En række danske muslimer, nu også støttet af 11 amabassadører fra muslimske lande, har klaget over afbildningen af Muhammad i JP. Jeg er ikke i tvivl om at JP ønskede at provokere og græder tørre tårer over de trusler de har modtaget (vist nok fra en 17 årig skarnsknægt), hvorfor JPs forargelse forargelse forekommer mig noget hul. Men JP skal naturligvis have lov til at provokere og fremme deres islamskeptiske synspunkter, det skal hverken den danske stat eller andre stater blande sig i.
I Italien er Silvio Berlusconi nu blevet sur over, at nogle komikere har gjort grin, ikke med Muhammad, men med Berlusconi selv som Politiken kan berette. Berlusconi har før vist sig parat til at fjerne kritiske røster i medierne med en særdeles ucharmerende form for magtmisbrug. Dene form for statslig indskrænkning af ytringsfriheden er i mine øjne langt mere alvorlig og bekymrende end en fanatisk minoritet, der føler sig gået for nær. Minoriter har ikke politisk magt og det ville være synd at sige, at fatwaen mod Salman Rushdie og mordet på Theo Van Gogh har kvalt debatten om Islam i Europa. Staten derimod kan sætte hele sit tvangsapparat ind bag dens forbud, endog med loven i hånd. Hermed kvæles den frie debat først rigtigt effektivt og staten står derefter fri til at foretage sig hvad den vil uden at kunne kritiseres derfor.
onsdag, oktober 26, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar