Uriaspostens skyggeboksning

På Danmarks pt. mest besøgte politiske blog Uriasposten (eller er det Agora) er min post vedrørende selektive frihedskæmpere faldet Kim Møller for brystet og han har derfor sat sig for at debunke mit indlæg. På trods af Kim Møllers sædvanlige polemiske stil rører hans post nogle interessante og relevante emner. Desværre taber Kim Møller disse interessante emner på gulvet i den sædvanlige konservative skyggeboksning og træmandsbashing med og af liberalismen.

Lad os starte med polemikken.

Kim Møller lægger ud med at beskylde mig for at anlægge en elitær og selvfed tone i min ”skingre” post. For en blogger, som bruger størstedelen af sin fritid på at kalde politikere, journalister, forskere, debattører m.v. for ”halalhippier”, ”selvhadere”, ”oikofober” m.v. og hvis popularitet vel i høj grad er opbygget på den polemiske og kontante tone snarere end det materielle indhold, finder jeg det lettere komisk at blive beskyldt for at anvende en ”skinger” tone.


Kim Møller blev også forarget over følgende spørgsmål fra min side: ”Du svarede i øvrigt heller aldrig på hvorvidt folk som mig selv med muslimsk blod i årene skal smides ud af DK når bomberne sprænger”?.

Ved lidt research har jeg fundet frem til den tråd, hvori jeg (oprindeligt) stillede dette spørgsmål. Det viser sig, at det var til Kim Poulsen, ikke Kim Møller jeg (oprindeligt) stillede spørgsmålet. Jeg beklager naturligvis forvekslingen. Følger man tråden vil man dog se, at mit spørgsmål var ganske relevant (til Kim Poulsen) og, at jeg ikke var den eneste Punditokrat, der følte behov for at stille spørgsmål til den tankegang, der blev givet udtryk for http://www.punditokraterne.dk/30655_FN_og_Israel.html. Men Kim Møller skal naturligvis ikke stå til regnskab for andre end egne udtalelser og min beklagelse er hermed viderebragt.

Kim Møller peger endvidere på en kommentar jeg skrev til en post på Uriasposten vedrørende et debatindlæg om Kosovo af Søren Espersen, som bevis på, at jeg i mine indlæg anvender underlødige associationstrick. Debatindlægget af Søren Espersen og diverse kommentarer på Uriasposten er dog en separat post værd, hvorfor jeg vil gemme denne til en senere lejlighed.

Lad os nu forlade spørgsmålet om tonen i mit indlæg og går over til Kim Møllers ”rebuttal” af det indholdsmæssige i min post.

Indledningsvist hedder det:

”med den stædige fastholden af demokratiet overfor den islamistiske trussel,
står i Muhammedsagen lige i midten af dansk politik, hvad naturligvis er en
bitter pille at sluge for socialistiske religionskritikere, liberale
utopister med flere der i denne debat ligger helt på linie med hadeikonet
Søren Krarup.”

Jeg er naturligvis her castet i rollen som liberal utopist. Men for det første er Søren Krarup ikke mit hade ikon nummer 1. Jeg er dybt uenig med ham på mange områder, men respekterer hans generelle principfasthed overfor den kamp han har kæmpet i mange årtier. Endvidere har jeg respekt for hans intellekt, der bestemt ikke fejler noget. Det er dog lidt misvisende at skrive, at liberale i denne sag ligger på linje med Søren Krarup, det er snarere Søren Krarup der må erfare, at han ligger på linje med liberale. Det er trods alt ikke hver dag Søren Krarup befinder sig i en situation, som i Muhammed-sagen, hvor han forsvarer en position ud fra et rettighedssynspunkt, hvorimod rettighedsforsvaret er kernen i liberalismen.

Herefter går Kim Møller i rette med hvad jeg skrev om Dannebrogsafbrænding, Oprør og David Irving. Mht det første punkt har en anden punditokrat svaret glimrende herpå.

