onsdag, oktober 05, 2005

Anders Fogh Rasmussen

Jeg har først lige fået læst Anders Fogh Rasmussens famøse bog ”Fra socialstat til minimalstat en liberal strategi” som kan findes online her. Jeg må sige, at bogen efterlod mig rystet af to grunde. For det første var det ikke klart gået op for mig, at AFR var rettighedsliberalist (jeg troede faktisk at han var nytteværdisliberalist) og hvor kompromisløst men samtidigt velargumentet et forsvar for naturlige rettigheder bogen er. Det er en fantastisk vision AFR præsenterer sin læser for. At han turde skrive bogen på et tidspunkt, hvor han var en prominent politiker og tidligere minister med store ambitioner gør ikke hans præstation mindre. Der er mange passager i bogen der fortjener gengivelse følgende er blot et udpluk:

Meningen med menneskelivet er altså at stræbe efter det gode liv. Der er en
fordring til os om at realisere os selv som eksisterende.

For at
kunne leve op til denne fordring må det enkelte menneske naturnødvendigt være
sikret nogle rettigheder, der beskytter muligheden for at stræbe efter det gode
liv. Helt fundamentalt må mennesket være sikret retten til sit eget liv. Hvis
ikke vi har retten til vort eget liv, kan vi ikke udføre det, der er hvert
menneskes opgave: At tænke og handle i overensstemmelse med vor fornuft for at
nå det gode liv. Alternativet til at mennesket ejer sit eget liv er absurd: Hvis
alle ejer hinanden, er menneskeligt liv umuligt, fordi ingen så ville kunne
handle uden godkendelse fra alle andre. Retten til liv følger således af, at
mennesket tilhører sig selv og ingen andre.

For at kunne stræbe
efter det gode liv må mennesket foruden retten til liv også være sikret frihed
til at foretage de handlinger og valg, som giver det gode liv indhold. Retten
til frihed følger således af, at det enkelte menneske har en naturlig ret til
selvbestemmelse for at beskytte muligheden for at stræbe efter det gode liv.
Frihed er fravær af tvang. Derfor er det som udgangspunkt amoralsk og
forbryderisk at tvinge et menneske mod dets vilje. Retten til frihed kan
fundamentalt set begrundes i selvejerskabet: Når mennesket har retten til sit
eget liv, så må ingen forhindre det enkelte menneske i at bruge sit liv.

Vi kan i virkeligheden sige, at den grundlæggende rettighed er
ejendomsretten til sin egen person. For det er selvejerskabet, som avler retten
til livet, retten til at være fri for tvang og retten til personlig ejendom.

Retten til liv, frihed og ejendom er en så fundamental
forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at vi kan kalde de tre
rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de
følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske
alene i kraft af at være menneske, de eksisterer uafhængigt af konventioner og
aftaler, de er absolutte og ukrænkelige.

De naturlige rettigheder
er frihedsrettigheder. De er karakteriseret ved at forpligte andre til at
afholde sig fra noget: Andre har pligt til ikke at tvinge mig mod min vilje. De
naturlige rettigheder kan kun krænkes ved aktiv handlen, ikke ved at afstå fra
handlen. Endelig har de naturlige rettigheder den egenskab, at alles ret kan
opfyldes samtidigt. Den enes ret krænker ikke den andens ret.

Frihedsrettigheder står således i modsætning til subjektive
rettigheder. Subjektive rettigheder er skabt og vedtaget af mennesker. De er
karakteriseret ved at forpligte andre til at gøre noget: Andre har pligt til at
sørge for arbejde, bolig, uddannelse og underhold i det hele taget til mig,
fordi jeg har ret til disse goder. De subjektive rettigheder kan altså krænkes
ved at afstå fra handlen, ved at undlade at opfylde den enkeltes ret til
forskellige goder. Subjektive rettigheder kan ikke altid opfyldes samtidig.
Tværtimod vil opfyldelse af den enes krav ofte kunne udelukke opfyldelse af den
andens krav.

Kort sagt: subjektive rettigheder kan kun opfyldes
gennem tvang, fordi de kræver en aktiv indsats fra et andet menneske. Subjektive
rettigheder er således ikke i overensstemmelse med kravet om, at mennesket skal
tage ansvaret for sit eget liv.

