Løftebrud

Jeg lovede i min seneste postering ikke at skrive mere om Islam-debatten i et stykke tid. Men her bare 6 dage efter mit løfte må jeg bryde det. Til mit forsvar skal det siges, at baggrunden for løftebruddet er glædelig, men jeg skal alligevel gøre det kort. JP bragte i tirsdags 49 almindelig muslimers holdninger til torvs. Ingen rasende imamer, fatwaer eller lignende, blot ganske almindelige mennesker, som tillige er muslimer. JP havde desuden en fornuftig leder i gårsdagens udgave. At sådanne tiltag har virkning kunne ses allerede blandt dagens læserbreve, der jo ellers overvejende har et noget andet indhold. Hatten af for JP, som jeg ellers har været lidt efter. Det ser ud til at JP ikke længere spiller blindt med på den kultur-konservative agenda, hvor religion og kultur opfattes som fuldstændigt absolutte størrelser, som opvejer og går forud for hensynet til individdet.

Kan man i øvrigt finde JPs leder eller artikel på Polemiken, Minut, Uriasposten eller Angantyr? Gæt selv kære læser.

Mere optimisme

I gårsdagens postering henviste jeg til et af Ronald Reagans yndlingscitater:

"you can go to live in France but you cannot become a Frenchman, you can go to Germany but cannot become a German[...]But anyone from any corner of the worldcan come to live in America and become American."

At den indstilling der underlægger citatet har spillet en afgørende rolle for den grad af loyalitet mod USA som også mange muslimske indvandrere føler, demonstreres i praksis af et par vigtige organisationer (der ikke står alene). Jeg har ofte henvist til Freemuslims. Men også American Islamic Forum for Democracy (AIFD) er værd at bemærke. AIFDs founding principles lyder som følger:

Mission: We proud citizens of the United States of America join together
as devoted and patriotic citizens and as devout Muslims in this forum in order
to serve as a vehicle for the discussion and public awareness of the complete
compatibility of America’s founding principles with the very personal faith of
Islam which we practice.
Core Principles and Goals:

1) To be a voice of

Muslim American citizenry in strong support of the following:

a) The devout practice of Islam and the Islamic concept of consultation and
consent (shura) as being wholly compatible with the American form of
democracy

b) The support of the separation of religion and
state as being perfectly non-contradictory with Koranic principles.

c) As United States citizens we support our American armed forces.

d) As United States citizens we support absolute and literal adherence to
our citizenship pledge.

e) We support our American interests,
domestic and foreign.

2) To raise the public consciousness regarding
the core principles above and the following additional goals and
beliefs:

a) We will promote tolerance in Islam as being a
fundamental principle of the Holy Koran.

i) We recognize the fact that there are no clergy in Islam and we accept the Koran as
our main reference for discussions regarding our faith.

ii) We as a group in recognition of democratic principles believe
that each Muslim is equally entitled to their opinion concerning the religion of
Islam.

b) We will work to educate the public regarding the
existence of a special relationship between Judaism, Christianity, and
Islam.

c) We will work to educate the public regarding the
current threat to America of radicals who exploit Islam through
militancy.

d) We explicitly refuse to acknowledge the
justification of any form of terrorism (the targeting of civilians and
non-combatants).

e) We believe in that religion is a matter for
individual beliefs without any role for the direct involvement of religion in
government.

f) We believe in the equality of the sexes which is
well established in the Koran.

g) We will work to promote and
enhance the understanding of Islam in America.

h) We will work
to express the consistency of the principles of Islam with economic principles
of free markets and capitalism.

i) We will work to promote and
enhance the education of Muslims in their history and development as it relates
to American democracy and freedom.

j) We will work to promote
the appreciation of the integral role of American patriotism and nationalism in
the life of Muslim youth in America.

k) We will work to
stimulate the principles which bring about increased understanding and
involvement of American Muslim citizens in American life

l) We will work to formulate expressions of positions on specific areas of American
foreign and domestic policy as they relate to American interests and as relevant
to the discussion of Islam and democratic principles

m) While as Muslims and American citizens we will take stands on many of the diverse foreign policy positions of our government, we feel it is necessary to make a
foundational position statement regarding the state of Israel. We stand in
support of the existing unqualified recognition of the state of Israel behind
internationally recognized borders.

n) We also separately stand in recognition of the need for the completion of the
formation of an independent Palestinian state on the current “occupied
territories” living side by side next to the established state of Israel.

Organisationer som AIFD og Free Muslims understreger klart behovet for at skelne mellem muslimer og bedømme det enkelte individ på dets handlinger og ord, ikke dets religiøse tilhørsforhold. Dette burde være naturligt for borgerlige, når man tænker på socialismens absurde opdelinger af mennesker i klasser og de blodige konsekvenser deraf. Men ak, der er desværre stadig ”socialists in all parties”, hvorfor der stadig er god grund til ikke at være konservativ.

En person der formår at skelne mellem fundamentalister og almindelige muslimer uden at ty til apologi, er Stephen Schwartz, der på Techcentralstation, har skrevet en glimrende artikel kaldet ”What is a moderate muslim?”.

Schwartz skriver bl.a.:

As we enter 2006, Islamic radicalism remains no less a challenge to the
world than it did four years ago. One of its chief aspects involves how
non-Muslims, who typically have little knowledge of Islam, may accurately
identify Muslim moderates.

Muslim moderation is defined by attitudes and
conduct, not by abstractions or historical precedents, which, as with all
religions, may be interpreted to support any ideological position. Observing and
analyzing Sunni Muslims by such positive, practical criteria is extremely easy.
There are more than a billion Sunnis in the world, and they are not all
jihadists or fundamentalists, so telling them apart should not be difficult with
a little effort. Identifying moderate Shia Muslims is harder, but one thing may
be said immediately: those who follow Ayatollah Ali Sistani in Iraq prove their
moderation daily, by their silent but effective support to the U.S.-led
liberation coalition.

[…]It seems unnecessary to add that those who
try to disclaim a link between Wahhabism and al-Qaida, or who blame al-Qaida on
American machinations, cannot be considered moderates. If a Sunni denies that
Wahhabism exists by saying “there is only Islam,” or tries to cover Wahhabism
with an ameliorative term like “Salafism” -- a fraudulent effort to equate
Wahhabism with the pioneers of the Islamic faith -- the individual is an
extremist. Such a radical will not, under any circumstances, declare his or her
opposition to Wahhabism per se. They may even claim that the whole concept was
invented by Westerners such as myself.
A parallel example may be cited from
the history of Communism. Stalinist Communists would repudiate the charge that
they were Communists, calling themselves progressives, liberals, or socialists.
They would deny that Communism intended anything malign toward the U.S.,
portraying America as an aggressor (something Islamists and Stalinists have in
common) but nonetheless claiming loyalty to it. They would often argue over
whether Stalinism even existed. And they would never denounce Stalin, even
though the entire planet knew about the atrocities of the Soviet regime. Neither
will Islamist radicals denounce Wahhabism.