Vedrørende Oprørsagen skriver Kim Møller:

det [må] påpeges at Oprør jo ikke er sigtet for at være tåbelig, eller for at
have begået tåbeligheder. De er sigtet for at støtte terrororganisationer der
myrder uskyldige som led i deres politiske kamp. Det er i sidste ende en
afvejning af individets behov for frihed, og samfundets kollektive behov for
beskyttelse. Om Dagbladet Arbejderen skulle have haft aktindsigt eller ikke, kan
diskuteres (jeg kender ikke sagen) - men terrorlovgivning er jo i sin essens
frihedsberøvende. Det betyder ikke at terrorisme ikke skal bekæmpes med
målrettet lovgivning, men at politikerne nøje skal afstemme foranstaltningerne i
forhold til truslen.

Oprørssagen handler jo overhovedet ikke om aktindsigt, men om Dagbladet Arbejderens ret til at offentliggøre Oprørs appel, som led i Dagbladet Arbejderens dokumentation af virkningerne af terrorlovgivning, uden at politiet tvinger Arbejderens serverudbyder til at fjerne appellen.

Arbejderen har rettet flere henvendelser til Statsministeren (der også er pressens minister), men i denne sag, har ytringsfriheden åbenbart ikke samme prioritet, som i andre sager. Hvis medierne ikke må dokumentere, foreninger såsom Oprørs (eller Hizb ut Tahrir)s aktiviteter, særligt i konteksten af den indgribende anti-terrorlovgivning, som er blevet indført med Straffelovens § 114a, uanset om det enkelt medie måtte sympatisere hermed eller ej, er ytringsfriheden for alvor under trussel.

Det er mig derfor uforståeligt, at forkæmpere for ytringsfriheden, inklusiv de jeg nævnte i min postering, ikke støttede op om Arbejderen. Kunne det tænkes, at det var på grund af Arbejderens politiske ståsted og fordi det ville se dårligt ud at anklage regeringen for at undergrave ytringsfriheden når nu man i Mohammed-krisen roste den for at være ytringsfrihedens standhaftige forsvarer?

Herefter skriver Kim Møller:

”Med hensyn til det tredje punkt [Irving-sagen], så er eksemplet yderst ringe.
Såfremt Hedegaard eller andre af de ‘onde konservative’ havde kritiseret dommen
over David Irving, så ville en broget skare af tolerante liberale og
venstreradikale stå på tæerne af hinanden for at drage associationer mellem
nazismen og kulturkonservatismen.”

Lad mig citere fra Trykkefrihedsselskabets formålsparagraf en forening som Hedegaard jo er medstifter af.

Før oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet af 2004 fandtes der i Danmark ikke
nogen forening, der havde forsvaret af ytringsfriheden som sit eneste formål.
Derfor var det uomgængeligt, at skride til handling.
Islam udgør naturligvis
ikke den eneste trussel mod ytringsfriheden, men det er den for tiden farligste,
og i Trykkefrihedsselskabet viger vi ikke tilbage for at kalde en spade for en
spade. Ytringsfrihedens farligste og mest umiddelbare fjender skal klart udpeges
og bekæmpes. Viger man tilbage fra denne opgave, mister forsvaret af
ytringsfriheden i almindelighed -- og uanset hvem, der truer den -- sin mening.

Her er hvad Katrine Winkel Holm i sin kapacitet af medstifter af Trykkefrihedsselskabet skrev i en kronik i Berlingske:

I Trykkefrihedselskabet kan vi altså konstatere, at vi er den eneste forening i
landet, der har som formål at beskytte det frie ord, hvor som helst det er
truet, og uanset hvem der truer det.

For en forening, hvis fineste opgave det er at forsvare ytringsfriheden – uanset hvem der truer den – må det betegnes som en falliterklæring ikke at have forsvaret Irvings (og Arbejderens) ytringsfrihed. At politisk korrekte personer (dog næppe liberale) muligvis ville have prøvet at fordreje Hedegaards forsvar er vel blot endnu mere grund til at rent faktisk at forsvare Irving, det modsatte ville jo være selvcensur, hvilket næppe kan være formålet med Trykkefrihedsselskabet. Det er derfor snarere Kim Møllers kreative forsvar for Hedegaard et als manglende forsvar for Irving, der er ”yderst ringe”.

