Dobbeltblogging

Jeg er blevet tilbudt at bidrage til bloggen Punditokraterne, hvilket tilbud jeg er beæret over at have modtaget og med glæde har sagt ja til. Min ambition er dog stadig at skrive på Retsstaten på en (næsten) daglig basis, omend det med arbejde allerede nu kan være svært at få tid til.

Naomi Klein slår til igen

Naomi Klein har endnu en gang demonstreret sin evne til at vende tingene på hovedet. Denne gang i den amerikanske venstrefløjsavis the Nation. I sin artikel argumenterer Naomi Klein for, at racisme i Vesten er skyld i de terrorangreb vi har oplevet i f.eks. London. Naomi Klein tager udgangspunkt i to Egyptere: Hussain Osman som er mistænkt for at have deltaget i terrorangrebene i London, samt Sayyid Qutb en af de intellektuelle drivkræfter bag politisk islam. Naomi Klein beskriver hvordan disse to blev animeret til deres handlinger af racisme i England og U.S.A. Klein skriver bl.a.


Arabs and Muslims are being debased in torture chambers around the world and their deaths are being discounted in simultaneous colonial wars, at the same time that graphic digital evidence of these losses and humiliations is available to anyone with a computer. And once again, this lethal cocktail of racism and torture is burning through the veins of angry young men. As Qutb's past and Osman's present reveal, it's not our tolerance for multiculturalism that fuels terrorism; it's our tolerance for the barbarism committed in our name.

Klein glemmer, at U.S.A. gik i krig i både Bosnien og Kosovo for at redde muslimske civile, ligesom (den forfejlede) humanitære intervention i Somalia var ment som beskyttende somaliske og dermed muslimske civile. Endvidere lever masser af muslimer i U.S.A. og England fordi de måtte flygte fra styrer, hvor tortur er institutionaliseret, det kan man trods alt ikke sige er tilfældet i nogen vestlig stat.

Klein må vist også være uvidende om den hadske og dybt racistiske propaganda egyptiske aviser, ofte med officiel godkendelse fra Mubarak regimet, kører mod jøder. Linket her taler vist for sig selv.

At ty til terrorisme er et personligt valg, det er ikke "påtvunget af omstændighederne". Ligegyldigt hvor uretfærdigt man føler sig behandlet kan det aldrig retfærdiggøre, at dræbe uskyldige mennesker med fuldt overlæg.

Fortjente prygl til FNs Menneskerettighedskommission

I mandagsudgaven af Weekly Standard, den måske vigtigste meningsdannende avis blandt amerikanske konservative, har David A Schwartz skrevet en god artikel om de foreslåede reformer af FNs Menneskerettighedskommission. Artiklen sætter lys på nogle af de store troværdighedsproblemer FN har på menneskerettighedsområdet, hvor totalitære stater har ligeså meget at skulle have sagt som stater med liberalt demokrati, samt FNs prioritering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Jeg har selv (før jeg læste David A. Schwartz' artikel) skrevet en længere artikel, der især går i dybden med FNs promovering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og som vil blive bragt i et dansk nyhedsmedie, sandsynligvis i løbet af denne uge, så hold øje med nyhedsstrømmen...

En liberal politiker på afveje

Indtil for 3-4 måneder siden gik jeg rent faktisk og glædede mig til kommunalvalget. Endelig en lejlighed til at stemme på en politiker, Søren Pind, med en liberal profil og så tilmed som overborgmesterkandidat i Hovedstaden med mulighed for rent faktisk at ændre noget. I maj måned meldte Søren Pind så ud, at han mente løsningen på narkoproblemet på Vesterbro er, at gøre det ulovligt at være narkoman. Hvordan kriminalisering af narkomisbrug hænger sammen med den 1. af Søren Pinds (ellers udmærkede) 10 teser, der lyder, at ”mennesket først og fremmest tilhører sig selv” forbliver ubesvaret. Men selvejerskab er åbenbart ikke det eneste liberale kerneprincip Søren Pind er villig til at ofre for politisk gavn. Lighed for loven (”den vigtigste ”opfindelse” i det sidste årtusinde” som Janice Roger Brown har beskrevet dette fundamentale princip) må også vige for Søren Pinds ønske om at vinde borgmesterposten. Søren Pind foreslår nemlig, at indvandrere og disses efterkommere (folk som mig selv velsagtens) pålægges en aktiveringsgaranti, og at kontanthjælpskassen smækkes i såfremt denne gruppe borgere ikke tager imod sådanne tilbud. Endvidere foreslår Søren Pind, at udenlandske statsborgere udvises såfremt de tre gange er dømt for strafbare forhold, samt at denne gruppe ikke længere anvises almene boliger før beboerne i sådanne boliger afspejler befolkningens sammensætning.

