Mere ytringsfrihed

En række danske muslimer, nu også støttet af 11 amabassadører fra muslimske lande, har klaget over afbildningen af Muhammad i JP. Jeg er ikke i tvivl om at JP ønskede at provokere og græder tørre tårer over de trusler de har modtaget (vist nok fra en 17 årig skarnsknægt), hvorfor JPs forargelse forargelse forekommer mig noget hul. Men JP skal naturligvis have lov til at provokere og fremme deres islamskeptiske synspunkter, det skal hverken den danske stat eller andre stater blande sig i.

I Italien er Silvio Berlusconi nu blevet sur over, at nogle komikere har gjort grin, ikke med Muhammad, men med Berlusconi selv som Politiken kan berette. Berlusconi har før vist sig parat til at fjerne kritiske røster i medierne med en særdeles ucharmerende form for magtmisbrug. Dene form for statslig indskrænkning af ytringsfriheden er i mine øjne langt mere alvorlig og bekymrende end en fanatisk minoritet, der føler sig gået for nær. Minoriter har ikke politisk magt og det ville være synd at sige, at fatwaen mod Salman Rushdie og mordet på Theo Van Gogh har kvalt debatten om Islam i Europa. Staten derimod kan sætte hele sit tvangsapparat ind bag dens forbud, endog med loven i hånd. Hermed kvæles den frie debat først rigtigt effektivt og staten står derefter fri til at foretage sig hvad den vil uden at kunne kritiseres derfor.

Frevert II

Ovenpå Louise Freverts (eller hendes rådgivers) udtalelser om muslimer på Freverts hjemmeside og i hendes bog har en række caféer besluttet at aflyse debatmøder, hvor Frevert ellers skulle deltage.

Det har fået JP til at skrive en leder, hvori det bl.a. lyder:

Ytringsfriheden burde dog af principielle årsager ikke være begrænset i den
anledning, men efter gældende lov er det i dag i retten, at der trækkes grænser
for, hvad man kan tillade sig af grove og racistiske udtalelser, når forløbet er
klarlagt.
Således er det i ytringsfrihedens navn yderst betænkeligt, at
Louise Frevert nægtes adgang til et valgmøde med andre politikere på restaurant
Hatoba i København af stedets ejer, og at en caféejer i Vanløse overvejer at
gøre noget lignende.
Det er en god demokratisk spilleregel at lytte til
folks holdninger og opponere mod dem, hvis man ikke kan lide dem. Ved at
frakende Louise Frevert retten til at ytre sig dømmes hun også på forhånd, men
det er alene domstolenes opgave at dømme, hvis loven er overtrådt

Jeg kan ikke dele JPs konklusion. De omtalte caféer er privatejede og hvis den private ejendomsret skal have mening må man have lov til at bestemme, at folk som man ikke bryder sig om ikke kan få adgang til ens ejendom. Jeg må således respektere, at Jonny Hansen alene på grund af min hudfarve ikke vil tillade mig ind bag hans flotte rækværk i Greve. Kun hvis en eller flere borgere anvendte vold, eller en overhængende trussel derom, for at stoppe Freverts udtalelser bør staten skride ind og beskytte Frevert.

Hvorvidt caféerne er berettigede til at udelukke Frevert må derfor afgøres udfra hvad der er aftalt parterne imellem (hvis en sådan er indgået). Såfremt det fremgår af aftalen, at den kan ophæves hvis en af de deltagende fremkommer med udtalelser eller udviser adfærd der kan skade caféens omdømme er ophævelsen i orden. En sådan formodning kan måske også indfortolkes som en stiltiende forudsætning for aftalen. Dog kan man mod dette synspunkt indvende, at caféen må eller burde have været vidende om Freverts synspunkter, idet de jo fremgik af både bog og internetside før aftalens indgåelse.

Anders Fogh Rasmussen

Jeg har først lige fået læst Anders Fogh Rasmussens famøse bog ”Fra socialstat til minimalstat en liberal strategi” som kan findes online her. Jeg må sige, at bogen efterlod mig rystet af to grunde. For det første var det ikke klart gået op for mig, at AFR var rettighedsliberalist (jeg troede faktisk at han var nytteværdisliberalist) og hvor kompromisløst men samtidigt velargumentet et forsvar for naturlige rettigheder bogen er. Det er en fantastisk vision AFR præsenterer sin læser for. At han turde skrive bogen på et tidspunkt, hvor han var en prominent politiker og tidligere minister med store ambitioner gør ikke hans præstation mindre. Der er mange passager i bogen der fortjener gengivelse følgende er blot et udpluk:

Meningen med menneskelivet er altså at stræbe efter det gode liv. Der er en
fordring til os om at realisere os selv som eksisterende.

For at
kunne leve op til denne fordring må det enkelte menneske naturnødvendigt være
sikret nogle rettigheder, der beskytter muligheden for at stræbe efter det gode
liv. Helt fundamentalt må mennesket være sikret retten til sit eget liv. Hvis
ikke vi har retten til vort eget liv, kan vi ikke udføre det, der er hvert
menneskes opgave: At tænke og handle i overensstemmelse med vor fornuft for at
nå det gode liv. Alternativet til at mennesket ejer sit eget liv er absurd: Hvis
alle ejer hinanden, er menneskeligt liv umuligt, fordi ingen så ville kunne
handle uden godkendelse fra alle andre. Retten til liv følger således af, at
mennesket tilhører sig selv og ingen andre.

For at kunne stræbe
efter det gode liv må mennesket foruden retten til liv også være sikret frihed
til at foretage de handlinger og valg, som giver det gode liv indhold. Retten
til frihed følger således af, at det enkelte menneske har en naturlig ret til
selvbestemmelse for at beskytte muligheden for at stræbe efter det gode liv.
Frihed er fravær af tvang. Derfor er det som udgangspunkt amoralsk og
forbryderisk at tvinge et menneske mod dets vilje. Retten til frihed kan
fundamentalt set begrundes i selvejerskabet: Når mennesket har retten til sit
eget liv, så må ingen forhindre det enkelte menneske i at bruge sit liv.

Vi kan i virkeligheden sige, at den grundlæggende rettighed er
ejendomsretten til sin egen person. For det er selvejerskabet, som avler retten
til livet, retten til at være fri for tvang og retten til personlig ejendom.

Retten til liv, frihed og ejendom er en så fundamental
forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at vi kan kalde de tre
rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de
følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske
alene i kraft af at være menneske, de eksisterer uafhængigt af konventioner og
aftaler, de er absolutte og ukrænkelige.

De naturlige rettigheder
er frihedsrettigheder. De er karakteriseret ved at forpligte andre til at
afholde sig fra noget: Andre har pligt til ikke at tvinge mig mod min vilje. De
naturlige rettigheder kan kun krænkes ved aktiv handlen, ikke ved at afstå fra
handlen. Endelig har de naturlige rettigheder den egenskab, at alles ret kan
opfyldes samtidigt. Den enes ret krænker ikke den andens ret.

Frihedsrettigheder står således i modsætning til subjektive
rettigheder. Subjektive rettigheder er skabt og vedtaget af mennesker. De er
karakteriseret ved at forpligte andre til at gøre noget: Andre har pligt til at
sørge for arbejde, bolig, uddannelse og underhold i det hele taget til mig,
fordi jeg har ret til disse goder. De subjektive rettigheder kan altså krænkes
ved at afstå fra handlen, ved at undlade at opfylde den enkeltes ret til
forskellige goder. Subjektive rettigheder kan ikke altid opfyldes samtidig.
Tværtimod vil opfyldelse af den enes krav ofte kunne udelukke opfyldelse af den
andens krav.

Kort sagt: subjektive rettigheder kan kun opfyldes
gennem tvang, fordi de kræver en aktiv indsats fra et andet menneske. Subjektive
rettigheder er således ikke i overensstemmelse med kravet om, at mennesket skal
tage ansvaret for sit eget liv.