Kim Møller vender derefter sin opmærksomhed mod 24 årsreglen, hvilken han ikke anser som en væsentlig indskrænkning af befolkningens frihed:

”Konkret i forhold til eksemplet, så er det helt galt med proportionerne.
Ytringsfriheden betragtes som en menneskeret, udgør Grundlovens paragraf 77, og
kan naturligvis ikke sidestilles med en lov der har til sigte at stoppe
kædeindvandring via mere eller mindre tvungne ægteskaber baseret på
middelalderlige dogmer. For 100 år siden kunne ultraliberale sagtens se det
fornuftige i nationalstaterne, og var det ikke for menneskehedens sammenslutning
i forskelle etnisk-nationale entiteter så var hele spørgsmålet om
menneskerettigheder irrelevant.”

Jeg er ganske uenig heri. At vælge hvem vi vil dele vores liv med og om vi vil gøre det i eget land må være ethvert menneskes prærogativ. For konservative for hvem familien vel er den måske væsentligste institution overhovedet burde det tillige være utænkeligt at lade staten regulere hvem danske statsborgere gifter sig med i eget land, så længe deres ægtefæller ikke ligger samfundet til last. At Kim Møller konkluderer, at modstand mod 24 års (og 28 års) reglen er lig med modstand mod nationalstaten er endvidere en absurd slutning, som ikke engang underbygges, hvilket jeg skal komme tilbage til nedenfor.


Herefter begynder skyggeboksningen for alvor. Jeg bliver skudt i skoene ”at ville multikultur i rå mængder” og ikke ville bekæmpe islamiske dogmer. En noget overraskende udmelding al den stund, at jeg i indeværende måned har skrevet en post på Punditokraterne vedrørende netop dette emne. I denne post, der omhandlede Integrationsrådsvalgende, skrev jeg bl.a.:

“Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere
der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor
disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på
kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres
politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier
opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans
eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale
demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres
repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for
at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En
sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes
endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med
Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags
multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det
liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om
lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i
etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af
offerkultur er udtryk for.”

Det er således grebet ud af den blå luft, at påstå, at jeg plæderer for multikulturalisme i dette begrebs værdirelativistiske betydning.

Kim Møller skriver herefter:

”Generelt så har liberalister jo (ikke mindst i disse tider) et problem med
at forklare begreber som etnicitet og nationalitet. Det skyldes efter min mening
en overvurdering af økonomi og det materielle - for meget Fukuyama og for lidt
Huntington som jeg plejer at udtrykke det.Mens venstrefløjens appeasement
grusomt er blevet udstillet af multikulturens naturlige konsekvenser, så har
liberalister alle dage kørt på frihjul. De ønsker større frihed, flere
muligheder, problematiserer nationalstatstanken, men forstår ikke at uden
nationalstaten så var der intet fundament hvorfra at sprede frihed og
demokrati. Liberalisten forstår ikke at demokratiet giver individet både
rettigheder og pligter, og uden en vis grad af kulturel
samhørighed, så bliver der ingen enighed om det nødvendige. Mennesket kan ikke
forstås uden kontekst, eller som Johs. Østrup udtrykte det i 1938 - mennesket er
ikke en ko der er tilfreds, hvis blot der er nok at æde.”

Men hvor i mit indlæg var det lige, at nationalstaten blev problematiseret? Liberalismen handler, primært, om begrænsning af statens magt. At ville begrænse statens magt siger intet om ens forhold til nationen og national kultur. Der er således intet selvmodsigende i at være nationalsindet og liberal på samme tid. Men for Kim Møller er staten og nationen åbenbart sammenfaldende, hvorfor enhver kritik af staten åbenbart må være lig med en kritik af nationen. Endvidere er det værd at bemærke, at grundelementerne af den vestlige demokratiske nationalstat, jo netop er baseret på liberalismen, også i Danmark, hvor Grundlovens fædre var de (national) liberale, hvorfor bemærkningen om at liberalismen ”alle dage har kørt på frihjul” er et noget ahistorisk postulat.