Hvor mange generationer man skal have boet i Danmark for at undslippe aktiveringsgarantien melder forslaget ikke noget om, men dens indførsel vil i alle tilfælde medføre en fuldstændig arbitrær retstilstand. Forslaget om automatisk udvisning af udenlandske borgere, virker også uigennemtænkt og i strid med almindelige proportionalitetsprincipper. Der kan være god grund til at udvise en udenlandsk statsborger ved den første lovovertrædelse (f.eks. ved voldtægt og mord), mens udvisning for f.eks den samme persons overtrædelse af Straffelovens § 120, 197 og § 203 ville være for indgribende.

Hvad Søren Pind har fuldstændig i er, at Ritt Bjerregård ikke har nogen løsning på de sociale problemer, der findes med indvandrere og disses efterkommere inklusiv udøvelse af kriminalitet. Her kunne man så have håbet på, at en liberal politiker som Søren Pind ville have peget på velfærdsstatens indbyggede problem med f.eks. at absorbere lavt uddannet og ufaglært arbejdskraft, som værende (en stor del af) problemet.

Jeg har ikke opgivet at stemme på Søren Pind endnu, men det ville være rart med nogle liberale udmeldinger og gerne så hurtigt som muligt.

Tvivlsomme terroranbefalinger

I dagens Jyllandspost kan man læse, at den internationale terrorekspert dr. Rohan Gunaratna, leder af International Centre for Political Violence & Terrorism Research i Singapore, opfordrer den danske regering til at indføre strammere anti-terror lovgivning. Gunaratna udtaler bl.a.

»Danmark kan ikke beskytte sig selv, hvis ikke de danske politikere tager nogle upopulære beslutninger, og det skal gøres så hurtigt, som muligt. Tillader vi fortsat ekstremisme, som England har gjort det tidligere, vil Danmark også blive udsat for et lignende angreb, som London har oplevet det,«

Jeg har tidligere skrevet, hvad jeg mener om den slags lovgivning som Gunaratna er en energisk fortaler for. WSWS.org (med hvem jeg naturligvis på ingen måde sympatiserer) har en interessant artikel om Gunaratna. Artiklens indhold kunne tyde på, at man skal tage Gunaratnas forskning og konklusioner med et gran salt. Guratna er særdeles skeptisk indstillet overfor grundlæggende frihedsrettigheder og retssikerhedsgarantier, hvilke han har foreslået indskrænket i både Tyskland, Australien og nu altså herhjemme.
Guratna skylder dog, at forklare hvordan terrorister i Egypten ved flere lejligheder, og senest i Sharm el Sheikh, har kunne slå til på trods af dette land siden 1967 har haft en ”Emergency Law”, der giver myndighederne nær uindskrænket magt til at bekæmpe terrorisme.

I stedet for at bruge tid på Guratnas tvivlsomme anbefalinger burde vores politikere læse noget Hayek:

”Freedom can be preserved only if it is treated as a supreme principle which must not be sacrificed for particular advantages.” (Law Legislation and Liberty vol. 1 p. 57.)

Var Stasi blot en almindelig efterretningstjeneste?

På Danmarks Kommunistiske Parti/Leninister/Marxisters hjemmeside kan man finde en artikel, oprindeligt bragt i dagbladet Arbejderen., skrevet af Hanne Rosenvold. Denne artikel kommenterer bl.a. en artikel skrevet Thomas Wegener Friis, der omhandler DDR’s efterretningsvirksomhed. Hanne Rosenvold konkluderer, at artiklen:

”'afslører' for [hende] at se ikke nogen opsigtsvækkende nyheder. DDR havde, som vel hovedparten af Europas stater, også under den kolde krig en efterretningsvirksomhed!”

Hanne Rosenvolds kommentar demonstrerer på bedste vis, at fortrængelsen af kommunismens menneskefjendtlige gerninger lever i bedste velgående blandt nulevende kommunister. Der stadig er brug for en Bent Jensen og Richard Pipes (i hvert fald på dette område). Som det fremgår af dette uddrag af John E. Koehlers’s bog ”STASI the untold Story of the East German Secret Police”, var STASI så langt fra en efterretningsvirksomhed som dem der fungerede i ”hovedparten af Europas stater” under den kolde krig. Jeg skal her blot bringe enkelte af bogens citater:

"When the regime collapsed, the Stasi had 102,000 full-time officers and noncommissioned personnel on its rolls, including 11,000 members of the ministry's own special guards regiment. Between 1950 and 1989, a total of 274,000 persons served in the Stasi.

The people's ire was running equally strong against the regular Stasi informers, the inoffizielle Mitarbeiter (IMs). By 1995, 174,000 had been identified as IMs, or 2.5 percent of the total population between the ages of 18 and 60. Researchers were aghast when they found that about 10,000 IMs, or roughly 6 percent of the total, had not yet reached the age of 18. Since many records were destroyed, the exact number of IMs probably will never be determined; but 500,000 was cited as a realistic figure. Former Colonel Rainer Wiegand, who served in the Stasi counterintelligence directorate, estimated that the figure could go as high as 2 million, if occasional stool pigeons were included.

"The Stasi was much, much worse than the Gestapo, if you consider only the oppression of its own people," according to Simon Wiesenthal of Vienna, Austria, who has been hunting Nazi criminals for half a century. "The Gestapo had 40,000 officials watching a country of 80 million, while the Stasi employed 102,000 to control only 17 million.".

The Soviet Union's KGB employed about 480,000 full-time agents to oversee a nation of 280 million, which means there was one agent per 5,830 citizens. Using Wiesenthal's figures for the Nazi Gestapo, there was one officer for 2,000 people. The ratio for the Stasi was one secret policeman per 166 East Germans. When the regular informers are added, these ratios become much higher: In the Stasi's case, there would have been at least one spy watching every 66 citizens! When one adds in the estimated numbers of part-time snoops, the result is nothing short of monstrous: one informer per 6.5 citizens. It would not have been unreasonable to assume that at least one Stasi informer was present in any party of ten or twelve dinner guests."

Fører borgerlige flertal til mindre stat?

For dem der stadig håber på, at den nuværende VK regering vil skærpe den borgerlige profil og med tiden søge at øge den personlig frihed (og ansvar) ved at slanke staten , er der deprimerende læsning at hente fra USA. Matt Welch Fra det libertarianske nyhedsmagasin Reason tager med udgangspunkt i en bog udgivet af the CATO Institute fat på at skose republikanerne, der 10 år efter the ”Gingrich revolution” ikke har indfriet løfterne om mindre stat og mere personlig frihed. Tværtimod, har the GOP udvidet statens beføjelser på en række områder. Welch har håndplukket nogle sigende citater fra bogen:

Cato President Ed Crane: "There are too many opponents of liberty within the Republican Party... Many in the Republican Party have focused exclusively on tax cuts and growing the economy without dealing with the tougher job of limiting government to its proper size....That strategy has sadly oriented the party away from a focus on individual freedom and restoration of constitutional government."

The Competitive Enterprise Institute's Clyde Wayne Crews, Jr.: "Most people assumed that Republican politicians replacing Democrats on Capitol Hill in 1995 would lead to small-government, anti-regulation policies. That assumption turned out to be wrong."

Cato education analyst David Salisbury: "Recent federal education spending increases have been massive. Gone is the idea that there is no constitutional role for the federal government in the nation's schools. Instead, the Department of Education has been adopted as the Republicans' favored stepchild. The last 10 years have been a great disappointment to people who felt that the 1994 elections signaled an effort to cut the federal government and remove from it areas such as education where it had no legitimate constitutional role."

