To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

Jeg lagde igår et indlæg på Punditokraterne, men af en eller anden grund kan indlægget ikke længere læses, hvorfor jeg bruger det som en lejlighed til at poste lidt på denne blog igen.

Den i Danmark konstant herskende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere: somaliere.
Somaliere og deres efterkommere har den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen synes at stå for skud) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere har generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende, spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for ”kulturfremmede” til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota (USA) klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more
specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with
a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in
Minnesota

[…]According to Benny Carlson, Somalis are "not a
prosperous group, but they are a working group, and one that is likely
developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60
percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes
the first - and likely the most important - explanation. There are around 800
Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003,
there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.
The second explanation,
which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have
created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in
economic activities to support themselves, to support each other - and later on,
this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner
stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi
drivers join forces and launch their own carriers.
At the Safari Restaurant,
Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially,
they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not
only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees:
six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good:
"There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an
African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden,
a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are
like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your
dreams are being smothered."
Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At
the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating
that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an
accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help
with tax returns, applications and travel documents. And while he works very
hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The
elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how
Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore
used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and
Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this,
Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is
clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an
(assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a
smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment
remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are
not enough new businesses and job opportunities being created in the service
sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most
affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and
Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as
the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest
long-term link between growth and employment.
The Americans understand - and
celebrate - the social and economic significance of the immigrant businesses.
This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a
whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not
seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of
the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997
and now runs a little store in Minneapolis while also working in home
care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can
realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger
store, and of employing staff.
Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone
makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says.
Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist
attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be
labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.

På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes.

Nyt blod til Djævelen?

Nyt blod til Djævelen

Efter 5 udsendelser synes vi godt, vi kan tillade os at kalde Djævelens Advokat for en lille succes. Lytterskaren kan rigtignok ikke sammenlignes med monopolets horder, men lyttet bliver der, og debatteret og tænkt. Men da begge de sataniske sagførere, der er ansvarlige for udsendelserne, har travlt med ”rigtige” jobs og diverse andre aktiviteter, er frekvensen på udsendelserne ikke optimal, ligesom vores reaktionstid på spændende nye historier ikke er så hurtig som man kunne ønske. Derfor søger Djævelens Advokat nu nyt blod til at udvide redaktionen og forbedre udsendelserne.

Vi søger som udgangspunkt to meddjævle, der vil skulle kunne operere både sammen med de to eksisterende redaktører og som et selvstændigt team, hvilket indebærer identifikation af nye udsendelser, research, kontakt til ”ofre”, gennemførelse af udsendelsen, redigering og uploading.

Hvem er du?

Du er interesseret i og vidende om både dansk og international politik og følger samfundsdebatten tæt (abonnerer du på The Economist er du allerede foran). Du ved, hvad der rører sig i den danske og internationale blogosfære, måske er du endda selv blogger. Du brænder for at formidle historier/debatter med en anderledes vinkling end den, der kan opleves i danske dagblade eller på Danmarks Radio. Du er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål eller slagte hellige køer. Du har flair for IT (kendskab til Garageband og/eller Audacity et plus).

Hvis ovenstående har vækket din interesse så skriv en ansøgning indeholdende et CV, samt et oplæg til en udsendelse, som du mener kunne være interessant for Djævelens Advokat.


Kontakt
Jacob Mchangama tlf.: +45 24664220 mail: jmchangama@yahoo.com
Lars Hvidberg tlf.: +45 61677309 mail: lars.hvidberg@gmail.com

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om ”Kristendommen som frihedens religion?”. Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Som et oplæg til debatten kan jeg anbefale min post om ”Luthers rene lære”, på Punditokraterne, samt Søren Krarups artikel "Fundamentalisme" fra Tidehverv.

Den Private Ejendomsret som Menneskerettighed

Jeg blev sidste år bedt om at lave et notat om den private ejendomsret som menneskerettighed til CEPOS. Det notat er nu tilgængeligt på CEPOS' hjemmeside og bliver omtalt i dagens udgave af Weekendavisen.

Anders Fogh om Guantanamo

Anders Fogh Rasmussen har i dag været ude med en kritik af U.S.As fortsatte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo, der er ligeså overraskende, som den er berettiget. Anders Fogh udtalte bl.a.:

Det er en svaghed for koalitionen, for de vestlige frihedsidealer og for kampen for at udbrede menneskerettighederne. Man kan ikke bare holde folk tilbage år ud og år ind, uden at de får en retslig afklaring med de garantier, der er i en retsstat.

Kritikken, der også deles af andre borgerlige med principperne i orden, er helt på sin plads. U.S.A har med den tidsubestemte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo formået at skabe sympati i Vesten for en række personer, der, sandsynligvis sympatiserer med, hvis ikke direkte aktivt støtter op omkring international terrorisme og religiøs fundamentalisme.

Endvidere har man, helt åbenbart overtrådt helt grundlæggende retsprincipper, og frihedsrettigheder, hvis manglende overholdelse man ofte klandrer andre lande for, hvorfor man giver modstandere både i Vesten og i den islamiske verden et værdifuldt ”hykler” argument, som er svært at undslå sig. Sidst men ikke mindst har man dramatisk øget risikoen for at amerikanske og allierede soldater udsættes for hårdhændet behandling, såfremt de tages til fange i krigs- og antiterroraktioner.

Skulle U.S.A så bare have ladet stå til?

Nej. Det må naturligvis være legitimt at tage udenlandske personer, der ofte bevæbnede, befandt sig i fjendtligtsindede Taleban og/eller al-Qaeda lejre til fange, som det var tilfældet under krigen i Afghanistan. Bliver man taget til fange i en sådan lejr må der umiddelbart være en berettiget mistanke om at man deltager eller planlægger at deltage i terrorisme. Ligeledes er det klart, at koalitionsstyrkerne havde en berettiget interesse i at få vigtige informationer fra de tilbageholdte fanger, der kunne hjælpe med at klarlægge præcist hvem der var ansvarlig for angrebet 11. september, samt om omfanget af Al-Qaedas internationale aktiviteter.

Det er ligeså klart, at man efter at have fanget flere tusinde fjendtlige soldater/oprørere i en krigssituation ikke kunne fremstille disse for en dommer indenfor 24 timer, en uge eller sågar en måned eller to. Men selv i en pludseligt opstået krise situation, som Afghanistankrigen efter 11. september, må tilfangetagne personer have krav på at en uafhængig instans, indenfor en rimelig tidshorisont tager stilling til, hvorvidt der er rimelig grund til at man er tilbageholdt. En ret, der i form af Habeas Corpus kan tilbageføres til Magna Charta fra 1215, og som et land baseret på "the rule of law" burde respektere som en selvfølgelighed. Såfremt en sådan uafhængig instans fastslår, at der er begrundet mistanke om at en fange har begået terrorisme, bør vedkommende retsforfølges, i modsat fald må fangen løslades.

Til amerikanernes forsvar skal det i denne forbindelse nævnes, at flere lande angiveligt har nægtet at modtage fanger, som ellers skulle løslades, hvorfor der ikke er noget land at sende dem tilbage til, en situation vi også kender fra Danmark.

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokats 5. udsendelse er i luften og denne gang er det med Preben Wilhjelm som gæst. Emnet er venstrefløjens frihedsbegreb og fortid og indimellem går bølgerne når højt, som når f.eks Preben Wilhjelm tager "højrefløjens" kalkunjægere" såsom Bent Blüdnikow og Bent Jensen under behandling. Der er også hug til Ralf Pittelkow og så selvfølgelig til kapitalismen.

Udsendelsen kan høres her.

Pressefrihed II

Denne post er oprindelig bragt på Punditokraterne, men på grund af formateringsproblemer bringer jeg den nu også her på Retsstaten (hvor den måske også hører hjemme).

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse ”under ansvar for domstolene”. Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisternes bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at bestemmelsen efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden
indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan
den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser,
restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, såfremt den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er ”nationens sikkerhed”.

I “Observer and Guardian v. UK” fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, ”Spycatcher”, skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information"
or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive
or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb. Freedom of expression is subject to a number of exceptions which,
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any
restrictions must be convincingly established.

(b) These principles are of particular importance as far as the
press is concerned. Whilst it must not overstep the bounds set,
inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless
incumbent on it to impart information and ideas on matters of
public interest. Not only does the press have the task of
imparting such information and ideas: the public also has a right
to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to
play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify
the continuation of the interference complained of. It is, in the
first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian]
could have served to advance the attainment of these objectives any
further than had already been achieved by the steps taken against
Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself [...]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey
information, already available, on a matter of legitimate public
concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll’s conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.
I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter være tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde.

2. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for Berlingskes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf.

Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om international terrorisme jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.

3. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg).

EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

Jesper Langballe om kultur-konservativ kulturkamp i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat går i luften med sin 4. udsendelse. Udsendelsen er en debat med Jesper Langballe om den kultur-konservative kulturkamp, herunder om kultur-konservatismen har lykkedes at gøre op med den politiske syge og velfærdsstatens åndløshed.

Citater fra debatten:

”Den totalitære opfattelse af det politiske har jo i og for sig hele tiden ligget i kim i den kulturradikalisme, som har behersket landet i 100 år”

”Al ordentlig politik bygger på vrede(…)vrede er da den mest legitime motivation overhovedet for at kaste sig ind i politisk arbejde og i en kulturkamp”

”Der er to bevæggrunde for at gå ind i Folketinget(..)og det er at bidrage til at forhindre, at den danske nationalstat omdannes til et multikulturelt helvede og samtidig til at undgå, at Danmark bliver til en delstat i Europas forenede stater”.

”Indvandringen ændrer så at sige konditionerne totalt indvandring har jo ændret forholdende og også måden at tænke social på indfødte danskere imellem”.

”Jeg vil bestemt ikke bestride(…)at der stadigvæk sker en klientgørelse af folk i det bistandssytem vi har og det mener jeg er ulykkeligt”.

”Jeg har betragtet al partipolitik som decideret landskadelig virksomhed”.

”For mit vedkommende der drejer det sig om nu simpelthen, at prøve og bidrage til at Danmark overhovedet overlever, fordi det er altså forudsætningen for, at vi kan fylde et demokratisk indhold i det, et folkestyre uden et folk det eksisterer ikke”.

David Bakkegaard Karsbøl i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat er gået i luften med sin 3. udsendelse. Udsendelsen har David Bakkegaard Karsbøl, som gæst til en debat om det ”anarko-kapitalistiske” samfund uden stat og dermed uden politi og retsvæsen. Udsendelsen er rent faktisk den første udsendelse vi optog og redigerede.

Djævelens Advokat har endvidere optaget yderligere to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (omhandlende den kultur-konservative kulturkamp) og Preben Wilhjelm (omhandlende venstrefløjens frihedsbegreb) og har fået bekræftet en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen.

Uriaspostens skyggeboksning

På Danmarks pt. mest besøgte politiske blog Uriasposten (eller er det Agora) er min post vedrørende selektive frihedskæmpere faldet Kim Møller for brystet og han har derfor sat sig for at debunke mit indlæg. På trods af Kim Møllers sædvanlige polemiske stil rører hans post nogle interessante og relevante emner. Desværre taber Kim Møller disse interessante emner på gulvet i den sædvanlige konservative skyggeboksning og træmandsbashing med og af liberalismen.

Lad os starte med polemikken.

Kim Møller lægger ud med at beskylde mig for at anlægge en elitær og selvfed tone i min ”skingre” post. For en blogger, som bruger størstedelen af sin fritid på at kalde politikere, journalister, forskere, debattører m.v. for ”halalhippier”, ”selvhadere”, ”oikofober” m.v. og hvis popularitet vel i høj grad er opbygget på den polemiske og kontante tone snarere end det materielle indhold, finder jeg det lettere komisk at blive beskyldt for at anvende en ”skinger” tone.


Kim Møller blev også forarget over følgende spørgsmål fra min side: ”Du svarede i øvrigt heller aldrig på hvorvidt folk som mig selv med muslimsk blod i årene skal smides ud af DK når bomberne sprænger”?.

Ved lidt research har jeg fundet frem til den tråd, hvori jeg (oprindeligt) stillede dette spørgsmål. Det viser sig, at det var til Kim Poulsen, ikke Kim Møller jeg (oprindeligt) stillede spørgsmålet. Jeg beklager naturligvis forvekslingen. Følger man tråden vil man dog se, at mit spørgsmål var ganske relevant (til Kim Poulsen) og, at jeg ikke var den eneste Punditokrat, der følte behov for at stille spørgsmål til den tankegang, der blev givet udtryk for http://www.punditokraterne.dk/30655_FN_og_Israel.html. Men Kim Møller skal naturligvis ikke stå til regnskab for andre end egne udtalelser og min beklagelse er hermed viderebragt.

Kim Møller peger endvidere på en kommentar jeg skrev til en post på Uriasposten vedrørende et debatindlæg om Kosovo af Søren Espersen, som bevis på, at jeg i mine indlæg anvender underlødige associationstrick. Debatindlægget af Søren Espersen og diverse kommentarer på Uriasposten er dog en separat post værd, hvorfor jeg vil gemme denne til en senere lejlighed.

Lad os nu forlade spørgsmålet om tonen i mit indlæg og går over til Kim Møllers ”rebuttal” af det indholdsmæssige i min post.

Indledningsvist hedder det:

”med den stædige fastholden af demokratiet overfor den islamistiske trussel,
står i Muhammedsagen lige i midten af dansk politik, hvad naturligvis er en
bitter pille at sluge for socialistiske religionskritikere, liberale
utopister med flere der i denne debat ligger helt på linie med hadeikonet
Søren Krarup.”

Jeg er naturligvis her castet i rollen som liberal utopist. Men for det første er Søren Krarup ikke mit hade ikon nummer 1. Jeg er dybt uenig med ham på mange områder, men respekterer hans generelle principfasthed overfor den kamp han har kæmpet i mange årtier. Endvidere har jeg respekt for hans intellekt, der bestemt ikke fejler noget. Det er dog lidt misvisende at skrive, at liberale i denne sag ligger på linje med Søren Krarup, det er snarere Søren Krarup der må erfare, at han ligger på linje med liberale. Det er trods alt ikke hver dag Søren Krarup befinder sig i en situation, som i Muhammed-sagen, hvor han forsvarer en position ud fra et rettighedssynspunkt, hvorimod rettighedsforsvaret er kernen i liberalismen.

Herefter går Kim Møller i rette med hvad jeg skrev om Dannebrogsafbrænding, Oprør og David Irving. Mht det første punkt har en anden punditokrat svaret glimrende herpå.

Vedrørende Oprørsagen skriver Kim Møller:

det [må] påpeges at Oprør jo ikke er sigtet for at være tåbelig, eller for at
have begået tåbeligheder. De er sigtet for at støtte terrororganisationer der
myrder uskyldige som led i deres politiske kamp. Det er i sidste ende en
afvejning af individets behov for frihed, og samfundets kollektive behov for
beskyttelse. Om Dagbladet Arbejderen skulle have haft aktindsigt eller ikke, kan
diskuteres (jeg kender ikke sagen) - men terrorlovgivning er jo i sin essens
frihedsberøvende. Det betyder ikke at terrorisme ikke skal bekæmpes med
målrettet lovgivning, men at politikerne nøje skal afstemme foranstaltningerne i
forhold til truslen.

Oprørssagen handler jo overhovedet ikke om aktindsigt, men om Dagbladet Arbejderens ret til at offentliggøre Oprørs appel, som led i Dagbladet Arbejderens dokumentation af virkningerne af terrorlovgivning, uden at politiet tvinger Arbejderens serverudbyder til at fjerne appellen.

Arbejderen har rettet flere henvendelser til Statsministeren (der også er pressens minister), men i denne sag, har ytringsfriheden åbenbart ikke samme prioritet, som i andre sager. Hvis medierne ikke må dokumentere, foreninger såsom Oprørs (eller Hizb ut Tahrir)s aktiviteter, særligt i konteksten af den indgribende anti-terrorlovgivning, som er blevet indført med Straffelovens § 114a, uanset om det enkelt medie måtte sympatisere hermed eller ej, er ytringsfriheden for alvor under trussel.

Det er mig derfor uforståeligt, at forkæmpere for ytringsfriheden, inklusiv de jeg nævnte i min postering, ikke støttede op om Arbejderen. Kunne det tænkes, at det var på grund af Arbejderens politiske ståsted og fordi det ville se dårligt ud at anklage regeringen for at undergrave ytringsfriheden når nu man i Mohammed-krisen roste den for at være ytringsfrihedens standhaftige forsvarer?

Herefter skriver Kim Møller:

”Med hensyn til det tredje punkt [Irving-sagen], så er eksemplet yderst ringe.
Såfremt Hedegaard eller andre af de ‘onde konservative’ havde kritiseret dommen
over David Irving, så ville en broget skare af tolerante liberale og
venstreradikale stå på tæerne af hinanden for at drage associationer mellem
nazismen og kulturkonservatismen.”

Lad mig citere fra Trykkefrihedsselskabets formålsparagraf en forening som Hedegaard jo er medstifter af.