Moderate Muslims may also be
identified by what they do not do, to contrast them with radicals. And at the
top of that list comes the practice of takfir, or declaring Muslims unbelievers
over differences of opinion. Takfir also includes describing the ordinary,
traditional Muslim majority in the world as having fallen into unbelief.
Takfir is used to justify the radical Sunni massacres of Shia Muslims in
Iraq. It underpins the ideology of the Saudi-Wahhabi sect, the extremist Sunni
Islamic Brotherhood in Egypt, and the bloodthirsty Sunni jihadist movements in
Pakistan. It also serves to bind together Muslim extremists through the illusion
that they belong to a purified elite. Islam is not, and never was, a radical or
fundamentalist religion in its mainstream practice, regardless of the fantasies
of Islamist fanatics and Islamophobes alike.

Moderate Muslims do not engage
in takfir. Shias shun takfir, including radical Shias, and Shias fighting
against Sunnis who persecute them do not practice takfir against their foes.
Enemies of terrorist Wahhabis do not accuse them of unbelief, but of
criminality. Traditional Muslims avoid accusations of unbelief, as they were
counseled to do by the Prophet Muhammad. The Prophet never anticipated that
Muslims would fall into unbelief.
Moderate Muslims, including Shias as well
as Sunnis, also do not refer to followers of other religions, especially Jews
and Christians, Zoroastrians, Hindus, and Buddhists, as unbelievers. The Koran
never refers to Jews and Christians as unbelievers, but as People of the Book,
worthy of respect and protection. Moderate Muslims adhere strictly to this
outlook.

[..]Moderate Muslims also do not reject allegiance to non-Muslim
governments. According to current interpretations of Shafi’i sharia, a major
school of Islamic jurisprudence through history, there are no countries where
Muslims are not required to obey local governments, for the security of their
communities. Moderate Muslims do not proclaim public loyalty to such governments
while privately counseling that Western governments are inferior to Muslim
religious decrees. They do not invent civil rights violations as a political
means of fighting Western authorities. Moderate Muslims recognize that Muslims
have more rights and opportunities for advancement in most Western countries
than in most Muslim lands.
Finally, moderate Muslims are not Arabocentric or
trapped in the rhetoric of Pakistan and elsewhere in the Indian subcontinent.
They recognize that the styles, idioms, and spiritual practices of Islam differ
considerably from Mali to Malaysia and from Bosnia to Botswana. Moderate Muslims
accept that such diversity should also exist among Muslims in the West; that
there can and will be an Islam that is fully American in its culture, as
Bosnians and Indonesians reflect the customs and cultures of their
lands.

[…]Is the Islamic establishment in the U.S. -- the Council on
American-Islamic Relations (CAIR), the Islamic Society of North America (ISNA),
and the Muslim Students Association of the U.S. and Canada (MSA) -- moderate?
No, it is not. Not one of these three groups has ever identified or criticized a
Muslim radical in the U.S., except to slander authentic moderates by trying to
portray them as extremists. To cite a few notable examples: the aforementioned
organizations, which I have called “the Wahhabi lobby.”

Jeg vil i øvrigt bestræbe mig på, at skrive om andet end Islam i det næste stykke tid. Debatten hænger mig rent faktisk ud af halsen. Men når nu så få borgerlige her i landet er tro mod egne principper når det kommer til dette emne, har det optaget mig en del. Der er rent faktisk mange andre emner, der interesserer mig langt mere og dem vil jeg søge at dyrke mere. Lars Hvidberg og jeg arbejder i øvrigt på et nyt koncept, som forhåbenligt bliver endog rigtigt spændende. Men mere om det på et andet tidspunkt...

Borgerligt lys i udlændingedebatten

Det ser ud som om, der blandt visse borgerlige politikere er sket et holdningsskifte i indvandrerdebatten og at man begynder at indse, at det at lægge sig i Dansk Folkepartis slipstrøm udover at bryde med klassiske borgerlige dyder såsom respekt for individet, tillige er ufrugtbart.

Peter Norsk har været en kærkommen stemme i JPs endeløse række af forudsigelige læserbreve og debatindlæg, hvor MUSLIMERNE i Danmark i selvretfærdige toner får læst og påskrevet om hvor tilbagestående, intolerante og samfundsskadelige de alle er.

Peter Norsk påpeger, ligesom jeg selv har gjort, at integration af muslimer rent faktisk i høj grad er lykkedes i U.S.A. :

Det er der to væsentlige grunde til: For det første, at man i USA har lov at
leve, som man vil med den religion og den påklædning, man nu en gang ønsker,
således at alle borgere føler sig respekteret af det omgivende samfund, og for
det andet, at udbetaling af sociale ydelser er begrænsede, således at man i
højere grad end i Danmark er tvunget til at arbejde.
Derfor er den bedste
integrationspolitik simpel: 1) Udvis respekt over for alle borgere uanset deres
etniske og religiøse baggrund, 2) ansæt i højere grad borgere med indvandrer- og
flygtningebaggrund i både private og offentlige stillinger og 3) begræns mest
muligt de passive overførselsindkomster.
Respekt og arbejde er den cocktail,
som vil mindske integrationsproblemerne.

Peter Norsk har med forslag 1 og 3 ramt ned i kernen af hvad, der skal til for at ændre på tilstandene herhjemme. Et af Ronald Reagans yndlingscitater som han ofte brugte ved offentlige lejligheder vedrørte netop indvandring:

"you can go to live in France but you cannot become a Frenchman, you can go to
Germany but cannot become a German[...]But anyone from any corner of the world
can come to live in America and become American."

Der er (uden sammenligning i øvrigt) lidt af Reagans ukuelige positive tone i Norsks indlæg, som gør godt midt i den negative strøm.

Forslag 2 som jeg læser som en opfordring til indførsel af positiv særbehandling kan jeg derimod ikke bifalde. Man skal som ”gammel dansker” naturligvis ikke straffes for sin herkomst således, at ringere kvalificerede indvandrere ansættes på bekostning af bedre kvalificerede gammel danskere. Dette ville netop bryde med princippet, om at præmissen for at indvandre hertil er at man klarer sig selv på lige vilkår med alle andre. På denne måde fjernes tillige en del af grobunden for modvilje overfor indvandrere, hvoraf en stor gruppe jo i dagens Danmark unægteligt belaster de offentlige kasser

Netop denne forståelse virker som kernen i et forslag, som Søren Pind og Irene Simonsen fra Venstre netop har offentliggjort, og ifølge hvilket velkvalificerede indvandrere skal have lov til at komme til landet for at søge arbejde. Forslaget virker rent faktisk til at være blevet vel modtaget på Christiansborg (med undtagelse af DF selvfølgelig).

Ovenstående formel (minus Norsks forslag 2) der ville søge at modvirke de værste konsekvenser af indvandring samtidig med at velfærdsstaten blev formindsket burde tiltrække borgerlige i langt højere grad end konfrontationskurs med et stort mindretal.

