Jeg vil i det følgende give en kort (og på ingen måde udtømmende) juridisk gennemgang af, hvorvidt de indgivne klager kan antages til realitetsbehandling og i så fald føre til ansvar for Danmark for krænkelse af EMRK.
Jeg har tidligere begrædt, at EMD i en række sager vedrørende blasfemi (i forhold til kristendom) har afgjort, at censur af blasfemiske værker ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10, der sikrer ytringsfriheden. På denne baggrund kunne man måske tro, at de muslimske organisationer har en god sag.
Men i de forudgående sager har klageren været den der har været udsat for censur, f.eks. i form af påbud om at stoppe fremvisning af en angiveligt blasfemisk film, ikke de kristne der har følt sig stødt eller krænket af de angiveligt blasfemiske værker.
Dette frembyder processuelt et stort problem for de muslimske klagere, som jeg skal vende tilbage til. Men først skal klagerne overstige (i hvert fald) 2 andre processuelle forhindringer.
Udtømning af nationale retsmidler
Artikel 35, stk. 1, i EMRK kræver, at en klager har udtømt alle nationale retsmidler før en klage kan blive antaget til realitetsbehandling af EMD. I normale tilfælde betyder det i danske sager, at man skal have været i Lands- og Højesteret (eller By- og Landsret) uden at have fået medhold. Først derefter kan EMD behandle sagen.
I Muhammed sagen har ingen nationale domstole behandlet sagen, hvorfor klagerne som udgangspunkt ikke har udtømt nationale retsmidler i artikel 35s forstand. Men da Rigsadvokaten har valgt ikke at føre en straffesag, kan klagerne dårligt klandres for ikke at have udtømt nationale retsmidler på ordinær vis. I visse tilfælde anerkender EMD da også, at klager kan antages på trods af, at nationale retsmidler ikke har været udtømt, hvis f.eks. det er undskyldeligt eller vil føre til urimelig formalisme. Det kan således ikke udelukkes at klagerne på dette punkt vil kunne få medhold i, at man de facto har udtømt nationale retsmidler.
Er klagerne "krænkede"?
Som nævnt ovenfor er der dog yderligere processuelle hindringer på klagernes vej mod Strasbourg. EMRK artikel 34 kræver nemlig, at klageren skal være "krænket" ("victim" på engelsk), det vil som altovervejende udgangspunkt sige at klagere(n) skal være direkte og individuelt berørt af den handling eller afgørelse som påklages.
Det er næppe tilfældet i nærværende sag, da tegningerne ikke var stilet mod at krænke identificerbare personer i form af de konkrete klagere. I modsat fald ville man kunne argumentere for, at samtlige muslimer i Danmark var krænkede i artikel 34s forstand og dermed berettigede til at føre en sag mod Danmark (og potentielt opnå en godtgørelse!). Som jeg ser det sætter artikel 34 i EMRK, således en stopper for klagen før den når realitetsbehandling i Strasbourg.
Åbenbart ubegrundet
Skulle klagerne slippe forbi artikel 34 idet de anses for "krænkede" i denne artikels forstand, skal deres klage være af en sådan karakter, at den ikke umiddelbart kan afvises som ”åbenbart ubegrundet” i artikel 35, stk. 3s forstand. På dette tidspunkt foretages således en indledende vurdering af sagens substans. Klagerne vil, som nævnt sandsynligvis gøre gældende, at religionsfriheden i artikel 9 er overtrådt. Det er dog svært at se, hvorledes klagernes ret til frit at udøve deres religion er blevet krænket via tegningerne af Mohammed. Klagerne er blevet stødt på deres religiøse følelser, men ikke forhindret i eller forbudt at udøve deres religion. I den forbindelse er følgende præmis fra en dom vedrørende Østrig relevant:
Those who choose to exercise the freedom to manifest their religion,
irrespective of whether they do so as members of a religious majority or a
minority, cannot reasonably expect to be exempt from all criticism. They must tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrineshostile to their faith. However, the manner in which religious beliefsand doctrines are opposed or denied is a matter which may engage the responsibility of the State, notably its responsibility to ensure the peaceful enjoyment of the right guaranteed under Article 9 (art. 9) to the holders of those beliefs and doctrines. Indeed, in extreme cases the effect of particular methods of opposing or denying religiousbeliefs can be such as to inhibit those who hold such beliefs fromexercising their freedom to hold and express them.
Hvis man endelig skulle karakterisere tegningerne, som et indgreb i religionsfriheden, må et sådant anses for at være meget lidt intenst, og ikke en ”extreme case”, som forudsat jf. ovenstående præmis. Det indgreb tegningerne eventuelt måtte udgøre ligger derfor sandsynligvis under den minimumstærskel, der skal til før der kan tales om at artikel 9 er anvendelig.
