Ytringsfrihed - også for ekstremister

[Redaktionel note: Dette indlæg er tre uger gammelt og begivenhederne ligger muligvis ikke forrest i bevidstheden hos de fleste. Jeg synes dog, at emnet så væsentligt at jeg har valgt at bringe indlægget som det første her på Retsstaten.]

Med kort interval har politiet valgt at sigte formanden for Radio Holger, Kaj Wilhelmsen (KW), og formanden for Hizb ut-Tahrir, Fadi Abdullatif (FA), for henholdsvis overtrædelse af racismeparagraffen og trusler mod offentlig myndighed.

Sigtelsen mod KW kom efter dennes udtalelser om, at store dele af den muslimske befolkning i Vesteuropa burde tvangsdeporteres eller slås ihjel.

FA oversatte i november 2004 en pamflet fremstillet af en udenlandsk afdeling af Hizb ut-Tahrir der bl.a. opfordrede muslimer til at tage til Fallujah og kæmpe mod de allierede styrker samt at udrydde regenterne i de allieredes hjemlande, hvis de stod i vejen for sådanne hellige krigeres udrejse. Denne skrivelse har politiet fortolket således, at den udgør en trussel mod en eller flere medlemmer af regeringen. FA er i øvrigt tidligere dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for opfordring til drab på jøder.

Mennesker, der insisterer på at bedømme individet på dets ord og handlinger frem for dets tilhørsforhold til mere eller mindre arbitrært definerede grupper, vil og bør tage kraftigt afstand fra FA og KWs udtalelser. Udtalelserne viser på bedste vis den militante islamismes menneskefjendskhed og bekræfter, at europæisk nihilisme hverken døde med nazismens eller kommunismens fald.

Men spørgsmålet er om holdninger såsom dem, KW og FA er fremkommet med, hvor vederstyggelige de end måtte forekomme de fleste mennesker, bør sanktioneres med samfundets mest indgribende foranstaltning; frihedsberøvelse.

Fra et strengt juridisk synspunkt er politiet i KWs tilfælde på rimelig sikker grund. Der er utvivlsomt hjemmel i straffelovens §266b til at sanktionere ytringer som de fremsatte. Endvidere er der sandsynligvis ikke meget hjælp for KW at hente i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis artikel 10 stk. 1 ellers sikrer ytringsfriheden. For læser man artikel 10 stk. 2 fremgår det, at ytringsfriheden kan begrænses ved lov i det omfang sådanne begrænsninger er ”nødvendige i et demokratisk samfund” til beskyttelse af bl.a. offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse og/eller for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder. Endvidere fastslår EMRK artikel 17, at EMRK ikke må anvendes til virksomhed eller handlinger, der tilintetgør eller indskrænker rettighederne og frihederne i EMRK. På denne baggrund har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde afvist at behandle klager fra individer eller grupper, der er blevet straffet for bl.a. at fremkomme med nazistiske ytringer.

I FAs tilfælde må sigtelsen nok siges at hvile på et mere skrøbeligt juridisk grundlag.
Den foreliggende retspraksis viser ret entydigt, at § 119, stk. 1 hidtil alene er blevet anvendt ifm. meget konkrete trusler f.eks. i tilfælde, hvor kommunale sagsbehandlere har oplevet dødstrusler af borgere, der har følt sig forurettede. Det er svært at se, at FAs udsagn er en konkret trussel – også al den stund at der, mig bekendt, ikke har været en konkret sag, hvor de danske myndigheder har stoppet herboende muslimer fra at rejse til Fallujah.

Overfor de juridiske overvejelser skal dog gøres et andet synspunkt gældende, nemlig bibevarelsen af et frit samfund. I et frit samfund bør staten ikke stille borgerne til regnskab for deres holdninger. Ytringsfriheden må derfor være nær absolut. Kun i tilfælde, hvor et individ eller en gruppe af individer i klare og utvetydige vendinger opfordrer til fysiske overgreb på et klart og identificerbart individ eller gruppe, og sådanne opfordringer medfører en overhængende og umiddelbar fare for at de føres ud i livet, bør staten skride ind for at beskytte det truede individs liv og legeme.
Således undgås det, at det til hver en tid bestående politiske flertal gennem staten søger at undertrykke eller udrydde meninger eller holdninger, som ikke passer ind i flertallets verdensbillede. Endvidere undgås det at skabe martyrer af folk som KW og FA, hvis sørgelige udtalelser slet ikke fortjener den opmærksomhed, de er blevet tildelt af politikere og medier.

I et frit samfund giver borgernes frihedsrettighederne kun mening såfremt de lever og opbakkes af befolkningen. Enhver nogenlunde fornuftig borger bør derfor kunne indse, at både KWs og FAs udtalelser bunder i ideologier, der hylder en totalitær stat med alt, hvad det medfører af død og ødelæggelse. Såfremt man ikke kan stole på, at den altovervejende del af den danske befolkning selv kan indse dette, men skal ”beskyttes” fra sådanne ytringer af staten, hviler det frie samfund på lerfødder.