Retten til liv betyder, at jeg har
ret til at leve mit liv ved egen indsats. Det indebærer ikke, at andre har pligt
til at forsyne mig med livsfornødenheder. Retten til ejendom betyder, at jeg har
ret til at iværksætte de handlinger, som er nødvendige for at indtjene ejendom
og for at bruge den. Den indebærer ikke, at andre skal forsyne mig med ejendom.
Retten til ytringsfrihed betyder, at jeg har ret til at udtrykke mine ideer uden
frygt for undertrykkelse og strafaktioner fra myndighederne. Den indebærer ikke,
at andre skal forære mig en foredragssal, en radiostation eller en avis, som jeg
kan bruge til at udbrede mine synspunkter.


Men bogen efterlod mig også rystet fordi AFR med sin nuværende politik og nylige udtalelser om lighed enten er en hykler eller i den grad må have skiftet grundlæggende moralsk ståsted på mindre end 9 år. Lad mig slutte med et par citater der vel nærmest kan beskrives som sørgelige selvopfyldende profetier fra AFRs side:

Socialstatens opbygning er i størstedelen af de knap 50 år siden Anden
Verdenskrigs afslutning blevet ledet af socialdemokratiske regeringer. Frem til
1982 formåede de få borgerligt-liberale regeringer kun periodevis at foretage
helt ubetydelige korrektioner af socialstatens kurs. Enten på grund af svag
parlamentarisk styrke eller som følge af mangelfuld ideologisk
bevidsthed.

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med
socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra
1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at
ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen
af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest
markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige
mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til
afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor -
men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af
de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal
regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første
havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var
afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det
meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget
ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje
og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt
fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af
de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund - langt ind i
de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller
liberale. Kollektivister findes i alle partier.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det måske endnu mere chokerende er, at ingen af de begrænsninger, Fogh angiver som begrundelsen til Schlüters manglende gennemslagskraft, gælder for ham selv.

Han er ikke afhængig af partierne på midten. Indtil videre har DF ikke noget alternativ til at støtte Fogh (men glidningen mod socialdemokraterne er i gang). Alle Foghs begrænsninger er selvpålagte. Hvor trist at talentet er forvaltet så dårligt.

Anonym sagde ...

Jeg synes ikke, det er rystende, men snarere skræmmende.

Det interessante er, at han allerede dengang anerkender at forandring er nærmest umuligt i Danmark dels pga. befolkningens modvilje og dels fordi der findes kollektivister i alle partier.

Han skriver jo netop, at der i selve socialstatens mekanisme er en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Her kunne man måske tilføje: selv stærke ledere har svært ved at overvinde.

Jeg er enig i, at alle Foghs begrænsninger er selvpålagte, og jeg tror det er ud fra en forkert analyse, som han nærmest allerede har lavet i 1993. Analysen er forkert fordi Uffe Ellemann næsten vandt i en økonomisk opgangstid, hvor han faktisk ikke burde have været så tæt på at vinde.

Jacob Mchangama sagde ...

Tak for Jeres kommentarer,

DF ville højst sandsynligt have accepteret mere omfattende reformer i AFRs første regeringsperiode pga stramningenre i Udlændingeloven og ren og skær beruselse over deres nyvundne magt. Derfor er jeg enig i, at AFR har haft reele muligheder for at føre liberal (økonomisk) politik.

Det er grangiveligt sørgeligt at se en så stærk forkæmper for liberalismen hengive sig til det han selv ville definere som slavementaliteten...

Bingoneger sagde ...

GUD, manden har jo læst, forstået og tilsyneladende været enig med Murray Rothbard! - Han burde være den ideelle statsminister (selvom hvis man forstår Rothbard er imod alt det der statgejl).

Anonym sagde ...

Hvis du vil kende konsekvenserne af en ægte minimalstat - så undersøg hvordan det er gået i New Zealand - tidligere et forbilledligt land på mange områder - nu en libealistisk udørk - altså ikke lige for de velstillede, der forstår at rage til sig på andres bekostning.
Tjek: http://home19.inet.tele.dk/sapoval/NZUddrag.htm
samt UDEFRA på DR2 fra igår aftes