Connie og Planloven

I torsdagens politiken kunne man læse, at Miljøminister Connie Hedegaard (CH) har nedlagt et foreløbigt veto mod opførelse af 13 nye supermarkeder i Vejle amt. Dette veto kan CH nedlægge som følge af Planloven, der giver miljøministeren en lang række beføjelser til at administrere og udstede bekendtgørelser på miljøområdet.

Planloven er på mange måder i direkte strid med retsstatsprincippet. Planlovens § 1 opstiller f.eks. en lang række formål såsom at:

”sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Samt

”1)
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner,
2)
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
3)
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource,
4)
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og
5)
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.”

Det siger sig selv, at hvad der ”udfra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering” udgør en ”hensigtsmæssig udvikling” er aldeles subjektivt og vil kunne anvendes efter forgodtbefindende af den ansvarlige beslutningstager. Udover at være selvmodsigende udgør loven på en lang række områder også en indskrænkning af den private ejendomsret, ved bl.a. at inddele landet i byggezoner, hvor visse typer af byggeri ikke er tilladt. Disse forhold samt ministerens vide adgang til regeludstedelse, medfører en arbitrær retstilstand. Planloven resulterer således i, at hverken kommuner, erhvervsdrivende eller borgere kan forudse hvilke regler der gælder, eller stole på at den for tiden gældende retstilstand bliver opretholdt. Planloven griber derfor aktuelt og potentielt ind i den sfære, som borgeren hidtil har troet fredet fra statslig indgriben.

Når nu Planloven bestemmer, at planlægningen af butiksområder skal bestemmes af politikere er det langt at foretrække, at sådanne afgørelser bliver truffet af lokale politikere i kommuner og amter fremfor fra centralt hold. På denne led sikrer man, at beslutninger om planlægning af lokalområder bliver truffet tættest muligt på de borgere der bliver direkte berørt deraf. Lokalpolitikere vil alt andet lige have bedre føling med lokalbefolkningen end en minister der tænker i stemmer på nationalt plan. Desuden er lokalpolitikere nemmere at slippe af med end ministre, såfremt de lokale borgere skulle blive utilfredse med tingenes tilstand. Ved at lade kommuner og amter bestemme selv opnår man tillige den fordel, at der bliver eksperimenteret med forskellige modeller. Det kunne således være, at man fandt ud af, at store butikscentre medførte vækst, flere arbejdspladser og større glæde i lokalbefolkningen.