Cato criminal justice specialist Timothy Lynch: "With respect to criminal justice policies, the Republicans not only squandered their mandate but now also preside over a burgeoning federal law enforcement bureaucracy....Instead of a revolution, the GOP has turned its back on the Tenth Amendment and embraced a big-government agenda."

Welch slutter af med følgende opsang til amerikanske liberarianere der stemmer GOP:

.This, finally, might just be the fruit of '94—a base mobilized not to reduce the scope of government, but to jeer at domestic enemies, conflate opposition to war with treason, and vote decisively against Michael Moore.

That self-described libertarians spend more time on these pursuits than noticing how their ideals continue to be mocked by the party they vote for is a testament to the alluring power of party-based populism. That Democratic activists seem eager to emulate key parts of this approach is a reason to curb your enthusiasm about the day when the Gingrich legacy gets the whipping it so richly deserves

Man kan med VKs udvidelse af den offentlige sektor med flere ansatte, stramning af udlændingeloven, forhøjede tilskud til børnefamilier, indførelse af diverse kanoner, stramme og centrale styring med folkeskolen og Foghs farvel til liberalismen på mange måder tegne en parallel til GOPs udvikling i U.S.A.

Når man så tænker på, at VK i modsætning til republikanerne er afhængig af et parlamentarisk støtteparti, DF, for hvem personlig frihed altid kan ofres ”sammenhængskraft”, ”danskhed”, ”kulturarv” og hvad de nu ellers finder essentielt for velfærdsstatens bevarelse, gør det ikke ens optimisme større. Man kan således måske nok forvente små gradvise ændringer af velfærdsstaten når velfærdskommissionen eller tilpas mange økonomiske analyser giver regeringen alibi hertil. Men sådanne ændringer vil altid være begrundet i ”nødvendighed” og med garantier for velfærdsstatens beståen. Sådanne ændringer vil ikke være med udgangspunkt i K og især Vs ideologiske ophav, der tilsiger en langt mere radikal ændring af velfærdssamfundet og forholdet imellem stat og individ.

En sammenhængende politik baseret på størst mulig frihed (og ansvar) til det enkelte menneske fremfor til staten, skal man derfor nok ikke sætte næsen opefter. Dertil er vores politiske kultur blevet for principløs.

Den dømmende magt slår tilbage

[Redaktionel note: Dette indlæg fik jeg bragt i Politiken den 21 juli i år. Da debatten om anti-terror lovgivning er mere relevant end nogensinde med nye lovpakker på vej i en række europæiske lande, bringer jeg det dog også her. Retsstatsprincippet må selv i en terror tid forsvares mod drakonisk lovgivning, der indskrænker den personlige frihed. På baggrund af artiklen debatterede jeg i øvrigt terrorlovgivning i Deadline med Lars Hedegaard, klippet synes dog ikke længere tilgængeligt på DR2s hjemmeside.]

Den Tyske forfatningsdomstol har netop erklæret en tysk lov, der implementer EUs arrestordre for forfatningsstridig. I kølvandet på det Islamistiske terrorangreb på London, er domstolens afgørelse blevet mødt med kritik fra både politikere og eksperter. Det må endvidere forventes, at der blandt en stor del af de europæiske befolkninger vil være opbakning til anti-terror lovgivning, der giver politi og efterretningstjenester redskaber til forebyggelse og bekæmpelse af terror, der går videre end den lov som domstolen erklærede for ugyldig. Sådanne tiltag kunne f.eks. inkludere udvidet brug af hemmelig aflytning og overvågning, langvarige og hemmelige arrestationer uden fremstilling for en dommer, og retssager uden efterlevelse af fundamentale retsgarantier.

Det er utvivlsomt fristende (og meget menneskeligt) at give efter for sit raseri og sin afmagt når man konfronteres med kombinatonen af billeder af uskyldige ofre og de skyldiges svælgen og stolthed ved deres depraverede og i enhver henseende uforsvarlige handlinger. Men netop i sådanne situationer er det vigtigt at huske på, at historien viser, at anti-terror lovgivning fører til en forråelse af samfundet, til større utryghed og at anti-terror lovgivning i sidste ende er stort set virkningsløst mod en fjende så hensynsløs som fx Islamistiske terrorister.

