Skamstøtten

JP har idag en sjældent klar leder, der brutalt rammer en pæl igennem det rosenrøde Erik Meyer Carlsenske syn på landets økonomiske tilstand og vores velfærdsmodel, som ellers hersker blandt de fleste politikere og journalister. Befriende når en spade bliver kaldt for en spade og at regeringen får modspil fra højre af.

[...] Virkeligheden er altså, at de nævnte befolkningsgrupper er på
overførselsindkomst og dermed udgør en økonomisk belastning for de
skatteydere, der er i arbejde. Derfor skal de naturligvis medregnes, når man
taler om antallet af danskere på overførselsindkomst.
Dermed nærmer vi os også sagens kærne: Der er en afgrundsdyb forskel på den retorik, som oppositionspartierne Venstre og konservative i 1990'erne rullede frem med, og den endeløse stribe af undskyldninger og bortforklaringer, som de samme
partier i regering disker op med.
For skatteyderne er det eneste interessante, hvor mange danskere de -
ud over sig selv - skal forsørge.

Prisen er til at få øje på: Et af verdens højeste skattetryk, som
regeringens skattestop ikke har ændret nævneværdigt på.

Sandheden er, at regeringspartierne i de perioder, da de har været i
opposition, har meget høje idealer, når det gælder om at reducere udgifterne til
indkomstoverførsler, men fra det øjeblik, da de rykker ind i
regeringskontorerne, evner de åbenbart ikke at omsætte ord til handling.
Danmark har fremdeles et velfærdssystem, der tilskynder til passiv
forsørgelse, blandt andet fordi skattesystemet i vid udstrækning kun gør det
værd at gøre en ekstra indsats, hvis der er tale om sort arbejde.
Heri er intet nyt, men regeringen har siden sin tiltræden demonstreret foragt for
virkeligheden kulminerende med statsminister Anders Fogh Rasmussens kontante
afvisning af centrale dele af velfærdskommissionens
udspil.


Det virkeligt skræmmende ved passagen af denne
milepæl er, at beregningerne fra DA ikke medtager de hundredetusinder af
danskere, der direkte lever af at holde denne enorme, uproduktive omfordelingsmaskine i gang.
Det ville være befriende, hvis regeringen havde modet til selvransagelse og til at hente idealerne fra oppositionstiden frem fra gemmerne og omsætte dem til virkelighed.
Vurderet på den hidtidige viljeløshed er det svært at bevare optimismen, men
selv om tidspunktet gradvist rykker nærmere, skulle vi nødigt nå til den
erkendelse, at V og K er bedre i opposition end i regering.
Én million danskere på overførselsindkomst er ikke blot en milepæl, men også en
skamstøtte.

Nu venter vi bare på, at JP bliver mødt med krav om at undskylde overfor de 1 million danskere på overførselsindkomst, hvis følelser er blevet krænket som følge af lederen. Det må således være en passende opgave for det nye Menneskerettighedsråd at undersøge om JP med denne leder ikke er gået for langt og har dæmoniseret en udsat befolkningsgruppe, hvornår lærer JP at bruge sin ytringsfrihed på fornuftig og ansvarlig vis!