Frihed vinder terræn i Mellemøsten

I slutningen af december 2005 udgav den amerikanske NGO Freedom House deres Global Survey for 2006. Freedom House rapporter er værd at læse fordi de modsat andre NGOer indenfor demokratisering og menneskerettigheder alene kæmper for det liberale demokrati og klassiske negative frihedsrettigheder, ikke social retfærdighed i form af positive socio-økonomiske rettigheder. Freedom House’s rapporter er ligeledes fri for den ulidelige politiske korrekthed parret med anti-amerikansk og anti-kapitalistisk retorik, der præger typiske NGO’er indenfor samme område.

2006 rapporten er især bemærkelsesværdig fordi den vidner om små men signifikante landvindinger for frihed i Mellemøsten. Af rapporten fremgår det bl.a.:

The global survey, "Freedom in the World," shows that although the Middle East
continues to lag behind other regions, a measurable improvement can be seen in
freedom in several key Arab countries, as well as the Palestinian Authority. In
another key finding, the number of countries rated by Freedom House as Not Free
declined from 49 in 2004 to 45 for the year 2005, the lowest number of Not Free
societies identified by the survey in over a decade. In noteworthy country
developments, Ukraine and Indonesia saw their status improve from Partly Free to
Free; Afghanistan moved from Not Free to Partly Free; and the Philippines saw
its status decline from Free to Partly Free.

According to Thomas O. Melia, acting executive director of Freedom House, "The modest but heartening advances in the Arab Middle East result from activism by citizen groups and reforms by governments in about equal measures. This emerging trend reminds us that men and women in this region share the universal desire to live in free societies."
"As we welcome the stirrings of change in the Middle East," said
Mr. Melia, "it is equally important that we focus on the follow-through in other
regions and appreciate the importance of the continuing consolidation of
democracy in Indonesia, Ukraine, and other nations.

[…]Although the countries
of the Middle East lag behind other regions in areas such as adherence to
democratic standards, independent media, the rights of women, and the rule of
law, the past year witnessed modest positive trends. Lebanon experienced the
most significant improvement; its status improved from Not Free to Partly Free
due to major improvements in both political rights and civil liberties that
followed the withdrawal of Syrian occupation forces. Elections exhibiting
increased competition in Iraq, Egypt, and the Palestinian territories; the
introduction of women's suffrage in Kuwait; and improvements in Saudi Arabia's
media environment are among other encouraging signs in the region.”

Det er også værd at bemærke at verdens folkerigeste muslimske land Indonesien er gået fra at være "partly free" til "free". Indonesien er altså mere frit end en række kristne latin-amerikanske lande såsom Ecuador, Colombia, Paraguay, og interessant nok også friere end europæiske Rusland.

Som jeg også har skrevet om på Punditokraterne er der altså grund til at nære optimisme med hensyn til udbredelsen af basale frihedsrettigheder i den muslimske verden. Bevares, der er lang vej igen og udviklingen kan vende, men som den amerikanske konservative debattør Michael Novak, citerende Solzhenitsyn, udtalte det i sin åbningstale til the “Hayek Lecture”: "the idea of truth is more powerful than all the arms in the world, and what he [Solzhenitsyn] wrote seemed in 1977 so unlikely of realization - and yet we saw the Soviet tanks halt before flowers held by civilians in 1991."

Talen der i høj grad omhandler hvad der taler henholdsvis for og imod det liberale demokratis udbredelse i muslimske lande er i øvrigt interessant læsning og, dybt kristne og konservative, Novak konkluderer, at der en grund til behersket optimisme. Hvis bare danske kultur-konservative udviste samme tro på de grundlæggende idealer som de kritiserer muslimske lande for at mangle. Men man skal nok ikke regne med at se Freedom House’s rapport citeret på Uriasposten, Polemikken, Angantyr, Filtrat, Minut eller de øvrige kultur-konservative blogs, hvor den negative automatpilot er sat til og ensidigheden (med ganske få undtagelser) råder frit.

Liberalisme i praksis

I Weekendavisen kan man læse en forfriskende artikel om Estland og den frie økonomi, som hersker der. Artiklen kan ikke helt slippe den lidt ironiske og overbærende tone som danske medier ofte anlægger når det handler om den ”åndløse og materialistiske” liberalisme og kapitalisme. Artiklen undlader heller ikke at fortælle, at uligheden er stor mellem rig og fattig i Estland, men man får til gengæld ikke at vide hvad gennemsnitsindkomsten for en fattig ester er. Mon ikke den er højere end i nogle af de omgivende lande, hvor ligheden bliver tvangshåndhævet af politikere?
På trods af ovenstående kan artiklen ikke skjule, at Estland er en solstrålehistorie og den bramfrie måde politikerne omtaler problemer såsom bureaukratiseringen og centralisering i EU, skatteprocenter og overførselsindkomster på kan man som dansker kun misunde, når man er vant til vores hjemlige politikere, der får nervøse trækninger så snart der stilles spørgsmål ved velfærdsstaten. Her lidt pluk fra Artiklen skrevet, der er af Klaus Wivel:

Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var Estland en socialistisk ruin, og her
kunne nationen være gået i stå i salvelsesfuld national selvretfærdighed og søgt
sympati hos omverdenen for de mange års brutale kolonisering. Andre lande, ingen
nævnt, alle glemt, bruger stadig et kolonistyre, som ikke har været der i
årtier, som undskyldning for det forfald, de er havnet i.De kunne også have
ladet en korrupt tyran tage over. Man skal ikke særlig langt syd eller øst på,
til Hviderusland eller ja, Rusland, før skræmmeeksemplerne springer op ad æsken.
Ikke engang ’den orange revolution’ i Ukraine ser ud til at have ført landet ud
af sumpen. Esterne ved godt, at det kunne have set meget anderledes ud.I
stedet... ja, i stedet har esterne bygget dette pragtværk af en mall, åbent til
sent lørdag aften, åbent til sent søndag aften, imødekommende og grimt, ingen
arkitektonisk lir, men masser af gode tilbud, alt hvad du behøver, demokrati og
kapitalisme for fuld udblæsning.»Når Estland er det af det tidligere østlande,
der klarer sig bedst, skyldes det to ting: De finske turister, som står for over
en tredjedel af vores økonomi. Og den ekstremt liberale økonomi. Estland har opbygget en nation, der er et omvendt spejlbillede af det kommunistiske.«

I dag kalder liberale tænketanke Estland for et af de økonomisk set frieste lande i verden, helt sikkert det frieste i EU. Da Sovjet faldt, blev 90 procent af alle
statslige virksomheder privatiseret, og man skal ikke betale skat, hvis man vil
investere i firmaer. Derfor er der mange udenlandske forretninger, som slår sig
ned i Estland, og Tallinn har da også fået sin del af spritnye høje
spejlglasbygninger i mærkelige trekantede former, som åbenbart er obligatoriske
for enhver by i vækst.Esterne har en skatteprocent på 24, den såkaldte »flade
skat«, som flere andre østeuropæiske lande har indført. Det vil sige, at moms,
indkomstskat, osv. er den samme - man betaler ikke procentvis mere i skat, jo
mere man tjener.

Toldtariffer og andre hindringer for udenlandsk handel er blevet fjernet, et andet internationalt særsyn. Samtidig blev det nationale budget holdt, og arbejdsløsheden er i dag nede på syv procent. Estland var det første baltiske land, som overholdt de krav, EU havde sat for medlemskab

Da overmagten forsvandt, stod Estland med en lang række
politikere og embedsmænd, som var gamle og dovne. De talte russisk og tænke
sovjetisk - det, de kunne, var der ingen, der havde brug for. Det stik modsatte
var påkrævet: Man skulle kunne tale europæisk og tænke amerikansk. Det blev de
unge i 20rne og begyndelsen af 30rne, som fik poster som ministre, borgmestre og
bankdirektører. For dem var statsmagten ikke nødvendigvis nogen godgørende
forening. De byggede bankvæsnet op fra grunden, reformerede økonomien til
ukendelighed og stablede en hær på benene. Ironien er, at det ikke bliver
Rusland, som sætter en stopper for himmelfarten. Det bliver Gamle Europa.»Efter
vi er kommet med i EU, vil det hele nok gå lidt langsommere igen, for vi behøver
ikke længere være så paranoide over, om russerne skulle finde på at besætte os
igen.

«De unge estere ser på EU på samme måde som briterne. De går ikke ind for
et stærkt EU, og de ønsker, at landbrugsstøtten skal fjernes.»Det er paradokset:
Vi ønskede brændende at blive en del af EU, men nu ser vi, at unionen kan skade
vores økonomi og trække os i en mere socialistisk retning. EU har kun en vækst
på 2-3 procent, men vores for øjeblikket er mellem dobbelt og fem gange så
høj.Vi fatter ikke, hvorfor EU smider så mange penge efter landbruget. Det
smadrer jo markedet. Og nu bliver også vi nødt til at tage imod EU-penge til
landbruget. Indtil nu har vi været det eneste øst-europæiske land, som ikke har
subsidieret vores landbrug.«For Lauri Luiki er der faldet en stor skygge ind
over udsigten til et endnu mere liberalt Estland.»For tre år siden var jeg
svoren tilhænger af EU-medlemskab, men i dag er jeg kommet stærkt i tvivl. Det
er jo helt vildt, så bureaukratisk EU er, så langsommelig. Vi er ved at bevæge
os i en mere socialistisk retning, og det er EUs skyld - selv inden for vores
eget parti er man begyndt at slække på ideologien. I Estland skal man ikke
betale skat, hvis man vil investere i virksomheder, men det er forbudt ifølge
EU, og fra 2009 er vi tvunget til at ændre den lov.«Jeg fortæller ham om Søren
Pinds 10 teser - de teser, en gruppe liberale i Venstre omkring Københavns nu
tidligere borgmester lavede for et par år siden. En af teserne var blandt andet,
at skatten i Danmark ikke skulle overstige 50 procent. Anders Fogh Rasmussens
reaktion var nådesløs: Gruppen blev totalt frosset ud.Lauri Luiki ser forarget
på mig:»Det er jo sindssygt. Der kunne jeg ikke tænke på at bo. Hvorfor er
mennesker, der tjener penge, suspekte? Hvorfor skal de betale så meget? Mon ikke
vi hver især bedst selv ved, hvad vores penge skal gå til?«

Paavo Pärn tager over:»Vores overbevisninger er stærke, fordi vi ved, hvad vi ikke vil have. Og vores liberale ideer har vist sig at bære frugt. Vi vil undgå de fejl, de
europæiske velfærdsdemokratier har begået. I Europa er der masser af mennesker,
som ikke arbejder, fordi det ikke kan betale sig. Understøttelsen er simpelt hen
for høj.«»Hvorfor er det gået Moldova dårligt og Estland godt? Det er aldrig
lykkedes for Moldova at slippe af med sit kommunistiske regime efter
Sovjetunionens fald. I dag er Moldova nøjagtig samme sted, som Estland var for
15 år siden. Det er gamle, korrupte mennesker, der bestyrer landet -
præsidentens søn er for eksempel den rigeste forretningsmand i landet. Den
politiske elite har ikke villet privatisere, og de har ikke villet forynge den
politiske elite.«

Estlands eksempel er væsentligt at huske på, når liberale får skudt i skoene, at liberalismen fører til den sociale massegrav, er irrelevant i postindustrielle videnssamfund eller er udtryk for abstrakt utopi på linje med socialismen hvis indførelse vil medføre samfundets undergang. Freedom matters!

Endelig

Endelig! I weekendavisen kan man læse, at en gruppe danske muslimer inspireret af Naser Khader, vil skabe et netværk, der skal søge at skabe et mere billede af danske muslimer end det der typisk gengives i danske medier. Altså et opgør med Abu Laban, Wahid Petersen og alle de andre kvart, halv eller hel fundamentalister, som normalt får lov til at tegne danske muslimer i offentligheden. Der er et skrigende behov for sådanne initiativer i Europa, og det bliver forhåbentligt et godt eksempel på hvorledes nogle få menneskers initiativ kan føre positive forandringer med sig.

Det er interessant at notere sig at initiativet er blevet forbigået i tavshed på Uriasposten, Filtrat og Minut. Det gør det jo unægtelig lidt svært at tage den daglige forargelse disse blogs (nogle gange med rette) udgyder over ensidigheden af mediernes dækning af Islam og udlændingepolitikken alvorligt.

To politikere ved navn Khan

I forlængelse af mit debatindlæg i JP og debatten på Punditokraterne om konsekvenserne af indvandring i hhv USA og Europa er følgende lille historie meget betegnende. I Danmark har vi en muslimsk indvandrerpolitiker ved Navn Wallaith Khan. Udover at være særdeles illoyal har han tillige givet udtryk for sympati overfor ekstremistiske muslimske organisationer.

I U.S.A. har man også en muslimsk politiker ved navn (Arif) Khan. Khan er rent faktisk det Libertarianske partis kandidat til senator for Wisconsin. Khans politiske budskaber kan læses ud af følgende interview:

“It is time to reign the government back within the confines of the
Constitution,”
Although public funds are available for candidates, Khan has
refused to make use of them, something that both major-party candidates have
readily done. He emphasizes the grass-roots element of his campaign, in
contrast to those of his opponents. “One of the things that we are trying
to do is to not be like everyone else,” Khan says. “We are not going to
pander to special interests or be beholden to anyone who gave us money.”
Khan believes that the government is too large, and thinks that America
needs to look inward, rather than outward, in order to get back to what the
writers of the Constitution had intended. “It takes 67 percent of the
national budget just to run the government, its so big” he says. “This is
why the deficit is so high.”

He cites the removal of U.S. troops from stations abroad as his first
order of business, should he be elected. “I would foster cordial
relationships with other countries, not tangling alliances,” he says of his
foreign policy. “We are not responsible for the rest of the world.
My allegiance is to defend the United States, not to police other
countries.”
Khan also emphasizes his desire to repeal the PATRIOT Act, a law
that he views as “totally unconstitutional.” Furthermore, he would improve
education in the country, noting that the United States has fallen to 29th in
the world ranking in science among students, from first in the 1960’s, and that
young people’s command of language has decreased as well. “[Students]
don’t know the difference between verbs and adverbs,” Khan says.

