Dansk fornuft vs. fundamentalistisk vanvid

I Mellemøsten tiltager vanviddet nærmest minut for minut og det danske konsulater trues i dette øjeblik af en muslimsk menneskehob i Beirut. I den forbindelse er det interessant, at sammenligne reaktionerne i Mellemøsten med reaktionerne herhjemme. Her må man sige, at den almindelige danskers reaktion har været forbilledlig. Der har så vidt jeg kan fornemme været en solid opbakning bag ytringsfriheden, men forsvaret herfor er blevet fremført uden at ty til hadefulde verbale og/eller fysiske angreb på muslimer.

Selv muslimer som Abu Laban, der på skammeligste vis, har løjet sig igennem affæren, kan formentlig føle sig mere tryg i Danmark end en dansk turist i Damaskus. Der skal også lyde en sjælden ros herfra til Dansk Folkeparti, som igennem denne affære har undladt at piske en stemning op, men tværtimod forholdt sig nøgternt og køligt til vanviddet (forslaget om at udvise imamer der har skadet danske interesser vil jeg behandle i en senere post). Det siger tillige en hel del, at Dansk Front kun kunne mønstre 30 personer til deres demonstration i Hillerød.
Endelig er det lykkeligt, at se dannelsen af en forening af danske moderate muslimer, og at fremmødet var stort på trods af, at affæren netop i denne tid kulminerer.

Skal man endelig fæstne den kritiske finger på noget, så er det, at visse mennesker her i landet stadig er af den opfattelse, at JP, Statsministeren eller måske befolkningen som helhed, selv er skyld i den muslimske vrede og burde undskylde yderligere eller indlade sig på ”dialog”. Hvordan man går i dialog med en hob af nihilistiske fundamentalister uden at gå på kompromis med den frihed vi nyder her i landet er vist aldrig rigtig blevet anskueliggjort.

Noget af det bedste der er skrevet om hele Mohammed affæren er i mine øjne unge Johan Espersens tænksomme post på www.hairpin-bend.blogspot.com, som er en nydelse at læse.