Før oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet af 2004 fandtes der i Danmark ikke
nogen forening, der havde forsvaret af ytringsfriheden som sit eneste formål.
Derfor var det uomgængeligt, at skride til handling.
Islam udgør naturligvis
ikke den eneste trussel mod ytringsfriheden, men det er den for tiden farligste,
og i Trykkefrihedsselskabet viger vi ikke tilbage for at kalde en spade for en
spade. Ytringsfrihedens farligste og mest umiddelbare fjender skal klart udpeges
og bekæmpes. Viger man tilbage fra denne opgave, mister forsvaret af
ytringsfriheden i almindelighed -- og uanset hvem, der truer den -- sin mening.

Her er hvad Katrine Winkel Holm i sin kapacitet af medstifter af Trykkefrihedsselskabet skrev i en kronik i Berlingske:

I Trykkefrihedselskabet kan vi altså konstatere, at vi er den eneste forening i
landet, der har som formål at beskytte det frie ord, hvor som helst det er
truet, og uanset hvem der truer det.

For en forening, hvis fineste opgave det er at forsvare ytringsfriheden – uanset hvem der truer den – må det betegnes som en falliterklæring ikke at have forsvaret Irvings (og Arbejderens) ytringsfrihed. At politisk korrekte personer (dog næppe liberale) muligvis ville have prøvet at fordreje Hedegaards forsvar er vel blot endnu mere grund til at rent faktisk at forsvare Irving, det modsatte ville jo være selvcensur, hvilket næppe kan være formålet med Trykkefrihedsselskabet. Det er derfor snarere Kim Møllers kreative forsvar for Hedegaard et als manglende forsvar for Irving, der er ”yderst ringe”.

Kim Møller vender derefter sin opmærksomhed mod 24 årsreglen, hvilken han ikke anser som en væsentlig indskrænkning af befolkningens frihed:

”Konkret i forhold til eksemplet, så er det helt galt med proportionerne.
Ytringsfriheden betragtes som en menneskeret, udgør Grundlovens paragraf 77, og
kan naturligvis ikke sidestilles med en lov der har til sigte at stoppe
kædeindvandring via mere eller mindre tvungne ægteskaber baseret på
middelalderlige dogmer. For 100 år siden kunne ultraliberale sagtens se det
fornuftige i nationalstaterne, og var det ikke for menneskehedens sammenslutning
i forskelle etnisk-nationale entiteter så var hele spørgsmålet om
menneskerettigheder irrelevant.”

Jeg er ganske uenig heri. At vælge hvem vi vil dele vores liv med og om vi vil gøre det i eget land må være ethvert menneskes prærogativ. For konservative for hvem familien vel er den måske væsentligste institution overhovedet burde det tillige være utænkeligt at lade staten regulere hvem danske statsborgere gifter sig med i eget land, så længe deres ægtefæller ikke ligger samfundet til last. At Kim Møller konkluderer, at modstand mod 24 års (og 28 års) reglen er lig med modstand mod nationalstaten er endvidere en absurd slutning, som ikke engang underbygges, hvilket jeg skal komme tilbage til nedenfor.


Herefter begynder skyggeboksningen for alvor. Jeg bliver skudt i skoene ”at ville multikultur i rå mængder” og ikke ville bekæmpe islamiske dogmer. En noget overraskende udmelding al den stund, at jeg i indeværende måned har skrevet en post på Punditokraterne vedrørende netop dette emne. I denne post, der omhandlede Integrationsrådsvalgende, skrev jeg bl.a.:

“Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere
der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor
disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på
kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres
politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier
opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans
eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale
demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres
repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for
at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En
sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes
endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med
Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags
multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det
liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om
lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i
etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af
offerkultur er udtryk for.”

Det er således grebet ud af den blå luft, at påstå, at jeg plæderer for multikulturalisme i dette begrebs værdirelativistiske betydning.

Kim Møller skriver herefter:

”Generelt så har liberalister jo (ikke mindst i disse tider) et problem med
at forklare begreber som etnicitet og nationalitet. Det skyldes efter min mening
en overvurdering af økonomi og det materielle - for meget Fukuyama og for lidt
Huntington som jeg plejer at udtrykke det.Mens venstrefløjens appeasement
grusomt er blevet udstillet af multikulturens naturlige konsekvenser, så har
liberalister alle dage kørt på frihjul. De ønsker større frihed, flere
muligheder, problematiserer nationalstatstanken, men forstår ikke at uden
nationalstaten så var der intet fundament hvorfra at sprede frihed og
demokrati. Liberalisten forstår ikke at demokratiet giver individet både
rettigheder og pligter, og uden en vis grad af kulturel
samhørighed, så bliver der ingen enighed om det nødvendige. Mennesket kan ikke
forstås uden kontekst, eller som Johs. Østrup udtrykte det i 1938 - mennesket er
ikke en ko der er tilfreds, hvis blot der er nok at æde.”

Men hvor i mit indlæg var det lige, at nationalstaten blev problematiseret? Liberalismen handler, primært, om begrænsning af statens magt. At ville begrænse statens magt siger intet om ens forhold til nationen og national kultur. Der er således intet selvmodsigende i at være nationalsindet og liberal på samme tid. Men for Kim Møller er staten og nationen åbenbart sammenfaldende, hvorfor enhver kritik af staten åbenbart må være lig med en kritik af nationen. Endvidere er det værd at bemærke, at grundelementerne af den vestlige demokratiske nationalstat, jo netop er baseret på liberalismen, også i Danmark, hvor Grundlovens fædre var de (national) liberale, hvorfor bemærkningen om at liberalismen ”alle dage har kørt på frihjul” er et noget ahistorisk postulat.

Få liberalister, mig selv inklusiv, vil underkende, at en vis kulturel samhørighed er nødvendig for det liberale demokratis funktion, men denne samhørighed skabes ikke af staten, men af folket og den skabes bedst i frie rammer. Hvis vi skal sætte tingene på spidsen kan man stille spørgsmålet om hvor der er skabt størst kulturel samhørighed; i indvandrerlandet USA eller de hermetisk lukkede socialistiske lande?
Jeg kan i øvrigt anbefale Simon Espersens artikel på Coin, der på fin vis imødegår de af Kim Møller fremsatte argumenter vedrørende liberalismen.

Jeg skal ikke gå i detaljer med Kim Møllers forsvar for Søren Krarups, Lars Hedegaards og Helle Merete Brix udtalelser vedrørende Louise Frevert, for jeg synes disse personers kommentarer og Kim Møllers forsvar deraf taler for sig selv. Jeg vil blot nøjes med at konstatere, at Kim Møllers forsvar er i øjenfaldende når man tænker på hvad Uriasposten normalt har at sige om folk ”der forsøger at forstå baggrunden for” islamististisk propaganda
Kim Møller skriver endvidere, at hans holdninger generelt ikke afviger fra en række af de øvrige punditokraters, herunder Mr. Laws. Jeg glæder mig i så fald til at læse indlæg på Uriasposten i stil med nedenstående fra Mr. Law:

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står
hvor og for hvad.
Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer
opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati,
kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.
Danskerne
er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så
de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske,
med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de
danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Krænker Danmark EMRK i Muhammedsagen?

Efter Rigsadvokatens afgørelse om ikke at føre en straffesag mod Jyllands-Posten, har en række muslimske organisationer nu udtalt, at de vil gå til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), sandsynligvis med påstand om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9, der sikrer religionsfriheden er overtrådt. Og ifølge EMDs præsident, er der allerede indgivet 3 klager.

Jeg vil i det følgende give en kort (og på ingen måde udtømmende) juridisk gennemgang af, hvorvidt de indgivne klager kan antages til realitetsbehandling og i så fald føre til ansvar for Danmark for krænkelse af EMRK.

Jeg har tidligere begrædt, at EMD i en række sager vedrørende blasfemi (i forhold til kristendom) har afgjort, at censur af blasfemiske værker ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10, der sikrer ytringsfriheden. På denne baggrund kunne man måske tro, at de muslimske organisationer har en god sag.

Men i de forudgående sager har klageren været den der har været udsat for censur, f.eks. i form af påbud om at stoppe fremvisning af en angiveligt blasfemisk film, ikke de kristne der har følt sig stødt eller krænket af de angiveligt blasfemiske værker.

Dette frembyder processuelt et stort problem for de muslimske klagere, som jeg skal vende tilbage til. Men først skal klagerne overstige (i hvert fald) 2 andre processuelle forhindringer.

Udtømning af nationale retsmidler
Artikel 35, stk. 1, i EMRK kræver, at en klager har udtømt alle nationale retsmidler før en klage kan blive antaget til realitetsbehandling af EMD. I normale tilfælde betyder det i danske sager, at man skal have været i Lands- og Højesteret (eller By- og Landsret) uden at have fået medhold. Først derefter kan EMD behandle sagen.

