mandag, september 26, 2005
Corporate Social Responsibility
Reason har en interessant diskussion mellem Milton Friedman, John Mackey Adm.dir. i Whole Foods og T.J. Rodgers adm. dir. i Cypress Semi Conductors. Økonomiprofessoren og de to direktører debatterer "Corporate Social Responsibility" (CSR) altså hvorvidt selskaber (især de multinationale af slagsen) skaber mest gavn ved udelukkende at koncentrere sig om bundlinjen eller om de også bør udvide deres aktiviteter til at inkludere velgørenhed, bekæmpe diskrimination etc. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Milton Friedman ikke er positivt stemt overfor CSR omend Rodgers går endu hårdere til den mens Mackey (der opfatter sig selv som libertarianer) er fortaler for (frivillig) CSR. CSR er iøvrigt blevet omfavnet af menneskerettighedsbevægelsen som i flere år kraftigt har arbejdet på at multinationale selskaber skal underlægges menneskerettighedsforpligtelser i internationale traktater. En håbløs tanke der sandsynligvis ville medføre en forringelse fremfor en forbedring af levestandarden for de fattigste mennesker på denne jord.
tirsdag, september 20, 2005
Fagforeninger og Tvang
Byggefagenes Samvirke har besluttet sig for at indlede blokade mod en lille byggeplads på Amager, hvor fire polakker indretter ejerlejligheder. At dansk ret tillader sådanne faglige kampskridt er uforståeligt. Situationen er jo den, at en bygherre lovligt (formoder jeg) har indgået en aftale med de omhandlede polakker til den pris og de betingelser disse parter nu har kunnet blive enige om. Som en trold af en æske dukker byggefagenes samvirke så op og beslutter, at man ikke kan acceptere bygherren og håndværkernes frit indgåede aftale. Oven i købet bruger fagforeninger som Byggefagenes Samvirke særdeles usympatiske metoder til at opspore byggepladser med sådanne aftaler.
Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.
Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.
onsdag, september 14, 2005
Dansk Byggeri og den Personlige Frihed
Til dem der måtte mene, at økonomisk og personlig frihed kan holdes strengt adskilt er det værd at tage notits af seneste nyt i byggebranchen.
Dansk Byggeri har nemlig meldt ud, at man som led i kampen mod sort arbejde gerne ser embedsmænd foretage razziaer i villa- og parcelhus kvarterer således, at det omfattende sorte arbejde foretaget af håndværkere kan kommes til livs.
Tanken om razziaer i ganske almindelige danske hjem er sjældent usmagelig og demonstrerer, at indgreb mod den økonomiske frihed ofte eroderer den personlige frihed in casu retten til respekt for boligen og privatlivet samt vel også den private ejendomsret.
Mon ikke Dansk Byggeri ville varetage deres medlemmers interesser bedre såfremt man f.eks. arbejdede for en skattesænkning så der var et incitament til at arbejde "hvidt" og så flere danske familier kunne få råd til at betale håndværkeres "hvide regninger? Eller hvad med en liberalisering af reglerne på lejeområdet så det rent faktisk kunne betale sig at bygge lejeboliger til en billig penge og ikke kun moderne ejerlejlighedskomplekser til velhavende unge profesionelle i København?
Dansk Byggeri har nemlig meldt ud, at man som led i kampen mod sort arbejde gerne ser embedsmænd foretage razziaer i villa- og parcelhus kvarterer således, at det omfattende sorte arbejde foretaget af håndværkere kan kommes til livs.
Tanken om razziaer i ganske almindelige danske hjem er sjældent usmagelig og demonstrerer, at indgreb mod den økonomiske frihed ofte eroderer den personlige frihed in casu retten til respekt for boligen og privatlivet samt vel også den private ejendomsret.
Mon ikke Dansk Byggeri ville varetage deres medlemmers interesser bedre såfremt man f.eks. arbejdede for en skattesænkning så der var et incitament til at arbejde "hvidt" og så flere danske familier kunne få råd til at betale håndværkeres "hvide regninger? Eller hvad med en liberalisering af reglerne på lejeområdet så det rent faktisk kunne betale sig at bygge lejeboliger til en billig penge og ikke kun moderne ejerlejlighedskomplekser til velhavende unge profesionelle i København?
Økonomiske og Sociale Retigheder
Jeg har idag en artikel i Ræson om FNs menneskerettighedspolitik særligt med henblik på Økonomiske og Sociale Rettigheder. Artiklen udgør (i forkortet form) også dagens kronik i Information (dagens Information er værd at købe alene for redkationens billedvalg og den tekst de har vedhæftet, der ikke lader nogen være i tvivl om hvad man mener om indholdet af min kronik, men al ære og respekt til Information for at bringe en kronik som i den grad går i mod den redaktionelle linje).
Jeg har kæmpet med at få skrevet artiklen siden jeg for 2 år siden som studerende i Venedig på "the European Master of Human Rights and Democratization" på første parket oplevede hvor mangelfuld og ideologisk ensrettet forskning og formidling indenfor menneskerettighedsområdet er.
Jeg har kæmpet med at få skrevet artiklen siden jeg for 2 år siden som studerende i Venedig på "the European Master of Human Rights and Democratization" på første parket oplevede hvor mangelfuld og ideologisk ensrettet forskning og formidling indenfor menneskerettighedsområdet er.
lørdag, september 10, 2005
Blandede Bolcher fra Regeringen
I fredagens Berlingske tidende kunne læse, at Lene Espersen finder, at anti-terror tiltagv såsom hemmelige domstole og tidsubegrænsede anholdelser, såsom påtænkt indført i England, er for vidtgående. Det er betryggende (og overraskende) at regeringen tager et principielt standpunkt på terrorisme området, på trods af, at meningsmålinger viser, at op imod 60% af danskerne støtter strammere anti-terrorlovgivning.
Til gengæld kunne man i samme udgave af Berlingske læse, at Bertel Haarder vil ændre formålsparagraffen for folkeskolen. Det er meget muligt, at folkeskolens formålsparagraf kan formuleres mere hensigtsmæssigt. Men hvorfor skal vores børns læringsmål fastsættes fra centralt hold? Mon ikke forældre er bedre stillet til at prioritere, hvilke læringsmetoder og læringsmål deres børn skal . Haarders kronik viser, at Milton Friedmans kongstanke om indførelsen af såkaldte skattefinansierede "vouchers" til forældre, der så frit kan vælge hvilke skole de vil indskrive deres børn på, fortjener ligeså meget opmærksomhed som flad-skat idéen har fået herhjemme.
Til gengæld kunne man i samme udgave af Berlingske læse, at Bertel Haarder vil ændre formålsparagraffen for folkeskolen. Det er meget muligt, at folkeskolens formålsparagraf kan formuleres mere hensigtsmæssigt. Men hvorfor skal vores børns læringsmål fastsættes fra centralt hold? Mon ikke forældre er bedre stillet til at prioritere, hvilke læringsmetoder og læringsmål deres børn skal . Haarders kronik viser, at Milton Friedmans kongstanke om indførelsen af såkaldte skattefinansierede "vouchers" til forældre, der så frit kan vælge hvilke skole de vil indskrive deres børn på, fortjener ligeså meget opmærksomhed som flad-skat idéen har fået herhjemme.
tirsdag, september 06, 2005
Gæsteindlæg: En replik til David Trads
[Redaktionel note: dette indlæg er en replik til David Trads' kronik i Berlingske vedrørende Ché som helt. skrevet af Pelle Braendgaard, der har den spændende blog http://econotrix.com/. Lars Hvidberg har i øvrigt i dagens Berlingske skrevet en kronik, der problematiserer Trads' romantiske syn på Ché.
Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]
David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.
Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.
Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.
Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.
Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]
David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.
Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.
Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.
Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.
mandag, september 05, 2005
søndag, september 04, 2005
Ytringsfrihed og Blasfemi
I en artikel i Weekendavisen skrevet af Helle Merete Brix (HMB) og Farshad Kholgi (FK) sættes fokus på et britisk lovforslag, der vil gøre det strafbart at tilskynde til religiøst had. Loven er et alvorligt anslag på ytringsfriheden, i det den potentielt kriminaliserer kritiske og/eller satiriske ytringer vedrørende religion. Artiklens budskab undermineres dog af HMBs (sædvanlige) ensidige fokus på Islam. Ifølge HMB (og FK) er loven nemlig indført for at tække muslimer, som med loven i hånden vil kunne forbyde al satire eller kritik af Islam. Artiklen underforståede budskab er, at europæiske muslimer ingen kritik tåler af deres religion, mens kristne europæere er immune overfor den slags. Det er med mordet på Theo Van Gogh og fatwaen mod Salman Rushide fuldt berettiget at sætte lys på visse muslimers forhold til ytringsfriheden og Islam. Men hvis HMB og FK havde gjort deres research ordentligt ville de dog vide, at kristne mange steder i Europa, ofte med held, har opfordret til censur mod kunstnere, der har kritiseret eller gjort grin med kristendommen. På answers.com kan man bl.a. læse om nogle af reaktionerne på Monty Pythons film ”Life of Brian”.