Retten til liv betyder, at jeg har
ret til at leve mit liv ved egen indsats. Det indebærer ikke, at andre har pligt
til at forsyne mig med livsfornødenheder. Retten til ejendom betyder, at jeg har
ret til at iværksætte de handlinger, som er nødvendige for at indtjene ejendom
og for at bruge den. Den indebærer ikke, at andre skal forsyne mig med ejendom.
Retten til ytringsfrihed betyder, at jeg har ret til at udtrykke mine ideer uden
frygt for undertrykkelse og strafaktioner fra myndighederne. Den indebærer ikke,
at andre skal forære mig en foredragssal, en radiostation eller en avis, som jeg
kan bruge til at udbrede mine synspunkter.

Men bogen efterlod mig også rystet fordi AFR med sin nuværende politik og nylige udtalelser om lighed enten er en hykler eller i den grad må have skiftet grundlæggende moralsk ståsted på mindre end 9 år. Lad mig slutte med et par citater der vel nærmest kan beskrives som sørgelige selvopfyldende profetier fra AFRs side:

Socialstatens opbygning er i størstedelen af de knap 50 år siden Anden
Verdenskrigs afslutning blevet ledet af socialdemokratiske regeringer. Frem til
1982 formåede de få borgerligt-liberale regeringer kun periodevis at foretage
helt ubetydelige korrektioner af socialstatens kurs. Enten på grund af svag
parlamentarisk styrke eller som følge af mangelfuld ideologisk
bevidsthed.

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med
socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra
1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at
ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen
af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest
markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige
mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til
afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor -
men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af
de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal
regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første
havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var
afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det
meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget
ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje
og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt
fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af
de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund - langt ind i
de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller
liberale. Kollektivister findes i alle partier.

Frevert

Det kan nok ikke have undgået nogens opmærksomhed, at Louise Frevert på sin hjemmeside har haft en artikel om muslimer der i sit indhold minder om noget Goebbels kunne have skrevet om jøder eller Stalin kunne have skrevet om "kulakker" (det er dog muligvis Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus, der har skrevet artiklen). Blandt de mange udfald kan man bl.a. læse nedenstående:

”De nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle. Det er en uhyre kostbar løsning, og da de aldrig vil angre deres gerninger, vil de hurtigt sætte sig på fængslerne, på samme måde, som rockerne gør det i dag. Vi må nok tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag - det er langt billigere, og deres muligheder for at påvirke deres omverden bliver elimineret. Selv denne løsning er dog rimelig kortsigtet, for når de vender hjem igen, er de blot endnu mere opsatte på at dræbe danskere.”

Frevert er efterfølgende blevet politianmeldt for overtrædelse af straffelovens §266b (racismeparagraffen). Der er nok ikke tvivl om, at denne bestemmelse er overtrådt, og at Frevert (eller Talleruphuus) vil blive dømt. Jeg er dog selv af den holdning at enhver borger har ret til at ytre sig som man vil og udtalelserne demonstrerer jo fint, at fundamentalisme ikke kun findes i muslimske kredse men også trives blandt helt almindelige danskere (hvis nogen skulle have været i tvivl).

Hvad jeg dog finder endnu mere interessant, er reaktionen fra Islam kritikere som Søren Krarup, Helle Merete Brix og Lars Hedegaard der alle udtaler sig i Berlingske. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.


Hvor er det lige, at de ovennævnte personers udtalelser adskiller sig fra de mange muslimske imamer og organisationer som i kølvandet på terrorangreb eller andet udslag af fundamentalisme tager afstand fra sådanne handlinger men altid med en henvisning til at Israels adfærd i Palæstina, USAs krig i Irak og/eller Islamofobi i Vesten skaber grobunden for terror og fundamentalisme?

Lige såvel som man bør kunne forvente at de fleste muslimer tager ukvalificeret afstand fra terror og fundamentalisme udført i Islams navn bør man kunne forvente, at danske politikere og intellektuelle tager ukvalificeret afstand fra rabiate og menneskefjendtlige forslag som Freverts fremsat i ”danskhedens” navn. Ekstremisme er ekstremisme og hverken kan eller skal gradbøjes efter ideologisk forgodtbefindende.