Gæsteindlæg: En replik til David Trads

[Redaktionel note: dette indlæg er en replik til David Trads' kronik i Berlingske vedrørende Ché som helt. skrevet af Pelle Braendgaard, der har den spændende blog http://econotrix.com/. Lars Hvidberg har i øvrigt i dagens Berlingske skrevet en kronik, der problematiserer Trads' romantiske syn på Ché.

Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]


David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.

Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.

Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.