I Muhammed sagen har ingen nationale domstole behandlet sagen, hvorfor klagerne som udgangspunkt ikke har udtømt nationale retsmidler i artikel 35s forstand. Men da Rigsadvokaten har valgt ikke at føre en straffesag, kan klagerne dårligt klandres for ikke at have udtømt nationale retsmidler på ordinær vis. I visse tilfælde anerkender EMD da også, at klager kan antages på trods af, at nationale retsmidler ikke har været udtømt, hvis f.eks. det er undskyldeligt eller vil føre til urimelig formalisme. Det kan således ikke udelukkes at klagerne på dette punkt vil kunne få medhold i, at man de facto har udtømt nationale retsmidler.

Er klagerne "krænkede"?
Som nævnt ovenfor er der dog yderligere processuelle hindringer på klagernes vej mod Strasbourg. EMRK artikel 34 kræver nemlig, at klageren skal være "krænket" ("victim" på engelsk), det vil som altovervejende udgangspunkt sige at klagere(n) skal være direkte og individuelt berørt af den handling eller afgørelse som påklages.

Det er næppe tilfældet i nærværende sag, da tegningerne ikke var stilet mod at krænke identificerbare personer i form af de konkrete klagere. I modsat fald ville man kunne argumentere for, at samtlige muslimer i Danmark var krænkede i artikel 34s forstand og dermed berettigede til at føre en sag mod Danmark (og potentielt opnå en godtgørelse!). Som jeg ser det sætter artikel 34 i EMRK, således en stopper for klagen før den når realitetsbehandling i Strasbourg.

Åbenbart ubegrundet
Skulle klagerne slippe forbi artikel 34 idet de anses for "krænkede" i denne artikels forstand, skal deres klage være af en sådan karakter, at den ikke umiddelbart kan afvises som ”åbenbart ubegrundet” i artikel 35, stk. 3s forstand. På dette tidspunkt foretages således en indledende vurdering af sagens substans. Klagerne vil, som nævnt sandsynligvis gøre gældende, at religionsfriheden i artikel 9 er overtrådt. Det er dog svært at se, hvorledes klagernes ret til frit at udøve deres religion er blevet krænket via tegningerne af Mohammed. Klagerne er blevet stødt på deres religiøse følelser, men ikke forhindret i eller forbudt at udøve deres religion. I den forbindelse er følgende præmis fra en dom vedrørende Østrig relevant:

Those who choose to exercise the freedom to manifest their religion,
irrespective of whether they do so as members of a religious majority or a
minority, cannot reasonably expect to be exempt from all criticism. They must tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrineshostile to their faith. However, the manner in which religious beliefsand doctrines are opposed or denied is a matter which may engage the responsibility of the State, notably its responsibility to ensure the peaceful enjoyment of the right guaranteed under Article 9 (art. 9) to the holders of those beliefs and doctrines. Indeed, in extreme cases the effect of particular methods of opposing or denying religiousbeliefs can be such as to inhibit those who hold such beliefs fromexercising their freedom to hold and express them.

Hvis man endelig skulle karakterisere tegningerne, som et indgreb i religionsfriheden, må et sådant anses for at være meget lidt intenst, og ikke en ”extreme case”, som forudsat jf. ovenstående præmis. Det indgreb tegningerne eventuelt måtte udgøre ligger derfor sandsynligvis under den minimumstærskel, der skal til før der kan tales om at artikel 9 er anvendelig.

Endvidere er det jo den danske stat, ikke Jyllands-Posten, der er modstander i Strasbourg. Klagerne bliver derfor nødt til at argumentere for, at den danske stat havde en positiv forpligtelse til at disciplinere Jyllands-Posten. Man vil givetvis gøre gældende, at artikel 10 stk, 2, nævner, at ytringsfriheden kan begrænses, såfremt det er nødvendigt af for "at beskytte andres rettigheder", hvorfor Den danske stat skulle have grebet ind. Men denne undtagelse medfører blot, at staten kan indskrænke ytringsfriheden af hensyn til andres rettigheder (hvis indgrebet i øvrigt er nødvendigt og proportionalt) ikke, at staten skal foretage et sådant indgreb.

Dette har støtte i EMDs praksis jf. følgende præmis (fra samme østrigske dom), hvor nøgleordet ”may” klart støtter synspunktet om, at det er op til de enkelte stater i hvor høj grad de vil beskytte religiøse følelser:

However, as is borne out by the wording itself of Article 10 para. 2 (art. 10-2), whoever exercises the rights and freedoms enshrined in the first paragraph of that Article (art. 10-1)undertakes "duties and responsibilities". Amongst them - in the
context of religious opinions and beliefs - may legitimately be included an obligation to avoid as far as possible expressions that are gratuitously offensive to others and thus an infringement of their rights, and which therefore do not contribute to any form of public debate capable of furthering progress in human affairs. This being so, as a matter of principle it may be considered necessary in certain democratic societies to sanction or even prevent improper attacks on objects of religious veneration, provided always that any "formality", "condition",
"restriction" or "penalty" imposedbe proportionate to the legitimate aim pursued.

Det må dog medgives, at EMD anerkender, at EMRK i visse tilfælde indeholder positive forpligtelser. Men fordi sådanne forpligtelser automatisk kræver afvejning af modstående hensyn, har staten en vid skønsmargin, når det kommer til positive forpligtelser. I nærværende sag skal hen synet til klagernes religiøse følelser balanceres mod ytringsfriheden. Om ytringsfriheden har EMD flere gange fastslået, at:

freedom of expression constitutes one of the essential foundations of a
democratic society, one of the basic conditions for its progress and for the
development of everyone. Subject to paragraph 2 of Article 10 (art. 10-2), it
is applicable not only to "information" or "ideas" that are
favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of
indifference, but also to those that shock, offend or disturb the State or
any sector of the population. Such are the demands of that pluralism,
tolerance and broadmindedness without which there is no "democratic society"

Ytringsfriheden skal derfor tillægges betydelig vægt i den konkrete afvejning.

Det er endvidere klart, at positive forpligtelser ligger udenfor kerneområdet af EMRKs beskyttelsesområde, der (stadigvæk) er forholdet mellem stat og individ.

Der er derfor god grund til at tro, at EMD ville finde klagen åbenbart ubegrundet, under artikel 35(3), såfremt klagen skulle nå så langt.

Materiel bedømmelse

EMD opererer ikke i et politisk tomrum derfor kan det ikke udelukkes, at EMD på trods af ovenstående vil antage klagen til realitetsbehandling (omend det vil kræve visse juridiske krumspring) af hensyn til den store interesse i sagen.

For den materielle bedømmelse af klagen er de forhold jeg har diskuteret under afsnittet "åbenbart ubegrundet", inklusiv citaterne fra den østrigske dom, ligeledes relevante.I tillæg til disse forhold skal det siges, at i de blasfemisager, hvor EMD har fundet, at artikel 10 ikke er krænket, er dette sket fordi staterne i Europarådet har en relativ vid skønsmargin når det kommer til regulering af religiøse forhold (noget der har været nødvendigt pga., at Europarådet har både katolske, protestantiske, ortodokse og muslimske medlemslande, hvor de forskellige religiøse opfattelser smitter af på f.eks. straffelovene).

Men EMRK er et minimumsrettighedskatalog. På nationalt plan er staterne i Europarådet således altid fri til at have en videre grad af frihed end hvad der følger af EMRK og EMDs praksis. Derfor kan man ikke af de foreliggende domme vedrørende blasfemi slutte, at Danmark skal udøve censur.

Det er endvidere interessant at inddrage en afgørelse fra EMD, hvor Danmark rent faktisk blev dømt for at have krænket ytringsfriheden.

I den såkaldte Jersild sag kom EMD frem til, at Højesteret havde krænket en journalists ytringsfrihed ved at straffe ham efter racisme paragraffen (§266b) for et dokumentarprogram, hvori en række "grønjakker" fremsatte racistiske og nedsættende bemærkninger om afrikanere. Dette på trods af, at Højesteret i sin afgørelse lagde vægt på, at Danmark havde ratificeret FNs Konvention mod Racediskrimination. Denne konvention pålægger Danmark at modvirke og straffe racistiske og diskriminerende ytringer.Men I denne sag vejede hensynet til ytringsfriheden altså tungere end hensynet til "andres rettigheder" ifølge EMD, hvilket givetvis også vil være udslagsgivende i nærværende sag.

På ovenstående baggrund er det min vurdering, at Rigsadvokatens afvisning af at indlede retsskridt mod Jyllands-Posten for Muhammed tegningerne, ikke udgør en krænkelse af EMRK.

Og hermed skal jeg foreløbigt indlade sagen.

Skamstøtten

JP har idag en sjældent klar leder, der brutalt rammer en pæl igennem det rosenrøde Erik Meyer Carlsenske syn på landets økonomiske tilstand og vores velfærdsmodel, som ellers hersker blandt de fleste politikere og journalister. Befriende når en spade bliver kaldt for en spade og at regeringen får modspil fra højre af.

[...] Virkeligheden er altså, at de nævnte befolkningsgrupper er på
overførselsindkomst og dermed udgør en økonomisk belastning for de
skatteydere, der er i arbejde. Derfor skal de naturligvis medregnes, når man
taler om antallet af danskere på overførselsindkomst.
Dermed nærmer vi os også sagens kærne: Der er en afgrundsdyb forskel på den retorik, som oppositionspartierne Venstre og konservative i 1990'erne rullede frem med, og den endeløse stribe af undskyldninger og bortforklaringer, som de samme
partier i regering disker op med.
For skatteyderne er det eneste interessante, hvor mange danskere de -
ud over sig selv - skal forsørge.

Prisen er til at få øje på: Et af verdens højeste skattetryk, som
regeringens skattestop ikke har ændret nævneværdigt på.

Sandheden er, at regeringspartierne i de perioder, da de har været i
opposition, har meget høje idealer, når det gælder om at reducere udgifterne til
indkomstoverførsler, men fra det øjeblik, da de rykker ind i
regeringskontorerne, evner de åbenbart ikke at omsætte ord til handling.
Danmark har fremdeles et velfærdssystem, der tilskynder til passiv
forsørgelse, blandt andet fordi skattesystemet i vid udstrækning kun gør det
værd at gøre en ekstra indsats, hvis der er tale om sort arbejde.
Heri er intet nyt, men regeringen har siden sin tiltræden demonstreret foragt for
virkeligheden kulminerende med statsminister Anders Fogh Rasmussens kontante
afvisning af centrale dele af velfærdskommissionens
udspil.


Det virkeligt skræmmende ved passagen af denne
milepæl er, at beregningerne fra DA ikke medtager de hundredetusinder af
danskere, der direkte lever af at holde denne enorme, uproduktive omfordelingsmaskine i gang.
Det ville være befriende, hvis regeringen havde modet til selvransagelse og til at hente idealerne fra oppositionstiden frem fra gemmerne og omsætte dem til virkelighed.
Vurderet på den hidtidige viljeløshed er det svært at bevare optimismen, men
selv om tidspunktet gradvist rykker nærmere, skulle vi nødigt nå til den
erkendelse, at V og K er bedre i opposition end i regering.
Én million danskere på overførselsindkomst er ikke blot en milepæl, men også en
skamstøtte.

Nu venter vi bare på, at JP bliver mødt med krav om at undskylde overfor de 1 million danskere på overførselsindkomst, hvis følelser er blevet krænket som følge af lederen. Det må således være en passende opgave for det nye Menneskerettighedsråd at undersøge om JP med denne leder ikke er gået for langt og har dæmoniseret en udsat befolkningsgruppe, hvornår lærer JP at bruge sin ytringsfrihed på fornuftig og ansvarlig vis!

Djævelens Advokat III

Djævelens Advokats anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Retsstatens læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni. Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: ”Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med
konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

”Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der.”

Kasper Støvring: ”Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes
er en abstraktion. Det er for naivt!”

”Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er
et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten.”

Christoffer Arzrouni: ”Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens
julemandsaktion engang i 70’erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne –
det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! - Hvis man ser på hvad
konservatisme i praksis er, så er det ikke noget.”

Kasper Støvring: ”Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt
ude af en liberalistisk optik.”

Christopher Arzrouni: ”Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at
mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller
hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre.”

Kasper Støvring: ”Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det
forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god
konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting,
der går tabt.”

Christopher Arzrouni: ”Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene
konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed [...] Jeg kan da også være
tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition.
Men jeg er bestemt liberal!”

Kasper Støvring: ”Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!”.

Menneskerettighedsrådet

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende vedrørende forhandlingerne om et nyt Menneskerettighedsråd i FN. Lidt citater:

”En international organisation, hvis medlemskab er betinget af nogle objektivt
konstaterbare kriterier, der sikrer, at dets medlemmer har en basal statslig
infrastruktur, der modvirker systematiske krænkelser af menneskerettighederne,
vil have en høj grad af troværdighed og gennemslagskraft. Dens troværdighed vil
således langt overstige troværdigheden af en organisation, hvor de værste
menneskerettighedskrænkere i verden uhindret kan deltage og aktivt modvirke
kritiske undersøgelser af dem selv.”

”Endvidere vil oprettelsen af
en ny international organisation til varetagelse af menneskerettigheder være en
kærkommen lejlighed til at fokusere på de basale borgerlige og politiske
(friheds)rettigheder og dermed bryde med den udvanding og relativisering af
menneskerettighederne, som er sket i FN-regi, bl.a. via
Menneskerettighedskommissionens arbejde”

”Liberale demokratier med
respekt for deres borgeres frihed bør ikke undskylde deres statsform, men aktivt
insistere på dens moralske og historiske overlegenhed i forhold til autoritære
stater, hvor vilkårligheden og undertrykkelsen hersker. Som led heri bør de
liberale demokratier sige fra overfor forsøg på at udvande og relativisere
menneskerettighederne. Derfor er et opgør med FNs nuværende rolle desværre
nødvendigt.”

FNs rolle på menneskerettighedsområdet diskuterede Djævelens Advokat i øvrigt med Morten Kjærum. Denne del af debatten blev dog redigeret fra i den endelige version. Debatten vedrørende FN kan dog høres i denne brutto version http://www.devilsadvocate.dk/podcasts/DA001_brutto.mp3. FN delen kommer efter debatten om universalitet og før debatten om positive og negative rettigheder.

På barrikaderne for Arbejderen

Det er ikke hver dag, at jeg føler mig kaldet til at komme Dagbladet Arbejderen til undsætning, men ret skal være ret og ytringsfriheden gælder selv sagt også for venstreorienterede. Jeg må derfor støtte op om Arbejderens protest mod, at Københavns Politi ved en skrivelse til det firma der hoster Arbejderens server, har anmodet dette om at fjerne en appel fra den venstreorienterede forening Oprør, der opfordrede til at støtte PFLP og FARC (en handling der i øvrigt sandsynligvis var i strid med Medieansvarsloven), en anmodning som firmaet efterkom. Det er en sag som sjovt nok ikke har påkaldt sig videre opmærksomhed fra de der i Mohammed sagen ellers sprang ud som kompromisløse forsvarere af ytringsfriheden.

Jeg har ingen sympati overhovedet for de venstreradikale terrororganisationer PFLP eller FARC, som Oprørs appel støtter. Men Arbejderens offentliggørelse af appellen, som led i en journalistisk behandling af terrorlovgivning og sådan lovgivnings konsekvenser, må klart falde indenfor ytringsfrihedens grænser. Læg hertil, at Oprørs appel ligger på servere overalt i verden, hvorfor det vil være et Sisyfos projekt at hindre enhver form for videreformidling af appellen, hvilket gør anklagemyndighedens optræden desto mere dadelværdig. Sagen understreger den vidtgående rækkevidde af Straffelovens § 114a-c, der kriminaliserer direkte og indirekte støtte til terrororganisationer, en noget løs gerningsbeskrivelse, som giver anledning til et særdeles udvidet anvendelsesområde med konsekvenser for velerhvervede frihedsrettigheder, ikke mindst ytringsfriheden.

Vil videreformidlingen ikke få nogle til at yde direkte støtte til PFLP og FARC?, vil nogen givetvis indvende. Til det er der at sige, jo det kan ikke udelukkes. Men først i det øjeblik, at en person rent faktisk bidrager aktivt økonomisk til disse organisationer, bør det være relevant at overveje strafferetlige sanktioner. Således går frihed og ansvar rigtig nok hånd i hånd, men først når man konkret misbruger sin frihed bør man ifalde ansvar.

Djævelens Advokat II

Djævelens Advokat er i Berlingske Tidende idag. På mandag skal vi så forsvare os på Monopolet, nærmere bestemt P1 morgen kl. 9.

I denne uge har vi optaget en debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring vedrørende Liberalisme vs. Konservatisme og jeg tør godt love, at det bliver en særdeles interessant udsendelse med nogle markante holdninger, og tilbundsgående diskussioner af de to politiske filosofier. Det burde kunne blive til ørekræs for borgerlig-liberale, der føler sig underernæret på seriøs diskussion borgerlige imellem. Udsendelsen vil være tilgængelig på www.devilsadvocate.dk den 15. marts.

Djævelens Advokat

Lars Hvidberg og jeg har i snart 3 måneder brugt broderparten af vores fritid på at planlægge, optage og redigere et politisk debatprogram i podcastformat. Nu er tiden endelig kommet til at lancere programmet der hedder Djævelens Advokat og har hjemme her. Baggrunden for og formålet med Djævelens Advokat kan læses i vores mission statement.

Første udsendelse er med Morten Kjærum (tilgængelig fra 1. marts 2006) og omhandler ikke overraskende menneskerettigheder, herunder spørgsmål om universalitet, økonomiske og sociale rettigheder og politisering.

Det er Lars' og mit håb, at programmet vil udvikle sig som et seriøst alternativ til DRs de facto monopol på seriøs debat. Vi synes selv vi har nogle spændende gæster linet up såsom, Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm og vi er i kontakt med mange flere.

Lyt med og kom med Jeres kommentarer til både form og indhold.

Frihedens stemme i Mellemøsten

For de mange der har fundet en oase i mellemøstlige bloggere, som Sandmonkey, ordoesitexplode, freedomforegyptians og Muttawa, kan jeg anbefale Middle East Transparent, hvis stifter Pierre Akel bliver interviewet i det nyeste nummer af Reason Magazine. Denne hjemmeside er fyldt med artikler af intellektuelle fra Mellemøsten, som forsøger at medvirke til realiseringen af et friere klima i regionen. Bl.a. har tre muslimske intellektuelle startet en kampagne for en international straffedomstol for terrorister!.

Efter sigende har siden 50-60.000 besøgende om dagen, mest fra arabiske lande da de fleste artikler, desværre, er på arabisk. Interviewet med Reasons Michale Young er i øvrigt også interessant, idet det giver et noget mere nuanceret billede af Mellemøsten end vi er vant til at få serveret:

In the aftermath of the September 11, 2001 attacks, it seemed to me that Arab
liberals had to take a stand against the barbarian wave threatening to engulf
the region. The danger was imminent. Only, no one could provide a comprehensive
definition of Arab liberal currents. Americans tended to rely on
English-speaking analysts, many of whom live in the United States and Europe. My
friend Barry Rubin has written extensively on Arab liberals. However, Barry does
not read Arabic and has what I call a "pro-Israel bias." He tends to shed a
negative light on Arab liberals. I myself was much more familiar with the
Islamic fundamentalist movement than with liberal currents. I had talked to the
"Londonstan" leaders, read their writings and explored the many fundamentalist
Web sites in Saudi Arabia.

Metransparent was an
attempt to explore such liberal currents as exist inside the Middle East. I
discovered the different strains of Arab liberalism along with my readers. An
independent Web site was necessary in order to allow people to write what they
really had in mind, not merely what they were allowed to write. It was also
necessary as a forum for the diverse currents in the region.

We get our articles by email from practically every Arab country.
Right now we have too many opinion pieces and are late in publishing what we
receive. Most of the authors—we have more than 200—write exclusively for us;
some send their articles to Arabic newspapers and to us, and we publish
complete, uncensored versions. I believe we have something like 25 opinion
articles from Saudi Arabia, Kuwait, Bahrain and the United Arab Emirates per
week, a bit more from Egypt, and many more from Syria, which has a formidable
civil society movement. Tunisians also contribute quite a bit, as well as
Moroccans, especially Berber intellectuals, and Yemenis, Algerians,
etc.

I am especially proud to say that, soon, half of
our writers shall be women. Usually, I receive letters from potential authors
asking what "our conditions" are for accepting contributions. We answer back
that we are a democratic and liberal Web site, with no censorship or red
lines.

The Web site also has a reputation as a forum
for liberal Shiites, both Saudi and Lebanese. But, most importantly, I believe
we are the most daring site in advocating an Islamic Reformation, as represented
by such writers as Gamal Banna [the brother of the founder of the Muslim
Brotherhood, Hassan al-Banna], Judge Said al-Ashmawy, and Sayyid al-Qimny, all
from Egypt; and by many writers in Saudi Arabia and Kuwait. Islamic reformers
are part and parcel of the Arab liberal movement. Egypt and Saudi Arabia are the
two countries where calls for an Islamic Reformation are the most
advanced.

[...]In the Arab world, much more than in
the West, we can genuinely talk of a blog revolution. Arab culture has been
decimated during the last 50 years. Arab newspapers are mainly under Saudi
control. The book market is practically dead. Some of the best authors pay to
have their books published in the order of 3,000 copies for a market of 150
million. This is ridiculous. Even when people write, they face censorship at
every level—other than their own conscious or unconscious censorship. Meanwhile,
professional journalism is rare.

In the future, I
would like Metransparent to promote tens (or even hundreds) of blogs
representing human rights and activists groups in many Arab cities. This has
already started.

Om den amerikanske invasion af Irak:

Most liberals, at least among our writers, favored the U.S. military
intervention in Iraq. I myself have written articles in support, before and
after the invasion. I didn't support it because of Iraqi WMD, however, but for
democracy. We would have liked President George W. Bush and Prime Minister Tony
Blair to say openly that they were invading to liberate the Iraqi people.
Remember, even Riad Turk was not against the U.S. intervention. A Syrian, Abdul
Razzaq Eid, who spent most of his life in the doctrinaire Syrian Communist Party
of Khaled Bekdash, even wrote articles welcoming it.

Things changed with the disaster that was Paul Bremer. The U.S.
should have turned things over to the Iraqis immediately after liberation.
Former Pentagon official Richard Perle was absolutely right about this point.
Most liberals still believe the U.S. is serious about democracy, for reasons
explained by Bush in his second inaugural address. Democracy in the Middle East
has become a vital American interest. It's either democracy or many future Osama
bin Ladens striking against U.S. interests.

I admit
some liberals took longer to overcome the Arab-Islamic taboo against approving
foreign intervention. This is increasingly behind us. Yet, what Iraq proved was
that the U.S. could not do the job alone. Internal democratic forces had to be
mobilized. We are part of this "internal" process. I should add that outside
intervention should not only be military. Ideally, we would like something like
the Helsinki Accords, where the international community's relations with the
Arab world involve spreading democracy, defending Arab dissidents, human rights,
women's rights and minority rights. Syrian dissidents have been calling for this
for years. Last year, Metransparent circulated a petition asking the United
Nations to create an International Court to judge the authors of fatwas
condemning people to death

Det er sådanne initiativer, der giver håb om, at vi i fremtiden kan få et Mellemøsten, hvor religiøse fanatikere og kleptokratiske diktatorer ikke præger dagsordnen. Vejen er lang, meget lang, men håb det er der.

Hykleri

Jeg har et indlæg på Punditokraterne vedrørende det faktum, at Muhammed tegningerne blev bragti en egyptisk avis allerede i oktober 2005.

Muhammed i National Review

National Review har, over to omgange, spurgt en hel række prominente debattører og kommentatorer, herunder Daniel Pipes og Mustafa Akyol, hvordan de anskuer Mohammed affæren, og som er interessant læsning, idet mange forskellige perspektiver og holdninger bliver bragt til torvs.

Første runde var overvejende pragmatisk, også fra Daniel Pipes’ side. I anden runde blev der gået mere til stålet af især Andrew C. McCarthy og Robert Spencer.

National Review’s egen holdning, som vel ligger tæt op ad min egen, gøres klar i en leder hvor det bl.a. lyder:

Muslim fanatics — those who aspire to be dictators, and those who already are —
have ginned up the controversy in order to gain power, or to keep it. They play
to the dull acquiescence of too many ordinary Muslims. But by no means all
Muslims are implicated in this shameful episode. Grand Ayatollah Sistani, leader
of Iraq's Shiites, "denounce[d] and condemn[ed]" the cartoons, but also blasted
"misguided and oppressive" Muslims who have "exploited" the issue "to spread
their poison and revive their old hatreds with new methods and mechanisms." When
President Bush declared, in his State of the Union address, that "liberty is the
future of every nation in the Middle East, because liberty is the right and hope
of all humanity," it was Sistani and millions of Muslims, in Iraq and elsewhere,
who agree with him, that he had in mind. The game for Muslim opinion is a tough
one. But it will surely be lost if we forfeit.

Dansk fornuft vs. fundamentalistisk vanvid

I Mellemøsten tiltager vanviddet nærmest minut for minut og det danske konsulater trues i dette øjeblik af en muslimsk menneskehob i Beirut. I den forbindelse er det interessant, at sammenligne reaktionerne i Mellemøsten med reaktionerne herhjemme. Her må man sige, at den almindelige danskers reaktion har været forbilledlig. Der har så vidt jeg kan fornemme været en solid opbakning bag ytringsfriheden, men forsvaret herfor er blevet fremført uden at ty til hadefulde verbale og/eller fysiske angreb på muslimer.

Selv muslimer som Abu Laban, der på skammeligste vis, har løjet sig igennem affæren, kan formentlig føle sig mere tryg i Danmark end en dansk turist i Damaskus. Der skal også lyde en sjælden ros herfra til Dansk Folkeparti, som igennem denne affære har undladt at piske en stemning op, men tværtimod forholdt sig nøgternt og køligt til vanviddet (forslaget om at udvise imamer der har skadet danske interesser vil jeg behandle i en senere post). Det siger tillige en hel del, at Dansk Front kun kunne mønstre 30 personer til deres demonstration i Hillerød.
Endelig er det lykkeligt, at se dannelsen af en forening af danske moderate muslimer, og at fremmødet var stort på trods af, at affæren netop i denne tid kulminerer.