Khan offers voters an option of change from what he sees as a trend of
war and deficit spending.
“They are going to continue to tax us more and pass
unconstitutional laws,” Khan says. “If this is what you want, vote for my
opponents.”

I modsætning til Wallaith Khan har Arif Khan ikke brug for to tunger, en til sit pakistanske bagland og en til den brede offentlighed. Her kan læses om et møde mellem Khan og muslimske forretningsfolk i Wisconsin, hvor af det bla. fremgår, at:

“The members of the Muslim Professional Association, who have yet to endorse a
candidate for U.S. senator or president, enjoyed hearing from the Libertarian
candidates.
"I just recently became a U.S. citizen and I can't wait to make
my first vote Libertarian," said Umar Akram, a college student whose family
moved from Pakistan to the United States in 1997.
Akram was one of the more
than 25 attendees who requested more information regarding the Libertarian Party
and its candidates.
Libertarian National Committee member Jeremy Keil said he
was amazed at the excitement the Libertarian candidates generated.
"The
Muslim professionals I spoke with have a deep love for this country and a deep
love of freedom," he said. "But they want their voice heard. They were excited
that the Libertarians are reaching out to their community and feel that we may
become their voice in politics.
"If we as a party can help empower the Muslim
community through the political process, we can build a foundation for reaching
out to other constituencies, such as small business owners, that are politically
active and believe in Libertarian ideals."
Richard Campagna said he was
delighted to spend the afternoon campaigning with Khan.
"As a Muslim small
businessman, Arif Khan knows that government is often at odds with both Muslims
and small business owners," he said. "His campaign for Senate will reach out to
these constituencies and be their voice in the political arena. I look forward
to more campaign trips to Wisconsin as we reach out to communities that agree
with the Libertarian Party and are willing to help build a party that will
empower them."
The Libertarian Party could be Muslim Americans' ticket to
changing the way they are viewed in America, Khan said.
"It is incumbent upon
all Muslims to dispel the myth that we are all terrorists and war mongers and
butchers as portrayed by the media," he said. "I think the only party capable of
doing that is the Libertarian Party, since we are the only ones actually willing
to listen and pay attention and then do the sensible thing."

I det muslimske miljø er der således ikke bare opbakning til U.S.As grundlæggende værdier om individual frihed, hersker der tilsyneladende også en følelse af, at hver enkelt muslim har ansvar for at lægge afstand til fundamentalisme og tyranni. Holdninger der desværre står i grel kontrast til den indadvendthed og offermentalitet der præger mange europæiske muslimer.
Mon ikke situationen i Europa ville være sammenlignelig hvis vi gik mere op i frihed end tryghed?

Frankrig II

Jeg har et længere læserbrev i dagens JP omhandlende situationen i Frankrig. Det skal tilføjes at overskriften er valgt af JP ikke af mig.

Frankrig

Optøjerne i Frankrig har givet anledning til mange skriverier om årsagerne dertil. Venstrefløjen ser dem typisk som udtryk for et mere eller mindre racistisk Frankrig, hvorfor løsningen må være mere målrettet offentligstøtte til de misforståede unge. For de kulturkonservative er optøjerne derimod bekræftelsen på, at indvandring, især fra muslimske lande, uundgåeligt medfører konflikt og samfundets sammenbrud (visse er endda gået så langt at sammenligne optøjerne med en intifada).

Ikke overraskende er det i (klassisk) liberale medier såsom Wall Street Journal og the Economist, at de mere nøgterne og velargumenterede forsøg på forklaringer findes. Forklaringer som især venstrefløjens men også de kulturkonservative givetvis vil have svært ved at gendrive.

I Wall Street Journals leder af i fredags kaldet ”How to create a Muslim underclass” hedder det bl.a.:

The first thing that needs illuminating is that, while the overwhelming majority
of rioters are Muslim, it is premature at best to describe the rioting as an
"intifada" or some other term denoting religiously or culturally inspired
violence. And it is flat-out wrong to claim that the rioting is a consequence of
liberal immigration policies.
Consider the contrast with the U.S. Between
1978 and 2002, the percentage of foreign-born Americans nearly doubled, to 12%
from 6.2%. At the same time, the five-year average unemployment rate declined to
5.1% from 7.3%. Among immigrants, median family incomes rose by roughly $10,000
for every 10 years they remained in the country.
These statistics hold
across immigrant groups, including ones that U.S. nativist groups claim are
"unassimilable." Take Muslims, some two million of whom live in America.
According to a 2004 survey by Zogby International, two-thirds are immigrants,
59% have a college education and the overwhelming majority are middle-class,
with one in three having annual incomes of more than $75,000. Their
intermarriage rate is 21%, nearly identical to that of other religious groups.
It's true that France's Muslim population--some five million out of a total
of 60 million--is much larger than America's. They also generally arrived in
France much poorer. But the significant difference between U.S. and French
Muslims is that the former inhabit a country of economic opportunity and social
mobility, which generally has led to their successful assimilation into the
mainstream of American life. This has been the case despite the best efforts of
multiculturalists on the right and left to extol fixed racial, ethnic and
religious identities at the expense of the traditionally adaptive, supple
American one.
In France, the opposite applies. Mass Muslim migration to
France began in the 1960s, a period of very low unemployment and industrial
labor shortages. Today, French unemployment is close to 10%, or double the U.S.
rate. Unlike in the U.S., French culture eschews multiculturalism and puts a
heavy premium on the concept of "Frenchness." Yet that hasn't provided much
cushion for increasingly impoverished and thus estranged Muslim communities,
which tend to be segregated into isolated and generally unpoliced suburban
cities called banlieues. There, youth unemployment runs to 40%, and crime, drug
addiction and hooliganism are endemic.
This is not to say that Muslim
cultural practices are irrelevant. For Muslim women especially, the misery of
the banlieues is compounded by a culture of female submission, often violently
enforced. Nor should anyone rule out the possibility that Islamic radicals will
exploit the mayhem for their own ends. But whatever else might be said about the
Muslim attributes of the French rioters, the fact is that the pathologies of the
banlieues are similar to those of inner cities everywhere. What France suffers
from, fundamentally, is neither a "Muslim problem" nor an "immigration problem."
It is an underclass problem.
French Prime Minister Dominique de Villepin
almost put his finger on the problem when he promised to introduce legislation
to ease the economic plight of the banlieues. But aside from the useful
suggestion of "enterprise zones," most of the legislation smacked of
big-government solutions: community centers, training programs and so on.
The larger problem for the prime minister is that France's underclass is a
consequence of the structure of the French economy, in which the state accounts
for nearly half of gross domestic product and roughly a quarter of employment.
French workers, both in the public and private sectors, enjoy GM-like benefits
in pensions, early retirement, working hours and vacations, sick- and maternity
leave, and job security--all of which is militantly enforced by strike-happy
labor unions. The predictable result is that there is little job turnover and
little net new job creation. Leave aside the debilitating effects of
unemployment insurance and welfare on the underclass: Who would employ them if
they actually sought work?

