Den dømmende magt slår tilbage

[Redaktionel note: Dette indlæg fik jeg bragt i Politiken den 21 juli i år. Da debatten om anti-terror lovgivning er mere relevant end nogensinde med nye lovpakker på vej i en række europæiske lande, bringer jeg det dog også her. Retsstatsprincippet må selv i en terror tid forsvares mod drakonisk lovgivning, der indskrænker den personlige frihed. På baggrund af artiklen debatterede jeg i øvrigt terrorlovgivning i Deadline med Lars Hedegaard, klippet synes dog ikke længere tilgængeligt på DR2s hjemmeside.]

Den Tyske forfatningsdomstol har netop erklæret en tysk lov, der implementer EUs arrestordre for forfatningsstridig. I kølvandet på det Islamistiske terrorangreb på London, er domstolens afgørelse blevet mødt med kritik fra både politikere og eksperter. Det må endvidere forventes, at der blandt en stor del af de europæiske befolkninger vil være opbakning til anti-terror lovgivning, der giver politi og efterretningstjenester redskaber til forebyggelse og bekæmpelse af terror, der går videre end den lov som domstolen erklærede for ugyldig. Sådanne tiltag kunne f.eks. inkludere udvidet brug af hemmelig aflytning og overvågning, langvarige og hemmelige arrestationer uden fremstilling for en dommer, og retssager uden efterlevelse af fundamentale retsgarantier.

Det er utvivlsomt fristende (og meget menneskeligt) at give efter for sit raseri og sin afmagt når man konfronteres med kombinatonen af billeder af uskyldige ofre og de skyldiges svælgen og stolthed ved deres depraverede og i enhver henseende uforsvarlige handlinger. Men netop i sådanne situationer er det vigtigt at huske på, at historien viser, at anti-terror lovgivning fører til en forråelse af samfundet, til større utryghed og at anti-terror lovgivning i sidste ende er stort set virkningsløst mod en fjende så hensynsløs som fx Islamistiske terrorister.

Når politi og militær bliver givet udvidede beføjelser, der tilmed kan udøves i hemmelighed og uden overholdelse af på forhånd fastlagte procedurer opstår så godt som altid misbrug. Et godt eksempel herpå er Tyrkiet. Den tortur som vestlige politikere har konfronteret Tyrkiet med (og som nu er aftagende) skyldtes overvejende, at det tyrkiske militær og politik fik frit spil til at bekæmpe terrortruslen fra PKK. Denne frihed gik i høj grad udover den almindelige befolkning. Også i Nordirland, har civilbefolkningen måtte føle konsekvenserne af en hårdhændet britisk anti-terror politik, og Abu Ghraib er vel skole eksemplet på hvad vidtgående beføjelser kan medføre.

Den amerikanske tænketank ”the CATO Institute” har i en rapport fra 2002 påvist, hvordan man i USA over en periode på små 10 år konstant har strammet terror lovgivning uden, at kunne imødegå truslen. Efter det første angreb på World Trade Center i 1993 blev der således vedtaget ny terrorlovgivning. Dette forhindrede imidlertid ikke Timothy Mcveighs bombeattentat mod en statslig bygning i 1995. Alligevel strammede man endnu engang terrorlovgivningen. Det gik imidlertid galt igen i 1996, hvor en bombe sprængtes under OL i Atlanta. Præcis som før skred Præsident Clinton og Kongressen til handling. Disse nye initiativer kunne dog ikke forhindre 11. september 2001. Selv efter 11. september med indførslen af drastiske nye sikkerhedsforanstaltninger, lykkedes det den såkaldte ”sko-bomber” at smugle en bombe med på et rutefly.

Rapporten konkluderer, at strengere anti-terror lovgivning medfører en ond cirkel, idet nye terror angreb i sidste ende er uværgerlige, og at man til sidst vil have fuldstændig undergravet de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, såfremt man insisterer på konsekvent at møde nye terroranslag med stadig strengere lovgivning. Man kan vel sammenligne drakonisk terrorlovgivning med at trykke flere penge i en økonomisk krise, begge tiltag gør ondt værre.

Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal ses som et forsvar for de værdier og rettigheder et frit samfund er bygget på, og som ikke kan sættes ud af kraft uden at det frie samfund bliver illusorisk. Her står den tyske Forfatningsdomstol ikke alene. I 2004 afsagde den amerikanske Højesteret en afgørelse der medførte, at amerikanske statsborgere fanget som ”fjendtlige kombattanter” har krav på at blive stillet for en domstol. Samme år fastslog den øverste engelske domstol, House of Lords, at anti-terror lovgivning, der tillod myndighederne at tilbageholde udenlandske terrormistænkte på ubestemt tid, var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konsekvensen af terrorangreb skal selvfølgelig ikke være, at Vesten blot resignerer og tolerer, at dens borgere bliver ofret i blodbad efter blodbad. Politiet skal naturligvis have visse beføjelser til imødegåelse af terrorisme. Hvis jeg hver fredag går til bøn i en moske, hvis imam er kendt for at agitere for selvmordsangreb, må jeg derfor tåle, at der bliver holdt øje med mig. Men den almindelige borgers personlige frihed må ikke i mærkbar grad indskrænkes (uanset religiøst tilhørsforhold), ligesom, at indgreb overfor selv mistænkte terrorister i sidste ende skal være underlagt på forhånd fastlagte procedurer og domstolskontrol.

Det må endvidere være klart, at militær indgriben overfor lande, hvor der utvivlsomt forekommer aktiv støtte til og træning af terrorister, såsom Afghanistan under Taleban, ikke kan udelukkes.

Men det afgørende våben i kampen mod terrorisme må være ideologisk. Ligesom, at den kolde krig blev vundet ved det liberale demokratis åbenlyse overlegenhed i forhold til kommunismen, må det liberale demokratis overlegenhed i forhold til (enhver) form for religiøs fundamentalistisk statsform klarere fremhæves. Det bedste eksempel herpå er vel Iran, hvor den islamiske revolution har ført til undertrykkelse og forarmelse af store dele af den iranske befolkning, mens mange af de iranere der flygtede fra revolutionen har skabt velstand for dem selv og deres familier i Vesten som advokater, læger, ingeniører etc.

I denne ideologiske kamp er ovennævnte domme af afgørende betydning. At udstrække samfundets væsentligste værdier (i Vestens tilfælde fundamentale retsgarantier og frihedsrettigheder) til mennesker, som har viet deres liv (og død) til at knuse selvsamme værdier, ville jo være utænkeligt i det Kalifat som Islamisterne kæmper for. Dommene underminerer derfor forestillingen om, at Vesten diskriminerer mod og er fjendtligt indstillet overfor muslimer, og viser at det ikke er hykleri når Vesten taler om respekt for fundamentale frihedsrettigheder. Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal derfor anses som et anslag mod snarere end et knæfald for den internationale terrorisme.