der potentielt er ødelæggende for islamismen. Slår tanken om ytringsfrihed rod i bare én ud af 1000 saudi-arabere, palestinænsere, kuwaitere etc. har JPs handlinger været af uvurderlig betydning.

---oo0oo---

Når JP sagen er blæst over glæder jeg mig i øvrigt til at se om det passionerede forsvar for ytringsfriheden, som på glædelig vis synes at manifestere sig blandt store dele af den danske befolkning, særligt blandt de kultur-konservative, holder ved når konteksten ikke længere er vesten vs. Islam, samt om dette passionerede forsvar også vil blive udstrakt til øvrige klassiske (liberale) frihedsrettigheder, hvorfor ikke starte med alle frihedsrettigheders moder: den private ejendomsret.

Kollektiv psykose

2006-01-30T21:58:00.000+01:00

Store dele af den arabiske verden er gået i selvsving over affæren med JP og Muhammed tegningerne (somjeg tidligere kort har omtalt her). Arla-ansatte er blevet udsat for fysiske angreb, Dannebrog afbrændes offentligt i Gaza-striben, danskere og Danmark udsættes for trusler om terror fra terroristorganisationer og danske virksomheder udsættes for omfattende boykot. Samtidig harcelerer arabiske stater, som Saudi-Arabien, Libyen, og Kuwait over den danske regerings manglende undskyldning, og de to førstnævnte lande har tilbagekaldt deres ambassadører. Der er endog tale om en FN-resolution med Danmark.

Kynismen hos disse mellemøstlige styrer, der aktivt udnytter JP sagen til at indsmigre sig hos de fundamentalister der truer deres magtbase, overgås kun af de samme staters hykleri.

Det amerikanske Udenrigsministerium udgiver hvert år ”Country reports on Human Rights Practices” og ”Country reports on Religious Freedom”, for hvert eneste af klodens lande (undtagen USA).

Af førstnævnte rapport vedrørende Saudi-Arabien fremgår det bl.a:

(Det skal for en god ordens skyld nævnes, at jeg har udeladt passager der tyder på, at der i det små er sket forbedringer i Saudi-Arabien, som også kan aflæses i Freedom House’s 2006 Global Survey)

The Government enforced most social and Islamic religious norms, the
Government's interpretations of which are matters of law (see Section 5). Women
may not marry noncitizens without government permission; men must obtain
government permission to marry noncitizen women outside the six states of the
Gulf Cooperation Council. In accordance with Shari'a, women are prohibited from
marrying non-Muslims; men may marry Christians and Jews, as well as Muslims.
Tradition and culture, not law, restrict marriages between Sunni and Shi'a
citizens, and the Government does not refuse marriage licenses between Sunni and
Shi'a couples

The Government owned and operated most domestic
television and radio companies. Government censors removed any reference to
politics, religions other than Islam, pork or pigs, alcohol, and sex from
foreign programs and songs. There were several million satellite-receiving
dishes in the country, which provided citizens with foreign television
programming.

Abuses of Freedom of Religion
During the period
covered by this report, the Government continued to commit abuses of religious
freedom. However, reports of abuses often are difficult or impossible to
corroborate. Fear and consequent secrecy surrounding any non-Muslim religious
activity contribute to reluctance to disclose any information that might harm
persons under government investigation. Moreover, information regarding
government practices is incomplete because judicial proceedings generally are
closed to the public, although the 2002 Criminal Procedural Law allows some
court proceedings to be open to the public.
Magic was widely believed in and
sometimes practiced; however, under the Government's interpretation of Shari'a,
the practice of magic was regarded as the worst form of polytheism, an offense
for which no repentance was accepted, and which was punishable by death. There
were an unknown number of detainees held in prison on the charge of "sorcery" or
the practice of "black magic" or "witchcraft." The press reported several cases
in which police arrested persons accused of sorcery, including a case in
September in which three African women were arrested in Jeddah. There were
reports of Shi'a Ismailis (Seveners) in Najran charged with practicing magic;
however, the Shi'a Ismailis maintained that their practice adheres to the
Seveners interpretation of Islam. There was no information available on prison
time or punishment.

There were reports that Christians were
detained for practicing their religion. During the year, there were scattered
raids, arrests, and detentions of Christians throughout the country, although
fewer than in the past. In February, the Government deported a resident
Christian after he provided an Arabic Bible to a citizen. In November, the
Government deported an Indian Christian arrested in April. There were credible
reports that Mutawwa'in arrested him for religious reasons after a dispute with
his employer. According to other reports, the Mutawwa'in beat him on the day of
the arrest and confiscated his personal property, including two Bibles, compact
disks, a personal computer, and religious videos.
Proselytizing by
non-Muslims, including the distribution of non-Muslim religious materials such
as Bibles, was illegal. Muslims or non-Muslims wearing religious symbols of any
kind in public risked confrontation with the Mutawwa'in.

Af sidstnævnte rapport fremgår det bl.a., at:

Freedom of religion does not exist. It is not recognized or protected under
the country's laws, and basic religious freedoms are denied to all but those who
adhere to the state-sanctioned version of Sunni Islam. Citizens are denied the
freedom to choose or change their religion, and noncitizens practice their
beliefs under severe restrictions. Islam is the official religion, and all
citizens must be Muslims. The Government limits the practice of all but the
officially sanctioned version of Islam and prohibits the public practice of
other religions. During the period covered by this report, the Government
publicly restated its policy that non-Muslims are free to practice their
religions at home and in private. While the Government does not always respect
this right in practice, many non-Muslims engage in private worship without
harassment

Hindus are considered polytheists by Islamic law, which
is used as a justification for greater discrimination in calculating accidental
death or injury compensation. According to the country's "Hanbali"
interpretation of Shari'a, once fault is determined by a court, a Muslim male
receives 100 percent of the amount of compensation determined, a male Jew or
Christian receives 50 percent, and all others (including Hindus and Sikhs)
receive 1/16 of the amount a male Muslim receives.

Under Shari'a,
conversion by a Muslim to another religion is considered apostasy, a crime
punishable by death if the accused does not recant. There were no executions for
apostasy during the period covered by this report, and there have been no
reports of such executions for several years. During the period covered by this
report, a schoolteacher was tried for apostasy, and eventually convicted in
March of blasphemy; the person was given a prison sentence of 3 years and 300
lashes. The trial received substantial press coverage.
The Government
prohibits public non-Muslim religious activities. Non-Muslim worshippers risk
arrest, imprisonment, lashing, deportation, and sometimes torture for engaging
in religious activity that attracts official attention. The Government has
stated publicly, including before the U.N. Commission on Human Rights in Geneva,
that its policy is to allow non-Muslim foreigners to worship privately. However,
the Government does not provide explicit guidelines--such as the number of
persons permitted to attend and acceptable locations--for determining what
constitutes private worship, which makes distinctions between public and private
worship unclear. This lack of clarity and instances of inconsistent enforcement
led many non-Muslims to worship in fear of harassment and in such a way as to
avoid discovery. The Government usually deported those detained for visible
non-Muslim worship after sometimes lengthy periods of arrest during
investigation. In some cases, they also were sentenced to receive lashes prior
to deportation.

The Government officially does not permit non-Muslim clergy to enter
the country to conduct religious services, although some come under other
auspices, and the Government generally has allowed their performance of discreet
religious functions. Such restrictions make it very difficult for most
non-Muslims to maintain contact with clergymen and attend services. Catholics
and Orthodox Christians, who require a priest on a regular basis to receive the
sacraments required by their faith, particularly are affected.

Under the provisions of Shari'a law as practiced in the country, judges
may discount the testimony of nonpracticing Muslims or of individuals who do not
adhere to the official interpretation of Islam. Legal sources report that
testimony by Shi'a is often ignored in courts of law or is deemed to have less
weight than testimony by Sunnis.
Customs officials routinely open mail and
shipments to search for contraband, including Sunni printed material deemed
incompatible with the Salafi tradition of Islam, Shi'a religious materials, and
non-Muslim materials, such as Bibles and religious videotapes. Such materials
are subject to confiscation, although rules appear to be applied arbitrarily.
Sunni Islamic religious education is mandatory in public schools at all
levels. Regardless of which Islamic tradition their families adhere to, all
public school children receive religious instruction that conforms to the Salafi
tradition of Islam. Non-Muslim students in private schools are not required to
study Islam. Private religious schools are not permitted for non-Muslims or for
Muslims adhering to non-Salafi traditions of Islam. Shi'a are banned from
teaching religion in schools.

Tegningerne af Muhammed, som vel at mærke blev bragt i en privatejet avis, er naturligvis på ingen måde sammenlignelig med den behandling den saudiske stat systematisk udsætter religiøse ”afvigere” for. En lang række af verdens stater fra Europa over Asien til Afrika kunne (og burde) med rette rejse en sønderlemmende kritik af Saudi-Arabiens totalitære religiøse undertrykkelse af deres statsborgere bosiddende i kongedømmet. Hvordan Saudi-Arabien med ovenstående fakta på bordet overhovedet tør stikke hovedet frem er en gåde.

Midt i denne deprimerende tid, er der dog tegn på, at den selvstændige tankevirksomhed har overlevet blandt visse mennesker i Mellemøsten, som visse af disse øjenvidneberetninger fra Danskere i området vidner om. Endvidere er det vel positivt, at den kollektive psykose (indtil videre) ikke har spredt sig til den øvrige muslimske verden, herunder stater baseret på en demokratisk styreform som Tyrkiet, Indonesien og Senegal, hvilket sandsynligvis siger en hel del om, at en øget grad af politisk og borgerlig frihed medfører en øget grad af tolerance og frisind (og humor).

Løftebrud

2006-01-18T18:33:00.000+01:00

Jeg lovede i min seneste postering ikke at skrive mere om Islam-debatten i et stykke tid. Men her bare 6 dage efter mit løfte må jeg bryde det. Til mit forsvar skal det siges, at baggrunden for løftebruddet er glædelig, men jeg skal alligevel gøre det kort. JP bragte i tirsdags 49 almindelig muslimers holdninger til torvs. Ingen rasende imamer, fatwaer eller lignende, blot ganske almindelige mennesker, som tillige er muslimer. JP havde desuden en fornuftig leder i gårsdagens udgave. At sådanne tiltag har virkning kunne ses allerede blandt dagens læserbreve, der jo ellers overvejende har et noget andet indhold. Hatten af for JP, som jeg ellers har været lidt efter. Det ser ud til at JP ikke længere spiller blindt med på den kultur-konservative agenda, hvor religion og kultur opfattes som fuldstændigt absolutte størrelser, som opvejer og går forud for hensynet til individdet.

Kan man i øvrigt finde JPs leder eller artikel på Polemiken, Minut, Uriasposten eller Angantyr? Gæt selv kære læser.

Mere optimisme

2006-01-12T22:11:00.000+01:00

I gårsdagens postering henviste jeg til et af Ronald Reagans yndlingscitater:

"you can go to live in France but you cannot become a Frenchman, you can go to Germany but cannot become a German[...]But anyone from any corner of the worldcan come to live in America and become American."

At den indstilling der underlægger citatet har spillet en afgørende rolle for den grad af loyalitet mod USA som også mange muslimske indvandrere føler, demonstreres i praksis af et par vigtige organisationer (der ikke står alene). Jeg har ofte henvist til Freemuslims. Men også American Islamic Forum for Democracy (AIFD) er værd at bemærke. AIFDs founding principles lyder som følger:

Mission: We proud citizens of the United States of America join together
as devoted and patriotic citizens and as devout Muslims in this forum in order
to serve as a vehicle for the discussion and public awareness of the complete
compatibility of America’s founding principles with the very personal faith of
Islam which we practice.
Core Principles and Goals:

1) To be a voice of

Muslim American citizenry in strong support of the following:
a) The devout practice of Islam and the Islamic concept of consultation and
consent (shura) as being wholly compatible with the American form of
democracy

b) The support of the separation of religion and
state as being perfectly non-contradictory with Koranic principles.

c) As United States citizens we support our American armed forces.

d) As United States citizens we support absolute and literal adherence to
our citizenship pledge.

e) We support our American interests,
domestic and foreign.