Og løsningen:

For France, the good news is that these problems can be solved, principally be
deregulating labor markets, reducing taxes, reforming the pension system and
breaking the stranglehold of unions on economic life. The bad news is the
entrenched cultural resistance to those solutions--not on the part of angry
Muslim youth, but from the employed half of French society that refuses to
relinquish their subsidized existences for the sake of the "solidarity" they
profess to hold dear. So far, most attempts at reform have failed, mainly due to
a combination of union militancy and political timidity.

The Economist skriver:

A much greater contributor than Islam to the
malaise in the suburbs is the lack of jobs. Mr Chirac promised in 1995 that
unemployment would be his top priority, an assertion repeated ten years on by
his new prime minister, Dominique de Villepin, when he took office last May. It
is here, not in esoteric disputes over different models of assimilation,
integration or multiculturalism, that the biggest differences between France and
countries such as America and Britain are to be found (see article).
Over the past decade the British and American economies have generated
impressive growth and plenty of new jobs; the French economy has failed on both
counts.
Why? The main answer is that the French labour market is throttled by
restrictions such as the 35-hour week, a high minimum wage, and tough hiring and
firing rules. Yet even after a decade in office, the supposedly centre-right Mr
Chirac has made little effort to relax these restrictions. The few measures that
his government has cautiously put in place to open up the labour market have
served mainly to entrench a two-tier system, in which insiders continue to
benefit from job and wage protections that are denied to outsiders. Rather than
tackle the fundamental causes of France's high unemployment, Mr Chirac has
recently taken to railing against the evils of Anglo-Saxon market economics and
liberalism (which he has termed the new communism).
It is, of course, the
outsiders, especially the young, unskilled and ill-educated who come
disproportionately from ethnic minorities, who pay the price—and it is these
people who have led the riots. Not only do they feel economically and socially
ostracised; they also see a political elite that appears aloof and detached from
the troubles of their daily life. No wonder so many are affronted by the
language of Nicolas Sarkozy, the interior minister, who dubbed the rioters
“scum” and has promised to expel any foreigners among them.

Disse faktorer fratager naturligvis ikke de enkelte deltager i optøjerne for deres personlige ansvar for deres kriminelle handlinger, som efter min mening bør straffes i videst muligt omfang. Men de data som artiklerne, især WSJ’s, henviser til demonstrerer, at indvandring af lavtuddannet arbejdskraft selv fra ”kulturfremmede” lande kan skabe dynamik og medføre velstand ikke bare for indvandrerne selv men også for modtagerlandet. Hvor det således, bør være udenfor diskussion, at en velfærdsstat og masseindvandring er uforlignelige størrelser (hvorfor jeg anser det som sandsynligt at scenerne fra Paris vil udspille sig i Danmark), kan det samtidig konstateres, at de kulturkonservative ikke har ret i, at ”multikulturalisme” og (betydelig) indvandring automatisk medfører samfundets undergang. Undergangen risikerer kun at indtræde såfremt samfundet er ”socialt” eller ”solidarisk” indrettet såsom i Frankrig og i nogen ringere grad Danmark. Sådanne konklusioner er nok værd at medtage i fremtidige diskussioner om indvandring her i landet hvor debatten primært synes at stå mellem venstrefløjen som prædiker ”åbne grænser og åbne kasser” og de kulturkonservative der bare prædiker lukkede grænser.

Mere ytringsfrihed

En række danske muslimer, nu også støttet af 11 amabassadører fra muslimske lande, har klaget over afbildningen af Muhammad i JP. Jeg er ikke i tvivl om at JP ønskede at provokere og græder tørre tårer over de trusler de har modtaget (vist nok fra en 17 årig skarnsknægt), hvorfor JPs forargelse forargelse forekommer mig noget hul. Men JP skal naturligvis have lov til at provokere og fremme deres islamskeptiske synspunkter, det skal hverken den danske stat eller andre stater blande sig i.

I Italien er Silvio Berlusconi nu blevet sur over, at nogle komikere har gjort grin, ikke med Muhammad, men med Berlusconi selv som Politiken kan berette. Berlusconi har før vist sig parat til at fjerne kritiske røster i medierne med en særdeles ucharmerende form for magtmisbrug. Dene form for statslig indskrænkning af ytringsfriheden er i mine øjne langt mere alvorlig og bekymrende end en fanatisk minoritet, der føler sig gået for nær. Minoriter har ikke politisk magt og det ville være synd at sige, at fatwaen mod Salman Rushdie og mordet på Theo Van Gogh har kvalt debatten om Islam i Europa. Staten derimod kan sætte hele sit tvangsapparat ind bag dens forbud, endog med loven i hånd. Hermed kvæles den frie debat først rigtigt effektivt og staten står derefter fri til at foretage sig hvad den vil uden at kunne kritiseres derfor.

Frevert II

Ovenpå Louise Freverts (eller hendes rådgivers) udtalelser om muslimer på Freverts hjemmeside og i hendes bog har en række caféer besluttet at aflyse debatmøder, hvor Frevert ellers skulle deltage.

Det har fået JP til at skrive en leder, hvori det bl.a. lyder:

Ytringsfriheden burde dog af principielle årsager ikke være begrænset i den
anledning, men efter gældende lov er det i dag i retten, at der trækkes grænser
for, hvad man kan tillade sig af grove og racistiske udtalelser, når forløbet er
klarlagt.
Således er det i ytringsfrihedens navn yderst betænkeligt, at
Louise Frevert nægtes adgang til et valgmøde med andre politikere på restaurant
Hatoba i København af stedets ejer, og at en caféejer i Vanløse overvejer at
gøre noget lignende.
Det er en god demokratisk spilleregel at lytte til
folks holdninger og opponere mod dem, hvis man ikke kan lide dem. Ved at
frakende Louise Frevert retten til at ytre sig dømmes hun også på forhånd, men
det er alene domstolenes opgave at dømme, hvis loven er overtrådt

Jeg kan ikke dele JPs konklusion. De omtalte caféer er privatejede og hvis den private ejendomsret skal have mening må man have lov til at bestemme, at folk som man ikke bryder sig om ikke kan få adgang til ens ejendom. Jeg må således respektere, at Jonny Hansen alene på grund af min hudfarve ikke vil tillade mig ind bag hans flotte rækværk i Greve. Kun hvis en eller flere borgere anvendte vold, eller en overhængende trussel derom, for at stoppe Freverts udtalelser bør staten skride ind og beskytte Frevert.

Hvorvidt caféerne er berettigede til at udelukke Frevert må derfor afgøres udfra hvad der er aftalt parterne imellem (hvis en sådan er indgået). Såfremt det fremgår af aftalen, at den kan ophæves hvis en af de deltagende fremkommer med udtalelser eller udviser adfærd der kan skade caféens omdømme er ophævelsen i orden. En sådan formodning kan måske også indfortolkes som en stiltiende forudsætning for aftalen. Dog kan man mod dette synspunkt indvende, at caféen må eller burde have været vidende om Freverts synspunkter, idet de jo fremgik af både bog og internetside før aftalens indgåelse.