Skal man endelig fæstne den kritiske finger på noget, så er det, at visse mennesker her i landet stadig er af den opfattelse, at JP, Statsministeren eller måske befolkningen som helhed, selv er skyld i den muslimske vrede og burde undskylde yderligere eller indlade sig på ”dialog”. Hvordan man går i dialog med en hob af nihilistiske fundamentalister uden at gå på kompromis med den frihed vi nyder her i landet er vist aldrig rigtig blevet anskueliggjort.

Noget af det bedste der er skrevet om hele Mohammed affæren er i mine øjne unge Johan Espersens tænksomme post på www.hairpin-bend.blogspot.com, som er en nydelse at læse.

Den (u)officielle amerikanske holdning

Det er bemærkelsesværdigt, at både Storbritannien og U.S.A. fra officielt hold har taget afstand fra JPs tegninger, idet disse lande har en tradition for ytringsfrihed der er længere og stærkere end den danske.

Weekly Standard har dog en artikel om tegningerne, som er mere klar i mælet, og som sandsynligvis afspejler den amerikanske regerings reelle holdning bedre end udtalelsen fra Foggy Bottom:

AS MOST OF THE WORLD now knows, on September 30, the Danish newspaper
Jyllands-Posten published twelve cartoons depicting the Prophet Muhammad.
Subsequent disputes have drawn in the Arab League, the Organization of the
Islamic Conference, the Council of Europe, the European Union, the World Trade
Organization, the United Nations, and Hezbollah, to name a few. Since not only
freedom of the press but also freedom of religion are threatened, it is vital to
be clear-sighted about the issues at stake.

[…]Defending freedom of
religion and freedom of the press requires distinguishing who is being
criticized, and distinguishing criticism from threats. It is one thing to
condemn Jyllands-Posten for offending millions of people. It is a very different
thing to criticize the Danish or other governments, since the criticism
itself, even apart from invidious calls for cartoonists to be punished by
the state, assumes that government should control the media. Saudi Arabia, Iran,
and their authoritarian brethren, as well as jihadist vigilantes, are attempting
to export and impose their media censorship and version of sharia on the world
at large, using economic pressure, international organizations, or
violence.

Hence, as Rasmussen correctly stated, he was sorry that Muslims
"felt insulted," but the Danish government"cannot be held responsible for what
is published in the independent media." Similarly, Norwegian prime minister Jens
Stoltenberg was sorry "this may have hurt many Muslims," but said the Norwegian
government "cannot apologize for what the newspapers print."

As a man of principle, Rasmussen should also tell the Egyptian and other ambassadors that
not only is this none of the Danish government's business, but, since they are
ambassadors of countries, not religions, it is none of their business either.
They, especially the Saudis, may reply that they do not make that distinction.
Our response should be to state clearly and firmly that we do, and that
protecting religious freedom requires us to uphold it in our dealings with
others.

Finally, amid current calls for "toleration" and "respect for
belief," we need to be very clear about the distinction between religious
toleration and religious freedom. Religious toleration means not insulting
somebody else's religion, and it is a good thing.

But religious freedom means being free to reject somebody else's religion and even to insult it. Government should want and encourage its citizens to be tolerant of one another, but its
primary responsibility is to protect its citizens' rights and freedoms. The fact
that people are sometimes insulted is one cost of freedom. The Jyllands-Posten
affair calls us to uphold that principle internationally as well as
domestically.

Artiklen adskiller på fin vis forskelle aspekter af debatten der til tider bliver forplumret af de stridende parters forskellige agendaer.

Hos Punditokraterne har Jørgen Møller i øvrigt startet en interessant diskussion om baggrunden for USA's og Storbritanniens udmeldinger, med udgangspunkt i idehistoriske forskelle mellem kontinental-Europa og de angel-saksiske lande.

Lys i mørket

I gårsdagens post gav jeg udtryk for et lønligt håb om, at vestlig principfasthed ville skabe omtanke og respekt hos de muslimer der endnu ikke er forblændet af fundamentalismens hærgen. I dagens JP kan man så læse, at den jordanske avis Al-shihan har valgt at trykke visse af de tegninger som Jyllands Posten bragte i september, inklusiv den tegning hvor Muhammeds turban er afbilledet som en bombe. Af avisens leder hedder det angiveligt:

- Muslimer i verden, vær fornuftige
- Hvad skader mest islam, disse
tegninger eller billeder af en gidseltager, der foran kameraer skærer halsen
over på sit offer, eller en selvmordsbomber, som sprænger sig selv i luften ved
et bryllup i Amman?

Det er netop den form for selvransagelse, som man kan håbe på konflikten medfører, og det må krævet mod at trykke billederne og skrive den leder, også selvom Jordan har varmere forbindelser til Vesten end Saudi-Arabien.

Martin Bielefeldt har i øvrigt gjort mig (og Punditokraternes læsere) opmærksom på en række blogs (her her her) skrevet af muslimer, for hvem frihed tilsyneladende betyder mere end religion (eller, for hvem disse størrelser måske kan gå hånd i hånd??). Disse blogs er opløftende fordi de tydeligt viser, at frihedsidealer har tiltrækningskraft, og at der blandt unge muslimer i hele verden ulmer en vrede mod de tanker, som desværre dominerer i store dele af den muslimske verden (læs f.eks. kommentarerne, der ligesom visse af disse kommentarer på Free Muslims debatforum, vidner om en bramfri hudløs debat som få associerer med Islam).

Det virker også som om en række danske muslimer har gjort op med sig selv, at valget mellem vestlige værdier og islamisk fundamentalisme i realiteten ikke er noget valg, hvis menneskelig værdighed, frihed, velstand og visdom ligger en på sinde. Det skal blive spændende at følge, hvad der kommer ud af lørdagens møde blandt moderate muslimer i Landstingssalen på Christiansborg.

Vestlig principfasthed

Jeg har sådan set ikke ændret mening vedrørende tegningerne, jeg tror de alene de blev bragt for provokationens skyld og jeg syn(t)es det var en studentikos handling. Men det må være enhvers ret at provokere og den voldsomme reaktion på tegningerne tyder på, at provokationen var tiltrængt.

I den forbindelse finder jeg det fantastisk glædeligt at se hvordan en helt række europæiske aviser nu vælger, at vise tegningerne, der blev bragt i Jyllandsposten. Jeg er af den overbevisning, at jo mere vi I vesten står ubetinget fast på vores frihedsrettigheder, jo bedre står vi rustet i kampen mod islamismen og om muslimske sjæle. Jeg har i et andet forum skrevet, at vestlig civilisation og frihed i mine øjne er en fordring til hver enkelt af os om bl.a. at udvise respekt for vores medmennesker deres ret til frihed om at tage ansvar for vore egne handlinger og liv om at forsøge at føre et produktivt liv uden at ligge andre til last og ikke at anvende vold eller trusler for at opnå vores mål. Denne fordring kræver, at vi hver især forsøger at leve op til disse idealer. Gør vi ikke det så forfalder vi til barbari. Det hjælper os ikke automatisk, at vi er født i den vestlige kulturkreds eller er kristne, det er ingen vaccine mod fanatisme, vold og terror. Derfor er det så vigtigt, at vi i både ord og handling står fast på egne idealer og troen på, at disse er andre overlegne, en overlegenhed som kun kan demonstreres ved at vi selv lever op til dertil. De sympatiserende avisers handlinger og civil courage er netop udtryk for en sådan efterlevelse af egne idealer. En sådan principfasthed må ryste enhver leder af et fundamentalistisk regime i langt højere grad end generel anti-muslimsk retorik eller trusler om magtanvendelse, som blot kan bruges i propaganda øjemed. En sådan principfasthed ansporer til selvstændig reflekteren og har en tiltrækningskraft der potentielt er ødelæggende for islamismen. Slår tanken om ytringsfrihed rod i bare én ud af 1000 saudi-arabere, palestinænsere, kuwaitere etc. har JPs handlinger været af uvurderlig betydning.


---oo0oo---

Når JP sagen er blæst over glæder jeg mig i øvrigt til at se om det passionerede forsvar for ytringsfriheden, som på glædelig vis synes at manifestere sig blandt store dele af den danske befolkning, særligt blandt de kultur-konservative, holder ved når konteksten ikke længere er vesten vs. Islam, samt om dette passionerede forsvar også vil blive udstrakt til øvrige klassiske (liberale) frihedsrettigheder, hvorfor ikke starte med alle frihedsrettigheders moder: den private ejendomsret.