2) To raise the public consciousness regarding
the core principles above and the following additional goals and
beliefs:

a) We will promote tolerance in Islam as being a
fundamental principle of the Holy Koran.

i) We recognize the fact that there are no clergy in Islam and we accept the Koran as
our main reference for discussions regarding our faith.

ii) We as a group in recognition of democratic principles believe
that each Muslim is equally entitled to their opinion concerning the religion of
Islam.

b) We will work to educate the public regarding the
existence of a special relationship between Judaism, Christianity, and
Islam.

c) We will work to educate the public regarding the
current threat to America of radicals who exploit Islam through
militancy.

d) We explicitly refuse to acknowledge the
justification of any form of terrorism (the targeting of civilians and
non-combatants).

e) We believe in that religion is a matter for
individual beliefs without any role for the direct involvement of religion in
government.

f) We believe in the equality of the sexes which is
well established in the Koran.

g) We will work to promote and
enhance the understanding of Islam in America.

h) We will work
to express the consistency of the principles of Islam with economic principles
of free markets and capitalism.

i) We will work to promote and
enhance the education of Muslims in their history and development as it relates
to American democracy and freedom.

j) We will work to promote
the appreciation of the integral role of American patriotism and nationalism in
the life of Muslim youth in America.

k) We will work to
stimulate the principles which bring about increased understanding and
involvement of American Muslim citizens in American life

l) We will work to formulate expressions of positions on specific areas of American
foreign and domestic policy as they relate to American interests and as relevant
to the discussion of Islam and democratic principles

m) While as Muslims and American citizens we will take stands on many of the diverse foreign policy positions of our government, we feel it is necessary to make a
foundational position statement regarding the state of Israel. We stand in
support of the existing unqualified recognition of the state of Israel behind
internationally recognized borders.

n) We also separately stand in recognition of the need for the completion of the
formation of an independent Palestinian state on the current “occupied
territories” living side by side next to the established state of Israel.

Organisationer som AIFD og Free Muslims understreger klart behovet for at skelne mellem muslimer og bedømme det enkelte individ på dets handlinger og ord, ikke dets religiøse tilhørsforhold. Dette burde være naturligt for borgerlige, når man tænker på socialismens absurde opdelinger af mennesker i klasser og de blodige konsekvenser deraf. Men ak, der er desværre stadig ”socialists in all parties”, hvorfor der stadig er god grund til ikke at være konservativ.

En person der formår at skelne mellem fundamentalister og almindelige muslimer uden at ty til apologi, er Stephen Schwartz, der på Techcentralstation, har skrevet en glimrende artikel kaldet ”What is a moderate muslim?”.

Schwartz skriver bl.a.:

As we enter 2006, Islamic radicalism remains no less a challenge to the
world than it did four years ago. One of its chief aspects involves how
non-Muslims, who typically have little knowledge of Islam, may accurately
identify Muslim moderates.

Muslim moderation is defined by attitudes and
conduct, not by abstractions or historical precedents, which, as with all
religions, may be interpreted to support any ideological position. Observing and
analyzing Sunni Muslims by such positive, practical criteria is extremely easy.
There are more than a billion Sunnis in the world, and they are not all
jihadists or fundamentalists, so telling them apart should not be difficult with
a little effort. Identifying moderate Shia Muslims is harder, but one thing may
be said immediately: those who follow Ayatollah Ali Sistani in Iraq prove their
moderation daily, by their silent but effective support to the U.S.-led
liberation coalition.

[…]It seems unnecessary to add that those who
try to disclaim a link between Wahhabism and al-Qaida, or who blame al-Qaida on
American machinations, cannot be considered moderates. If a Sunni denies that
Wahhabism exists by saying “there is only Islam,” or tries to cover Wahhabism
with an ameliorative term like “Salafism” -- a fraudulent effort to equate
Wahhabism with the pioneers of the Islamic faith -- the individual is an
extremist. Such a radical will not, under any circumstances, declare his or her
opposition to Wahhabism per se. They may even claim that the whole concept was
invented by Westerners such as myself.
A parallel example may be cited from
the history of Communism. Stalinist Communists would repudiate the charge that
they were Communists, calling themselves progressives, liberals, or socialists.
They would deny that Communism intended anything malign toward the U.S.,
portraying America as an aggressor (something Islamists and Stalinists have in
common) but nonetheless claiming loyalty to it. They would often argue over
whether Stalinism even existed. And they would never denounce Stalin, even
though the entire planet knew about the atrocities of the Soviet regime. Neither
will Islamist radicals denounce Wahhabism.
Moderate Muslims may also be
identified by what they do not do, to contrast them with radicals. And at the
top of that list comes the practice of takfir, or declaring Muslims unbelievers
over differences of opinion. Takfir also includes describing the ordinary,
traditional Muslim majority in the world as having fallen into unbelief.
Takfir is used to justify the radical Sunni massacres of Shia Muslims in
Iraq. It underpins the ideology of the Saudi-Wahhabi sect, the extremist Sunni
Islamic Brotherhood in Egypt, and the bloodthirsty Sunni jihadist movements in
Pakistan. It also serves to bind together Muslim extremists through the illusion
that they belong to a purified elite. Islam is not, and never was, a radical or
fundamentalist religion in its mainstream practice, regardless of the fantasies
of Islamist fanatics and Islamophobes alike.
Moderate Muslims do not engage
in takfir. Shias shun takfir, including radical Shias, and Shias fighting
against Sunnis who persecute them do not practice takfir against their foes.
Enemies of terrorist Wahhabis do not accuse them of unbelief, but of
criminality. Traditional Muslims avoid accusations of unbelief, as they were
counseled to do by the Prophet Muhammad. The Prophet never anticipated that
Muslims would fall into unbelief.
Moderate Muslims, including Shias as well
as Sunnis, also do not refer to followers of other religions, especially Jews
and Christians, Zoroastrians, Hindus, and Buddhists, as unbelievers. The Koran
never refers to Jews and Christians as unbelievers, but as People of the Book,
worthy of respect and protection. Moderate Muslims adhere strictly to this
outlook.
[..]Moderate Muslims also do not reject allegiance to non-Muslim
governments. According to current interpretations of Shafi’i sharia, a major
school of Islamic jurisprudence through history, there are no countries where
Muslims are not required to obey local governments, for the security of their
communities. Moderate Muslims do not proclaim public loyalty to such governments
while privately counseling that Western governments are inferior to Muslim
religious decrees. They do not invent civil rights violations as a political
means of fighting Western authorities. Moderate Muslims recognize that Muslims
have more rights and opportunities for advancement in most Western countries
than in most Muslim lands.
Finally, moderate Muslims are not Arabocentric or
trapped in the rhetoric of Pakistan and elsewhere in the Indian subcontinent.
They recognize that the styles, idioms, and spiritual practices of Islam differ
considerably from Mali to Malaysia and from Bosnia to Botswana. Moderate Muslims
accept that such diversity should also exist among Muslims in the West; that
there can and will be an Islam that is fully American in its culture, as
Bosnians and Indonesians reflect the customs and cultures of their
lands.
[…]Is the Islamic establishment in the U.S. -- the Council on
American-Islamic Relations (CAIR), the Islamic Society of North America (ISNA),
and the Muslim Students Association of the U.S. and Canada (MSA) -- moderate?
No, it is not. Not one of these three groups has ever identified or criticized a
Muslim radical in the U.S., except to slander authentic moderates by trying to
portray them as extremists. To cite a few notable examples: the aforementioned
organizations, which I have called “the Wahhabi lobby.”

Jeg vil i øvrigt bestræbe mig på, at skrive om andet end Islam i det næste stykke tid. Debatten hænger mig rent faktisk ud af halsen. Men når nu så få borgerlige her i landet er tro mod egne principper når det kommer til dette emne, har det optaget mig en del. Der er rent faktisk mange andre emner, der interesserer mig langt mere og dem vil jeg søge at dyrke mere. Lars Hvidberg og jeg arbejder i øvrigt på et nyt koncept, som forhåbenligt bliver endog rigtigt spændende. Men mere om det på et andet tidspunkt...

Borgerligt lys i udlændingedebatten

2006-01-11T22:31:00.000+01:00

Det ser ud som om, der blandt visse borgerlige politikere er sket et holdningsskifte i indvandrerdebatten og at man begynder at indse, at det at lægge sig i Dansk Folkepartis slipstrøm udover at bryde med klassiske borgerlige dyder såsom respekt for individet, tillige er ufrugtbart.

Peter Norsk har været en kærkommen stemme i JPs endeløse række af forudsigelige læserbreve og debatindlæg, hvor MUSLIMERNE i Danmark i selvretfærdige toner får læst og påskrevet om hvor tilbagestående, intolerante og samfundsskadelige de alle er.

Peter Norsk påpeger, ligesom jeg selv har gjort, at integration af muslimer rent faktisk i høj grad er lykkedes i U.S.A. :

Det er der to væsentlige grunde til: For det første, at man i USA har lov at
leve, som man vil med den religion og den påklædning, man nu en gang ønsker,
således at alle borgere føler sig respekteret af det omgivende samfund, og for
det andet, at udbetaling af sociale ydelser er begrænsede, således at man i
højere grad end i Danmark er tvunget til at arbejde.
Derfor er den bedste
integrationspolitik simpel: 1) Udvis respekt over for alle borgere uanset deres
etniske og religiøse baggrund, 2) ansæt i højere grad borgere med indvandrer- og
flygtningebaggrund i både private og offentlige stillinger og 3) begræns mest
muligt de passive overførselsindkomster.
Respekt og arbejde er den cocktail,
som vil mindske integrationsproblemerne.

Peter Norsk har med forslag 1 og 3 ramt ned i kernen af hvad, der skal til for at ændre på tilstandene herhjemme. Et af Ronald Reagans yndlingscitater som han ofte brugte ved offentlige lejligheder vedrørte netop indvandring:

"you can go to live in France but you cannot become a Frenchman, you can go to
Germany but cannot become a German[...]But anyone from any corner of the world
can come to live in America and become American."

Der er (uden sammenligning i øvrigt) lidt af Reagans ukuelige positive tone i Norsks indlæg, som gør godt midt i den negative strøm.

Forslag 2 som jeg læser som en opfordring til indførsel af positiv særbehandling kan jeg derimod ikke bifalde. Man skal som ”gammel dansker” naturligvis ikke straffes for sin herkomst således, at ringere kvalificerede indvandrere ansættes på bekostning af bedre kvalificerede gammel danskere. Dette ville netop bryde med princippet, om at præmissen for at indvandre hertil er at man klarer sig selv på lige vilkår med alle andre. På denne måde fjernes tillige en del af grobunden for modvilje overfor indvandrere, hvoraf en stor gruppe jo i dagens Danmark unægteligt belaster de offentlige kasser

Netop denne forståelse virker som kernen i et forslag, som Søren Pind og Irene Simonsen fra Venstre netop har offentliggjort, og ifølge hvilket velkvalificerede indvandrere skal have lov til at komme til landet for at søge arbejde. Forslaget virker rent faktisk til at være blevet vel modtaget på Christiansborg (med undtagelse af DF selvfølgelig).

Ovenstående formel (minus Norsks forslag 2) der ville søge at modvirke de værste konsekvenser af indvandring samtidig med at velfærdsstaten blev formindsket burde tiltrække borgerlige i langt højere grad end konfrontationskurs med et stort mindretal.

Frihed vinder terræn i Mellemøsten

2006-01-09T20:41:00.000+01:00

I slutningen af december 2005 udgav den amerikanske NGO Freedom House deres Global Survey for 2006. Freedom House rapporter er værd at læse fordi de modsat andre NGOer indenfor demokratisering og menneskerettigheder alene kæmper for det liberale demokrati og klassiske negative frihedsrettigheder, ikke social retfærdighed i form af positive socio-økonomiske rettigheder. Freedom House’s rapporter er ligeledes fri for den ulidelige politiske korrekthed parret med anti-amerikansk og anti-kapitalistisk retorik, der præger typiske NGO’er indenfor samme område.

2006 rapporten er især bemærkelsesværdig fordi den vidner om små men signifikante landvindinger for frihed i Mellemøsten. Af rapporten fremgår det bl.a.:

The global survey, "Freedom in the World," shows that although the Middle East
continues to lag behind other regions, a measurable improvement can be seen in
freedom in several key Arab countries, as well as the Palestinian Authority. In
another key finding, the number of countries rated by Freedom House as Not Free
declined from 49 in 2004 to 45 for the year 2005, the lowest number of Not Free
societies identified by the survey in over a decade. In noteworthy country
developments, Ukraine and Indonesia saw their status improve from Partly Free to
Free; Afghanistan moved from Not Free to Partly Free; and the Philippines saw
its status decline from Free to Partly Free.
According to Thomas O. Melia, acting executive director of Freedom House, "The modest but heartening advances in the Arab Middle East result from activism by citizen groups and reforms by governments in about equal measures. This emerging trend reminds us that men and women in this region share the universal desire to live in free societies."
"As we welcome the stirrings of change in the Middle East," said
Mr. Melia, "it is equally important that we focus on the follow-through in other
regions and appreciate the importance of the continuing consolidation of
democracy in Indonesia, Ukraine, and other nations.
[…]Although the countries
of the Middle East lag behind other regions in areas such as adherence to
democratic standards, independent media, the rights of women, and the rule of
law, the past year witnessed modest positive trends. Lebanon experienced the
most significant improvement; its status improved from Not Free to Partly Free
due to major improvements in both political rights and civil liberties that
followed the withdrawal of Syrian occupation forces. Elections exhibiting
increased competition in Iraq, Egypt, and the Palestinian territories; the
introduction of women's suffrage in Kuwait; and improvements in Saudi Arabia's
media environment are among other encouraging signs in the region.”