Få liberalister, mig selv inklusiv, vil underkende, at en vis kulturel samhørighed er nødvendig for det liberale demokratis funktion, men denne samhørighed skabes ikke af staten, men af folket og den skabes bedst i frie rammer. Hvis vi skal sætte tingene på spidsen kan man stille spørgsmålet om hvor der er skabt størst kulturel samhørighed; i indvandrerlandet USA eller de hermetisk lukkede socialistiske lande?
Jeg kan i øvrigt anbefale Simon Espersens artikel på Coin, der på fin vis imødegår de af Kim Møller fremsatte argumenter vedrørende liberalismen.

Jeg skal ikke gå i detaljer med Kim Møllers forsvar for Søren Krarups, Lars Hedegaards og Helle Merete Brix udtalelser vedrørende Louise Frevert, for jeg synes disse personers kommentarer og Kim Møllers forsvar deraf taler for sig selv. Jeg vil blot nøjes med at konstatere, at Kim Møllers forsvar er i øjenfaldende når man tænker på hvad Uriasposten normalt har at sige om folk ”der forsøger at forstå baggrunden for” islamististisk propaganda
Kim Møller skriver endvidere, at hans holdninger generelt ikke afviger fra en række af de øvrige punditokraters, herunder Mr. Laws. Jeg glæder mig i så fald til at læse indlæg på Uriasposten i stil med nedenstående fra Mr. Law:

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står
hvor og for hvad.
Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer
opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati,
kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.
Danskerne
er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så
de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske,
med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de
danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Krænker Danmark EMRK i Muhammedsagen?

Efter Rigsadvokatens afgørelse om ikke at føre en straffesag mod Jyllands-Posten, har en række muslimske organisationer nu udtalt, at de vil gå til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), sandsynligvis med påstand om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9, der sikrer religionsfriheden er overtrådt. Og ifølge EMDs præsident, er der allerede indgivet 3 klager.

Jeg vil i det følgende give en kort (og på ingen måde udtømmende) juridisk gennemgang af, hvorvidt de indgivne klager kan antages til realitetsbehandling og i så fald føre til ansvar for Danmark for krænkelse af EMRK.

Jeg har tidligere begrædt, at EMD i en række sager vedrørende blasfemi (i forhold til kristendom) har afgjort, at censur af blasfemiske værker ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10, der sikrer ytringsfriheden. På denne baggrund kunne man måske tro, at de muslimske organisationer har en god sag.

Men i de forudgående sager har klageren været den der har været udsat for censur, f.eks. i form af påbud om at stoppe fremvisning af en angiveligt blasfemisk film, ikke de kristne der har følt sig stødt eller krænket af de angiveligt blasfemiske værker.

Dette frembyder processuelt et stort problem for de muslimske klagere, som jeg skal vende tilbage til. Men først skal klagerne overstige (i hvert fald) 2 andre processuelle forhindringer.

Udtømning af nationale retsmidler
Artikel 35, stk. 1, i EMRK kræver, at en klager har udtømt alle nationale retsmidler før en klage kan blive antaget til realitetsbehandling af EMD. I normale tilfælde betyder det i danske sager, at man skal have været i Lands- og Højesteret (eller By- og Landsret) uden at have fået medhold. Først derefter kan EMD behandle sagen.

I Muhammed sagen har ingen nationale domstole behandlet sagen, hvorfor klagerne som udgangspunkt ikke har udtømt nationale retsmidler i artikel 35s forstand. Men da Rigsadvokaten har valgt ikke at føre en straffesag, kan klagerne dårligt klandres for ikke at have udtømt nationale retsmidler på ordinær vis. I visse tilfælde anerkender EMD da også, at klager kan antages på trods af, at nationale retsmidler ikke har været udtømt, hvis f.eks. det er undskyldeligt eller vil føre til urimelig formalisme. Det kan således ikke udelukkes at klagerne på dette punkt vil kunne få medhold i, at man de facto har udtømt nationale retsmidler.

Er klagerne "krænkede"?
Som nævnt ovenfor er der dog yderligere processuelle hindringer på klagernes vej mod Strasbourg. EMRK artikel 34 kræver nemlig, at klageren skal være "krænket" ("victim" på engelsk), det vil som altovervejende udgangspunkt sige at klagere(n) skal være direkte og individuelt berørt af den handling eller afgørelse som påklages.

