torsdag, maj 11, 2006
Den Private Ejendomsret som Menneskerettighed
Jeg blev sidste år bedt om at lave et notat om den private ejendomsret som menneskerettighed til CEPOS. Det notat er nu tilgængeligt på CEPOS' hjemmeside og bliver omtalt i dagens udgave af Weekendavisen.
tirsdag, maj 02, 2006
Anders Fogh om Guantanamo
Anders Fogh Rasmussen har i dag været ude med en kritik af U.S.As fortsatte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo, der er ligeså overraskende, som den er berettiget. Anders Fogh udtalte bl.a.:
Det er en svaghed for koalitionen, for de vestlige frihedsidealer og for kampen for at udbrede menneskerettighederne. Man kan ikke bare holde folk tilbage år ud og år ind, uden at de får en retslig afklaring med de garantier, der er i en retsstat.
Kritikken, der også deles af andre borgerlige med principperne i orden, er helt på sin plads. U.S.A har med den tidsubestemte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo formået at skabe sympati i Vesten for en række personer, der, sandsynligvis sympatiserer med, hvis ikke direkte aktivt støtter op omkring international terrorisme og religiøs fundamentalisme.
Endvidere har man, helt åbenbart overtrådt helt grundlæggende retsprincipper, og frihedsrettigheder, hvis manglende overholdelse man ofte klandrer andre lande for, hvorfor man giver modstandere både i Vesten og i den islamiske verden et værdifuldt ”hykler” argument, som er svært at undslå sig. Sidst men ikke mindst har man dramatisk øget risikoen for at amerikanske og allierede soldater udsættes for hårdhændet behandling, såfremt de tages til fange i krigs- og antiterroraktioner.
Skulle U.S.A så bare have ladet stå til?
Nej. Det må naturligvis være legitimt at tage udenlandske personer, der ofte bevæbnede, befandt sig i fjendtligtsindede Taleban og/eller al-Qaeda lejre til fange, som det var tilfældet under krigen i Afghanistan. Bliver man taget til fange i en sådan lejr må der umiddelbart være en berettiget mistanke om at man deltager eller planlægger at deltage i terrorisme. Ligeledes er det klart, at koalitionsstyrkerne havde en berettiget interesse i at få vigtige informationer fra de tilbageholdte fanger, der kunne hjælpe med at klarlægge præcist hvem der var ansvarlig for angrebet 11. september, samt om omfanget af Al-Qaedas internationale aktiviteter.
Det er ligeså klart, at man efter at have fanget flere tusinde fjendtlige soldater/oprørere i en krigssituation ikke kunne fremstille disse for en dommer indenfor 24 timer, en uge eller sågar en måned eller to. Men selv i en pludseligt opstået krise situation, som Afghanistankrigen efter 11. september, må tilfangetagne personer have krav på at en uafhængig instans, indenfor en rimelig tidshorisont tager stilling til, hvorvidt der er rimelig grund til at man er tilbageholdt. En ret, der i form af Habeas Corpus kan tilbageføres til Magna Charta fra 1215, og som et land baseret på "the rule of law" burde respektere som en selvfølgelighed. Såfremt en sådan uafhængig instans fastslår, at der er begrundet mistanke om at en fange har begået terrorisme, bør vedkommende retsforfølges, i modsat fald må fangen løslades.
Til amerikanernes forsvar skal det i denne forbindelse nævnes, at flere lande angiveligt har nægtet at modtage fanger, som ellers skulle løslades, hvorfor der ikke er noget land at sende dem tilbage til, en situation vi også kender fra Danmark.
Det er en svaghed for koalitionen, for de vestlige frihedsidealer og for kampen for at udbrede menneskerettighederne. Man kan ikke bare holde folk tilbage år ud og år ind, uden at de får en retslig afklaring med de garantier, der er i en retsstat.
Kritikken, der også deles af andre borgerlige med principperne i orden, er helt på sin plads. U.S.A har med den tidsubestemte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo formået at skabe sympati i Vesten for en række personer, der, sandsynligvis sympatiserer med, hvis ikke direkte aktivt støtter op omkring international terrorisme og religiøs fundamentalisme.
Endvidere har man, helt åbenbart overtrådt helt grundlæggende retsprincipper, og frihedsrettigheder, hvis manglende overholdelse man ofte klandrer andre lande for, hvorfor man giver modstandere både i Vesten og i den islamiske verden et værdifuldt ”hykler” argument, som er svært at undslå sig. Sidst men ikke mindst har man dramatisk øget risikoen for at amerikanske og allierede soldater udsættes for hårdhændet behandling, såfremt de tages til fange i krigs- og antiterroraktioner.
Skulle U.S.A så bare have ladet stå til?