Det er også værd at bemærke at verdens folkerigeste muslimske land Indonesien er gået fra at være "partly free" til "free". Indonesien er altså mere frit end en række kristne latin-amerikanske lande såsom Ecuador, Colombia, Paraguay, og interessant nok også friere end europæiske Rusland.

Som jeg også har skrevet om på Punditokraterne er der altså grund til at nære optimisme med hensyn til udbredelsen af basale frihedsrettigheder i den muslimske verden. Bevares, der er lang vej igen og udviklingen kan vende, men som den amerikanske konservative debattør Michael Novak, citerende Solzhenitsyn, udtalte det i sin åbningstale til the “Hayek Lecture”: "the idea of truth is more powerful than all the arms in the world, and what he [Solzhenitsyn] wrote seemed in 1977 so unlikely of realization - and yet we saw the Soviet tanks halt before flowers held by civilians in 1991."

Talen der i høj grad omhandler hvad der taler henholdsvis for og imod det liberale demokratis udbredelse i muslimske lande er i øvrigt interessant læsning og, dybt kristne og konservative, Novak konkluderer, at der en grund til behersket optimisme. Hvis bare danske kultur-konservative udviste samme tro på de grundlæggende idealer som de kritiserer muslimske lande for at mangle. Men man skal nok ikke regne med at se Freedom House’s rapport citeret på Uriasposten, Polemikken, Angantyr, Filtrat, Minut eller de øvrige kultur-konservative blogs, hvor den negative automatpilot er sat til og ensidigheden (med ganske få undtagelser) råder frit.

Liberalisme i praksis

2006-01-01T13:56:00.000+01:00

I Weekendavisen kan man læse en forfriskende artikel om Estland og den frie økonomi, som hersker der. Artiklen kan ikke helt slippe den lidt ironiske og overbærende tone som danske medier ofte anlægger når det handler om den ”åndløse og materialistiske” liberalisme og kapitalisme. Artiklen undlader heller ikke at fortælle, at uligheden er stor mellem rig og fattig i Estland, men man får til gengæld ikke at vide hvad gennemsnitsindkomsten for en fattig ester er. Mon ikke den er højere end i nogle af de omgivende lande, hvor ligheden bliver tvangshåndhævet af politikere?
På trods af ovenstående kan artiklen ikke skjule, at Estland er en solstrålehistorie og den bramfrie måde politikerne omtaler problemer såsom bureaukratiseringen og centralisering i EU, skatteprocenter og overførselsindkomster på kan man som dansker kun misunde, når man er vant til vores hjemlige politikere, der får nervøse trækninger så snart der stilles spørgsmål ved velfærdsstaten. Her lidt pluk fra Artiklen skrevet, der er af Klaus Wivel:

Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var Estland en socialistisk ruin, og her
kunne nationen være gået i stå i salvelsesfuld national selvretfærdighed og søgt
sympati hos omverdenen for de mange års brutale kolonisering. Andre lande, ingen
nævnt, alle glemt, bruger stadig et kolonistyre, som ikke har været der i
årtier, som undskyldning for det forfald, de er havnet i.De kunne også have
ladet en korrupt tyran tage over. Man skal ikke særlig langt syd eller øst på,
til Hviderusland eller ja, Rusland, før skræmmeeksemplerne springer op ad æsken.
Ikke engang ’den orange revolution’ i Ukraine ser ud til at have ført landet ud
af sumpen. Esterne ved godt, at det kunne have set meget anderledes ud.I
stedet... ja, i stedet har esterne bygget dette pragtværk af en mall, åbent til
sent lørdag aften, åbent til sent søndag aften, imødekommende og grimt, ingen
arkitektonisk lir, men masser af gode tilbud, alt hvad du behøver, demokrati og
kapitalisme for fuld udblæsning.»Når Estland er det af det tidligere østlande,
der klarer sig bedst, skyldes det to ting: De finske turister, som står for over
en tredjedel af vores økonomi. Og den ekstremt liberale økonomi. Estland har opbygget en nation, der er et omvendt spejlbillede af det kommunistiske.«
I dag kalder liberale tænketanke Estland for et af de økonomisk set frieste lande i verden, helt sikkert det frieste i EU. Da Sovjet faldt, blev 90 procent af alle
statslige virksomheder privatiseret, og man skal ikke betale skat, hvis man vil
investere i firmaer. Derfor er der mange udenlandske forretninger, som slår sig
ned i Estland, og Tallinn har da også fået sin del af spritnye høje
spejlglasbygninger i mærkelige trekantede former, som åbenbart er obligatoriske
for enhver by i vækst.Esterne har en skatteprocent på 24, den såkaldte »flade
skat«, som flere andre østeuropæiske lande har indført. Det vil sige, at moms,
indkomstskat, osv. er den samme - man betaler ikke procentvis mere i skat, jo
mere man tjener.
Toldtariffer og andre hindringer for udenlandsk handel er blevet fjernet, et andet internationalt særsyn. Samtidig blev det nationale budget holdt, og arbejdsløsheden er i dag nede på syv procent. Estland var det første baltiske land, som overholdt de krav, EU havde sat for medlemskab
Da overmagten forsvandt, stod Estland med en lang række
politikere og embedsmænd, som var gamle og dovne. De talte russisk og tænke
sovjetisk - det, de kunne, var der ingen, der havde brug for. Det stik modsatte
var påkrævet: Man skulle kunne tale europæisk og tænke amerikansk. Det blev de
unge i 20rne og begyndelsen af 30rne, som fik poster som ministre, borgmestre og
bankdirektører. For dem var statsmagten ikke nødvendigvis nogen godgørende
forening. De byggede bankvæsnet op fra grunden, reformerede økonomien til
ukendelighed og stablede en hær på benene. Ironien er, at det ikke bliver
Rusland, som sætter en stopper for himmelfarten. Det bliver Gamle Europa.»Efter
vi er kommet med i EU, vil det hele nok gå lidt langsommere igen, for vi behøver
ikke længere være så paranoide over, om russerne skulle finde på at besætte os
igen.
«De unge estere ser på EU på samme måde som briterne. De går ikke ind for
et stærkt EU, og de ønsker, at landbrugsstøtten skal fjernes.»Det er paradokset:
Vi ønskede brændende at blive en del af EU, men nu ser vi, at unionen kan skade
vores økonomi og trække os i en mere socialistisk retning. EU har kun en vækst
på 2-3 procent, men vores for øjeblikket er mellem dobbelt og fem gange så
høj.Vi fatter ikke, hvorfor EU smider så mange penge efter landbruget. Det
smadrer jo markedet. Og nu bliver også vi nødt til at tage imod EU-penge til
landbruget. Indtil nu har vi været det eneste øst-europæiske land, som ikke har
subsidieret vores landbrug.«For Lauri Luiki er der faldet en stor skygge ind
over udsigten til et endnu mere liberalt Estland.»For tre år siden var jeg
svoren tilhænger af EU-medlemskab, men i dag er jeg kommet stærkt i tvivl. Det
er jo helt vildt, så bureaukratisk EU er, så langsommelig. Vi er ved at bevæge
os i en mere socialistisk retning, og det er EUs skyld - selv inden for vores
eget parti er man begyndt at slække på ideologien. I Estland skal man ikke
betale skat, hvis man vil investere i virksomheder, men det er forbudt ifølge
EU, og fra 2009 er vi tvunget til at ændre den lov.«Jeg fortæller ham om Søren
Pinds 10 teser - de teser, en gruppe liberale i Venstre omkring Københavns nu
tidligere borgmester lavede for et par år siden. En af teserne var blandt andet,
at skatten i Danmark ikke skulle overstige 50 procent. Anders Fogh Rasmussens
reaktion var nådesløs: Gruppen blev totalt frosset ud.Lauri Luiki ser forarget
på mig:»Det er jo sindssygt. Der kunne jeg ikke tænke på at bo. Hvorfor er
mennesker, der tjener penge, suspekte? Hvorfor skal de betale så meget? Mon ikke
vi hver især bedst selv ved, hvad vores penge skal gå til?«
Paavo Pärn tager over:»Vores overbevisninger er stærke, fordi vi ved, hvad vi ikke vil have. Og vores liberale ideer har vist sig at bære frugt. Vi vil undgå de fejl, de
europæiske velfærdsdemokratier har begået. I Europa er der masser af mennesker,
som ikke arbejder, fordi det ikke kan betale sig. Understøttelsen er simpelt hen
for høj.«»Hvorfor er det gået Moldova dårligt og Estland godt? Det er aldrig
lykkedes for Moldova at slippe af med sit kommunistiske regime efter
Sovjetunionens fald. I dag er Moldova nøjagtig samme sted, som Estland var for
15 år siden. Det er gamle, korrupte mennesker, der bestyrer landet -
præsidentens søn er for eksempel den rigeste forretningsmand i landet. Den
politiske elite har ikke villet privatisere, og de har ikke villet forynge den
politiske elite.«

Estlands eksempel er væsentligt at huske på, når liberale får skudt i skoene, at liberalismen fører til den sociale massegrav, er irrelevant i postindustrielle videnssamfund eller er udtryk for abstrakt utopi på linje med socialismen hvis indførelse vil medføre samfundets undergang. Freedom matters!

Endelig

2005-12-27T14:57:00.000+01:00

Endelig! I weekendavisen kan man læse, at en gruppe danske muslimer inspireret af Naser Khader, vil skabe et netværk, der skal søge at skabe et mere billede af danske muslimer end det der typisk gengives i danske medier. Altså et opgør med Abu Laban, Wahid Petersen og alle de andre kvart, halv eller hel fundamentalister, som normalt får lov til at tegne danske muslimer i offentligheden. Der er et skrigende behov for sådanne initiativer i Europa, og det bliver forhåbentligt et godt eksempel på hvorledes nogle få menneskers initiativ kan føre positive forandringer med sig.

Det er interessant at notere sig at initiativet er blevet forbigået i tavshed på Uriasposten, Filtrat og Minut. Det gør det jo unægtelig lidt svært at tage den daglige forargelse disse blogs (nogle gange med rette) udgyder over ensidigheden af mediernes dækning af Islam og udlændingepolitikken alvorligt.

To politikere ved navn Khan

2005-12-10T11:52:00.000+01:00

I forlængelse af mit debatindlæg i JP og debatten på Punditokraterne om konsekvenserne af indvandring i hhv USA og Europa er følgende lille historie meget betegnende. I Danmark har vi en muslimsk indvandrerpolitiker ved Navn Wallaith Khan. Udover at være særdeles illoyal har han tillige givet udtryk for sympati overfor ekstremistiske muslimske organisationer.

I U.S.A. har man også en muslimsk politiker ved navn (Arif) Khan. Khan er rent faktisk det Libertarianske partis kandidat til senator for Wisconsin. Khans politiske budskaber kan læses ud af følgende interview:

“It is time to reign the government back within the confines of the
Constitution,”
Although public funds are available for candidates, Khan has
refused to make use of them, something that both major-party candidates have
readily done. He emphasizes the grass-roots element of his campaign, in
contrast to those of his opponents. “One of the things that we are trying
to do is to not be like everyone else,” Khan says. “We are not going to
pander to special interests or be beholden to anyone who gave us money.”
Khan believes that the government is too large, and thinks that America
needs to look inward, rather than outward, in order to get back to what the
writers of the Constitution had intended. “It takes 67 percent of the
national budget just to run the government, its so big” he says. “This is
why the deficit is so high.”

He cites the removal of U.S. troops from stations abroad as his first
order of business, should he be elected. “I would foster cordial
relationships with other countries, not tangling alliances,” he says of his
foreign policy. “We are not responsible for the rest of the world.
My allegiance is to defend the United States, not to police other
countries.”
Khan also emphasizes his desire to repeal the PATRIOT Act, a law
that he views as “totally unconstitutional.” Furthermore, he would improve
education in the country, noting that the United States has fallen to 29th in
the world ranking in science among students, from first in the 1960’s, and that
young people’s command of language has decreased as well. “[Students]
don’t know the difference between verbs and adverbs,” Khan says.

Khan offers voters an option of change from what he sees as a trend of
war and deficit spending.
“They are going to continue to tax us more and pass
unconstitutional laws,” Khan says. “If this is what you want, vote for my
opponents.”