Det er næppe tilfældet i nærværende sag, da tegningerne ikke var stilet mod at krænke identificerbare personer i form af de konkrete klagere. I modsat fald ville man kunne argumentere for, at samtlige muslimer i Danmark var krænkede i artikel 34s forstand og dermed berettigede til at føre en sag mod Danmark (og potentielt opnå en godtgørelse!). Som jeg ser det sætter artikel 34 i EMRK, således en stopper for klagen før den når realitetsbehandling i Strasbourg.

Åbenbart ubegrundet
Skulle klagerne slippe forbi artikel 34 idet de anses for "krænkede" i denne artikels forstand, skal deres klage være af en sådan karakter, at den ikke umiddelbart kan afvises som ”åbenbart ubegrundet” i artikel 35, stk. 3s forstand. På dette tidspunkt foretages således en indledende vurdering af sagens substans. Klagerne vil, som nævnt sandsynligvis gøre gældende, at religionsfriheden i artikel 9 er overtrådt. Det er dog svært at se, hvorledes klagernes ret til frit at udøve deres religion er blevet krænket via tegningerne af Mohammed. Klagerne er blevet stødt på deres religiøse følelser, men ikke forhindret i eller forbudt at udøve deres religion. I den forbindelse er følgende præmis fra en dom vedrørende Østrig relevant:

Those who choose to exercise the freedom to manifest their religion,
irrespective of whether they do so as members of a religious majority or a
minority, cannot reasonably expect to be exempt from all criticism. They must tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrineshostile to their faith. However, the manner in which religious beliefsand doctrines are opposed or denied is a matter which may engage the responsibility of the State, notably its responsibility to ensure the peaceful enjoyment of the right guaranteed under Article 9 (art. 9) to the holders of those beliefs and doctrines. Indeed, in extreme cases the effect of particular methods of opposing or denying religiousbeliefs can be such as to inhibit those who hold such beliefs fromexercising their freedom to hold and express them.

Hvis man endelig skulle karakterisere tegningerne, som et indgreb i religionsfriheden, må et sådant anses for at være meget lidt intenst, og ikke en ”extreme case”, som forudsat jf. ovenstående præmis. Det indgreb tegningerne eventuelt måtte udgøre ligger derfor sandsynligvis under den minimumstærskel, der skal til før der kan tales om at artikel 9 er anvendelig.

Endvidere er det jo den danske stat, ikke Jyllands-Posten, der er modstander i Strasbourg. Klagerne bliver derfor nødt til at argumentere for, at den danske stat havde en positiv forpligtelse til at disciplinere Jyllands-Posten. Man vil givetvis gøre gældende, at artikel 10 stk, 2, nævner, at ytringsfriheden kan begrænses, såfremt det er nødvendigt af for "at beskytte andres rettigheder", hvorfor Den danske stat skulle have grebet ind. Men denne undtagelse medfører blot, at staten kan indskrænke ytringsfriheden af hensyn til andres rettigheder (hvis indgrebet i øvrigt er nødvendigt og proportionalt) ikke, at staten skal foretage et sådant indgreb.

Dette har støtte i EMDs praksis jf. følgende præmis (fra samme østrigske dom), hvor nøgleordet ”may” klart støtter synspunktet om, at det er op til de enkelte stater i hvor høj grad de vil beskytte religiøse følelser:

However, as is borne out by the wording itself of Article 10 para. 2 (art. 10-2), whoever exercises the rights and freedoms enshrined in the first paragraph of that Article (art. 10-1)undertakes "duties and responsibilities". Amongst them - in the
context of religious opinions and beliefs - may legitimately be included an obligation to avoid as far as possible expressions that are gratuitously offensive to others and thus an infringement of their rights, and which therefore do not contribute to any form of public debate capable of furthering progress in human affairs. This being so, as a matter of principle it may be considered necessary in certain democratic societies to sanction or even prevent improper attacks on objects of religious veneration, provided always that any "formality", "condition",
"restriction" or "penalty" imposedbe proportionate to the legitimate aim pursued.

Det må dog medgives, at EMD anerkender, at EMRK i visse tilfælde indeholder positive forpligtelser. Men fordi sådanne forpligtelser automatisk kræver afvejning af modstående hensyn, har staten en vid skønsmargin, når det kommer til positive forpligtelser. I nærværende sag skal hen synet til klagernes religiøse følelser balanceres mod ytringsfriheden. Om ytringsfriheden har EMD flere gange fastslået, at:

freedom of expression constitutes one of the essential foundations of a
democratic society, one of the basic conditions for its progress and for the
development of everyone. Subject to paragraph 2 of Article 10 (art. 10-2), it
is applicable not only to "information" or "ideas" that are
favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of
indifference, but also to those that shock, offend or disturb the State or
any sector of the population. Such are the demands of that pluralism,
tolerance and broadmindedness without which there is no "democratic society"

Ytringsfriheden skal derfor tillægges betydelig vægt i den konkrete afvejning.

Det er endvidere klart, at positive forpligtelser ligger udenfor kerneområdet af EMRKs beskyttelsesområde, der (stadigvæk) er forholdet mellem stat og individ.

Der er derfor god grund til at tro, at EMD ville finde klagen åbenbart ubegrundet, under artikel 35(3), såfremt klagen skulle nå så langt.

Materiel bedømmelse

EMD opererer ikke i et politisk tomrum derfor kan det ikke udelukkes, at EMD på trods af ovenstående vil antage klagen til realitetsbehandling (omend det vil kræve visse juridiske krumspring) af hensyn til den store interesse i sagen.

For den materielle bedømmelse af klagen er de forhold jeg har diskuteret under afsnittet "åbenbart ubegrundet", inklusiv citaterne fra den østrigske dom, ligeledes relevante.I tillæg til disse forhold skal det siges, at i de blasfemisager, hvor EMD har fundet, at artikel 10 ikke er krænket, er dette sket fordi staterne i Europarådet har en relativ vid skønsmargin når det kommer til regulering af religiøse forhold (noget der har været nødvendigt pga., at Europarådet har både katolske, protestantiske, ortodokse og muslimske medlemslande, hvor de forskellige religiøse opfattelser smitter af på f.eks. straffelovene).

Men EMRK er et minimumsrettighedskatalog. På nationalt plan er staterne i Europarådet således altid fri til at have en videre grad af frihed end hvad der følger af EMRK og EMDs praksis. Derfor kan man ikke af de foreliggende domme vedrørende blasfemi slutte, at Danmark skal udøve censur.

Det er endvidere interessant at inddrage en afgørelse fra EMD, hvor Danmark rent faktisk blev dømt for at have krænket ytringsfriheden.

I den såkaldte Jersild sag kom EMD frem til, at Højesteret havde krænket en journalists ytringsfrihed ved at straffe ham efter racisme paragraffen (§266b) for et dokumentarprogram, hvori en række "grønjakker" fremsatte racistiske og nedsættende bemærkninger om afrikanere. Dette på trods af, at Højesteret i sin afgørelse lagde vægt på, at Danmark havde ratificeret FNs Konvention mod Racediskrimination. Denne konvention pålægger Danmark at modvirke og straffe racistiske og diskriminerende ytringer.Men I denne sag vejede hensynet til ytringsfriheden altså tungere end hensynet til "andres rettigheder" ifølge EMD, hvilket givetvis også vil være udslagsgivende i nærværende sag.

På ovenstående baggrund er det min vurdering, at Rigsadvokatens afvisning af at indlede retsskridt mod Jyllands-Posten for Muhammed tegningerne, ikke udgør en krænkelse af EMRK.

Og hermed skal jeg foreløbigt indlade sagen.

Skamstøtten

JP har idag en sjældent klar leder, der brutalt rammer en pæl igennem det rosenrøde Erik Meyer Carlsenske syn på landets økonomiske tilstand og vores velfærdsmodel, som ellers hersker blandt de fleste politikere og journalister. Befriende når en spade bliver kaldt for en spade og at regeringen får modspil fra højre af.

