onsdag, januar 18, 2006

Løftebrud

Jeg lovede i min seneste postering ikke at skrive mere om Islam-debatten i et stykke tid. Men her bare 6 dage efter mit løfte må jeg bryde det. Til mit forsvar skal det siges, at baggrunden for løftebruddet er glædelig, men jeg skal alligevel gøre det kort. JP bragte i tirsdags 49 almindelig muslimers holdninger til torvs. Ingen rasende imamer, fatwaer eller lignende, blot ganske almindelige mennesker, som tillige er muslimer. JP havde desuden en fornuftig leder i gårsdagens udgave. At sådanne tiltag har virkning kunne ses allerede blandt dagens læserbreve, der jo ellers overvejende har et noget andet indhold. Hatten af for JP, som jeg ellers har været lidt efter. Det ser ud til at JP ikke længere spiller blindt med på den kultur-konservative agenda, hvor religion og kultur opfattes som fuldstændigt absolutte størrelser, som opvejer og går forud for hensynet til individdet.

Kan man i øvrigt finde JPs leder eller artikel på Polemiken, Minut, Uriasposten eller Angantyr? Gæt selv kære læser.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Er der egentlig nogen som ligger inde med en kopi af interviwsne i JP? Gerne i pdf-format.

Anonym sagde ...

Jeg kan ikke rigtigt se paradokset. Skal Egon Clausen nuancere sit syn på Pat Robertson fordi 49 kulturkristne mener han ikke repræsenterer deres religion...

PS: Genlæs lige det du skrev om kultur-konservatisme & JP.

Jacob Mchangama sagde ...

Ad Kim:

Jeg kunne ikke drømme om at fortælle dig at du skulle nuancere dit syn på muslimer/Islam. Jeg synes dog, som jeg har sagt mange gange før, at det ville styrke din troværdighed, hvis du inkluderede de efterhånden mange historier som viser et mere broget billede end det du fremstiller på Uriasposten, især når du selv slår så hårdt på, at MSM er dybt subjektive i deres generelle dækning.


Ad Lars:

Du må til lommerne, JP er grådige kapitalister ;-)

Anonym sagde ...

Aldrig vil jeg betale for en nyhed! Information wants to be free. Alt skal være gratis og lødige og objektive nyheder skal stilles til rådighed for mig af staten. Det er da en menneskeret at være informeret!

Angantyr sagde ...

Nu kan der jo være mange grunde til at man ikke nævner en artikel eller en leder. Det kunne være fordi man ikke har set den. Det kunne være fordi man holder en skrivepause. Jeg ser du vælger den mest negative udlægning og det er så dit valg.

Hvis du nu kigger godt efter hvad jeg skriver, så ser du at jeg aldrig skriver "alle muslimer" på min blog. Hvis du nu også kigger lidt efter på min liste med links vil du kunne se jeg linker til flere muslimske bloggere, som jeg mener siger ganske fornuftige ting. Jeg kunne uden tvivl fylde min blog med mange flere fornuftige muslimske røster, men det er bare ikke dem der sætter dagsordenen. Tænk for eksempel på de 1.000 muslimer som demonstrerede mod Rushdies Sataniske vers i 1989 i København. Vi har endnu ikke set tilnærmelsesvis 1.000 danske muslimer gå på gaden demonstrere imod den muslimske fundamentalisme. Det kommer måske en dag, men til den tid foreslår det som en skrædder i helvede når fundamentalisterne så måske evner at mobilisere 20.000 danske muslimer til demonstration mod det danske samfund.