I modsætning til Wallaith Khan har Arif Khan ikke brug for to tunger, en til sit pakistanske bagland og en til den brede offentlighed. Her kan læses om et møde mellem Khan og muslimske forretningsfolk i Wisconsin, hvor af det bla. fremgår, at:

“The members of the Muslim Professional Association, who have yet to endorse a
candidate for U.S. senator or president, enjoyed hearing from the Libertarian
candidates.
"I just recently became a U.S. citizen and I can't wait to make
my first vote Libertarian," said Umar Akram, a college student whose family
moved from Pakistan to the United States in 1997.
Akram was one of the more
than 25 attendees who requested more information regarding the Libertarian Party
and its candidates.
Libertarian National Committee member Jeremy Keil said he
was amazed at the excitement the Libertarian candidates generated.
"The
Muslim professionals I spoke with have a deep love for this country and a deep
love of freedom," he said. "But they want their voice heard. They were excited
that the Libertarians are reaching out to their community and feel that we may
become their voice in politics.
"If we as a party can help empower the Muslim
community through the political process, we can build a foundation for reaching
out to other constituencies, such as small business owners, that are politically
active and believe in Libertarian ideals."
Richard Campagna said he was
delighted to spend the afternoon campaigning with Khan.
"As a Muslim small
businessman, Arif Khan knows that government is often at odds with both Muslims
and small business owners," he said. "His campaign for Senate will reach out to
these constituencies and be their voice in the political arena. I look forward
to more campaign trips to Wisconsin as we reach out to communities that agree
with the Libertarian Party and are willing to help build a party that will
empower them."
The Libertarian Party could be Muslim Americans' ticket to
changing the way they are viewed in America, Khan said.
"It is incumbent upon
all Muslims to dispel the myth that we are all terrorists and war mongers and
butchers as portrayed by the media," he said. "I think the only party capable of
doing that is the Libertarian Party, since we are the only ones actually willing
to listen and pay attention and then do the sensible thing."

I det muslimske miljø er der således ikke bare opbakning til U.S.As grundlæggende værdier om individual frihed, hersker der tilsyneladende også en følelse af, at hver enkelt muslim har ansvar for at lægge afstand til fundamentalisme og tyranni. Holdninger der desværre står i grel kontrast til den indadvendthed og offermentalitet der præger mange europæiske muslimer.
Mon ikke situationen i Europa ville være sammenlignelig hvis vi gik mere op i frihed end tryghed?

Frankrig II

2005-11-27T15:14:00.000+01:00

Jeg har et længere læserbrev i dagens JP omhandlende situationen i Frankrig. Det skal tilføjes at overskriften er valgt af JP ikke af mig.

Frankrig

2005-11-13T19:42:00.000+01:00

Optøjerne i Frankrig har givet anledning til mange skriverier om årsagerne dertil. Venstrefløjen ser dem typisk som udtryk for et mere eller mindre racistisk Frankrig, hvorfor løsningen må være mere målrettet offentligstøtte til de misforståede unge. For de kulturkonservative er optøjerne derimod bekræftelsen på, at indvandring, især fra muslimske lande, uundgåeligt medfører konflikt og samfundets sammenbrud (visse er endda gået så langt at sammenligne optøjerne med en intifada).

Ikke overraskende er det i (klassisk) liberale medier såsom Wall Street Journal og the Economist, at de mere nøgterne og velargumenterede forsøg på forklaringer findes. Forklaringer som især venstrefløjens men også de kulturkonservative givetvis vil have svært ved at gendrive.

I Wall Street Journals leder af i fredags kaldet ”How to create a Muslim underclass” hedder det bl.a.:

The first thing that needs illuminating is that, while the overwhelming majority
of rioters are Muslim, it is premature at best to describe the rioting as an
"intifada" or some other term denoting religiously or culturally inspired
violence. And it is flat-out wrong to claim that the rioting is a consequence of
liberal immigration policies.
Consider the contrast with the U.S. Between
1978 and 2002, the percentage of foreign-born Americans nearly doubled, to 12%
from 6.2%. At the same time, the five-year average unemployment rate declined to
5.1% from 7.3%. Among immigrants, median family incomes rose by roughly $10,000
for every 10 years they remained in the country.
These statistics hold
across immigrant groups, including ones that U.S. nativist groups claim are
"unassimilable." Take Muslims, some two million of whom live in America.
According to a 2004 survey by Zogby International, two-thirds are immigrants,
59% have a college education and the overwhelming majority are middle-class,
with one in three having annual incomes of more than $75,000. Their
intermarriage rate is 21%, nearly identical to that of other religious groups.
It's true that France's Muslim population--some five million out of a total
of 60 million--is much larger than America's. They also generally arrived in
France much poorer. But the significant difference between U.S. and French
Muslims is that the former inhabit a country of economic opportunity and social
mobility, which generally has led to their successful assimilation into the
mainstream of American life. This has been the case despite the best efforts of
multiculturalists on the right and left to extol fixed racial, ethnic and
religious identities at the expense of the traditionally adaptive, supple
American one.
In France, the opposite applies. Mass Muslim migration to
France began in the 1960s, a period of very low unemployment and industrial
labor shortages. Today, French unemployment is close to 10%, or double the U.S.
rate. Unlike in the U.S., French culture eschews multiculturalism and puts a
heavy premium on the concept of "Frenchness." Yet that hasn't provided much
cushion for increasingly impoverished and thus estranged Muslim communities,
which tend to be segregated into isolated and generally unpoliced suburban
cities called banlieues. There, youth unemployment runs to 40%, and crime, drug
addiction and hooliganism are endemic.
This is not to say that Muslim
cultural practices are irrelevant. For Muslim women especially, the misery of
the banlieues is compounded by a culture of female submission, often violently
enforced. Nor should anyone rule out the possibility that Islamic radicals will
exploit the mayhem for their own ends. But whatever else might be said about the
Muslim attributes of the French rioters, the fact is that the pathologies of the
banlieues are similar to those of inner cities everywhere. What France suffers
from, fundamentally, is neither a "Muslim problem" nor an "immigration problem."
It is an underclass problem.
French Prime Minister Dominique de Villepin
almost put his finger on the problem when he promised to introduce legislation
to ease the economic plight of the banlieues. But aside from the useful
suggestion of "enterprise zones," most of the legislation smacked of
big-government solutions: community centers, training programs and so on.
The larger problem for the prime minister is that France's underclass is a
consequence of the structure of the French economy, in which the state accounts
for nearly half of gross domestic product and roughly a quarter of employment.
French workers, both in the public and private sectors, enjoy GM-like benefits
in pensions, early retirement, working hours and vacations, sick- and maternity
leave, and job security--all of which is militantly enforced by strike-happy
labor unions. The predictable result is that there is little job turnover and
little net new job creation. Leave aside the debilitating effects of
unemployment insurance and welfare on the underclass: Who would employ them if
they actually sought work?

Og løsningen:

For France, the good news is that these problems can be solved, principally be
deregulating labor markets, reducing taxes, reforming the pension system and
breaking the stranglehold of unions on economic life. The bad news is the
entrenched cultural resistance to those solutions--not on the part of angry
Muslim youth, but from the employed half of French society that refuses to
relinquish their subsidized existences for the sake of the "solidarity" they
profess to hold dear. So far, most attempts at reform have failed, mainly due to
a combination of union militancy and political timidity.

The Economist skriver:

A much greater contributor than Islam to the
malaise in the suburbs is the lack of jobs. Mr Chirac promised in 1995 that
unemployment would be his top priority, an assertion repeated ten years on by
his new prime minister, Dominique de Villepin, when he took office last May. It
is here, not in esoteric disputes over different models of assimilation,
integration or multiculturalism, that the biggest differences between France and
countries such as America and Britain are to be found (see article).
Over the past decade the British and American economies have generated
impressive growth and plenty of new jobs; the French economy has failed on both
counts.
Why? The main answer is that the French labour market is throttled by
restrictions such as the 35-hour week, a high minimum wage, and tough hiring and
firing rules. Yet even after a decade in office, the supposedly centre-right Mr
Chirac has made little effort to relax these restrictions. The few measures that
his government has cautiously put in place to open up the labour market have
served mainly to entrench a two-tier system, in which insiders continue to
benefit from job and wage protections that are denied to outsiders. Rather than
tackle the fundamental causes of France's high unemployment, Mr Chirac has
recently taken to railing against the evils of Anglo-Saxon market economics and
liberalism (which he has termed the new communism).
It is, of course, the
outsiders, especially the young, unskilled and ill-educated who come
disproportionately from ethnic minorities, who pay the price—and it is these
people who have led the riots. Not only do they feel economically and socially
ostracised; they also see a political elite that appears aloof and detached from
the troubles of their daily life. No wonder so many are affronted by the
language of Nicolas Sarkozy, the interior minister, who dubbed the rioters
“scum” and has promised to expel any foreigners among them.

Disse faktorer fratager naturligvis ikke de enkelte deltager i optøjerne for deres personlige ansvar for deres kriminelle handlinger, som efter min mening bør straffes i videst muligt omfang. Men de data som artiklerne, især WSJ’s, henviser til demonstrerer, at indvandring af lavtuddannet arbejdskraft selv fra ”kulturfremmede” lande kan skabe dynamik og medføre velstand ikke bare for indvandrerne selv men også for modtagerlandet. Hvor det således, bør være udenfor diskussion, at en velfærdsstat og masseindvandring er uforlignelige størrelser (hvorfor jeg anser det som sandsynligt at scenerne fra Paris vil udspille sig i Danmark), kan det samtidig konstateres, at de kulturkonservative ikke har ret i, at ”multikulturalisme” og (betydelig) indvandring automatisk medfører samfundets undergang. Undergangen risikerer kun at indtræde såfremt samfundet er ”socialt” eller ”solidarisk” indrettet såsom i Frankrig og i nogen ringere grad Danmark. Sådanne konklusioner er nok værd at medtage i fremtidige diskussioner om indvandring her i landet hvor debatten primært synes at stå mellem venstrefløjen som prædiker ”åbne grænser og åbne kasser” og de kulturkonservative der bare prædiker lukkede grænser.

Mere ytringsfrihed

2005-10-26T23:06:00.000+02:00

En række danske muslimer, nu også støttet af 11 amabassadører fra muslimske lande, har klaget over afbildningen af Muhammad i JP. Jeg er ikke i tvivl om at JP ønskede at provokere og græder tørre tårer over de trusler de har modtaget (vist nok fra en 17 årig skarnsknægt), hvorfor JPs forargelse forargelse forekommer mig noget hul. Men JP skal naturligvis have lov til at provokere og fremme deres islamskeptiske synspunkter, det skal hverken den danske stat eller andre stater blande sig i.

I Italien er Silvio Berlusconi nu blevet sur over, at nogle komikere har gjort grin, ikke med Muhammad, men med Berlusconi selv som Politiken kan berette. Berlusconi har før vist sig parat til at fjerne kritiske røster i medierne med en særdeles ucharmerende form for magtmisbrug. Dene form for statslig indskrænkning af ytringsfriheden er i mine øjne langt mere alvorlig og bekymrende end en fanatisk minoritet, der føler sig gået for nær. Minoriter har ikke politisk magt og det ville være synd at sige, at fatwaen mod Salman Rushdie og mordet på Theo Van Gogh har kvalt debatten om Islam i Europa. Staten derimod kan sætte hele sit tvangsapparat ind bag dens forbud, endog med loven i hånd. Hermed kvæles den frie debat først rigtigt effektivt og staten står derefter fri til at foretage sig hvad den vil uden at kunne kritiseres derfor.

Frevert II

2005-10-11T22:33:00.000+02:00

Ovenpå Louise Freverts (eller hendes rådgivers) udtalelser om muslimer på Freverts hjemmeside og i hendes bog har en række caféer besluttet at aflyse debatmøder, hvor Frevert ellers skulle deltage.

Det har fået JP til at skrive en leder, hvori det bl.a. lyder:

Ytringsfriheden burde dog af principielle årsager ikke være begrænset i den
anledning, men efter gældende lov er det i dag i retten, at der trækkes grænser
for, hvad man kan tillade sig af grove og racistiske udtalelser, når forløbet er
klarlagt.
Således er det i ytringsfrihedens navn yderst betænkeligt, at
Louise Frevert nægtes adgang til et valgmøde med andre politikere på restaurant
Hatoba i København af stedets ejer, og at en caféejer i Vanløse overvejer at
gøre noget lignende.
Det er en god demokratisk spilleregel at lytte til
folks holdninger og opponere mod dem, hvis man ikke kan lide dem. Ved at
frakende Louise Frevert retten til at ytre sig dømmes hun også på forhånd, men
det er alene domstolenes opgave at dømme, hvis loven er overtrådt
Jeg kan ikke dele JPs konklusion. De omtalte caféer er privatejede og hvis den private ejendomsret skal have mening må man have lov til at bestemme, at folk som man ikke bryder sig om ikke kan få adgang til ens ejendom. Jeg må således respektere, at Jonny Hansen alene på grund af min hudfarve ikke vil tillade mig ind bag hans flotte rækværk i Greve. Kun hvis en eller flere borgere anvendte vold, eller en overhængende trussel derom, for at stoppe Freverts udtalelser bør staten skride ind og beskytte Frevert.
Hvorvidt caféerne er berettigede til at udelukke Frevert må derfor afgøres udfra hvad der er aftalt parterne imellem (hvis en sådan er indgået). Såfremt det fremgår af aftalen, at den kan ophæves hvis en af de deltagende fremkommer med udtalelser eller udviser adfærd der kan skade caféens omdømme er ophævelsen i orden. En sådan formodning kan måske også indfortolkes som en stiltiende forudsætning for aftalen. Dog kan man mod dette synspunkt indvende, at caféen må eller burde have været vidende om Freverts synspunkter, idet de jo fremgik af både bog og internetside før aftalens indgåelse.