Når politi og militær bliver givet udvidede beføjelser, der tilmed kan udøves i hemmelighed og uden overholdelse af på forhånd fastlagte procedurer opstår så godt som altid misbrug. Et godt eksempel herpå er Tyrkiet. Den tortur som vestlige politikere har konfronteret Tyrkiet med (og som nu er aftagende) skyldtes overvejende, at det tyrkiske militær og politik fik frit spil til at bekæmpe terrortruslen fra PKK. Denne frihed gik i høj grad udover den almindelige befolkning. Også i Nordirland, har civilbefolkningen måtte føle konsekvenserne af en hårdhændet britisk anti-terror politik, og Abu Ghraib er vel skole eksemplet på hvad vidtgående beføjelser kan medføre.

Den amerikanske tænketank ”the CATO Institute” har i en rapport fra 2002 påvist, hvordan man i USA over en periode på små 10 år konstant har strammet terror lovgivning uden, at kunne imødegå truslen. Efter det første angreb på World Trade Center i 1993 blev der således vedtaget ny terrorlovgivning. Dette forhindrede imidlertid ikke Timothy Mcveighs bombeattentat mod en statslig bygning i 1995. Alligevel strammede man endnu engang terrorlovgivningen. Det gik imidlertid galt igen i 1996, hvor en bombe sprængtes under OL i Atlanta. Præcis som før skred Præsident Clinton og Kongressen til handling. Disse nye initiativer kunne dog ikke forhindre 11. september 2001. Selv efter 11. september med indførslen af drastiske nye sikkerhedsforanstaltninger, lykkedes det den såkaldte ”sko-bomber” at smugle en bombe med på et rutefly.

Rapporten konkluderer, at strengere anti-terror lovgivning medfører en ond cirkel, idet nye terror angreb i sidste ende er uværgerlige, og at man til sidst vil have fuldstændig undergravet de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, såfremt man insisterer på konsekvent at møde nye terroranslag med stadig strengere lovgivning. Man kan vel sammenligne drakonisk terrorlovgivning med at trykke flere penge i en økonomisk krise, begge tiltag gør ondt værre.

Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal ses som et forsvar for de værdier og rettigheder et frit samfund er bygget på, og som ikke kan sættes ud af kraft uden at det frie samfund bliver illusorisk. Her står den tyske Forfatningsdomstol ikke alene. I 2004 afsagde den amerikanske Højesteret en afgørelse der medførte, at amerikanske statsborgere fanget som ”fjendtlige kombattanter” har krav på at blive stillet for en domstol. Samme år fastslog den øverste engelske domstol, House of Lords, at anti-terror lovgivning, der tillod myndighederne at tilbageholde udenlandske terrormistænkte på ubestemt tid, var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konsekvensen af terrorangreb skal selvfølgelig ikke være, at Vesten blot resignerer og tolerer, at dens borgere bliver ofret i blodbad efter blodbad. Politiet skal naturligvis have visse beføjelser til imødegåelse af terrorisme. Hvis jeg hver fredag går til bøn i en moske, hvis imam er kendt for at agitere for selvmordsangreb, må jeg derfor tåle, at der bliver holdt øje med mig. Men den almindelige borgers personlige frihed må ikke i mærkbar grad indskrænkes (uanset religiøst tilhørsforhold), ligesom, at indgreb overfor selv mistænkte terrorister i sidste ende skal være underlagt på forhånd fastlagte procedurer og domstolskontrol.

Det må endvidere være klart, at militær indgriben overfor lande, hvor der utvivlsomt forekommer aktiv støtte til og træning af terrorister, såsom Afghanistan under Taleban, ikke kan udelukkes.