On its initial UK release the film was banned by some town councils (several even took great pleasure in banning it, even though they had no cinemas within their boundaries). This proved rather pointless, since people who wanted to see the film merely went to places where it wasn't banned. The film was also banned for eight years in the Republic of Ireland and for a year in Norway (it was marketed in Sweden as "the movie that is so funny it was banned in Norway!"). The film was not released in Italy until 1990, eleven years after it was made. The film was not shown on Jersey until 2001. The Bailiff of Jersey wanted it to be watched only by adults, even though the BBFC rated it suitable for those aged 14 or over.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere taget stilling til spørgsmålet om blasfemi og kunst ved en række lejligheder. I et par afgørelser har domstolen på skuffende vis statueret, at censur af bl.a. en engelsk og østrigsk film med bibelske figurer i erotiske og/eller satiriske scener ikke udgjorde en krænkelse af ytringsfriheden.
I en dansk kontekst kan det nævnes, at KLF kirke og medier klagede til DR over stand-up komikeren Uffe Holm, der i et show på DR gjorde grin med Jesus. KLF kirke og medier overvejede endda at anmelde Uffe Holm til politiet for blasfemi. Uffe Holm droppede efterfølgende Jesus joken i sine følgende shows.
Ytringsfriheden må i en religiøs sammenhæng forsvares konsekvent hvad enten den er under angreb fra kristne eller muslimer.
On its initial UK release the film was banned by some town councils (several even took great pleasure in banning it, even though they had no cinemas within their boundaries). This proved rather pointless, since people who wanted to see the film merely went to places where it wasn't banned. The film was also banned for eight years in the Republic of Ireland and for a year in Norway (it was marketed in Sweden as "the movie that is so funny it was banned in Norway!"). The film was not released in Italy until 1990, eleven years after it was made. The film was not shown on Jersey until 2001. The Bailiff of Jersey wanted it to be watched only by adults, even though the BBFC rated it suitable for those aged 14 or over.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere taget stilling til spørgsmålet om blasfemi og kunst ved en række lejligheder. I et par afgørelser har domstolen på skuffende vis statueret, at censur af bl.a. en engelsk og østrigsk film med bibelske figurer i erotiske og/eller satiriske scener ikke udgjorde en krænkelse af ytringsfriheden.
I en dansk kontekst kan det nævnes, at KLF kirke og medier klagede til DR over stand-up komikeren Uffe Holm, der i et show på DR gjorde grin med Jesus. KLF kirke og medier overvejede endda at anmelde Uffe Holm til politiet for blasfemi. Uffe Holm droppede efterfølgende Jesus joken i sine følgende shows.
Ytringsfriheden må i en religiøs sammenhæng forsvares konsekvent hvad enten den er under angreb fra kristne eller muslimer.
torsdag, september 01, 2005
Venezuelas sørgelige fremtid
Hugo Chavez bliver af mange på venstrefløjen betragtet som den moderne socialismes redningsmand. Hans modstand mod U.S.A. (og især Bush regeringen), kapitalisme og globalisme har således gjort ham til et samlingspunkt. To artikler i henholdsvis the Economist og Reason viser dog prisen, der skal betales, når en velmenende populist, som Hugo Chavez, i den højere sags tjeneste forsøger at indføre "social retfærdighed" og målet derfor helliger midlet.
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl viser artiklerne på bedste vis, at retsstatsprincippet er uforeneligt med socialisme. Når retstatsprincippet afløses af retspositivisme, vil der således uværgerligt opstå en arbitrær retstilstand, hvor den herskende leder eller gruppe og dennes eller disses udvalgtes ord er lov. Dette medfører den sikre undergang for personlig og økonomisk frihed med voldelig undertrykkelse og fattigdom til følge.
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl viser artiklerne på bedste vis, at retsstatsprincippet er uforeneligt med socialisme. Når retstatsprincippet afløses af retspositivisme, vil der således uværgerligt opstå en arbitrær retstilstand, hvor den herskende leder eller gruppe og dennes eller disses udvalgtes ord er lov. Dette medfører den sikre undergang for personlig og økonomisk frihed med voldelig undertrykkelse og fattigdom til følge.
Abonner på:
Opslag (Atom)