Anders Fogh Rasmussen

2005-10-05T22:55:00.000+02:00

Jeg har først lige fået læst Anders Fogh Rasmussens famøse bog ”Fra socialstat til minimalstat en liberal strategi” som kan findes online her. Jeg må sige, at bogen efterlod mig rystet af to grunde. For det første var det ikke klart gået op for mig, at AFR var rettighedsliberalist (jeg troede faktisk at han var nytteværdisliberalist) og hvor kompromisløst men samtidigt velargumentet et forsvar for naturlige rettigheder bogen er. Det er en fantastisk vision AFR præsenterer sin læser for. At han turde skrive bogen på et tidspunkt, hvor han var en prominent politiker og tidligere minister med store ambitioner gør ikke hans præstation mindre. Der er mange passager i bogen der fortjener gengivelse følgende er blot et udpluk:

Meningen med menneskelivet er altså at stræbe efter det gode liv. Der er en
fordring til os om at realisere os selv som eksisterende.

For at
kunne leve op til denne fordring må det enkelte menneske naturnødvendigt være
sikret nogle rettigheder, der beskytter muligheden for at stræbe efter det gode
liv. Helt fundamentalt må mennesket være sikret retten til sit eget liv. Hvis
ikke vi har retten til vort eget liv, kan vi ikke udføre det, der er hvert
menneskes opgave: At tænke og handle i overensstemmelse med vor fornuft for at
nå det gode liv. Alternativet til at mennesket ejer sit eget liv er absurd: Hvis
alle ejer hinanden, er menneskeligt liv umuligt, fordi ingen så ville kunne
handle uden godkendelse fra alle andre. Retten til liv følger således af, at
mennesket tilhører sig selv og ingen andre.

For at kunne stræbe
efter det gode liv må mennesket foruden retten til liv også være sikret frihed
til at foretage de handlinger og valg, som giver det gode liv indhold. Retten
til frihed følger således af, at det enkelte menneske har en naturlig ret til
selvbestemmelse for at beskytte muligheden for at stræbe efter det gode liv.
Frihed er fravær af tvang. Derfor er det som udgangspunkt amoralsk og
forbryderisk at tvinge et menneske mod dets vilje. Retten til frihed kan
fundamentalt set begrundes i selvejerskabet: Når mennesket har retten til sit
eget liv, så må ingen forhindre det enkelte menneske i at bruge sit liv.

Vi kan i virkeligheden sige, at den grundlæggende rettighed er
ejendomsretten til sin egen person. For det er selvejerskabet, som avler retten
til livet, retten til at være fri for tvang og retten til personlig ejendom.

Retten til liv, frihed og ejendom er en så fundamental
forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at vi kan kalde de tre
rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de
følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske
alene i kraft af at være menneske, de eksisterer uafhængigt af konventioner og
aftaler, de er absolutte og ukrænkelige.

De naturlige rettigheder
er frihedsrettigheder. De er karakteriseret ved at forpligte andre til at
afholde sig fra noget: Andre har pligt til ikke at tvinge mig mod min vilje. De
naturlige rettigheder kan kun krænkes ved aktiv handlen, ikke ved at afstå fra
handlen. Endelig har de naturlige rettigheder den egenskab, at alles ret kan
opfyldes samtidigt. Den enes ret krænker ikke den andens ret.

Frihedsrettigheder står således i modsætning til subjektive
rettigheder. Subjektive rettigheder er skabt og vedtaget af mennesker. De er
karakteriseret ved at forpligte andre til at gøre noget: Andre har pligt til at
sørge for arbejde, bolig, uddannelse og underhold i det hele taget til mig,
fordi jeg har ret til disse goder. De subjektive rettigheder kan altså krænkes
ved at afstå fra handlen, ved at undlade at opfylde den enkeltes ret til
forskellige goder. Subjektive rettigheder kan ikke altid opfyldes samtidig.
Tværtimod vil opfyldelse af den enes krav ofte kunne udelukke opfyldelse af den
andens krav.

Kort sagt: subjektive rettigheder kan kun opfyldes
gennem tvang, fordi de kræver en aktiv indsats fra et andet menneske. Subjektive
rettigheder er således ikke i overensstemmelse med kravet om, at mennesket skal
tage ansvaret for sit eget liv.

Retten til liv betyder, at jeg har
ret til at leve mit liv ved egen indsats. Det indebærer ikke, at andre har pligt
til at forsyne mig med livsfornødenheder. Retten til ejendom betyder, at jeg har
ret til at iværksætte de handlinger, som er nødvendige for at indtjene ejendom
og for at bruge den. Den indebærer ikke, at andre skal forsyne mig med ejendom.
Retten til ytringsfrihed betyder, at jeg har ret til at udtrykke mine ideer uden
frygt for undertrykkelse og strafaktioner fra myndighederne. Den indebærer ikke,
at andre skal forære mig en foredragssal, en radiostation eller en avis, som jeg
kan bruge til at udbrede mine synspunkter.

Men bogen efterlod mig også rystet fordi AFR med sin nuværende politik og nylige udtalelser om lighed enten er en hykler eller i den grad må have skiftet grundlæggende moralsk ståsted på mindre end 9 år. Lad mig slutte med et par citater der vel nærmest kan beskrives som sørgelige selvopfyldende profetier fra AFRs side:

Socialstatens opbygning er i størstedelen af de knap 50 år siden Anden
Verdenskrigs afslutning blevet ledet af socialdemokratiske regeringer. Frem til
1982 formåede de få borgerligt-liberale regeringer kun periodevis at foretage
helt ubetydelige korrektioner af socialstatens kurs. Enten på grund af svag
parlamentarisk styrke eller som følge af mangelfuld ideologisk
bevidsthed.

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med
socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra
1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at
ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen
af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest
markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige
mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til
afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor -
men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af
de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal
regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første
havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var
afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det
meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget
ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje
og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt
fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af
de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund - langt ind i
de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller
liberale. Kollektivister findes i alle partier.

Frevert

2005-10-01T11:03:00.000+02:00

Det kan nok ikke have undgået nogens opmærksomhed, at Louise Frevert på sin hjemmeside har haft en artikel om muslimer der i sit indhold minder om noget Goebbels kunne have skrevet om jøder eller Stalin kunne have skrevet om "kulakker" (det er dog muligvis Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus, der har skrevet artiklen). Blandt de mange udfald kan man bl.a. læse nedenstående:

”De nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle. Det er en uhyre kostbar løsning, og da de aldrig vil angre deres gerninger, vil de hurtigt sætte sig på fængslerne, på samme måde, som rockerne gør det i dag. Vi må nok tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag - det er langt billigere, og deres muligheder for at påvirke deres omverden bliver elimineret. Selv denne løsning er dog rimelig kortsigtet, for når de vender hjem igen, er de blot endnu mere opsatte på at dræbe danskere.”

Frevert er efterfølgende blevet politianmeldt for overtrædelse af straffelovens §266b (racismeparagraffen). Der er nok ikke tvivl om, at denne bestemmelse er overtrådt, og at Frevert (eller Talleruphuus) vil blive dømt. Jeg er dog selv af den holdning at enhver borger har ret til at ytre sig som man vil og udtalelserne demonstrerer jo fint, at fundamentalisme ikke kun findes i muslimske kredse men også trives blandt helt almindelige danskere (hvis nogen skulle have været i tvivl).

Hvad jeg dog finder endnu mere interessant, er reaktionen fra Islam kritikere som Søren Krarup, Helle Merete Brix og Lars Hedegaard der alle udtaler sig i Berlingske. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.

Hvor er det lige, at de ovennævnte personers udtalelser adskiller sig fra de mange muslimske imamer og organisationer som i kølvandet på terrorangreb eller andet udslag af fundamentalisme tager afstand fra sådanne handlinger men altid med en henvisning til at Israels adfærd i Palæstina, USAs krig i Irak og/eller Islamofobi i Vesten skaber grobunden for terror og fundamentalisme?

Lige såvel som man bør kunne forvente at de fleste muslimer tager ukvalificeret afstand fra terror og fundamentalisme udført i Islams navn bør man kunne forvente, at danske politikere og intellektuelle tager ukvalificeret afstand fra rabiate og menneskefjendtlige forslag som Freverts fremsat i ”danskhedens” navn. Ekstremisme er ekstremisme og hverken kan eller skal gradbøjes efter ideologisk forgodtbefindende.

Corporate Social Responsibility

2005-09-26T20:31:00.000+02:00

Reason har en interessant diskussion mellem Milton Friedman, John Mackey Adm.dir. i Whole Foods og T.J. Rodgers adm. dir. i Cypress Semi Conductors. Økonomiprofessoren og de to direktører debatterer "Corporate Social Responsibility" (CSR) altså hvorvidt selskaber (især de multinationale af slagsen) skaber mest gavn ved udelukkende at koncentrere sig om bundlinjen eller om de også bør udvide deres aktiviteter til at inkludere velgørenhed, bekæmpe diskrimination etc. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Milton Friedman ikke er positivt stemt overfor CSR omend Rodgers går endu hårdere til den mens Mackey (der opfatter sig selv som libertarianer) er fortaler for (frivillig) CSR. CSR er iøvrigt blevet omfavnet af menneskerettighedsbevægelsen som i flere år kraftigt har arbejdet på at multinationale selskaber skal underlægges menneskerettighedsforpligtelser i internationale traktater. En håbløs tanke der sandsynligvis ville medføre en forringelse fremfor en forbedring af levestandarden for de fattigste mennesker på denne jord.

Fagforeninger og Tvang

2005-09-20T22:35:00.000+02:00

Byggefagenes Samvirke har besluttet sig for at indlede blokade mod en lille byggeplads på Amager, hvor fire polakker indretter ejerlejligheder. At dansk ret tillader sådanne faglige kampskridt er uforståeligt. Situationen er jo den, at en bygherre lovligt (formoder jeg) har indgået en aftale med de omhandlede polakker til den pris og de betingelser disse parter nu har kunnet blive enige om. Som en trold af en æske dukker byggefagenes samvirke så op og beslutter, at man ikke kan acceptere bygherren og håndværkernes frit indgåede aftale. Oven i købet bruger fagforeninger som Byggefagenes Samvirke særdeles usympatiske metoder til at opspore byggepladser med sådanne aftaler.

Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.

Dansk Byggeri og den Personlige Frihed

2005-09-14T23:35:00.000+02:00

Til dem der måtte mene, at økonomisk og personlig frihed kan holdes strengt adskilt er det værd at tage notits af seneste nyt i byggebranchen.

Dansk Byggeri har nemlig meldt ud, at man som led i kampen mod sort arbejde gerne ser embedsmænd foretage razziaer i villa- og parcelhus kvarterer således, at det omfattende sorte arbejde foretaget af håndværkere kan kommes til livs.
Tanken om razziaer i ganske almindelige danske hjem er sjældent usmagelig og demonstrerer, at indgreb mod den økonomiske frihed ofte eroderer den personlige frihed in casu retten til respekt for boligen og privatlivet samt vel også den private ejendomsret.

Mon ikke Dansk Byggeri ville varetage deres medlemmers interesser bedre såfremt man f.eks. arbejdede for en skattesænkning så der var et incitament til at arbejde "hvidt" og så flere danske familier kunne få råd til at betale håndværkeres "hvide regninger? Eller hvad med en liberalisering af reglerne på lejeområdet så det rent faktisk kunne betale sig at bygge lejeboliger til en billig penge og ikke kun moderne ejerlejlighedskomplekser til velhavende unge profesionelle i København?

Økonomiske og Sociale Retigheder

2005-09-14T19:03:00.000+02:00

Jeg har idag en artikel i Ræson om FNs menneskerettighedspolitik særligt med henblik på Økonomiske og Sociale Rettigheder. Artiklen udgør (i forkortet form) også dagens kronik i Information (dagens Information er værd at købe alene for redkationens billedvalg og den tekst de har vedhæftet, der ikke lader nogen være i tvivl om hvad man mener om indholdet af min kronik, men al ære og respekt til Information for at bringe en kronik som i den grad går i mod den redaktionelle linje).