[...] Virkeligheden er altså, at de nævnte befolkningsgrupper er på
overførselsindkomst og dermed udgør en økonomisk belastning for de
skatteydere, der er i arbejde. Derfor skal de naturligvis medregnes, når man
taler om antallet af danskere på overførselsindkomst.
Dermed nærmer vi os også sagens kærne: Der er en afgrundsdyb forskel på den retorik, som oppositionspartierne Venstre og konservative i 1990'erne rullede frem med, og den endeløse stribe af undskyldninger og bortforklaringer, som de samme
partier i regering disker op med.
For skatteyderne er det eneste interessante, hvor mange danskere de -
ud over sig selv - skal forsørge.

Prisen er til at få øje på: Et af verdens højeste skattetryk, som
regeringens skattestop ikke har ændret nævneværdigt på.

Sandheden er, at regeringspartierne i de perioder, da de har været i
opposition, har meget høje idealer, når det gælder om at reducere udgifterne til
indkomstoverførsler, men fra det øjeblik, da de rykker ind i
regeringskontorerne, evner de åbenbart ikke at omsætte ord til handling.
Danmark har fremdeles et velfærdssystem, der tilskynder til passiv
forsørgelse, blandt andet fordi skattesystemet i vid udstrækning kun gør det
værd at gøre en ekstra indsats, hvis der er tale om sort arbejde.
Heri er intet nyt, men regeringen har siden sin tiltræden demonstreret foragt for
virkeligheden kulminerende med statsminister Anders Fogh Rasmussens kontante
afvisning af centrale dele af velfærdskommissionens
udspil.


Det virkeligt skræmmende ved passagen af denne
milepæl er, at beregningerne fra DA ikke medtager de hundredetusinder af
danskere, der direkte lever af at holde denne enorme, uproduktive omfordelingsmaskine i gang.
Det ville være befriende, hvis regeringen havde modet til selvransagelse og til at hente idealerne fra oppositionstiden frem fra gemmerne og omsætte dem til virkelighed.
Vurderet på den hidtidige viljeløshed er det svært at bevare optimismen, men
selv om tidspunktet gradvist rykker nærmere, skulle vi nødigt nå til den
erkendelse, at V og K er bedre i opposition end i regering.
Én million danskere på overførselsindkomst er ikke blot en milepæl, men også en
skamstøtte.

Nu venter vi bare på, at JP bliver mødt med krav om at undskylde overfor de 1 million danskere på overførselsindkomst, hvis følelser er blevet krænket som følge af lederen. Det må således være en passende opgave for det nye Menneskerettighedsråd at undersøge om JP med denne leder ikke er gået for langt og har dæmoniseret en udsat befolkningsgruppe, hvornår lærer JP at bruge sin ytringsfrihed på fornuftig og ansvarlig vis!

Djævelens Advokat III

Djævelens Advokats anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Retsstatens læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni. Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: ”Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med
konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

”Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der.”

Kasper Støvring: ”Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes
er en abstraktion. Det er for naivt!”

”Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er
et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten.”

Christoffer Arzrouni: ”Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens
julemandsaktion engang i 70’erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne –
det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! - Hvis man ser på hvad
konservatisme i praksis er, så er det ikke noget.”

Kasper Støvring: ”Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt
ude af en liberalistisk optik.”

Christopher Arzrouni: ”Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at
mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller
hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre.”

Kasper Støvring: ”Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det
forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god
konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting,
der går tabt.”

Christopher Arzrouni: ”Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene
konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed [...] Jeg kan da også være
tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition.
Men jeg er bestemt liberal!”

Kasper Støvring: ”Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!”.

Menneskerettighedsrådet

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende vedrørende forhandlingerne om et nyt Menneskerettighedsråd i FN. Lidt citater:

”En international organisation, hvis medlemskab er betinget af nogle objektivt
konstaterbare kriterier, der sikrer, at dets medlemmer har en basal statslig
infrastruktur, der modvirker systematiske krænkelser af menneskerettighederne,
vil have en høj grad af troværdighed og gennemslagskraft. Dens troværdighed vil
således langt overstige troværdigheden af en organisation, hvor de værste
menneskerettighedskrænkere i verden uhindret kan deltage og aktivt modvirke
kritiske undersøgelser af dem selv.”