Men det afgørende våben i kampen mod terrorisme må være ideologisk. Ligesom, at den kolde krig blev vundet ved det liberale demokratis åbenlyse overlegenhed i forhold til kommunismen, må det liberale demokratis overlegenhed i forhold til (enhver) form for religiøs fundamentalistisk statsform klarere fremhæves. Det bedste eksempel herpå er vel Iran, hvor den islamiske revolution har ført til undertrykkelse og forarmelse af store dele af den iranske befolkning, mens mange af de iranere der flygtede fra revolutionen har skabt velstand for dem selv og deres familier i Vesten som advokater, læger, ingeniører etc.

I denne ideologiske kamp er ovennævnte domme af afgørende betydning. At udstrække samfundets væsentligste værdier (i Vestens tilfælde fundamentale retsgarantier og frihedsrettigheder) til mennesker, som har viet deres liv (og død) til at knuse selvsamme værdier, ville jo være utænkeligt i det Kalifat som Islamisterne kæmper for. Dommene underminerer derfor forestillingen om, at Vesten diskriminerer mod og er fjendtligt indstillet overfor muslimer, og viser at det ikke er hykleri når Vesten taler om respekt for fundamentale frihedsrettigheder. Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal derfor anses som et anslag mod snarere end et knæfald for den internationale terrorisme.

Folkeligt oprør mod indgreb i ejendomsretten

The Economist har en interessant artikel om et folkeligt oprør i USA mod en nylig Højesteretsafgørelse.

Den 23. juni afsagde den Amerikanske Højesteret med dommerstemmerne 5-4 afgørelsen i Kelo v. New London som kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom til offentlig brug (Peter Kurrild-Klitgaard har kommenteret afgørelsen på Punditokraterne). Den amerikanske Forfatnings 5. tillægs ordlyd om at privat ejendom kan eksproprieres til ”public use” blev tidligere fortolket som findende anvendelse ved bygning af motorveje, lufthavne og jernbaner etc. Men med afgørelsen i Kelo blev ”public use” fortolket udvidende således, at en delstat kan ekspropriere privat ejendom til opførelse af private bygge projekter der f.eks. vil medføre højere fremtidige skatteindtægter.

Afgørelsen har sat sindene i kog over hele U.S.A. Aktivistgrupper såsom f.eks. det libertarianske Institute for Justice har mobiliseret en kampagne mod afgørelsen. En ny Wall Street Journal/NBC meningsmåling fra juli viser samtidig, at et flertal af amerikanere nu mener, at ejendomsretten er det vigtigste emne for den amerikanske Højesteret. At ejendomsretten findes vigtigere end emner såsom f.eks. abort og adskillelse af kirke og stat, må siges at være bemærkelsesværdigt. Samtidig har flere delstater indført yderligere begrænsninger i adgangen til ekspropriation i deres forfatninger, og Kongressen har vedtaget en resolution, der tager afstand fra Kelo. Kongressen skal ligeledes tage stilling til et forslag om en forfatningsændring, der vil skærpe beskyttelsen af den private ejendomsret.

Opstandelsen i U.S.A., der altså allerede har medført en skærpelse af beskyttelsen af den private ejendomsret på delstatsniveau, viser, at man med den rette konkrete sag og argumentation kan mobilisere støtte for den private ejendomsret på tværs af samfundslag. Selvom den private ejendomsret fylder mere i amerikansk end dansk bevidsthed, er der således håb for, at vi herhjemme ligeledes vil blive mere opmærksomme på ejendomsrettens værdi som en grundlæggende og fundamental rettighed. Man kan kun håbe på, at vi i Danmark en dag vil se en lignende folkelig opstand mod den absurde mængde love og regler, der ofte gør ejendomsretten illusorisk, samt mod den svage beskyttelse vores Grundlov og domstole yder mod sådanne indgreb.

Connie og Planloven

I torsdagens politiken kunne man læse, at Miljøminister Connie Hedegaard (CH) har nedlagt et foreløbigt veto mod opførelse af 13 nye supermarkeder i Vejle amt. Dette veto kan CH nedlægge som følge af Planloven, der giver miljøministeren en lang række beføjelser til at administrere og udstede bekendtgørelser på miljøområdet.