Jeg har kæmpet med at få skrevet artiklen siden jeg for 2 år siden som studerende i Venedig på "the European Master of Human Rights and Democratization" på første parket oplevede hvor mangelfuld og ideologisk ensrettet forskning og formidling indenfor menneskerettighedsområdet er.

Blandede Bolcher fra Regeringen

2005-09-10T12:22:00.000+02:00

I fredagens Berlingske tidende kunne læse, at Lene Espersen finder, at anti-terror tiltagv såsom hemmelige domstole og tidsubegrænsede anholdelser, såsom påtænkt indført i England, er for vidtgående. Det er betryggende (og overraskende) at regeringen tager et principielt standpunkt på terrorisme området, på trods af, at meningsmålinger viser, at op imod 60% af danskerne støtter strammere anti-terrorlovgivning.

Til gengæld kunne man i samme udgave af Berlingske læse, at Bertel Haarder vil ændre formålsparagraffen for folkeskolen. Det er meget muligt, at folkeskolens formålsparagraf kan formuleres mere hensigtsmæssigt. Men hvorfor skal vores børns læringsmål fastsættes fra centralt hold? Mon ikke forældre er bedre stillet til at prioritere, hvilke læringsmetoder og læringsmål deres børn skal . Haarders kronik viser, at Milton Friedmans kongstanke om indførelsen af såkaldte skattefinansierede "vouchers" til forældre, der så frit kan vælge hvilke skole de vil indskrive deres børn på, fortjener ligeså meget opmærksomhed som flad-skat idéen har fået herhjemme.

Gæsteindlæg: En replik til David Trads

2005-09-06T18:38:00.000+02:00

[Redaktionel note: dette indlæg er en replik til David Trads' kronik i Berlingske vedrørende Ché som helt. skrevet af Pelle Braendgaard, der har den spændende blog http://econotrix.com/. Lars Hvidberg har i øvrigt i dagens Berlingske skrevet en kronik, der problematiserer Trads' romantiske syn på Ché.

Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]

David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.

Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.

Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.

Indlæg på Punditokraterne

2005-09-05T23:26:00.000+02:00

Mit første indlæg på Punditokraterne kan læses her.

Ytringsfrihed og Blasfemi

2005-09-04T13:14:00.000+02:00

I en artikel i Weekendavisen skrevet af Helle Merete Brix (HMB) og Farshad Kholgi (FK) sættes fokus på et britisk lovforslag, der vil gøre det strafbart at tilskynde til religiøst had. Loven er et alvorligt anslag på ytringsfriheden, i det den potentielt kriminaliserer kritiske og/eller satiriske ytringer vedrørende religion. Artiklens budskab undermineres dog af HMBs (sædvanlige) ensidige fokus på Islam. Ifølge HMB (og FK) er loven nemlig indført for at tække muslimer, som med loven i hånden vil kunne forbyde al satire eller kritik af Islam. Artiklen underforståede budskab er, at europæiske muslimer ingen kritik tåler af deres religion, mens kristne europæere er immune overfor den slags. Det er med mordet på Theo Van Gogh og fatwaen mod Salman Rushide fuldt berettiget at sætte lys på visse muslimers forhold til ytringsfriheden og Islam. Men hvis HMB og FK havde gjort deres research ordentligt ville de dog vide, at kristne mange steder i Europa, ofte med held, har opfordret til censur mod kunstnere, der har kritiseret eller gjort grin med kristendommen. På answers.com kan man bl.a. læse om nogle af reaktionerne på Monty Pythons film ”Life of Brian”.

On its initial UK release the film was banned by some town councils (several even took great pleasure in banning it, even though they had no cinemas within their boundaries). This proved rather pointless, since people who wanted to see the film merely went to places where it wasn't banned. The film was also banned for eight years in the Republic of Ireland and for a year in Norway (it was marketed in Sweden as "the movie that is so funny it was banned in Norway!"). The film was not released in Italy until 1990, eleven years after it was made. The film was not shown on Jersey until 2001. The Bailiff of Jersey wanted it to be watched only by adults, even though the BBFC rated it suitable for those aged 14 or over.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere taget stilling til spørgsmålet om blasfemi og kunst ved en række lejligheder. I et par afgørelser har domstolen på skuffende vis statueret, at censur af bl.a. en engelsk og østrigsk film med bibelske figurer i erotiske og/eller satiriske scener ikke udgjorde en krænkelse af ytringsfriheden.

I en dansk kontekst kan det nævnes, at KLF kirke og medier klagede til DR over stand-up komikeren Uffe Holm, der i et show på DR gjorde grin med Jesus. KLF kirke og medier overvejede endda at anmelde Uffe Holm til politiet for blasfemi. Uffe Holm droppede efterfølgende Jesus joken i sine følgende shows.

Ytringsfriheden må i en religiøs sammenhæng forsvares konsekvent hvad enten den er under angreb fra kristne eller muslimer.

Venezuelas sørgelige fremtid

2005-09-01T20:26:00.000+02:00

Hugo Chavez bliver af mange på venstrefløjen betragtet som den moderne socialismes redningsmand. Hans modstand mod U.S.A. (og især Bush regeringen), kapitalisme og globalisme har således gjort ham til et samlingspunkt. To artikler i henholdsvis the Economist og Reason viser dog prisen, der skal betales, når en velmenende populist, som Hugo Chavez, i den højere sags tjeneste forsøger at indføre "social retfærdighed" og målet derfor helliger midlet.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl viser artiklerne på bedste vis, at retsstatsprincippet er uforeneligt med socialisme. Når retstatsprincippet afløses af retspositivisme, vil der således uværgerligt opstå en arbitrær retstilstand, hvor den herskende leder eller gruppe og dennes eller disses udvalgtes ord er lov. Dette medfører den sikre undergang for personlig og økonomisk frihed med voldelig undertrykkelse og fattigdom til følge.

Dobbeltblogging

2005-08-31T23:44:00.000+02:00

Jeg er blevet tilbudt at bidrage til bloggen Punditokraterne, hvilket tilbud jeg er beæret over at have modtaget og med glæde har sagt ja til. Min ambition er dog stadig at skrive på Retsstaten på en (næsten) daglig basis, omend det med arbejde allerede nu kan være svært at få tid til.

Naomi Klein slår til igen

2005-08-31T20:50:00.000+02:00

Naomi Klein har endnu en gang demonstreret sin evne til at vende tingene på hovedet. Denne gang i den amerikanske venstrefløjsavis the Nation. I sin artikel argumenterer Naomi Klein for, at racisme i Vesten er skyld i de terrorangreb vi har oplevet i f.eks. London. Naomi Klein tager udgangspunkt i to Egyptere: Hussain Osman som er mistænkt for at have deltaget i terrorangrebene i London, samt Sayyid Qutb en af de intellektuelle drivkræfter bag politisk islam. Naomi Klein beskriver hvordan disse to blev animeret til deres handlinger af racisme i England og U.S.A. Klein skriver bl.a.

Arabs and Muslims are being debased in torture chambers around the world and their deaths are being discounted in simultaneous colonial wars, at the same time that graphic digital evidence of these losses and humiliations is available to anyone with a computer. And once again, this lethal cocktail of racism and torture is burning through the veins of angry young men. As Qutb's past and Osman's present reveal, it's not our tolerance for multiculturalism that fuels terrorism; it's our tolerance for the barbarism committed in our name.

Klein glemmer, at U.S.A. gik i krig i både Bosnien og Kosovo for at redde muslimske civile, ligesom (den forfejlede) humanitære intervention i Somalia var ment som beskyttende somaliske og dermed muslimske civile. Endvidere lever masser af muslimer i U.S.A. og England fordi de måtte flygte fra styrer, hvor tortur er institutionaliseret, det kan man trods alt ikke sige er tilfældet i nogen vestlig stat.

Klein må vist også være uvidende om den hadske og dybt racistiske propaganda egyptiske aviser, ofte med officiel godkendelse fra Mubarak regimet, kører mod jøder. Linket her taler vist for sig selv.

At ty til terrorisme er et personligt valg, det er ikke "påtvunget af omstændighederne". Ligegyldigt hvor uretfærdigt man føler sig behandlet kan det aldrig retfærdiggøre, at dræbe uskyldige mennesker med fuldt overlæg.

Fortjente prygl til FNs Menneskerettighedskommission

2005-08-30T08:13:00.000+02:00

I mandagsudgaven af Weekly Standard, den måske vigtigste meningsdannende avis blandt amerikanske konservative, har David A Schwartz skrevet en god artikel om de foreslåede reformer af FNs Menneskerettighedskommission. Artiklen sætter lys på nogle af de store troværdighedsproblemer FN har på menneskerettighedsområdet, hvor totalitære stater har ligeså meget at skulle have sagt som stater med liberalt demokrati, samt FNs prioritering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Jeg har selv (før jeg læste David A. Schwartz' artikel) skrevet en længere artikel, der især går i dybden med FNs promovering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og som vil blive bragt i et dansk nyhedsmedie, sandsynligvis i løbet af denne uge, så hold øje med nyhedsstrømmen...

En liberal politiker på afveje

2005-08-29T22:58:00.000+02:00

Indtil for 3-4 måneder siden gik jeg rent faktisk og glædede mig til kommunalvalget. Endelig en lejlighed til at stemme på en politiker, Søren Pind, med en liberal profil og så tilmed som overborgmesterkandidat i Hovedstaden med mulighed for rent faktisk at ændre noget. I maj måned meldte Søren Pind så ud, at han mente løsningen på narkoproblemet på Vesterbro er, at gøre det ulovligt at være narkoman. Hvordan kriminalisering af narkomisbrug hænger sammen med den 1. af Søren Pinds (ellers udmærkede) 10 teser, der lyder, at ”mennesket først og fremmest tilhører sig selv” forbliver ubesvaret. Men selvejerskab er åbenbart ikke det eneste liberale kerneprincip Søren Pind er villig til at ofre for politisk gavn. Lighed for loven (”den vigtigste ”opfindelse” i det sidste årtusinde” som Janice Roger Brown har beskrevet dette fundamentale princip) må også vige for Søren Pinds ønske om at vinde borgmesterposten. Søren Pind foreslår nemlig, at indvandrere og disses efterkommere (folk som mig selv velsagtens) pålægges en aktiveringsgaranti, og at kontanthjælpskassen smækkes i såfremt denne gruppe borgere ikke tager imod sådanne tilbud. Endvidere foreslår Søren Pind, at udenlandske statsborgere udvises såfremt de tre gange er dømt for strafbare forhold, samt at denne gruppe ikke længere anvises almene boliger før beboerne i sådanne boliger afspejler befolkningens sammensætning.

Hvor mange generationer man skal have boet i Danmark for at undslippe aktiveringsgarantien melder forslaget ikke noget om, men dens indførsel vil i alle tilfælde medføre en fuldstændig arbitrær retstilstand. Forslaget om automatisk udvisning af udenlandske borgere, virker også uigennemtænkt og i strid med almindelige proportionalitetsprincipper. Der kan være god grund til at udvise en udenlandsk statsborger ved den første lovovertrædelse (f.eks. ved voldtægt og mord), mens udvisning for f.eks den samme persons overtrædelse af Straffelovens § 120, 197 og § 203 ville være for indgribende.

Hvad Søren Pind har fuldstændig i er, at Ritt Bjerregård ikke har nogen løsning på de sociale problemer, der findes med indvandrere og disses efterkommere inklusiv udøvelse af kriminalitet. Her kunne man så have håbet på, at en liberal politiker som Søren Pind ville have peget på velfærdsstatens indbyggede problem med f.eks. at absorbere lavt uddannet og ufaglært arbejdskraft, som værende (en stor del af) problemet.

Jeg har ikke opgivet at stemme på Søren Pind endnu, men det ville være rart med nogle liberale udmeldinger og gerne så hurtigt som muligt.

Tvivlsomme terroranbefalinger

2005-08-28T18:29:00.000+02:00

I dagens Jyllandspost kan man læse, at den internationale terrorekspert dr. Rohan Gunaratna, leder af International Centre for Political Violence & Terrorism Research i Singapore, opfordrer den danske regering til at indføre strammere anti-terror lovgivning. Gunaratna udtaler bl.a.

»Danmark kan ikke beskytte sig selv, hvis ikke de danske politikere tager nogle upopulære beslutninger, og det skal gøres så hurtigt, som muligt. Tillader vi fortsat ekstremisme, som England har gjort det tidligere, vil Danmark også blive udsat for et lignende angreb, som London har oplevet det,«

Jeg har tidligere skrevet, hvad jeg mener om den slags lovgivning som Gunaratna er en energisk fortaler for. WSWS.org (med hvem jeg naturligvis på ingen måde sympatiserer) har en interessant artikel om Gunaratna. Artiklens indhold kunne tyde på, at man skal tage Gunaratnas forskning og konklusioner med et gran salt. Guratna er særdeles skeptisk indstillet overfor grundlæggende frihedsrettigheder og retssikerhedsgarantier, hvilke han har foreslået indskrænket i både Tyskland, Australien og nu altså herhjemme.
Guratna skylder dog, at forklare hvordan terrorister i Egypten ved flere lejligheder, og senest i Sharm el Sheikh, har kunne slå til på trods af dette land siden 1967 har haft en ”Emergency Law”, der giver myndighederne nær uindskrænket magt til at bekæmpe terrorisme.