Kollektiv psykose

Store dele af den arabiske verden er gået i selvsving over affæren med JP og Muhammed tegningerne (somjeg tidligere kort har omtalt her). Arla-ansatte er blevet udsat for fysiske angreb, Dannebrog afbrændes offentligt i Gaza-striben, danskere og Danmark udsættes for trusler om terror fra terroristorganisationer og danske virksomheder udsættes for omfattende boykot. Samtidig harcelerer arabiske stater, som Saudi-Arabien, Libyen, og Kuwait over den danske regerings manglende undskyldning, og de to førstnævnte lande har tilbagekaldt deres ambassadører. Der er endog tale om en FN-resolution med Danmark.

Kynismen hos disse mellemøstlige styrer, der aktivt udnytter JP sagen til at indsmigre sig hos de fundamentalister der truer deres magtbase, overgås kun af de samme staters hykleri.

Det amerikanske Udenrigsministerium udgiver hvert år ”Country reports on Human Rights Practices” og ”Country reports on Religious Freedom”, for hvert eneste af klodens lande (undtagen USA).

Af førstnævnte rapport vedrørende Saudi-Arabien fremgår det bl.a:

(Det skal for en god ordens skyld nævnes, at jeg har udeladt passager der tyder på, at der i det små er sket forbedringer i Saudi-Arabien, som også kan aflæses i Freedom House’s 2006 Global Survey)

The Government enforced most social and Islamic religious norms, the
Government's interpretations of which are matters of law (see Section 5). Women
may not marry noncitizens without government permission; men must obtain
government permission to marry noncitizen women outside the six states of the
Gulf Cooperation Council. In accordance with Shari'a, women are prohibited from
marrying non-Muslims; men may marry Christians and Jews, as well as Muslims.
Tradition and culture, not law, restrict marriages between Sunni and Shi'a
citizens, and the Government does not refuse marriage licenses between Sunni and
Shi'a couples

The Government owned and operated most domestic
television and radio companies. Government censors removed any reference to
politics, religions other than Islam, pork or pigs, alcohol, and sex from
foreign programs and songs. There were several million satellite-receiving
dishes in the country, which provided citizens with foreign television
programming.

Abuses of Freedom of Religion
During the period
covered by this report, the Government continued to commit abuses of religious
freedom. However, reports of abuses often are difficult or impossible to
corroborate. Fear and consequent secrecy surrounding any non-Muslim religious
activity contribute to reluctance to disclose any information that might harm
persons under government investigation. Moreover, information regarding
government practices is incomplete because judicial proceedings generally are
closed to the public, although the 2002 Criminal Procedural Law allows some
court proceedings to be open to the public.
Magic was widely believed in and
sometimes practiced; however, under the Government's interpretation of Shari'a,
the practice of magic was regarded as the worst form of polytheism, an offense
for which no repentance was accepted, and which was punishable by death. There
were an unknown number of detainees held in prison on the charge of "sorcery" or
the practice of "black magic" or "witchcraft." The press reported several cases
in which police arrested persons accused of sorcery, including a case in
September in which three African women were arrested in Jeddah. There were
reports of Shi'a Ismailis (Seveners) in Najran charged with practicing magic;
however, the Shi'a Ismailis maintained that their practice adheres to the
Seveners interpretation of Islam. There was no information available on prison
time or punishment.

There were reports that Christians were
detained for practicing their religion. During the year, there were scattered
raids, arrests, and detentions of Christians throughout the country, although
fewer than in the past. In February, the Government deported a resident
Christian after he provided an Arabic Bible to a citizen. In November, the
Government deported an Indian Christian arrested in April. There were credible
reports that Mutawwa'in arrested him for religious reasons after a dispute with
his employer. According to other reports, the Mutawwa'in beat him on the day of
the arrest and confiscated his personal property, including two Bibles, compact
disks, a personal computer, and religious videos.
Proselytizing by
non-Muslims, including the distribution of non-Muslim religious materials such
as Bibles, was illegal. Muslims or non-Muslims wearing religious symbols of any
kind in public risked confrontation with the Mutawwa'in.

Af sidstnævnte rapport fremgår det bl.a., at:

Freedom of religion does not exist. It is not recognized or protected under
the country's laws, and basic religious freedoms are denied to all but those who
adhere to the state-sanctioned version of Sunni Islam. Citizens are denied the
freedom to choose or change their religion, and noncitizens practice their
beliefs under severe restrictions. Islam is the official religion, and all
citizens must be Muslims. The Government limits the practice of all but the
officially sanctioned version of Islam and prohibits the public practice of
other religions. During the period covered by this report, the Government
publicly restated its policy that non-Muslims are free to practice their
religions at home and in private. While the Government does not always respect
this right in practice, many non-Muslims engage in private worship without
harassment

Hindus are considered polytheists by Islamic law, which
is used as a justification for greater discrimination in calculating accidental
death or injury compensation. According to the country's "Hanbali"
interpretation of Shari'a, once fault is determined by a court, a Muslim male
receives 100 percent of the amount of compensation determined, a male Jew or
Christian receives 50 percent, and all others (including Hindus and Sikhs)
receive 1/16 of the amount a male Muslim receives.

Under Shari'a,
conversion by a Muslim to another religion is considered apostasy, a crime
punishable by death if the accused does not recant. There were no executions for
apostasy during the period covered by this report, and there have been no
reports of such executions for several years. During the period covered by this
report, a schoolteacher was tried for apostasy, and eventually convicted in
March of blasphemy; the person was given a prison sentence of 3 years and 300
lashes. The trial received substantial press coverage.
The Government
prohibits public non-Muslim religious activities. Non-Muslim worshippers risk
arrest, imprisonment, lashing, deportation, and sometimes torture for engaging
in religious activity that attracts official attention. The Government has
stated publicly, including before the U.N. Commission on Human Rights in Geneva,
that its policy is to allow non-Muslim foreigners to worship privately. However,
the Government does not provide explicit guidelines--such as the number of
persons permitted to attend and acceptable locations--for determining what
constitutes private worship, which makes distinctions between public and private
worship unclear. This lack of clarity and instances of inconsistent enforcement
led many non-Muslims to worship in fear of harassment and in such a way as to
avoid discovery. The Government usually deported those detained for visible
non-Muslim worship after sometimes lengthy periods of arrest during
investigation. In some cases, they also were sentenced to receive lashes prior
to deportation.

The Government officially does not permit non-Muslim clergy to enter
the country to conduct religious services, although some come under other
auspices, and the Government generally has allowed their performance of discreet
religious functions. Such restrictions make it very difficult for most
non-Muslims to maintain contact with clergymen and attend services. Catholics
and Orthodox Christians, who require a priest on a regular basis to receive the
sacraments required by their faith, particularly are affected.

Under the provisions of Shari'a law as practiced in the country, judges
may discount the testimony of nonpracticing Muslims or of individuals who do not
adhere to the official interpretation of Islam. Legal sources report that
testimony by Shi'a is often ignored in courts of law or is deemed to have less
weight than testimony by Sunnis.
Customs officials routinely open mail and
shipments to search for contraband, including Sunni printed material deemed
incompatible with the Salafi tradition of Islam, Shi'a religious materials, and
non-Muslim materials, such as Bibles and religious videotapes. Such materials
are subject to confiscation, although rules appear to be applied arbitrarily.
Sunni Islamic religious education is mandatory in public schools at all
levels. Regardless of which Islamic tradition their families adhere to, all
public school children receive religious instruction that conforms to the Salafi
tradition of Islam. Non-Muslim students in private schools are not required to
study Islam. Private religious schools are not permitted for non-Muslims or for
Muslims adhering to non-Salafi traditions of Islam. Shi'a are banned from
teaching religion in schools.

Tegningerne af Muhammed, som vel at mærke blev bragt i en privatejet avis, er naturligvis på ingen måde sammenlignelig med den behandling den saudiske stat systematisk udsætter religiøse ”afvigere” for. En lang række af verdens stater fra Europa over Asien til Afrika kunne (og burde) med rette rejse en sønderlemmende kritik af Saudi-Arabiens totalitære religiøse undertrykkelse af deres statsborgere bosiddende i kongedømmet. Hvordan Saudi-Arabien med ovenstående fakta på bordet overhovedet tør stikke hovedet frem er en gåde.

Midt i denne deprimerende tid, er der dog tegn på, at den selvstændige tankevirksomhed har overlevet blandt visse mennesker i Mellemøsten, som visse af disse øjenvidneberetninger fra Danskere i området vidner om. Endvidere er det vel positivt, at den kollektive psykose (indtil videre) ikke har spredt sig til den øvrige muslimske verden, herunder stater baseret på en demokratisk styreform som Tyrkiet, Indonesien og Senegal, hvilket sandsynligvis siger en hel del om, at en øget grad af politisk og borgerlig frihed medfører en øget grad af tolerance og frisind (og humor).