Anders Fogh Rasmussen

Jeg har først lige fået læst Anders Fogh Rasmussens famøse bog ”Fra socialstat til minimalstat en liberal strategi” som kan findes online her. Jeg må sige, at bogen efterlod mig rystet af to grunde. For det første var det ikke klart gået op for mig, at AFR var rettighedsliberalist (jeg troede faktisk at han var nytteværdisliberalist) og hvor kompromisløst men samtidigt velargumentet et forsvar for naturlige rettigheder bogen er. Det er en fantastisk vision AFR præsenterer sin læser for. At han turde skrive bogen på et tidspunkt, hvor han var en prominent politiker og tidligere minister med store ambitioner gør ikke hans præstation mindre. Der er mange passager i bogen der fortjener gengivelse følgende er blot et udpluk:

Meningen med menneskelivet er altså at stræbe efter det gode liv. Der er en
fordring til os om at realisere os selv som eksisterende.

For at
kunne leve op til denne fordring må det enkelte menneske naturnødvendigt være
sikret nogle rettigheder, der beskytter muligheden for at stræbe efter det gode
liv. Helt fundamentalt må mennesket være sikret retten til sit eget liv. Hvis
ikke vi har retten til vort eget liv, kan vi ikke udføre det, der er hvert
menneskes opgave: At tænke og handle i overensstemmelse med vor fornuft for at
nå det gode liv. Alternativet til at mennesket ejer sit eget liv er absurd: Hvis
alle ejer hinanden, er menneskeligt liv umuligt, fordi ingen så ville kunne
handle uden godkendelse fra alle andre. Retten til liv følger således af, at
mennesket tilhører sig selv og ingen andre.

For at kunne stræbe
efter det gode liv må mennesket foruden retten til liv også være sikret frihed
til at foretage de handlinger og valg, som giver det gode liv indhold. Retten
til frihed følger således af, at det enkelte menneske har en naturlig ret til
selvbestemmelse for at beskytte muligheden for at stræbe efter det gode liv.
Frihed er fravær af tvang. Derfor er det som udgangspunkt amoralsk og
forbryderisk at tvinge et menneske mod dets vilje. Retten til frihed kan
fundamentalt set begrundes i selvejerskabet: Når mennesket har retten til sit
eget liv, så må ingen forhindre det enkelte menneske i at bruge sit liv.

Vi kan i virkeligheden sige, at den grundlæggende rettighed er
ejendomsretten til sin egen person. For det er selvejerskabet, som avler retten
til livet, retten til at være fri for tvang og retten til personlig ejendom.

Retten til liv, frihed og ejendom er en så fundamental
forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at vi kan kalde de tre
rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de
følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske
alene i kraft af at være menneske, de eksisterer uafhængigt af konventioner og
aftaler, de er absolutte og ukrænkelige.

De naturlige rettigheder
er frihedsrettigheder. De er karakteriseret ved at forpligte andre til at
afholde sig fra noget: Andre har pligt til ikke at tvinge mig mod min vilje. De
naturlige rettigheder kan kun krænkes ved aktiv handlen, ikke ved at afstå fra
handlen. Endelig har de naturlige rettigheder den egenskab, at alles ret kan
opfyldes samtidigt. Den enes ret krænker ikke den andens ret.

Frihedsrettigheder står således i modsætning til subjektive
rettigheder. Subjektive rettigheder er skabt og vedtaget af mennesker. De er
karakteriseret ved at forpligte andre til at gøre noget: Andre har pligt til at
sørge for arbejde, bolig, uddannelse og underhold i det hele taget til mig,
fordi jeg har ret til disse goder. De subjektive rettigheder kan altså krænkes
ved at afstå fra handlen, ved at undlade at opfylde den enkeltes ret til
forskellige goder. Subjektive rettigheder kan ikke altid opfyldes samtidig.
Tværtimod vil opfyldelse af den enes krav ofte kunne udelukke opfyldelse af den
andens krav.

Kort sagt: subjektive rettigheder kan kun opfyldes
gennem tvang, fordi de kræver en aktiv indsats fra et andet menneske. Subjektive
rettigheder er således ikke i overensstemmelse med kravet om, at mennesket skal
tage ansvaret for sit eget liv.

Retten til liv betyder, at jeg har
ret til at leve mit liv ved egen indsats. Det indebærer ikke, at andre har pligt
til at forsyne mig med livsfornødenheder. Retten til ejendom betyder, at jeg har
ret til at iværksætte de handlinger, som er nødvendige for at indtjene ejendom
og for at bruge den. Den indebærer ikke, at andre skal forsyne mig med ejendom.
Retten til ytringsfrihed betyder, at jeg har ret til at udtrykke mine ideer uden
frygt for undertrykkelse og strafaktioner fra myndighederne. Den indebærer ikke,
at andre skal forære mig en foredragssal, en radiostation eller en avis, som jeg
kan bruge til at udbrede mine synspunkter.

Men bogen efterlod mig også rystet fordi AFR med sin nuværende politik og nylige udtalelser om lighed enten er en hykler eller i den grad må have skiftet grundlæggende moralsk ståsted på mindre end 9 år. Lad mig slutte med et par citater der vel nærmest kan beskrives som sørgelige selvopfyldende profetier fra AFRs side:

Socialstatens opbygning er i størstedelen af de knap 50 år siden Anden
Verdenskrigs afslutning blevet ledet af socialdemokratiske regeringer. Frem til
1982 formåede de få borgerligt-liberale regeringer kun periodevis at foretage
helt ubetydelige korrektioner af socialstatens kurs. Enten på grund af svag
parlamentarisk styrke eller som følge af mangelfuld ideologisk
bevidsthed.

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med
socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra
1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at
ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen
af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest
markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige
mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til
afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor -
men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af
de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal
regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første
havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var
afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det
meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget
ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje
og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt
fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af
de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund - langt ind i
de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller
liberale. Kollektivister findes i alle partier.

Frevert

Det kan nok ikke have undgået nogens opmærksomhed, at Louise Frevert på sin hjemmeside har haft en artikel om muslimer der i sit indhold minder om noget Goebbels kunne have skrevet om jøder eller Stalin kunne have skrevet om "kulakker" (det er dog muligvis Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus, der har skrevet artiklen). Blandt de mange udfald kan man bl.a. læse nedenstående:

”De nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle. Det er en uhyre kostbar løsning, og da de aldrig vil angre deres gerninger, vil de hurtigt sætte sig på fængslerne, på samme måde, som rockerne gør det i dag. Vi må nok tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag - det er langt billigere, og deres muligheder for at påvirke deres omverden bliver elimineret. Selv denne løsning er dog rimelig kortsigtet, for når de vender hjem igen, er de blot endnu mere opsatte på at dræbe danskere.”