I stedet for at bruge tid på Guratnas tvivlsomme anbefalinger burde vores politikere læse noget Hayek:

”Freedom can be preserved only if it is treated as a supreme principle which must not be sacrificed for particular advantages.” (Law Legislation and Liberty vol. 1 p. 57.)

Var Stasi blot en almindelig efterretningstjeneste?

2005-08-26T17:29:00.000+02:00

På Danmarks Kommunistiske Parti/Leninister/Marxisters hjemmeside kan man finde en artikel, oprindeligt bragt i dagbladet Arbejderen., skrevet af Hanne Rosenvold. Denne artikel kommenterer bl.a. en artikel skrevet Thomas Wegener Friis, der omhandler DDR’s efterretningsvirksomhed. Hanne Rosenvold konkluderer, at artiklen:

”'afslører' for [hende] at se ikke nogen opsigtsvækkende nyheder. DDR havde, som vel hovedparten af Europas stater, også under den kolde krig en efterretningsvirksomhed!”

Hanne Rosenvolds kommentar demonstrerer på bedste vis, at fortrængelsen af kommunismens menneskefjendtlige gerninger lever i bedste velgående blandt nulevende kommunister. Der stadig er brug for en Bent Jensen og Richard Pipes (i hvert fald på dette område). Som det fremgår af dette uddrag af John E. Koehlers’s bog ”STASI the untold Story of the East German Secret Police”, var STASI så langt fra en efterretningsvirksomhed som dem der fungerede i ”hovedparten af Europas stater” under den kolde krig. Jeg skal her blot bringe enkelte af bogens citater:

"When the regime collapsed, the Stasi had 102,000 full-time officers and noncommissioned personnel on its rolls, including 11,000 members of the ministry's own special guards regiment. Between 1950 and 1989, a total of 274,000 persons served in the Stasi.

The people's ire was running equally strong against the regular Stasi informers, the inoffizielle Mitarbeiter (IMs). By 1995, 174,000 had been identified as IMs, or 2.5 percent of the total population between the ages of 18 and 60. Researchers were aghast when they found that about 10,000 IMs, or roughly 6 percent of the total, had not yet reached the age of 18. Since many records were destroyed, the exact number of IMs probably will never be determined; but 500,000 was cited as a realistic figure. Former Colonel Rainer Wiegand, who served in the Stasi counterintelligence directorate, estimated that the figure could go as high as 2 million, if occasional stool pigeons were included.

"The Stasi was much, much worse than the Gestapo, if you consider only the oppression of its own people," according to Simon Wiesenthal of Vienna, Austria, who has been hunting Nazi criminals for half a century. "The Gestapo had 40,000 officials watching a country of 80 million, while the Stasi employed 102,000 to control only 17 million.".

The Soviet Union's KGB employed about 480,000 full-time agents to oversee a nation of 280 million, which means there was one agent per 5,830 citizens. Using Wiesenthal's figures for the Nazi Gestapo, there was one officer for 2,000 people. The ratio for the Stasi was one secret policeman per 166 East Germans. When the regular informers are added, these ratios become much higher: In the Stasi's case, there would have been at least one spy watching every 66 citizens! When one adds in the estimated numbers of part-time snoops, the result is nothing short of monstrous: one informer per 6.5 citizens. It would not have been unreasonable to assume that at least one Stasi informer was present in any party of ten or twelve dinner guests."

Fører borgerlige flertal til mindre stat?

2005-08-25T13:37:00.000+02:00

For dem der stadig håber på, at den nuværende VK regering vil skærpe den borgerlige profil og med tiden søge at øge den personlig frihed (og ansvar) ved at slanke staten , er der deprimerende læsning at hente fra USA. Matt Welch Fra det libertarianske nyhedsmagasin Reason tager med udgangspunkt i en bog udgivet af the CATO Institute fat på at skose republikanerne, der 10 år efter the ”Gingrich revolution” ikke har indfriet løfterne om mindre stat og mere personlig frihed. Tværtimod, har the GOP udvidet statens beføjelser på en række områder. Welch har håndplukket nogle sigende citater fra bogen:

Cato President Ed Crane: "There are too many opponents of liberty within the Republican Party... Many in the Republican Party have focused exclusively on tax cuts and growing the economy without dealing with the tougher job of limiting government to its proper size....That strategy has sadly oriented the party away from a focus on individual freedom and restoration of constitutional government."

The Competitive Enterprise Institute's Clyde Wayne Crews, Jr.: "Most people assumed that Republican politicians replacing Democrats on Capitol Hill in 1995 would lead to small-government, anti-regulation policies. That assumption turned out to be wrong."

Cato education analyst David Salisbury: "Recent federal education spending increases have been massive. Gone is the idea that there is no constitutional role for the federal government in the nation's schools. Instead, the Department of Education has been adopted as the Republicans' favored stepchild. The last 10 years have been a great disappointment to people who felt that the 1994 elections signaled an effort to cut the federal government and remove from it areas such as education where it had no legitimate constitutional role."

Cato criminal justice specialist Timothy Lynch: "With respect to criminal justice policies, the Republicans not only squandered their mandate but now also preside over a burgeoning federal law enforcement bureaucracy....Instead of a revolution, the GOP has turned its back on the Tenth Amendment and embraced a big-government agenda."

Welch slutter af med følgende opsang til amerikanske liberarianere der stemmer GOP:

.This, finally, might just be the fruit of '94—a base mobilized not to reduce the scope of government, but to jeer at domestic enemies, conflate opposition to war with treason, and vote decisively against Michael Moore.

That self-described libertarians spend more time on these pursuits than noticing how their ideals continue to be mocked by the party they vote for is a testament to the alluring power of party-based populism. That Democratic activists seem eager to emulate key parts of this approach is a reason to curb your enthusiasm about the day when the Gingrich legacy gets the whipping it so richly deserves

Man kan med VKs udvidelse af den offentlige sektor med flere ansatte, stramning af udlændingeloven, forhøjede tilskud til børnefamilier, indførelse af diverse kanoner, stramme og centrale styring med folkeskolen og Foghs farvel til liberalismen på mange måder tegne en parallel til GOPs udvikling i U.S.A.

Når man så tænker på, at VK i modsætning til republikanerne er afhængig af et parlamentarisk støtteparti, DF, for hvem personlig frihed altid kan ofres ”sammenhængskraft”, ”danskhed”, ”kulturarv” og hvad de nu ellers finder essentielt for velfærdsstatens bevarelse, gør det ikke ens optimisme større. Man kan således måske nok forvente små gradvise ændringer af velfærdsstaten når velfærdskommissionen eller tilpas mange økonomiske analyser giver regeringen alibi hertil. Men sådanne ændringer vil altid være begrundet i ”nødvendighed” og med garantier for velfærdsstatens beståen. Sådanne ændringer vil ikke være med udgangspunkt i K og især Vs ideologiske ophav, der tilsiger en langt mere radikal ændring af velfærdssamfundet og forholdet imellem stat og individ.

En sammenhængende politik baseret på størst mulig frihed (og ansvar) til det enkelte menneske fremfor til staten, skal man derfor nok ikke sætte næsen opefter. Dertil er vores politiske kultur blevet for principløs.

Den dømmende magt slår tilbage

2005-08-24T10:33:00.000+02:00

[Redaktionel note: Dette indlæg fik jeg bragt i Politiken den 21 juli i år. Da debatten om anti-terror lovgivning er mere relevant end nogensinde med nye lovpakker på vej i en række europæiske lande, bringer jeg det dog også her. Retsstatsprincippet må selv i en terror tid forsvares mod drakonisk lovgivning, der indskrænker den personlige frihed. På baggrund af artiklen debatterede jeg i øvrigt terrorlovgivning i Deadline med Lars Hedegaard, klippet synes dog ikke længere tilgængeligt på DR2s hjemmeside.]

Den Tyske forfatningsdomstol har netop erklæret en tysk lov, der implementer EUs arrestordre for forfatningsstridig. I kølvandet på det Islamistiske terrorangreb på London, er domstolens afgørelse blevet mødt med kritik fra både politikere og eksperter. Det må endvidere forventes, at der blandt en stor del af de europæiske befolkninger vil være opbakning til anti-terror lovgivning, der giver politi og efterretningstjenester redskaber til forebyggelse og bekæmpelse af terror, der går videre end den lov som domstolen erklærede for ugyldig. Sådanne tiltag kunne f.eks. inkludere udvidet brug af hemmelig aflytning og overvågning, langvarige og hemmelige arrestationer uden fremstilling for en dommer, og retssager uden efterlevelse af fundamentale retsgarantier.

Det er utvivlsomt fristende (og meget menneskeligt) at give efter for sit raseri og sin afmagt når man konfronteres med kombinatonen af billeder af uskyldige ofre og de skyldiges svælgen og stolthed ved deres depraverede og i enhver henseende uforsvarlige handlinger. Men netop i sådanne situationer er det vigtigt at huske på, at historien viser, at anti-terror lovgivning fører til en forråelse af samfundet, til større utryghed og at anti-terror lovgivning i sidste ende er stort set virkningsløst mod en fjende så hensynsløs som fx Islamistiske terrorister.

Når politi og militær bliver givet udvidede beføjelser, der tilmed kan udøves i hemmelighed og uden overholdelse af på forhånd fastlagte procedurer opstår så godt som altid misbrug. Et godt eksempel herpå er Tyrkiet. Den tortur som vestlige politikere har konfronteret Tyrkiet med (og som nu er aftagende) skyldtes overvejende, at det tyrkiske militær og politik fik frit spil til at bekæmpe terrortruslen fra PKK. Denne frihed gik i høj grad udover den almindelige befolkning. Også i Nordirland, har civilbefolkningen måtte føle konsekvenserne af en hårdhændet britisk anti-terror politik, og Abu Ghraib er vel skole eksemplet på hvad vidtgående beføjelser kan medføre.

Den amerikanske tænketank ”the CATO Institute” har i en rapport fra 2002 påvist, hvordan man i USA over en periode på små 10 år konstant har strammet terror lovgivning uden, at kunne imødegå truslen. Efter det første angreb på World Trade Center i 1993 blev der således vedtaget ny terrorlovgivning. Dette forhindrede imidlertid ikke Timothy Mcveighs bombeattentat mod en statslig bygning i 1995. Alligevel strammede man endnu engang terrorlovgivningen. Det gik imidlertid galt igen i 1996, hvor en bombe sprængtes under OL i Atlanta. Præcis som før skred Præsident Clinton og Kongressen til handling. Disse nye initiativer kunne dog ikke forhindre 11. september 2001. Selv efter 11. september med indførslen af drastiske nye sikkerhedsforanstaltninger, lykkedes det den såkaldte ”sko-bomber” at smugle en bombe med på et rutefly.

Rapporten konkluderer, at strengere anti-terror lovgivning medfører en ond cirkel, idet nye terror angreb i sidste ende er uværgerlige, og at man til sidst vil have fuldstændig undergravet de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, såfremt man insisterer på konsekvent at møde nye terroranslag med stadig strengere lovgivning. Man kan vel sammenligne drakonisk terrorlovgivning med at trykke flere penge i en økonomisk krise, begge tiltag gør ondt værre.

Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal ses som et forsvar for de værdier og rettigheder et frit samfund er bygget på, og som ikke kan sættes ud af kraft uden at det frie samfund bliver illusorisk. Her står den tyske Forfatningsdomstol ikke alene. I 2004 afsagde den amerikanske Højesteret en afgørelse der medførte, at amerikanske statsborgere fanget som ”fjendtlige kombattanter” har krav på at blive stillet for en domstol. Samme år fastslog den øverste engelske domstol, House of Lords, at anti-terror lovgivning, der tillod myndighederne at tilbageholde udenlandske terrormistænkte på ubestemt tid, var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konsekvensen af terrorangreb skal selvfølgelig ikke være, at Vesten blot resignerer og tolerer, at dens borgere bliver ofret i blodbad efter blodbad. Politiet skal naturligvis have visse beføjelser til imødegåelse af terrorisme. Hvis jeg hver fredag går til bøn i en moske, hvis imam er kendt for at agitere for selvmordsangreb, må jeg derfor tåle, at der bliver holdt øje med mig. Men den almindelige borgers personlige frihed må ikke i mærkbar grad indskrænkes (uanset religiøst tilhørsforhold), ligesom, at indgreb overfor selv mistænkte terrorister i sidste ende skal være underlagt på forhånd fastlagte procedurer og domstolskontrol.