Planloven er på mange måder i direkte strid med retsstatsprincippet. Planlovens § 1 opstiller f.eks. en lang række formål såsom at:

”sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Samt

”1)
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner,
2)
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
3)
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource,
4)
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og
5)
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.”

Det siger sig selv, at hvad der ”udfra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering” udgør en ”hensigtsmæssig udvikling” er aldeles subjektivt og vil kunne anvendes efter forgodtbefindende af den ansvarlige beslutningstager. Udover at være selvmodsigende udgør loven på en lang række områder også en indskrænkning af den private ejendomsret, ved bl.a. at inddele landet i byggezoner, hvor visse typer af byggeri ikke er tilladt. Disse forhold samt ministerens vide adgang til regeludstedelse, medfører en arbitrær retstilstand. Planloven resulterer således i, at hverken kommuner, erhvervsdrivende eller borgere kan forudse hvilke regler der gælder, eller stole på at den for tiden gældende retstilstand bliver opretholdt. Planloven griber derfor aktuelt og potentielt ind i den sfære, som borgeren hidtil har troet fredet fra statslig indgriben.

Når nu Planloven bestemmer, at planlægningen af butiksområder skal bestemmes af politikere er det langt at foretrække, at sådanne afgørelser bliver truffet af lokale politikere i kommuner og amter fremfor fra centralt hold. På denne led sikrer man, at beslutninger om planlægning af lokalområder bliver truffet tættest muligt på de borgere der bliver direkte berørt deraf. Lokalpolitikere vil alt andet lige have bedre føling med lokalbefolkningen end en minister der tænker i stemmer på nationalt plan. Desuden er lokalpolitikere nemmere at slippe af med end ministre, såfremt de lokale borgere skulle blive utilfredse med tingenes tilstand. Ved at lade kommuner og amter bestemme selv opnår man tillige den fordel, at der bliver eksperimenteret med forskellige modeller. Det kunne således være, at man fandt ud af, at store butikscentre medførte vækst, flere arbejdspladser og større glæde i lokalbefolkningen.

Ytringsfrihed - også for ekstremister

[Redaktionel note: Dette indlæg er tre uger gammelt og begivenhederne ligger muligvis ikke forrest i bevidstheden hos de fleste. Jeg synes dog, at emnet så væsentligt at jeg har valgt at bringe indlægget som det første her på Retsstaten.]

Med kort interval har politiet valgt at sigte formanden for Radio Holger, Kaj Wilhelmsen (KW), og formanden for Hizb ut-Tahrir, Fadi Abdullatif (FA), for henholdsvis overtrædelse af racismeparagraffen og trusler mod offentlig myndighed.

Sigtelsen mod KW kom efter dennes udtalelser om, at store dele af den muslimske befolkning i Vesteuropa burde tvangsdeporteres eller slås ihjel.

FA oversatte i november 2004 en pamflet fremstillet af en udenlandsk afdeling af Hizb ut-Tahrir der bl.a. opfordrede muslimer til at tage til Fallujah og kæmpe mod de allierede styrker samt at udrydde regenterne i de allieredes hjemlande, hvis de stod i vejen for sådanne hellige krigeres udrejse. Denne skrivelse har politiet fortolket således, at den udgør en trussel mod en eller flere medlemmer af regeringen. FA er i øvrigt tidligere dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for opfordring til drab på jøder.

Mennesker, der insisterer på at bedømme individet på dets ord og handlinger frem for dets tilhørsforhold til mere eller mindre arbitrært definerede grupper, vil og bør tage kraftigt afstand fra FA og KWs udtalelser. Udtalelserne viser på bedste vis den militante islamismes menneskefjendskhed og bekræfter, at europæisk nihilisme hverken døde med nazismens eller kommunismens fald.

Men spørgsmålet er om holdninger såsom dem, KW og FA er fremkommet med, hvor vederstyggelige de end måtte forekomme de fleste mennesker, bør sanktioneres med samfundets mest indgribende foranstaltning; frihedsberøvelse.