”Endvidere vil oprettelsen af
en ny international organisation til varetagelse af menneskerettigheder være en
kærkommen lejlighed til at fokusere på de basale borgerlige og politiske
(friheds)rettigheder og dermed bryde med den udvanding og relativisering af
menneskerettighederne, som er sket i FN-regi, bl.a. via
Menneskerettighedskommissionens arbejde”

”Liberale demokratier med
respekt for deres borgeres frihed bør ikke undskylde deres statsform, men aktivt
insistere på dens moralske og historiske overlegenhed i forhold til autoritære
stater, hvor vilkårligheden og undertrykkelsen hersker. Som led heri bør de
liberale demokratier sige fra overfor forsøg på at udvande og relativisere
menneskerettighederne. Derfor er et opgør med FNs nuværende rolle desværre
nødvendigt.”

FNs rolle på menneskerettighedsområdet diskuterede Djævelens Advokat i øvrigt med Morten Kjærum. Denne del af debatten blev dog redigeret fra i den endelige version. Debatten vedrørende FN kan dog høres i denne brutto version http://www.devilsadvocate.dk/podcasts/DA001_brutto.mp3. FN delen kommer efter debatten om universalitet og før debatten om positive og negative rettigheder.

På barrikaderne for Arbejderen

Det er ikke hver dag, at jeg føler mig kaldet til at komme Dagbladet Arbejderen til undsætning, men ret skal være ret og ytringsfriheden gælder selv sagt også for venstreorienterede. Jeg må derfor støtte op om Arbejderens protest mod, at Københavns Politi ved en skrivelse til det firma der hoster Arbejderens server, har anmodet dette om at fjerne en appel fra den venstreorienterede forening Oprør, der opfordrede til at støtte PFLP og FARC (en handling der i øvrigt sandsynligvis var i strid med Medieansvarsloven), en anmodning som firmaet efterkom. Det er en sag som sjovt nok ikke har påkaldt sig videre opmærksomhed fra de der i Mohammed sagen ellers sprang ud som kompromisløse forsvarere af ytringsfriheden.

Jeg har ingen sympati overhovedet for de venstreradikale terrororganisationer PFLP eller FARC, som Oprørs appel støtter. Men Arbejderens offentliggørelse af appellen, som led i en journalistisk behandling af terrorlovgivning og sådan lovgivnings konsekvenser, må klart falde indenfor ytringsfrihedens grænser. Læg hertil, at Oprørs appel ligger på servere overalt i verden, hvorfor det vil være et Sisyfos projekt at hindre enhver form for videreformidling af appellen, hvilket gør anklagemyndighedens optræden desto mere dadelværdig. Sagen understreger den vidtgående rækkevidde af Straffelovens § 114a-c, der kriminaliserer direkte og indirekte støtte til terrororganisationer, en noget løs gerningsbeskrivelse, som giver anledning til et særdeles udvidet anvendelsesområde med konsekvenser for velerhvervede frihedsrettigheder, ikke mindst ytringsfriheden.

Vil videreformidlingen ikke få nogle til at yde direkte støtte til PFLP og FARC?, vil nogen givetvis indvende. Til det er der at sige, jo det kan ikke udelukkes. Men først i det øjeblik, at en person rent faktisk bidrager aktivt økonomisk til disse organisationer, bør det være relevant at overveje strafferetlige sanktioner. Således går frihed og ansvar rigtig nok hånd i hånd, men først når man konkret misbruger sin frihed bør man ifalde ansvar.

Djævelens Advokat II

Djævelens Advokat er i Berlingske Tidende idag. På mandag skal vi så forsvare os på Monopolet, nærmere bestemt P1 morgen kl. 9.

I denne uge har vi optaget en debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring vedrørende Liberalisme vs. Konservatisme og jeg tør godt love, at det bliver en særdeles interessant udsendelse med nogle markante holdninger, og tilbundsgående diskussioner af de to politiske filosofier. Det burde kunne blive til ørekræs for borgerlig-liberale, der føler sig underernæret på seriøs diskussion borgerlige imellem. Udsendelsen vil være tilgængelig på www.devilsadvocate.dk den 15. marts.