Det må endvidere være klart, at militær indgriben overfor lande, hvor der utvivlsomt forekommer aktiv støtte til og træning af terrorister, såsom Afghanistan under Taleban, ikke kan udelukkes.

Men det afgørende våben i kampen mod terrorisme må være ideologisk. Ligesom, at den kolde krig blev vundet ved det liberale demokratis åbenlyse overlegenhed i forhold til kommunismen, må det liberale demokratis overlegenhed i forhold til (enhver) form for religiøs fundamentalistisk statsform klarere fremhæves. Det bedste eksempel herpå er vel Iran, hvor den islamiske revolution har ført til undertrykkelse og forarmelse af store dele af den iranske befolkning, mens mange af de iranere der flygtede fra revolutionen har skabt velstand for dem selv og deres familier i Vesten som advokater, læger, ingeniører etc.

I denne ideologiske kamp er ovennævnte domme af afgørende betydning. At udstrække samfundets væsentligste værdier (i Vestens tilfælde fundamentale retsgarantier og frihedsrettigheder) til mennesker, som har viet deres liv (og død) til at knuse selvsamme værdier, ville jo være utænkeligt i det Kalifat som Islamisterne kæmper for. Dommene underminerer derfor forestillingen om, at Vesten diskriminerer mod og er fjendtligt indstillet overfor muslimer, og viser at det ikke er hykleri når Vesten taler om respekt for fundamentale frihedsrettigheder. Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal derfor anses som et anslag mod snarere end et knæfald for den internationale terrorisme.

Folkeligt oprør mod indgreb i ejendomsretten

2005-08-23T11:58:00.000+02:00

The Economist har en interessant artikel om et folkeligt oprør i USA mod en nylig Højesteretsafgørelse.

Den 23. juni afsagde den Amerikanske Højesteret med dommerstemmerne 5-4 afgørelsen i Kelo v. New London som kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom til offentlig brug (Peter Kurrild-Klitgaard har kommenteret afgørelsen på Punditokraterne). Den amerikanske Forfatnings 5. tillægs ordlyd om at privat ejendom kan eksproprieres til ”public use” blev tidligere fortolket som findende anvendelse ved bygning af motorveje, lufthavne og jernbaner etc. Men med afgørelsen i Kelo blev ”public use” fortolket udvidende således, at en delstat kan ekspropriere privat ejendom til opførelse af private bygge projekter der f.eks. vil medføre højere fremtidige skatteindtægter.

Afgørelsen har sat sindene i kog over hele U.S.A. Aktivistgrupper såsom f.eks. det libertarianske Institute for Justice har mobiliseret en kampagne mod afgørelsen. En ny Wall Street Journal/NBC meningsmåling fra juli viser samtidig, at et flertal af amerikanere nu mener, at ejendomsretten er det vigtigste emne for den amerikanske Højesteret. At ejendomsretten findes vigtigere end emner såsom f.eks. abort og adskillelse af kirke og stat, må siges at være bemærkelsesværdigt. Samtidig har flere delstater indført yderligere begrænsninger i adgangen til ekspropriation i deres forfatninger, og Kongressen har vedtaget en resolution, der tager afstand fra Kelo. Kongressen skal ligeledes tage stilling til et forslag om en forfatningsændring, der vil skærpe beskyttelsen af den private ejendomsret.

Opstandelsen i U.S.A., der altså allerede har medført en skærpelse af beskyttelsen af den private ejendomsret på delstatsniveau, viser, at man med den rette konkrete sag og argumentation kan mobilisere støtte for den private ejendomsret på tværs af samfundslag. Selvom den private ejendomsret fylder mere i amerikansk end dansk bevidsthed, er der således håb for, at vi herhjemme ligeledes vil blive mere opmærksomme på ejendomsrettens værdi som en grundlæggende og fundamental rettighed. Man kan kun håbe på, at vi i Danmark en dag vil se en lignende folkelig opstand mod den absurde mængde love og regler, der ofte gør ejendomsretten illusorisk, samt mod den svage beskyttelse vores Grundlov og domstole yder mod sådanne indgreb.

Connie og Planloven

2005-08-22T19:19:00.000+02:00

I torsdagens politiken kunne man læse, at Miljøminister Connie Hedegaard (CH) har nedlagt et foreløbigt veto mod opførelse af 13 nye supermarkeder i Vejle amt. Dette veto kan CH nedlægge som følge af Planloven, der giver miljøministeren en lang række beføjelser til at administrere og udstede bekendtgørelser på miljøområdet.

Planloven er på mange måder i direkte strid med retsstatsprincippet. Planlovens § 1 opstiller f.eks. en lang række formål såsom at:

”sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Samt

”1)
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner,
2)
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
3)
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource,
4)
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og
5)
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.”

Det siger sig selv, at hvad der ”udfra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering” udgør en ”hensigtsmæssig udvikling” er aldeles subjektivt og vil kunne anvendes efter forgodtbefindende af den ansvarlige beslutningstager. Udover at være selvmodsigende udgør loven på en lang række områder også en indskrænkning af den private ejendomsret, ved bl.a. at inddele landet i byggezoner, hvor visse typer af byggeri ikke er tilladt. Disse forhold samt ministerens vide adgang til regeludstedelse, medfører en arbitrær retstilstand. Planloven resulterer således i, at hverken kommuner, erhvervsdrivende eller borgere kan forudse hvilke regler der gælder, eller stole på at den for tiden gældende retstilstand bliver opretholdt. Planloven griber derfor aktuelt og potentielt ind i den sfære, som borgeren hidtil har troet fredet fra statslig indgriben.

Når nu Planloven bestemmer, at planlægningen af butiksområder skal bestemmes af politikere er det langt at foretrække, at sådanne afgørelser bliver truffet af lokale politikere i kommuner og amter fremfor fra centralt hold. På denne led sikrer man, at beslutninger om planlægning af lokalområder bliver truffet tættest muligt på de borgere der bliver direkte berørt deraf. Lokalpolitikere vil alt andet lige have bedre føling med lokalbefolkningen end en minister der tænker i stemmer på nationalt plan. Desuden er lokalpolitikere nemmere at slippe af med end ministre, såfremt de lokale borgere skulle blive utilfredse med tingenes tilstand. Ved at lade kommuner og amter bestemme selv opnår man tillige den fordel, at der bliver eksperimenteret med forskellige modeller. Det kunne således være, at man fandt ud af, at store butikscentre medførte vækst, flere arbejdspladser og større glæde i lokalbefolkningen.

Ytringsfrihed - også for ekstremister

2005-08-22T15:34:00.000+02:00

[Redaktionel note: Dette indlæg er tre uger gammelt og begivenhederne ligger muligvis ikke forrest i bevidstheden hos de fleste. Jeg synes dog, at emnet så væsentligt at jeg har valgt at bringe indlægget som det første her på Retsstaten.]

Med kort interval har politiet valgt at sigte formanden for Radio Holger, Kaj Wilhelmsen (KW), og formanden for Hizb ut-Tahrir, Fadi Abdullatif (FA), for henholdsvis overtrædelse af racismeparagraffen og trusler mod offentlig myndighed.

Sigtelsen mod KW kom efter dennes udtalelser om, at store dele af den muslimske befolkning i Vesteuropa burde tvangsdeporteres eller slås ihjel.

FA oversatte i november 2004 en pamflet fremstillet af en udenlandsk afdeling af Hizb ut-Tahrir der bl.a. opfordrede muslimer til at tage til Fallujah og kæmpe mod de allierede styrker samt at udrydde regenterne i de allieredes hjemlande, hvis de stod i vejen for sådanne hellige krigeres udrejse. Denne skrivelse har politiet fortolket således, at den udgør en trussel mod en eller flere medlemmer af regeringen. FA er i øvrigt tidligere dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for opfordring til drab på jøder.

Mennesker, der insisterer på at bedømme individet på dets ord og handlinger frem for dets tilhørsforhold til mere eller mindre arbitrært definerede grupper, vil og bør tage kraftigt afstand fra FA og KWs udtalelser. Udtalelserne viser på bedste vis den militante islamismes menneskefjendskhed og bekræfter, at europæisk nihilisme hverken døde med nazismens eller kommunismens fald.

Men spørgsmålet er om holdninger såsom dem, KW og FA er fremkommet med, hvor vederstyggelige de end måtte forekomme de fleste mennesker, bør sanktioneres med samfundets mest indgribende foranstaltning; frihedsberøvelse.

Fra et strengt juridisk synspunkt er politiet i KWs tilfælde på rimelig sikker grund. Der er utvivlsomt hjemmel i straffelovens §266b til at sanktionere ytringer som de fremsatte. Endvidere er der sandsynligvis ikke meget hjælp for KW at hente i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis artikel 10 stk. 1 ellers sikrer ytringsfriheden. For læser man artikel 10 stk. 2 fremgår det, at ytringsfriheden kan begrænses ved lov i det omfang sådanne begrænsninger er ”nødvendige i et demokratisk samfund” til beskyttelse af bl.a. offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse og/eller for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder. Endvidere fastslår EMRK artikel 17, at EMRK ikke må anvendes til virksomhed eller handlinger, der tilintetgør eller indskrænker rettighederne og frihederne i EMRK. På denne baggrund har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde afvist at behandle klager fra individer eller grupper, der er blevet straffet for bl.a. at fremkomme med nazistiske ytringer.

I FAs tilfælde må sigtelsen nok siges at hvile på et mere skrøbeligt juridisk grundlag.
Den foreliggende retspraksis viser ret entydigt, at § 119, stk. 1 hidtil alene er blevet anvendt ifm. meget konkrete trusler f.eks. i tilfælde, hvor kommunale sagsbehandlere har oplevet dødstrusler af borgere, der har følt sig forurettede. Det er svært at se, at FAs udsagn er en konkret trussel – også al den stund at der, mig bekendt, ikke har været en konkret sag, hvor de danske myndigheder har stoppet herboende muslimer fra at rejse til Fallujah.

Overfor de juridiske overvejelser skal dog gøres et andet synspunkt gældende, nemlig bibevarelsen af et frit samfund. I et frit samfund bør staten ikke stille borgerne til regnskab for deres holdninger. Ytringsfriheden må derfor være nær absolut. Kun i tilfælde, hvor et individ eller en gruppe af individer i klare og utvetydige vendinger opfordrer til fysiske overgreb på et klart og identificerbart individ eller gruppe, og sådanne opfordringer medfører en overhængende og umiddelbar fare for at de føres ud i livet, bør staten skride ind for at beskytte det truede individs liv og legeme.
Således undgås det, at det til hver en tid bestående politiske flertal gennem staten søger at undertrykke eller udrydde meninger eller holdninger, som ikke passer ind i flertallets verdensbillede. Endvidere undgås det at skabe martyrer af folk som KW og FA, hvis sørgelige udtalelser slet ikke fortjener den opmærksomhed, de er blevet tildelt af politikere og medier.

I et frit samfund giver borgernes frihedsrettighederne kun mening såfremt de lever og opbakkes af befolkningen. Enhver nogenlunde fornuftig borger bør derfor kunne indse, at både KWs og FAs udtalelser bunder i ideologier, der hylder en totalitær stat med alt, hvad det medfører af død og ødelæggelse. Såfremt man ikke kan stole på, at den altovervejende del af den danske befolkning selv kan indse dette, men skal ”beskyttes” fra sådanne ytringer af staten, hviler det frie samfund på lerfødder.

2005-08-22T08:29:00.000+02:00

Velkommen til Retsstaten. Der er indenfor de seneste år sket en imponerende vækst i antallet af sites, hvor der formidles tanker, ideer og kommentarer med udgangspunkt i den klassiske liberalisme. Fælles for disse sites, hvoraf flere har højt niveau, er, at fokus ofte er på økonomiske forhold. Dette er naturligvis fint i tråd med liberalismens ideologiske ophav, og der er bestemt behov for personer og fora der tør udfordre den herskende velfærdsstatskonsensus på det økonomiske område.

Den økonomiske fokus sker dog ofte på bekostning af fokus på emner og begivenheder, der har konsekvenser for den personlige frihed (omend det skal medgives at økonomisk og personlig frihed i høj grad overlapper). Det være sig den stigende politisering af alskens samfundsforhold, ny lovgivning og domstolsafgørelser.
Retsstaten vil forsøge at kompensere herfor ved at sætte (forsvaret for) den personlige frihed i højsædet. Retsstaten vil således bringe både korte nyhedskommentarer og længere analyser af både inden- og udenlandsk nyhedsstof med relevans for den individuelle og personlige frihed eller med andre ord; fundamentet for civilisation, moral og velstand.