Fra et strengt juridisk synspunkt er politiet i KWs tilfælde på rimelig sikker grund. Der er utvivlsomt hjemmel i straffelovens §266b til at sanktionere ytringer som de fremsatte. Endvidere er der sandsynligvis ikke meget hjælp for KW at hente i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis artikel 10 stk. 1 ellers sikrer ytringsfriheden. For læser man artikel 10 stk. 2 fremgår det, at ytringsfriheden kan begrænses ved lov i det omfang sådanne begrænsninger er ”nødvendige i et demokratisk samfund” til beskyttelse af bl.a. offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse og/eller for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder. Endvidere fastslår EMRK artikel 17, at EMRK ikke må anvendes til virksomhed eller handlinger, der tilintetgør eller indskrænker rettighederne og frihederne i EMRK. På denne baggrund har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde afvist at behandle klager fra individer eller grupper, der er blevet straffet for bl.a. at fremkomme med nazistiske ytringer.

I FAs tilfælde må sigtelsen nok siges at hvile på et mere skrøbeligt juridisk grundlag.
Den foreliggende retspraksis viser ret entydigt, at § 119, stk. 1 hidtil alene er blevet anvendt ifm. meget konkrete trusler f.eks. i tilfælde, hvor kommunale sagsbehandlere har oplevet dødstrusler af borgere, der har følt sig forurettede. Det er svært at se, at FAs udsagn er en konkret trussel – også al den stund at der, mig bekendt, ikke har været en konkret sag, hvor de danske myndigheder har stoppet herboende muslimer fra at rejse til Fallujah.

Overfor de juridiske overvejelser skal dog gøres et andet synspunkt gældende, nemlig bibevarelsen af et frit samfund. I et frit samfund bør staten ikke stille borgerne til regnskab for deres holdninger. Ytringsfriheden må derfor være nær absolut. Kun i tilfælde, hvor et individ eller en gruppe af individer i klare og utvetydige vendinger opfordrer til fysiske overgreb på et klart og identificerbart individ eller gruppe, og sådanne opfordringer medfører en overhængende og umiddelbar fare for at de føres ud i livet, bør staten skride ind for at beskytte det truede individs liv og legeme.
Således undgås det, at det til hver en tid bestående politiske flertal gennem staten søger at undertrykke eller udrydde meninger eller holdninger, som ikke passer ind i flertallets verdensbillede. Endvidere undgås det at skabe martyrer af folk som KW og FA, hvis sørgelige udtalelser slet ikke fortjener den opmærksomhed, de er blevet tildelt af politikere og medier.

I et frit samfund giver borgernes frihedsrettighederne kun mening såfremt de lever og opbakkes af befolkningen. Enhver nogenlunde fornuftig borger bør derfor kunne indse, at både KWs og FAs udtalelser bunder i ideologier, der hylder en totalitær stat med alt, hvad det medfører af død og ødelæggelse. Såfremt man ikke kan stole på, at den altovervejende del af den danske befolkning selv kan indse dette, men skal ”beskyttes” fra sådanne ytringer af staten, hviler det frie samfund på lerfødder.

Velkommen til Retsstaten. Der er indenfor de seneste år sket en imponerende vækst i antallet af sites, hvor der formidles tanker, ideer og kommentarer med udgangspunkt i den klassiske liberalisme. Fælles for disse sites, hvoraf flere har højt niveau, er, at fokus ofte er på økonomiske forhold. Dette er naturligvis fint i tråd med liberalismens ideologiske ophav, og der er bestemt behov for personer og fora der tør udfordre den herskende velfærdsstatskonsensus på det økonomiske område.

Den økonomiske fokus sker dog ofte på bekostning af fokus på emner og begivenheder, der har konsekvenser for den personlige frihed (omend det skal medgives at økonomisk og personlig frihed i høj grad overlapper). Det være sig den stigende politisering af alskens samfundsforhold, ny lovgivning og domstolsafgørelser.
Retsstaten vil forsøge at kompensere herfor ved at sætte (forsvaret for) den personlige frihed i højsædet. Retsstaten vil således bringe både korte nyhedskommentarer og længere analyser af både inden- og udenlandsk nyhedsstof med relevans for den individuelle og personlige frihed eller med andre ord; fundamentet for civilisation, moral og velstand.