Frevert er efterfølgende blevet politianmeldt for overtrædelse af straffelovens §266b (racismeparagraffen). Der er nok ikke tvivl om, at denne bestemmelse er overtrådt, og at Frevert (eller Talleruphuus) vil blive dømt. Jeg er dog selv af den holdning at enhver borger har ret til at ytre sig som man vil og udtalelserne demonstrerer jo fint, at fundamentalisme ikke kun findes i muslimske kredse men også trives blandt helt almindelige danskere (hvis nogen skulle have været i tvivl).

Hvad jeg dog finder endnu mere interessant, er reaktionen fra Islam kritikere som Søren Krarup, Helle Merete Brix og Lars Hedegaard der alle udtaler sig i Berlingske. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.


Hvor er det lige, at de ovennævnte personers udtalelser adskiller sig fra de mange muslimske imamer og organisationer som i kølvandet på terrorangreb eller andet udslag af fundamentalisme tager afstand fra sådanne handlinger men altid med en henvisning til at Israels adfærd i Palæstina, USAs krig i Irak og/eller Islamofobi i Vesten skaber grobunden for terror og fundamentalisme?

Lige såvel som man bør kunne forvente at de fleste muslimer tager ukvalificeret afstand fra terror og fundamentalisme udført i Islams navn bør man kunne forvente, at danske politikere og intellektuelle tager ukvalificeret afstand fra rabiate og menneskefjendtlige forslag som Freverts fremsat i ”danskhedens” navn. Ekstremisme er ekstremisme og hverken kan eller skal gradbøjes efter ideologisk forgodtbefindende.

Corporate Social Responsibility

Reason har en interessant diskussion mellem Milton Friedman, John Mackey Adm.dir. i Whole Foods og T.J. Rodgers adm. dir. i Cypress Semi Conductors. Økonomiprofessoren og de to direktører debatterer "Corporate Social Responsibility" (CSR) altså hvorvidt selskaber (især de multinationale af slagsen) skaber mest gavn ved udelukkende at koncentrere sig om bundlinjen eller om de også bør udvide deres aktiviteter til at inkludere velgørenhed, bekæmpe diskrimination etc. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Milton Friedman ikke er positivt stemt overfor CSR omend Rodgers går endu hårdere til den mens Mackey (der opfatter sig selv som libertarianer) er fortaler for (frivillig) CSR. CSR er iøvrigt blevet omfavnet af menneskerettighedsbevægelsen som i flere år kraftigt har arbejdet på at multinationale selskaber skal underlægges menneskerettighedsforpligtelser i internationale traktater. En håbløs tanke der sandsynligvis ville medføre en forringelse fremfor en forbedring af levestandarden for de fattigste mennesker på denne jord.

Fagforeninger og Tvang

Byggefagenes Samvirke har besluttet sig for at indlede blokade mod en lille byggeplads på Amager, hvor fire polakker indretter ejerlejligheder. At dansk ret tillader sådanne faglige kampskridt er uforståeligt. Situationen er jo den, at en bygherre lovligt (formoder jeg) har indgået en aftale med de omhandlede polakker til den pris og de betingelser disse parter nu har kunnet blive enige om. Som en trold af en æske dukker byggefagenes samvirke så op og beslutter, at man ikke kan acceptere bygherren og håndværkernes frit indgåede aftale. Oven i købet bruger fagforeninger som Byggefagenes Samvirke særdeles usympatiske metoder til at opspore byggepladser med sådanne aftaler.

Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.

Dansk Byggeri og den Personlige Frihed

Til dem der måtte mene, at økonomisk og personlig frihed kan holdes strengt adskilt er det værd at tage notits af seneste nyt i byggebranchen.

Dansk Byggeri har nemlig meldt ud, at man som led i kampen mod sort arbejde gerne ser embedsmænd foretage razziaer i villa- og parcelhus kvarterer således, at det omfattende sorte arbejde foretaget af håndværkere kan kommes til livs.
Tanken om razziaer i ganske almindelige danske hjem er sjældent usmagelig og demonstrerer, at indgreb mod den økonomiske frihed ofte eroderer den personlige frihed in casu retten til respekt for boligen og privatlivet samt vel også den private ejendomsret.

Mon ikke Dansk Byggeri ville varetage deres medlemmers interesser bedre såfremt man f.eks. arbejdede for en skattesænkning så der var et incitament til at arbejde "hvidt" og så flere danske familier kunne få råd til at betale håndværkeres "hvide regninger? Eller hvad med en liberalisering af reglerne på lejeområdet så det rent faktisk kunne betale sig at bygge lejeboliger til en billig penge og ikke kun moderne ejerlejlighedskomplekser til velhavende unge profesionelle i København?

Økonomiske og Sociale Retigheder

Jeg har idag en artikel i Ræson om FNs menneskerettighedspolitik særligt med henblik på Økonomiske og Sociale Rettigheder. Artiklen udgør (i forkortet form) også dagens kronik i Information (dagens Information er værd at købe alene for redkationens billedvalg og den tekst de har vedhæftet, der ikke lader nogen være i tvivl om hvad man mener om indholdet af min kronik, men al ære og respekt til Information for at bringe en kronik som i den grad går i mod den redaktionelle linje).

Jeg har kæmpet med at få skrevet artiklen siden jeg for 2 år siden som studerende i Venedig på "the European Master of Human Rights and Democratization" på første parket oplevede hvor mangelfuld og ideologisk ensrettet forskning og formidling indenfor menneskerettighedsområdet er.

Blandede Bolcher fra Regeringen

I fredagens Berlingske tidende kunne læse, at Lene Espersen finder, at anti-terror tiltagv såsom hemmelige domstole og tidsubegrænsede anholdelser, såsom påtænkt indført i England, er for vidtgående. Det er betryggende (og overraskende) at regeringen tager et principielt standpunkt på terrorisme området, på trods af, at meningsmålinger viser, at op imod 60% af danskerne støtter strammere anti-terrorlovgivning.

Til gengæld kunne man i samme udgave af Berlingske læse, at Bertel Haarder vil ændre formålsparagraffen for folkeskolen. Det er meget muligt, at folkeskolens formålsparagraf kan formuleres mere hensigtsmæssigt. Men hvorfor skal vores børns læringsmål fastsættes fra centralt hold? Mon ikke forældre er bedre stillet til at prioritere, hvilke læringsmetoder og læringsmål deres børn skal . Haarders kronik viser, at Milton Friedmans kongstanke om indførelsen af såkaldte skattefinansierede "vouchers" til forældre, der så frit kan vælge hvilke skole de vil indskrive deres børn på, fortjener ligeså meget opmærksomhed som flad-skat idéen har fået herhjemme.

Gæsteindlæg: En replik til David Trads

[Redaktionel note: dette indlæg er en replik til David Trads' kronik i Berlingske vedrørende Ché som helt. skrevet af Pelle Braendgaard, der har den spændende blog http://econotrix.com/. Lars Hvidberg har i øvrigt i dagens Berlingske skrevet en kronik, der problematiserer Trads' romantiske syn på Ché.

Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]


David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.

Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.

Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.

Indlæg på Punditokraterne

Mit første indlæg på Punditokraterne kan læses her.