Nej. Det må naturligvis være legitimt at tage udenlandske personer, der ofte bevæbnede, befandt sig i fjendtligtsindede Taleban og/eller al-Qaeda lejre til fange, som det var tilfældet under krigen i Afghanistan. Bliver man taget til fange i en sådan lejr må der umiddelbart være en berettiget mistanke om at man deltager eller planlægger at deltage i terrorisme. Ligeledes er det klart, at koalitionsstyrkerne havde en berettiget interesse i at få vigtige informationer fra de tilbageholdte fanger, der kunne hjælpe med at klarlægge præcist hvem der var ansvarlig for angrebet 11. september, samt om omfanget af Al-Qaedas internationale aktiviteter.
Det er ligeså klart, at man efter at have fanget flere tusinde fjendtlige soldater/oprørere i en krigssituation ikke kunne fremstille disse for en dommer indenfor 24 timer, en uge eller sågar en måned eller to. Men selv i en pludseligt opstået krise situation, som Afghanistankrigen efter 11. september, må tilfangetagne personer have krav på at en uafhængig instans, indenfor en rimelig tidshorisont tager stilling til, hvorvidt der er rimelig grund til at man er tilbageholdt. En ret, der i form af Habeas Corpus kan tilbageføres til Magna Charta fra 1215, og som et land baseret på "the rule of law" burde respektere som en selvfølgelighed. Såfremt en sådan uafhængig instans fastslår, at der er begrundet mistanke om at en fange har begået terrorisme, bør vedkommende retsforfølges, i modsat fald må fangen løslades.
Til amerikanernes forsvar skal det i denne forbindelse nævnes, at flere lande angiveligt har nægtet at modtage fanger, som ellers skulle løslades, hvorfor der ikke er noget land at sende dem tilbage til, en situation vi også kender fra Danmark.
mandag, maj 01, 2006
Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat
Djævelens Advokats 5. udsendelse er i luften og denne gang er det med Preben Wilhjelm som gæst. Emnet er venstrefløjens frihedsbegreb og fortid og indimellem går bølgerne når højt, som når f.eks Preben Wilhjelm tager "højrefløjens" kalkunjægere" såsom Bent Blüdnikow og Bent Jensen under behandling. Der er også hug til Ralf Pittelkow og så selvfølgelig til kapitalismen.
Udsendelsen kan høres her.
Udsendelsen kan høres her.
Pressefrihed II
Denne post er oprindelig bragt på Punditokraterne, men på grund af formateringsproblemer bringer jeg den nu også her på Retsstaten (hvor den måske også hører hjemme).
Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.
I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse ”under ansvar for domstolene”. Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).
Journalisternes bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at bestemmelsen efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.
EMRKs artikel 10 lyder:
1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden
indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.
2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan
den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser,
restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, såfremt den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.
Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er ”nationens sikkerhed”.
I “Observer and Guardian v. UK” fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, ”Spycatcher”, skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:
Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information"
or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive
or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb. Freedom of expression is subject to a number of exceptions which,
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any
restrictions must be convincingly established.
(b) These principles are of particular importance as far as the
press is concerned. Whilst it must not overstep the bounds set,
inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless
incumbent on it to impart information and ideas on matters of
public interest. Not only does the press have the task of
imparting such information and ideas: the public also has a right
to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to
play its vital role of "public watchdog".
Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.
EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:
The Court does not regard these objectives as sufficient to justify
the continuation of the interference complained of. It is, in the
first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian]
could have served to advance the attainment of these objectives any
further than had already been achieved by the steps taken against
Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself [...]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey
information, already available, on a matter of legitimate public
concern.
Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):
Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.
In the circumstances the Court considered that Mr Stoll’s conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.
Skal vi anvende principperne fra Observer Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.
1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.
I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter være tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde.
2. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for Berlingskes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf.
Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om international terrorisme jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
3. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg).
EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.
Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.
I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse ”under ansvar for domstolene”. Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).
Journalisternes bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at bestemmelsen efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.
EMRKs artikel 10 lyder:
1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden
indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.
2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan
den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser,
restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, såfremt den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.
Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er ”nationens sikkerhed”.
I “Observer and Guardian v. UK” fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, ”Spycatcher”, skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:
Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information"
or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive
or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb. Freedom of expression is subject to a number of exceptions which,
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any
restrictions must be convincingly established.
(b) These principles are of particular importance as far as the
press is concerned. Whilst it must not overstep the bounds set,
inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless
incumbent on it to impart information and ideas on matters of
public interest. Not only does the press have the task of
imparting such information and ideas: the public also has a right
to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to
play its vital role of "public watchdog".
Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.
EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:
The Court does not regard these objectives as sufficient to justify
the continuation of the interference complained of. It is, in the
first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian]
could have served to advance the attainment of these objectives any
further than had already been achieved by the steps taken against
Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself [...]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey
information, already available, on a matter of legitimate public
concern.
Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):
Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.
In the circumstances the Court considered that Mr Stoll’s conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.
Skal vi anvende principperne fra Observer Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.
1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.
I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter være tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde.
2. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for Berlingskes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf.
Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om international terrorisme jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
3. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg).
EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.
Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.
Abonner på:
Opslag (Atom)