Endvidere er det jo den danske stat, ikke Jyllands-Posten, der er modstander i Strasbourg. Klagerne bliver derfor nødt til at argumentere for, at den danske stat havde en positiv forpligtelse til at disciplinere Jyllands-Posten. Man vil givetvis gøre gældende, at artikel 10 stk, 2, nævner, at ytringsfriheden kan begrænses, såfremt det er nødvendigt af for "at beskytte andres rettigheder", hvorfor Den danske stat skulle have grebet ind. Men denne undtagelse medfører blot, at staten kan indskrænke ytringsfriheden af hensyn til andres rettigheder (hvis indgrebet i øvrigt er nødvendigt og proportionalt) ikke, at staten skal foretage et sådant indgreb.
Dette har støtte i EMDs praksis jf. følgende præmis (fra samme østrigske dom), hvor nøgleordet ”may” klart støtter synspunktet om, at det er op til de enkelte stater i hvor høj grad de vil beskytte religiøse følelser:
However, as is borne out by the wording itself of Article 10 para. 2 (art. 10-2), whoever exercises the rights and freedoms enshrined in the first paragraph of that Article (art. 10-1)undertakes "duties and responsibilities". Amongst them - in the
context of religious opinions and beliefs - may legitimately be included an obligation to avoid as far as possible expressions that are gratuitously offensive to others and thus an infringement of their rights, and which therefore do not contribute to any form of public debate capable of furthering progress in human affairs. This being so, as a matter of principle it may be considered necessary in certain democratic societies to sanction or even prevent improper attacks on objects of religious veneration, provided always that any "formality", "condition",
"restriction" or "penalty" imposedbe proportionate to the legitimate aim pursued.
Det må dog medgives, at EMD anerkender, at EMRK i visse tilfælde indeholder positive forpligtelser. Men fordi sådanne forpligtelser automatisk kræver afvejning af modstående hensyn, har staten en vid skønsmargin, når det kommer til positive forpligtelser. I nærværende sag skal hen synet til klagernes religiøse følelser balanceres mod ytringsfriheden. Om ytringsfriheden har EMD flere gange fastslået, at:
freedom of expression constitutes one of the essential foundations of a
democratic society, one of the basic conditions for its progress and for the
development of everyone. Subject to paragraph 2 of Article 10 (art. 10-2), it
is applicable not only to "information" or "ideas" that are
favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of
indifference, but also to those that shock, offend or disturb the State or
any sector of the population. Such are the demands of that pluralism,
tolerance and broadmindedness without which there is no "democratic society"
Ytringsfriheden skal derfor tillægges betydelig vægt i den konkrete afvejning.
Det er endvidere klart, at positive forpligtelser ligger udenfor kerneområdet af EMRKs beskyttelsesområde, der (stadigvæk) er forholdet mellem stat og individ.
Der er derfor god grund til at tro, at EMD ville finde klagen åbenbart ubegrundet, under artikel 35(3), såfremt klagen skulle nå så langt.
Materiel bedømmelse
EMD opererer ikke i et politisk tomrum derfor kan det ikke udelukkes, at EMD på trods af ovenstående vil antage klagen til realitetsbehandling (omend det vil kræve visse juridiske krumspring) af hensyn til den store interesse i sagen.
For den materielle bedømmelse af klagen er de forhold jeg har diskuteret under afsnittet "åbenbart ubegrundet", inklusiv citaterne fra den østrigske dom, ligeledes relevante.I tillæg til disse forhold skal det siges, at i de blasfemisager, hvor EMD har fundet, at artikel 10 ikke er krænket, er dette sket fordi staterne i Europarådet har en relativ vid skønsmargin når det kommer til regulering af religiøse forhold (noget der har været nødvendigt pga., at Europarådet har både katolske, protestantiske, ortodokse og muslimske medlemslande, hvor de forskellige religiøse opfattelser smitter af på f.eks. straffelovene).
Men EMRK er et minimumsrettighedskatalog. På nationalt plan er staterne i Europarådet således altid fri til at have en videre grad af frihed end hvad der følger af EMRK og EMDs praksis. Derfor kan man ikke af de foreliggende domme vedrørende blasfemi slutte, at Danmark skal udøve censur.
Det er endvidere interessant at inddrage en afgørelse fra EMD, hvor Danmark rent faktisk blev dømt for at have krænket ytringsfriheden.
I den såkaldte Jersild sag kom EMD frem til, at Højesteret havde krænket en journalists ytringsfrihed ved at straffe ham efter racisme paragraffen (§266b) for et dokumentarprogram, hvori en række "grønjakker" fremsatte racistiske og nedsættende bemærkninger om afrikanere. Dette på trods af, at Højesteret i sin afgørelse lagde vægt på, at Danmark havde ratificeret FNs Konvention mod Racediskrimination. Denne konvention pålægger Danmark at modvirke og straffe racistiske og diskriminerende ytringer.Men I denne sag vejede hensynet til ytringsfriheden altså tungere end hensynet til "andres rettigheder" ifølge EMD, hvilket givetvis også vil være udslagsgivende i nærværende sag.
På ovenstående baggrund er det min vurdering, at Rigsadvokatens afvisning af at indlede retsskridt mod Jyllands-Posten for Muhammed tegningerne, ikke udgør en krænkelse af EMRK.
Og hermed skal jeg foreløbigt indlade sagen.
Og hermed skal jeg foreløbigt indlade sagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar