Fagforeninger og Tvang

Byggefagenes Samvirke har besluttet sig for at indlede blokade mod en lille byggeplads på Amager, hvor fire polakker indretter ejerlejligheder. At dansk ret tillader sådanne faglige kampskridt er uforståeligt. Situationen er jo den, at en bygherre lovligt (formoder jeg) har indgået en aftale med de omhandlede polakker til den pris og de betingelser disse parter nu har kunnet blive enige om. Som en trold af en æske dukker byggefagenes samvirke så op og beslutter, at man ikke kan acceptere bygherren og håndværkernes frit indgåede aftale. Oven i købet bruger fagforeninger som Byggefagenes Samvirke særdeles usympatiske metoder til at opspore byggepladser med sådanne aftaler.

Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.